01.02.2018

”Danskerne bruger mere og mere indhold på amerikanske platforme. Det er truslen! Det er da ikke DR! For det første fordi danskerne betaler penge til amerikanske virksomheder, som ikke betaler den skat, de burde i Danmark. Og for det andet fordi det ikke understøtter den offentlige samtale i Danmark om, hvilket samfund vi vil have, og hvem vi er som folk og fællesskab”

Interview af Mathias Bjerrum

RÆSON: Hvilken rolle får medierne i det politiske landskab, du beskriver, hvor fx Liberal Alliance og Alternativet, som ofte beskrives som værende ikke særlig midtsøgende partier, får mere indflydelse?
KORSGAARD: Jamen, er det ikke en mediehistorie, at de ikke vil kompromis? Altså vi har lige set et LA, der er indgået i et stort kompromis. Jeg oplever heller ikke Alternativet som et parti, der først og fremmest bare vil pudse deres egen glorie og ikke vil have hænderne beskidte i brede forlig. Jeg tror mere, at det er en mediefortælling, som tvinger enhver politisk historie ind i et skema, hvor der skal være en vinder og en taber. Selvom virkeligheden jo ikke ser sådan ud.

RÆSON: Vil det sige, at medierne ikke løfter den opgave, de har, om at formidle, hvordan virkeligheden ser ud lige nu?
KORSGAARD: På lange stræk, ja. Jeg synes, at nyhedsjournalistikken går totalt galt i byen, når den overfokuserer på konflikt og – hvis vi taler om den politiske dækning – det personlige spil i stedet for at dække politik som en legitim kamp om interesser. Med mindre du har 90 mandater, så vil du ofte ikke få gennemtrumfet hele din pakke. Altså den forudsætning ligger jo heldigvis i dansk politik – at man hele tiden skal ud og lave kompromisser – men den konfliktbårne nyhedsjournalistik kan ikke lide kompromisser. Og anerkender dem ikke som en præmis.

 

“Vi har fået mandat fra vores abonnenter til at bruge al vores vågne tid til at beskæftige os med, hvad der er vigtigt […] Vi skal vælge og vrage! Men til gengæld kan vi godt diskutere, om vi er gode nok til det”
_______

 

RÆSON: Men ser vi ikke også et stort fokus på substans og ikke kun på spil? Når udspillene fx lægges frem, fortæller medierne om dem og undersøger dem?
KORSGAARD: Jo, altså den dækning er der også, heldigvis. Guldet, det vigtige stof findes derude. Men der er en stor risiko for, at det drukner i mængden af information. I det moderne mediebillede kan det være enormt svært for den almindelige mediebruger at skelne mellem væsentligt og ikke væsentligt. Det hele ser ens ud. Nyhederne kommer ikke med et hierarki. Vi har fyret hierarkiet. Vi hjælper ikke borgerne, når vi ikke er gode nok til at pege på, hvad der egentligt er værd at bruge sin opmærksomhed på, og hvad man nemmere kan springe over. Så jeg synes, der er en kæmpe stor fare for, at det gode indhold drukner i mængden af hurtige overskrifter og væg-til-væg-dækning af mere eller mindre ligegyldige ting. Så begge dele findes, men forholdet er ikke godt.

RÆSON: Vi havde i 2015 et folketingsvalg med det gule Sønderjylland, vi har et forestående Brexit, og vi har Trump i USA. Medierne har i en periode oplevet kritik for at formidle ud fra den privilegerede middelklasses synspunkt. Er der ikke en risiko for at skubbe til den udvikling, hvis vi som medier leger smagsdommere og i endnu højere grad skelner mellem, hvad vi synes, der er vigtigt?
KORSGAARD: NEJ – det er mediernes fineste opgave. Vi har fået mandat fra vores abonnenter til at bruge al vores vågne tid til at beskæftige os med, hvad der er vigtigt. Det er den tillid, der i hvert fald burde være. De giver os mandatet til at finde ud af, hvad der er vigtigt at fortælle lige nu, og hvad der skal fortælles om det, så vi som offentlighed er tilpas oplyst. Så vi skal i den forstand være ”smagsdommere”. Det er for fanden derfor, vi er her. Vi skal lige præcis være dem, der siger: “Det her er mindre interessant, men kig herovre, for dét her, det skal du for alvor forstå for at forstå, hvad det er, der rykker sig i samfundet lige nu”. Så vi skal vælge og vrage! Men til gengæld kan vi godt diskutere, om vi er gode nok til det. Eller om nyhedsjournalistikken – især i lyset af dens udvikling de seneste 10 år – gør den berettiget og egnet til at sige, at noget er vigtigere end andet. Det vil jeg sætte stort spørgsmålstegn ved. Altså om den journalistik, der konstant prioriterer konflikt over løsning, vender kameraet, blokken og mikrofonen over mod den, der råber højest, og som fokuserer mere på det, der skete for fem minutter siden end på de lange, strukturelle forandringer, om den journalistik egentligt kan forklare, hvor samfundet er på vej hen.

