01.02.2018

Reportage af Sebastian Stork

ISHØJ STATION
Bussen slingrer ind på stationen, og jeg hopper af. Stationens ydre udgøres primært af store vinduespartier, der hver især er lyst op af et gulligt skær fra de indendørs loftslamper. Et rødt ’S’, hænger over skydedørene ind til stationen, og bryder det gullige mønster. Ude foran stationen står allerede en håndfuld unge mænd. De fleste varmer deres hænder med et åndepust, der er synlige i kulden, andre varmer sig på en cigaret. Mens jeg bevæger mig derover, slutter endnu en skikkelse sig til flokken. Iført brune sneakers med hvid bund, blå softshell-jakke og jeans kunne han ligeså godt have været en af de unge mænd, men selvom han ikke er klædt i politikker, så er det lige netop, hvad han er.

Her er, hvad jeg ved om Mattias Tesfaye: Han er høj. Han er uddannet murer. Han er socialdemokrat og siden 2015 folketingsmedlem. Han er brunere i huden, end jeg er. Han er 36 år. Han er gift og har to drenge. Han kan lide fodbold. Han er født i Århus. Vi skal mødes på Ishøj Station denne decembertirsdag 08:50.



Tesfaye har Vestegnen meget kær. I januar åbner uddannelsesinstitutionen NEXT en produktøruddannelse. Der er stadig ledige pladser – derfor har NEXT inviteret en gruppe unge, primært gutter, med rundt på virksomhedsbesøg, så de med egne øjne kan se, hvad en produktørlærling foretager sig. Tesfaye er inviteret med, fordi han er valgt ind på Vestegnen og sidder i bestyrelsen på Produktionsskolen Møllen i Ishøj.

Albuen gør et knæk i den blå softshell-jakke, så hånden ryger op ad lommen og siger goddag til alle de fremmødte. Vi hilser, før hænderne ryger ned i lommerne igen. Tesfaye vader let rundt mellem de unge voksne, stadig med hænderne i lommerne. Han snakker lidt med nogle af dem. Samtalen afbrydes af en velkomsttale fra NEXT, hvor også Tesfaye præsenteres. Han hæver roligt hånden, da hans navn nævnes.

De to busser, der er blevet hyret ind til at fragte gruppen rundt på virksomhedsbesøgene, ankommer til Ishøj Station under velkomsttalen. Tesfaye og jeg skal sidde i bus nummer to. Opdelingen i bussen er klar. De seje gutter sidder nede bagved, og snakker om weekendens festlige udskejelser. Midtersektionen domineres af resten af slænget, og forrest sidder jeg sammen med Tesfaye, et par SoMe-typer, der laver noget webindhold for NEXT samt resten af folkene fra NEXT.

Tesfaye griber mikrofonen og slår tonen an for dagens udflugt: ”Hej med jer! Jeg hedder Mattias Tesfaye, og jeg sidder i folketinget, valgt ind herude fra Vestegnen. Da jeg gik ud af 9. klasse, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gå i gang med. Skolen havde en bog, der hed ’Hvad kan jeg blive’ og da jeg kiggede i den, slog det mig, at jeg ikke anede, hvad de fleste lavede. Det undrede mig, at jeg havde gået 10 år i skole uden at finde ud af, hvad jeg ville efterfølgende,” fortæller han, mens hans store hånd fægter som en dirigentstok i takt med historien. ”Unge skal ikke kun læse om, hvad de kan blive i bøger. Det er også vigtigt, at I kommer ud og ser virkeligheden, så slå øjnene og ørerne ud, når vi kommer ud på Johan Bülow-fabrikken”. Han afslutter den lille tale med ordene: ”Har I nogle spørgsmål, så stil dem blot, så skal jeg forsøge at svare udenom, så godt som jeg kan”.

Selv startede han i gymnasiet, men droppede hurtigt ud igen, fordi teknisk skole trak mere i ham. Han ville være murer, og stod udlært i 2001. ”Jeg har altid været engageret i fagforeningen, så det var lidt en glidebane”, fortæller han: ”Der var nogen fra Brøndbykredsen, der henvendte sig til mig og sagde ”Hey, stil op!” Selve ideen har jeg haft længe, så det gav meget god mening. Det var mit første valg, så jeg var heldig, at jeg blev valgt ind.”

