14.03.2018

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

I disse dage, hvor krigen i Syrien går ind i sit ottende år, er de sidste rester af oprør mod Assad-styret måske ved at give slip. Enhver tanke om snarlig hjemsendelse af syriske flygtninge vil være et absurd brud på børns grundlæggende rettigheder.

Kommentar af Jonas Keiding Lindholm, Generalsekretær for Red Barnet Danmark

I EN SKY af statisk elektricitet kom min syvårige datter henrykt blæsende ind i stuen i sit røde djævlekostume. Klar til at erobre både fastelavnstønde og hele verden med sin gummi-trefork. Den fastelavn lå nogenlunde på det tidspunkt, hvor helvede brød løs på Syriens jord. I de syv år, der i disse dage er gået siden krigens start, har min ældste datter, Elin Mildrid, lært at læse ‘Drageløberen’, gået til Aikido, rejst overalt i verden og fejrer nu sine teenageår med venner og fremtidsdrømme, som ingen grænser har.

I Syrien har over tre millioner børn aldrig oplevet andet end krig og ødelæggelse. Mange af dem har aldrig gået i skole, og de skal leve resten af deres – måske korte – liv med krigens terror brændt ind i deres sjæl. Deres barndom er blevet stjålet. En hel generation er ved at blive ødelagt i et lands undergang.

Senest er 400.000 børn og deres familier i det østlige Ghouta, en forstad til Damaskus, blevet fanget i kældrene af deres sønderbombede hjem, mens de udsættes for systematiske likvideringer, udsultes og afskæres nødhjælp – i en komplet foragt for folkeretten. Ovenpå jorden er skoler, hospitaler og al civil infrastruktur blevet pulveriseret i en total apokalypse. Den ultimative strategi, hvis man vil udradere en hel generation både på kort og lang sigt.

 

Senest er 400.000 børn og deres familier i det østlige Ghouta […] blevet fanget i kældrene af deres sønderbombede hjem, mens de udsættes for systematiske likvideringer, udsultes og afskæres nødhjælp – i en komplet foragt for folkeretten
_______

 

I disse dage markerer et lammet verdenssamfund syvårsdagene for Assad-styrets første offensiv mod sit eget folk, der i duften af det Arabiske Forår var begyndt at vise modstand. Med brutalitet og Ruslands kyniske støtte blev det starten på Syriens komplette undergang. Og med de seneste ugers destruktion af det østlige Ghouta – hvor de sidste store enklaver af oprører bor – trænger realiteterne sig på: Syv års lidelser har været komplet forgæves.

I Red Barnet gør vi, hvad vi kan, for at få nødhjælp ind til Østghoutas befolkning. I få timer på enkelte dage forsøger vores lokale samarbejdspartnere at trænge ind i de sønderbombede områder med tæpper, højenergigrød og andre helt basale fornødenheder. Men opgaven er tæt på umulig. Over to millioner mennesker kan lige nu ikke nås af andet end bomber. I den lille landsby, Arbin, har øjenvidner fortalt os, hvordan ca. 1.400 familier bor i et sindrigt netværk af 75 underjordiske gange. Over halvdelen af dem har hverken adgang til vand, sanitet eller ventilation. I dele af forstaden er ødelæggerne nu større, end hvad vi så på tinderne af Aleppo-krisen. Alligevel er opmærksomheden fra det internationale samfund kun en brøkdel af, hvad vi så dengang.

 

I dele af forstaden er ødelæggerne nu større, end hvad vi så på tinderne af Aleppo-krisen. Alligevel er opmærksomheden fra det internationale samfund kun en brøkdel af, hvad vi så dengang
_______

 

GENNEM MINE mere end 15 år som leder af nødhjælpsoperationer i krige og konflikter, bl.a. i Libanon og Afghanistan, har jeg set på smerteligste vis, hvad en krigs grusomhed gør ved børn. Og endnu engang er det de mindste, der bliver de største ofre.

Det internationale samfund har svigtet Syriens børn. Ethvert diplomatisk forsøg på at nedtrappe konflikten er fejlet eklatant, og FN-krav om våbenhvile er blevet skamløst ignoreret. Uhyrlighederne står på, alt imens FN’s Sikkerhedsråd ser handlingslammet til, og syriske flygtninge føler sig mindre og mindre velkomne i de lande, hvor de har søgt tilflugt.

Hvad end Assad-regimets og Ruslands næste skridt bliver, står ét i hvert fald klart: De mange millioner mennesker, som er flygtet fra Syrien gennem de seneste syv år, har intet at vende hjem til. Og det vil tage mange, mange år, før der vil være nogen som helst perspektiver for en form for normaliseret tilværelse inde i Syrien. Det er derfor helt afgørende, at det internationale samfund tager sig sammen og i det mindste får koordineret en helhjertet og handlekraftig indsats overfor de millioner af syrere på flugt, der har mistet deres familie, deres hjem, deres fremtid.

Ifølge UNHCR er 5,58 millioner mennesker flygtet ud af Syrien i løbet af krigens syv første år. Næsten halvdelen (47,6 pct.) er børn. Alene sidste år flygtede 1.700 om dagen. Udvandringen har altovervejende været til Syriens nabolande, som lige nu oplever et enormt pres og voksende frustrationer blandt deres egne befolkninger. På det seneste har flere og flere syrere forsøgt at vende tilbage til Syrien, fordi de føler en voksende fjendtlighed og marginalisering i de lande, hvor de har søgt ophold. Lande som Libanon, Jordan og Tyrkiet har indtil nu gjort en enorm indsats for at byde de nødstedte velkomne. Og i lejrene forsøger Red Barnet sammen med andre humanitære organisationer at skabe en eller anden form for tryghed og værn midt i kaos. Vi yder fx psykosocial støtte ved at oprette ‘børnevenlige zoner’, hvor vores specialuddannede psykologer og andre forsøger at give børnene ro og plads til at bearbejde deres oplevelser. Og vi forsøger at tilbyde børnene lidt skolegang midt i deres traumer. Men opgaven er langt større, end ressourcerne rækker til.

 

På det seneste har flere og flere syrere forsøgt at vende tilbage til Syrien, fordi de føler en voksende fjendtlighed og marginalisering i de lande, hvor de har søgt ophold
_______

 

Danmark og resten af EU må og skal intensivere støtten i nærområderne, så syriske flygtninge ikke føler sig nødsaget til at vende om til helvedet. Samtidig må den nationale retorik om hjemsendelse af syriske flygtninge høre op her og nu.

“Enhver ny generation af børn tilbyder os mennesker muligheden for at genopbygge de ruiner, vi har skabt i verden”. Sådan sagde Red Barnets grundlægger Eglantyne Jebb, i protest mod den omfattende blokade, som afskar udsultede børn i Tyskland og Østrig fra nødhjælp efter Første Verdenskrig. Hendes kamp blev inspiration for vores grundlæggende menneskerettigheder og FN’s Børnekonvention. Og alligevel står vi så her igen. I syv år har verden – også Danmark – set den anden vej og holdt sig for ørene. Nu skal vi støtte nærområderne og byde oprigtigt velkommen til de syriske børn, der har fundet vej til os.

Hvem ved? Måske vil nogle af dem så kunne magte at være lidt børn igen til næste fastelavn. ■

Jonas Keiding Lindholm (f. 1970) er Generalsekretær i Red Barnet Danmark. ILLUSTRATION: Jonas Keiding Lindholm [officielt pressefoto]