RÆSON: Er det den journalistik, vi ser meget af i dag?
KORSGAARD: Det synes jeg. Der er heldigvis masser af vidunderlige fantastiske undtagelser, men ja. Og i øvrigt tror jeg også, at nyhedsbranchen – især den amerikanske post-Trump – er vågnet op sådan shell-shocked og har stillet sig selv spørgsmålet: “Hvad fanden er det nu, vi er her for?”. Så der er meget, der peger os i en positiv retning. Men ja, hvis man kigger på nyhedsudviklingen de seneste 10-15 år, så er den jo gået i retning af, at færre og færre journalister udgiver mere og mere indhold på kortere og kortere tid. Det gør ingen klogere.

 

“Når Donald Trump ånder pressen i nakken, så gør det faktisk også noget godt. Pressen vender tilbage til sine grundværdier og har den her samtale om, hvilken rolle den skal spille, og hvor den kan gøre en forskel”
_______

 

RÆSON: Og hvad er det den amerikanske presse begynder at få klarsyn for, som den danske presse ikke helt har?
KORSGAARD: Trump og fremkomsten af fake news har været anledning til at tage det dybe tillidsproblem, som har hersket i nyhedsbranchen i årevis, alvorligt. Senest har vi jo set, hvordan New York Times har lanceret en kampagne, hvor avisen egentligt bare gør noget ret fornuftigt, nemlig at pege på nødvendigheden af grundig journalistik. Altså pressen har begået den samme fejl som fagforeningen, kirken og så videre. Den har regnet med, at det, vi laver, er så vigtigt, at folk selvfølgelig forstår det. Så alene den opgave at minde om, hvilken afgørende rolle pressen spiller, når den gør sit arbejde ordentligt, er vigtig. Og der synes jeg, at den amerikanske presse i høj grad har taget sin rolle på sig. Jeg tror, at når Donald Trump ånder pressen i nakken, så gør det faktisk også noget godt. Pressen vender tilbage til sine grundværdier og har den her samtale med sig selv og sine brugere om, hvilken rolle den skal spille, og hvor den kan gøre en forskel. Og i Danmark mærker man bare ikke Donald Trumps ånde i nakken på samme måde, som man gør i USA. Men han er jo om nogen anledning til, at vi også i Danmark må tage mistillidskrisen alvorligt.

RÆSON: Mistillidskrisen?
KORSGAARD: Nu tænker jeg helt konkret på mistillidskrisen mellem borgerne og pressen. Vi har en idé om – fordi vores hukommelse er så sindssygt kort i den her distraherende verden – at den kløft, der er mellem medier og borgere, er opstået i kølvandet på Trump og fake news. Det passer overhovedet ikke. Vi har jo igennem de seneste år – for USA’s vedkommende – haft en kløft, der bare har udvidet sig. Og en befolkning, som i mindre og mindre grad tror på, at det, der står i pressen, er rigtigt. I Danmark er det cirka 50 pct. af danskerne, der har tillid til, at medierne er i stand til at sortere mellem fakta og fiktion. Halvdelen! Kun halvdelen af befolkningen tror på, at det, som står i medierne, er rigtigt. Jeg synes, at det er endnu mere sindssygt, at 57 pct. tror på, at de medier, de selv bruger – som de selv aktivt har valgt at bruge tiden på og måske endda også penge – hjælper dem med at sortere mellem fakta og fiktion. Det er jo helt sindssygt! Som jeg skrev forleden dag i en artikel: Hvis der var en opvaskeproducent, hvor 43 pct. af kunderne har en oplevelse af, at det produkt de bruger, ikke lever op til det, det helt grundlæggende skulle kunne – så ville den gå totalt i panik. Og hver dag se sig selv i spejlet og spørge: “Hvad fuck gør vi”? Og det er bare ikke sket! Vi har bare accepteret, at den tillidskrise findes og sådan, “Nå ja, haha, tilliden til medierne ligger nede omkring brugtvognsforhandlere”. Det kan jeg huske fra dengang, jeg blev uddannet i Odense. Det var nærmest en naturlov. Det må vi da ikke acceptere som en naturlov! Pressen skal være den første til at bekæmpe det og etablere tillid. Det er jo for fanden derfor, vi er her. Og der synes jeg, at hvis ikke det her flimrende nye mediehav af tonsvis af information og også en del misinformation samt en Trump, der står og råber i en mikrofon og siger sindssyge ting i capslock kan få os til at vågne op og sige: ”Hvad er vores egen rolle i det her? Er der noget, vi har gjort forkert?” – så har vi på en eller anden måde selv medvirket til, at brugerne ikke stoler på os i lige så høj grad, som vi synes, de burde. Og det er sindssygt vigtigt, tror jeg, at medierne tager det ansvar på sig.