Da bussen standser, træder Mattias forsigtigt ned på jorden. ”Jeg var ude at spille fodbold i går. Der blev jeg sgu taklet af en 110 kilo tung fyr op ad en bande,” siger Tesfaye, da jeg spørgende kigger på hans ben. Han går over mod indgangen til lakridsfabrikken, men bliver stoppet af en journalist, der lige vil have et hurtigt interview. Indenfor er en af lakridsfabrikkens medarbejdere i gang med at forklare de unge, hvordan en arbejdsdag ser ud. Før vi kan blive lukket ind i produktionen, skal hænderne vaskes og sprittes af. Vi trækker i blå plastikovertrækssko, en gennemsigtig plastikkittel og et poset hårnet. Tesfaye siger: ”Min kone bliver så jaloux, når hun hører, at jeg har besøgt en lakridsfabrik”.



 

„Folketingsvalget i 2015 var et giftigt valg. Det var det valg, hvor kløfterne var størst‟

 

TAXA TIL CHRISTIANSBORG
Før han sætter sig ind i taxaen til Christiansborg tager Mattias mobilen ud af sin højre baglomme. Han har knapt sat sig i sædet, før telefonen ringer. Han tager den, og taxachaufføren smider hyrevognen i drive og triller ud af parkeringspladsen. Det er en journalist. Da samtalen slutter, retter han sig i taxaens lædersæde og scroller på telefonen gennem sine mails. ”Jeg er ikke typen, der stresser over mails. Jeg har en ret hardcore mailkultur,” fortæller han uden at kigge væk fra skærmen. Den 5. december 2017 blev Tesfaye socialdemokratiets udlændingeordfører. Det er et område, der ifølge ham, er vores generations helt store opgave. ”Det er en fed opgave at få!” siger han, mens taxaen slingrer over i højre vejbane. Vi er på vej ind på E20.

RÆSON: Når man er ordfører, er det så partiets eller dine egne holdninger, du fører ordet for?
”Det handler om partiet. Vi kan ikke bare rende rundt med vores egne meninger, men ansvar og indflydelse følges jo ad, så har man ansvaret for et område, så har man også mere indflydelse på det område,” forklarer Tesfaye. Han tager telefonen op fra sit skød og åbner sin kalender. ”Jeg skal lige danne mig et overblik over, hvad jeg skal resten af dagen,” siger han, men bliver afbrudt af et indkommende opkald.

RÆSON: Kan du huske alle dine aftaler, eller har du nogen til at styre dem for dig?
”Jeg har en sekretær, eller vi er fire om en sekretær. Det er sådan, at hvert folketingsmedlem får en pose penge svarende til at kunne ansætte en i 30 timer om ugen. Men hos socialdemokraterne har vi valgt at deles om sekretærerne, og så samler vi resten af pengene og ansætter nogle akademikere, der kan rådgive os,” fortæller han.

Vi er kørt af E20, men taxachaufføren giver den gas lige indtil vi rammer myldertrafikken. Mit næste spørgsmål bliver afbrudt af en bagfrakommende varevogn der, med en dythornskavalkade af en anden verden, snegler sig forbi. Tesfaye kigger op fra telefonen. Vi kigger på hinanden. Vi kigger på varevognen, og så mumler taxachaufføren et eller andet, jeg får øjenkontakt med ham i bagspejlet, mens Tesfaye får øjenkontakt med sin telefon igen.



RÆSON: Hvad er det med dig og Vestegnen?
”Vi er alle valgt i et område, som skal repræsenteres. Jeg er selv vokset op i forstaden, og jeg tror, det er vigtigt, at vælgerne kan identificere sig med de politikere, der er valgt ind fra deres område. Men også at vi kan identificere os med dem. Vi skal have en indsigt i, hvordan folk lever i de områder, vi repræsenterer – det er meningen med folkestyret. Nogle gange synes jeg, at det kniber lidt med det. Det hele bliver hurtigt for københavneragtigt, hvis folk har den samme uddannelse, taler på den samme måde og læser de samme bøger. Det går jo ikke, for det er vigtigt med mangfoldighed,” siger Tesfaye, mens taxaen svinger ind af Slotsholmsgade og parkerer foran pullerterne, der holder uvedkommende biler ude, ved Rigsdagsgården, der ligger lige til venstre for Christiansborg Slotsplads.

Taxachaufføren åbner bagagerummet for os. ”Skal du ikke have en håndfuld lakridser?” spørger Tesfaye ham. Chauffføren smiler men ryster let på hovedet. Tesfaye giver ikke op: ”Jo, du skal da lige have sådan en håndfuld her!” Chaufføren bliver efterladt med hænderne fulde af lakrids.

RÆSON: Hvordan ser du, at kløfterne er blevet større?
„Folketingsvalget i 2015 var et giftigt valg. Ikke ideologisk eller politisk, men demokratisk. Det var det valg, hvor der var størst forskel på, hvad folk stemte, alt efter hvor i landet, de kom fra. Det var det valg, hvor kløfterne var størst. Enhedslisten og Alternativet var kæmpestore på Nørrebro, mens DF var kæmpestore i Sønderjylland,” siger Tesfaye, mens vi går op ad trappen ved Borgens hovedindgang.

RÆSON: Men har det ikke altid været sådan?
”Hvis kun kvinder kunne vælge, så ville vi få en rød regering med længder. Hvis kun akademikere kunne stemme, så havde vi også fået et helt andet sammensat Folketing – det samme for håndværkere . Altså forskellen på håndværkere, akademikere, unge, gamle, folk med udenlandske rødder, folk med danske rødder, kvinder, mænd, offentlig og private ansatte, jyder og københavnere, har altid været der. Men den bliver større og større og større. Det er udtryk for et ekkokammer. Når jeg åbner mit Facebook-feed, så ser det ikke ud som dit. Det synes jeg, er giftigt,” siger Tesfaye, mens jeg bliver tjekket ind af vagterne.

 

„Journalister er lige så meget en del af det politiske spil, som de er iagttagere af det. Det er ikke sikkert, at alle journalister er glade for at høre det, men sådan er det‟

 

BORGEN
Det er første gang, jeg er på Borgen i journalistisk øjemed. Vi passerer den store trappe, hvor mange interviews foretages. Tesfaye iler målrettet mod elevatoren rundt om hjørnet. Jeg lunter let for at indhente ham. Han har taget jakken af og afsløret en sort Adidastrøje. Urets visere nærmer sig 11:00, og vi nærmer os Tesfayes kontor af en gang med gule vægge, hvide fodlister og et gråt, gittermønstret gulvtæppe. En lås bliver leget med og et navneskilt siger Mattias Tesfaye, døren åbnes og velkommen til. Jeg er alene et øjeblik. På en af de to bogreoler læner ”Jeg er Zlatan” sig op ad Bertel Haarders ”Op mod strømmen”.



På vej ned til gruppemødet hilser han på Trine Bramsen. I elevatoren tager han tager en bid af et æble og læner sig afslappet op ad væggen: ”Politikere, der klager over for lidt tid, er politikere, der er for dårlige til at planlægge deres tid. Jeg læser både bøger, har to børn og en kone med et fuldtidsarbejde, og jeg spiller fodbold,” siger han, og retter sig let akavet berørt af det taklede ben fra gårsdagens kamp. ”Det piner mig lidt at være nødsaget til at gå ud af kampen på grund af en skade, men det gjorde så ondt, at jeg ikke har sovet hele natten.” Det kræver snilde at springe ud af evighedselevatoren på et haltende ben. Klokken, der ringer ind til mødet, lyder inde fra mødelokalet.

Halvanden time senere, 12.34, åbnes den igen. Tesfaye har kun ganske kort tid, inden der er møde i folketingssalen. Vi bevæger os op ad trapperne og tilbage mod hans kontor, da han bliver fanget af en journalist, der lige skal have en kommentar om, hvad der skete til mødet.