RÆSON: Og hvordan tager I det ansvar på jer på Zetland?
KORSGAARD: Jeg tror, at i det tyvende århundrede opbyggede du som journalist og som medie autoritet ved at stå på toppen af en piedestal og tale ned til publikum med en sakral, nøgtern nyhedstone. Sådan bygger man ikke autoritet i dag. Måske gør man faktisk det modsatte. Hvis man ser på sit publikum som en stor, grå grød og taler til dem i den her distante, kølige og lidenskabsløse tone, så mister man autoritet. I dag får du autoritet og bygger tillid og relation med dine brugere, hvis du træder ned fra den piedestal og er i øjenhøjde med de mennesker, som du gerne vil i kontakt med, som du gerne vil levere et budskab eller en historie til. Helt konkret være i dialog med dem og fortælle, hvilke historier vi har gang i, bede om hjælp i erkendelsen af, at der garanteret sidder nogen derude, som er mere ekspert på et område, end vi er. Være supertransparent om, hvordan journalistikken bliver til, og hvordan medieforretningen er skruet sammen.

 

“Når vi ser en engagementsløs eller lidenskabsløs journalistik, så hænger det sammen med, at meget journalistik bliver skrevet af generalister, som ikke har en kinamands chance for at nå at sætte sig ordentligt ind i tingene, inden de udkommer med noget”
_______

 

RÆSON: Når du ser ud på medielandskabet, ser du så medierne formidle på den helt nøgterne og ”objektive” måde?
KORSGAARD: Ja, det gør jeg. Meget af nyhedsjournalistikken er stadigvæk drevet af idealet om den nøgne journalist, som i objektivitetens navn stiller en mikrofon hen foran kilde A og en mikrofon hen foran kilde B, og så er den skid slået. Idealet kan der være masser af godt at sige om, men den måde, det bliver forvaltet på, hvor journalisten ikke tager ansvar for at finde ind til kernen og finde op og ned i historien, duer ikke. Bedst eksemplificeret ved dækningen af HPV-vaccinen, hvor det blev stillet op, som om det var et spørgsmål om holdning, hvorvidt HPV-vaccinen var skadelig eller ej. Gu’ var det ej et spørgsmål om holdning. Det var simpelthen faktuelt forkert at stille den sag op, som om kilde A havde lige så meget ret som kilde B, for kilde A var globale sundhedsmyndigheder med evidensbaseret forskning over for nogle bekymrede forældre og piger.

Så idealet om den fuldstændig toneløse videreformidling af en begivenhed er ikke troværdigt. Det er meget mere troværdigt at møde en journalist, som har sat sig ordentligt ind i sagerne, der kan sige: ”Nu skal jeg fortælle dig, hvordan jeg samvittighedsfuldt har forsøgt at nå til bunds i, hvordan vi egentligt skal se på den her sag, og så giver jeg dig den historie, og jeg håber, at du har tillid til, at jeg faktisk har gjort mit stykke arbejde ordentligt”. Det stemmeleje, den tone, tror jeg, er langt mere troværdig. Også fordi det samtidig er en praksis, hvor det bliver muligt for journalisten at sige, at der er noget, journalisten selv er i tvivl om. Det giver mulighed for at vise, at der er flere perspektiver på en sag. Og det er et meget mere konverserende toneleje, der kan indkapsle den form for kommunikation bedre end den der sakrale bademester, der bare står og lirer en altertavle af. Det er jo ikke en agiterende, kampagneagtig journalistik, jeg er ude efter. Eller en politiserende journalistik. Jeg er bare ude efter den journalistik, som har integritet og samvittighed, men som også er klar over, at uden et personligt engagement fra journalistens side, så kan du ikke komme i tale med andre mennesker.