RÆSON: ”Hvordan er dit forhold til pressen?”
”Jeg har det godt med pressen, det er mere en hjælp end en last. Journalister er lige så meget en del af det politiske spil, som de er iagttagere af det. Det er ikke sikkert, at alle journalister er glade for at høre det, men sådan er det,” siger Tesfaye og fortsætter: ”Jo længere tid jeg har været her, jo mindre tillægger jeg dag til dag samtaler med journalister. Det er de færreste, der læser, hvad de skriver alligevel”. Han forklarer: ”Så i forhold til at nå ud til vælgerne, så er det desværre ikke så vigtigt at snakke med Borgens journalister, som det har været. Det er jo de færreste, der får bladret om på side otte og læst den nørdede politiske analyse,” siger han og smider stængerne op på sofabordet.

Telefonen ringer. P3 vil gerne have en kommentar fra Tesfaye – som murer – på Trumps valg af beton til sin mur mod Mexico.

RÆSON: Nu er der jo ikke ligefrem nogle danske politikere, der vil bygge en mur mod Tyskland, men hvad synes du om fx om dét at hænge et stort Dannebrog bag folketingets talerstol?
”Jeg gider ikke bruge tid på diskutere alle de der markører. Så er der et flag i folketingssalen, eller så er der nogle, der har fundet en sandskulptur, der ligner Taj Mahal i Netto, og ser det som et tegn på islamificering. Det er markører på den diskussion, der ligger nedenunder, og det er den diskussion, der interesserer mig. Kulturmødet. Hvad sker der, når folk fra de varme lande bosætter sig i Danmark? Det er interessant. Og der synes jeg tit, at ydrefløjen fortaber sig på markører. Det interesserer bare ikke mig, så det kan ikke pisse mig af med det flag i folketingssalen, hæng det op eller lad være, jeg sover stadigt trygt om natten uanset hvad.”

Nu ringer klokken, der kalder til møde i salen. Tesfaye rejser sig straks. Og griner: ”Vi må hellere gå derned, Pia Kjærsgaard bliver sur, hvis vi kommer for sent”.

RÆSON: Er der meget af sådan noget drama, hvor du kigger den anden vej og tænker ”Gud, hvor er det ligegyldigt”?
”Der er rigtig meget. Så er der en eller anden, der mener, at vi skal forbyde læger med skæg. Så kan vi bruge tid på det, og jeg tænker bare: ”Hvad er det for et problem?” Jeg er frisk på at regulere og gå hårdt til den, men der skal jo være et problem. Der må jeg indrømme, at jeg lige trak vejret tungt. Der er så meget alvorligt i denne indvandringsdebat, så jeg gider ikke bruge min tid på vanvittige ting” siger Tesfaye, mens vi står ude foran dørene ind til salen. ”Nå, jeg er nødt til at gå ind nu, vi ses bagefter.”



 

„Der er så meget alvorligt i denne indvandringsdebat, så jeg gider ikke bruge min tid på vanvittige ting‟

 

SALEN
Det er tæt på aldrig, at jeg ser et møde i salen. Det er også tæt på aldrig i dag. Jeg har sat mig op på tilskuerpladserne, men intens spænding er der ingen af. I stedet forlader jeg salen igen og sætter mig ned til døren, hvor politikerne kommer ind og ud. Jeg pakker en lakrids ud af papiret. Et par journalister sidder i sofaen ved siden af mig og skriver på livet løs, inspireret af computertastaturernes taktløse melodi, sætter jeg mig også til at arbejde. To timer senere sender Tesfaye en sms: ”Det trækker ud” står der. Han er tydeligt træt, da han 10 minutter senere kommer ud. Han har et sidste møde tilbage på dagens program. ”Jeg er godt nok færdig nu,” siger han, da vi går op ad trappen. ”Hvad med det sidste møde?” spørger jeg. ”Det er der en virkelig sød kollega, der har taget for mig,” svarer han.