RÆSON: Er der ikke en risiko for, at journalistikken bliver meget målgruppefikseret, hvis journalisten selv fylder meget i formidlingen? Og at vi som medieforbrugere polariserer os af den grund?
KORSGAARD: Nej, lige modsat. Jeg tror, at den sakrale altertavletone hægter sindssygt mange mennesker af, som reelt ikke har en mulighed for at fatte, hvad fanden den her nyhed handler om. Lad mig bruge et billede om den engagerede skribent. Når jeg sender mine børn i skole, så håber jeg, at de møder en passioneret fysiklærer. En lærer, der er lidenskabeligt optaget af fysik, og som kun har sat sig for at gøre mine unger mega-begejstrede for fysikkens verden. Det betyder jo, at læreren skal formidle faktuelt og fair og forholde sig til de kendsgerninger, der er i fysikkens verden. Men det betyder også, at han tager sin formidlingsforpligtelse alvorligt og sin lærergerning alvorligt. Og hvorfor har vi den forventning til en lærer, når vi nærmest har den modsatte forventning til en journalist? At du skal trække al din begejstring ud af din historie, al din lidenskab og alt dit engagement ud af historien, og så skal du bare fortælle knastørt. Det er et kæmpe paradoks. Så jeg vil stille det samme krav til journalister, som vi stiller til vores lærere og undervisere: Engager os! Smit os med din viden og dit engagement i det, du ved noget om. Og det kræver jo, at journalisten faktisk ved noget om det, han eller hun skriver om. Engagement er dybt forbundet med viden. Og jeg tror, at nogle gange, når vi ser en engagementsløs eller lidenskabsløs journalistik, så hænger det sammen med, at meget journalistik bliver skrevet af generalister, som ikke har en kinamands chance for at nå at sætte sig ordentligt ind i tingene, inden de udkommer med noget. Så bliver man nødt til at play it safe og ty til den der bademesterstil.

 

“Nyhedsjournalistikken er så opsat på ”got’cha”-journalistik, der tager en politiker på det forkerte ben, at jeg ikke synes, det er underligt, at politikerne gør alt, hvad de kan, for ikke at havne på det forkerte ben”
_______

 

Konfrontative medier?

RÆSON: Henrik Sass Larsen har været ude at sige, at medierne er blevet for konfrontative. Har han ret?
KORSGAARD: Man kan diskutere den setting, han sagde det i, og jeg tror også, han har meddelagtighed i den kultur, han kritiserer. Men jeg giver ham grundlæggende ret. Der rejste sig jo en kæmpe diskussion efter præsidentvalget i USA om, hvorvidt den amerikanske presse var domineret af en liberal, venstreorienteret bias. Og den diskussion er super relevant og vigtig at tage. Men jeg synes, at pressens konfliktbias er en endnu større og vigtigere diskussion at tage. Var der noget, der kendetegnede pressen i den amerikanske valgkamp, så var det en overfokusering på konflikt, som gjorde at fx historien om Hillary Clintons e-mails blev fuldstændigt disproportionalt dækket i forhold til problemets egentlige størrelse.

RÆSON: Et af hans kritikpunkter var også, at han simpelthen ikke får tid til at formidle sine pointer og visioner. Er der også her noget om snakken?
KORSGAARD: Fuldstændig. Verden er kompleks og løsningerne på verdens problemer er ofte også komplekse og kan ikke reduceres til at være resultatet af en mands vilje. Men den kompleksitet har nyhedsjournalistikken ekstremt svært ved at rumme og give tid og plads. Det er jeg fuldstændigt enig i.

RÆSON: Men ser vi ikke også nogle politikere, der opruster med et større og større spinapparat og kommunikationssekretariat, hvormed medier bliver nødt til at gå dét mere til dem for at få politikerne ud over indlærte spinsætninger?
KORSGAARD: Politikerne er jo blevet næsten lige så koreograferede og indstuderede, som vi kritiserer dem for at være. Men spørgsmålet er, hvad der kommer først. Jeg tror, at det er et resultat af en presse, som fx er ekstremt ubarmhjertig, når det kommer til politikeres tvivl. Nyhedsjournalistikken kan ikke rumme, at en politiker lufter tvivl. Og vi har også en journalistik, der er totalt optaget af fortalelser. Det er fuldstændigt grotesk. Nyhedsjournalistikken er så opsat på ”got’cha”-journalistik, der tager en politiker på det forkerte ben, at jeg ikke synes, det er underligt, at politikerne gør alt, hvad de kan, for ikke at havne på det forkerte ben. Og med det elendige resultat, at vi har fået sådan en papegøjedebat, hvor folk bare står og lirer indstuderede sætninger af – for nu at tegne billedet forholdsvist groft.

RÆSON: Hvis medierne er blevet for konfrontative, vil det så sige, at I på Zetland stræber efter at være mindre konfrontative over for politikerne end andre medier?
KORSGAARD: Både ja og nej. Når vi laver et interview, er vi først og fremmest drevet af nysgerrighed efter at forstå, hvorfor du ser verden, som du gør. I nysgerrighed ligger der også et stort potentiale for kritik, for det er jo først, når du for alvor forstår folks verdensbillede, at du har mulighed for at pege på den interessante kritik i forhold til det verdensbillede. Det andet bliver bare en skinddiskussion. Det er slet ikke, fordi jeg vil amputere pressen, gøre den kønsløs eller klippe nosserne over på den. Men spørgsmålet er, hvad der kommer først. Og der vil jeg argumentere for, at nysgerrighed og glubsk interesse på at forstå, hvordan og hvorfra en kilde ser en begivenhed, kommer før alle de kritiske spørgsmål. Fordi du kan kun stille de kritiske spørgsmål, når du fatter, hvor du er i landskabet.

 

“Danskerne bruger mere og mere indhold på amerikanske platforme. Det er truslen! Det er da ikke DR!”
_______

 

Medieforlig

RÆSON: Lige nu sidder kulturminister Mette Bock og forhandler det nye medieforlig. Hvilke ønsker har du ift. det?
KORSGAARD: Ingen moms på digitale medier. Det er jo sådan, at en papiravis ikke skal betale moms, men det skal vi. Så af de 99 kr. vi får ind på et medlem, skal vi lægge de 25 pct. til staten. Det skal en papiravis ikke. Det synes jeg er sindssygt uretfærdigt og utidssvarende.

RÆSON: Du sagde tidligere, at der er informationsoverload i medierne. Hvis man fjerner momsen, bliver det mere økonomisk appellerende at have en lille nyhedsavis – risikerer du dermed ikke at bombardere markedet med endnu flere nyheder?
KORSGAARD: Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror ikke, at momsen afgør, om du har lyst til at kaste dig ud i et start-up eventyr. Det er trods alt så svært at få en medieforretning i Danmark til at løbe rundt, at det ikke er momsen, der er den primære hovedpine. Og jeg vil også sige, at så længe det indhold, vi kaster ud på det store marked, er fedt og hjælper til at oplyse, så er det kun godt. Jeg skulle for fanden være et skarn, hvis jeg mente det modsatte. Når jeg kan være bekymret over mængden af indhold, så er det, fordi kvaliteten er for lav.

RÆSON: En del af medieforliget bliver efter forlydender også en nedskæring af DR. Hvad tænker du om det?
KORSGAARD: Mediedebatten i Danmark lige nu minder mig uhyggeligt meget om Game of Thrones. Der er en masse gamle kongeriger, som ligger i krig med hinanden. Danske medier, der repræsenterer de private medier, over for DR, og så er der noget TV2 og en ny produktionsbranche og så videre. Den ene siger, at det er den andens skyld, at de ikke vokser eller bliver større. Og imens kommer verdens største fjende ned fra nord, som er den reelle og egentlige fare: Internationale medievirksomheder. Danskerne bruger mere og mere indhold på amerikanske platforme. Det er truslen! Det er da ikke DR! Det er det faktum, at 63 pct. af de danske husstande er på Netflix og bruger deres tid der i stedet for Politiken. Det er udfordringen. For det første fordi danskerne betaler penge til amerikanske virksomheder, som ikke betaler den skat, de burde i Danmark. Og for det andet – selvom der er fedt indhold på Netflix – fordi det ikke understøtter den offentlige samtale i Danmark om, hvilket samfund vi vil have, og hvem vi er som folk og fællesskab. Så det er da den kamp, vi skal kæmpe! Derfor synes jeg, at de private mediers krig mod Danmarks Radio er hovedløs og potentielt ret farlig. Zetland er selv medlem af Danske Medier. Jeg tror ikke, jeg bliver verdens mest populære menneske, når jeg siger det her. Det taler for så vidt mod Zetlands interesse, men der er noget større på spil.

 

“Vi har altså også brug for en – i dansk sammenhæng – kæmpestor spiller, som har musklerne og spændevidden til at hamle op imod mastodonterne”
_______

 

RÆSON: Hvorfor kan man som privat medie ikke kæmpe begge kampe – både imod Netflix, HBO og Twitter, men også DR?
KORSGAARD: Det er hovedløst. Hvis vi ser på størrelsen af de medievirksomheder, som lige nu kæmper om danskernes opmærksomhed, så er Netflix, Google, YouTube og Facebook jo fuldstændig absurd gigantiske i forhold til DR. Og min pointe vil være, at vi har brug for alle mulige skønne optimistjoller ligesom Zetland, der ude på det nye mediehav undersøger muligheder og får godt indhold ud til en masse mennesker. Men vi har altså også brug for en – i dansk sammenhæng – kæmpestor spiller, som har musklerne og spændevidden til at hamle op imod mastodonterne. Det bliver ikke Zetland, der kan tage den kamp. Vi kan være med og bidrage fra vores hjørne.

RÆSON: DR får årligt omtrent 3,7 mia. kr. Vil det så betyde, at DR skal have tilført mange flere midler for at kunne gå op imod mastodonterne?
KORSGAARD: Nej, det mener jeg ikke. Og det kan godt være, at man kan skære 5 pct. af DR, uden at det ville bløde voldsomt. Men det er princippet om at begynde at stække den eneste kæmpespiller, vi har på markedet, på et tidspunkt, hvor kampen mod internationale medievirksomheder skal tages op. Jeg forstår simpelthen ikke logikken. Og her burde Dansk Folkeparti om nogen være drevet af at sikre det medieindhold, der kan sikre den samlende offentlige samtale og de brede fortællinger, som engagerer millioner af danskere, og som får millioner af danskere til at kigge nogenlunde i samme retning og tale om det samme, som er sindssygt vigtigt for et fælles samfund. Men DF gør det præcis modsatte på grund af gammelt nag til røde lejesvende, som hoppede rundt i Gyngemosen. Og det opgør får konsekvenser for deres vælgere, som de burde vise interesse og burde pleje.

RÆSON: Hvorfor giver det ikke god mening at ville nedskære en mediemastodont, som man oplever, er modarbejdende for ens politik?
KORSGAARD: Det er simpelthen for enøjet. DR er fx også garanten for Danmarks bedste udlandsdækning. Ingen af os andre – fra Zetland til større medier – har råd til at have nogen af Danmarks bedste journalister udstationeret over hele verden. Det er der simpelthen ikke nogen privat finansieringsmodel i. Og DR står – på trods af et enkelt afsnit Danmarkshistorien – for noget af det bedste drama, vi har set på internationalt plan. For at skære det hårdt op: Hvor var det åndssvagt at sende den hest over Atlanten. Men at den skal være led i besparelserne af et virkeligt fint public-service-foretagende, når alt kommer til alt, det er simpelthen for billigt. Der er også en idé om, at enhver kan lave indhold efter digitaliseringen, og derfor bør midlerne til mediestøtten spredes meget mere ud. Selvom alle med en telefon i lommen i princippet kan være deres eget medie, så er det ikke alle, der kan engagere hundrede tusindvis af seere i kvalitetsindhold – det kræver midler, know-how, erfaring og et større produktionsapparat end som så. Og vi må ikke opgive idéen om at kunne engagere rigtigt mange mennesker i samtalen om, hvem vi er som folk, og hvor vi skal hen. Det har vi brug for supertankere til at gøre. ■

 

“Hvor var det åndssvagt at sende den hest over Atlanten. Men at den skal være led i besparelserne af et virkeligt fint public-service-foretagende, når alt kommer til alt, det er simpelthen for billigt”
_______

 

Lea Korsgaard (f. 1979) er ansvarshavende chefredaktør og medstifter af den digitale avis Zetland. Foto: Søren Rønholt