RÆSON: Når du sidder inde i salen og stemmer, tænker du så over at du stemmer for 8545 borgere?
”Ja, men det er ikke så meget mig selv, jeg tænker på. Jeg tænker over det, når jeg diskuterer med andre. Det er jo ligegyldigt, om jeg respekterer Joachim B. Olsen, det vigtige er, at jeg respekterer hans vælgere. Jeg ser det som en hel central del af demokratiet, at alle synspunkter, der bliver udtrykt på Borgen, er legitime, alene fordi de repræsentere nogle mennesker. […] Der er USA jo skrækeksemplet igen. Clinton og Trump ville slet ikke anerkende hinandens legitimitet. Kløfterne i samfundet vokser, og vi er uenige med andre, men det er et demokratisk grundvilkår, at vi skal prøve at forstå de andre”.



Han går ind på et kontor, og jeg følger efter. Folk kigger lidt underligt på mig. Det er de vel også i deres gode ret til. Vi er åbenbart lige gået ind på kontoret hos Tesfayes personlige rådgivere. En mand og en kvinde, jeg hilser pænt. ”Du må godt være med herinde, men alt, hvad der bliver sagt, er uden for citat,” siger manden til mig. Jeg nikker og sætter mig i sofaen, Tesfaye sætter sig ved siden af mig. De taler om, hvilke aftaler der skal laves i løbet af ugen og hvilke tv-programmer og interviews, Mattias skal være med i. Manden og kvinden taler lidt, som om Tesfaye ikke rigtigt er i lokalet, men det er han. Han sidder med den ene hånd i lommen og den anden på panden, mens han tilbagelænet i sofaen kommer med input til samtalen. Det tager ikke meget mere end syv minutter, så er vi ude igen og går ned mod hans kontor.

”Nu lyder jeg som en gammel mand, men nogle gange kunne jeg godt ønske mig, at man bare lige trak vejret. Jeg kan huske i gamle dage, da der var en daglig deadline. Det skabte lidt mere ro. Det stresser både journalisterne og politikerne, at der hele tiden er en deadline. En gang i mellem kan jeg have dage, hvor jeg føler, jeg har så pissehamrende travlt, fordi jeg skal snakke med journalister hele tiden, at når jeg kommer hjem til Signe, ved jeg slet ikke, hvad jeg skal sige til hende, om hvad jeg har lavet, fordi hun slet ikke har opdaget noget af det”.

Tilbage på kontoret sætter Tesfaye sig igen med sofaen med benene på bordet. Telefonen ringer. Det er en journalist.



RÆSON: Støder man meget på racisme som udlændige- og integrationsordfører?
”Jeg synes ikke, at der er nogen i den politiske debat, jeg er en del, der kommer med racistiske udtryk eller er på kanten. Racisme er ligesom homofobi – det er bare dumt. Det er noget, vi burde have lagt bag os. Når jeg hører nogen, der ikke vil give hånd til en homoseksuel, så tænker jeg, ”Hvilket århundrede lever du i?” Og sådan har jeg det også, hvis jeg møder racister. Det er slet ikke et interessant standpunkt. Fordi det er jo ikke noget, der har greb i befolkningen.”

RÆSON: Nu sagde du selv lige ’præmieperker’. Er du bange for at blive set som det?
”Jeg har altid den risiko at blive præmieperker. Der har været nogle rigtige dygtige mennesker i politik med udenlandsk baggrund. Der er mange i den offentlige debat med udenlandsk baggrund, som har meget mere at byde på end kun at snakke om integration. Fx Nadeem Farooq, som sad herinde for De Radikale i lang tid. Jeg synes, det var fedt at se en med udenlandsk baggrund, der ikke snakkede om udlændingepolitik, men om skatte- og finanspolitik. Det er jo der, vi gerne skal hen. Så når vi sidder derhjemme og Erkan Özden læser TV-avisen op, så tænker vi ikke ”Gud, han er perker”. Vi skal bare tænke: ”Nå, der er en røvsyg tv-journalist, der læser TV-avisen op”. Først når vi er derhenne, så er vi ved at være der.”

RÆSON: Og hvor er det så vi er i dag?
”Det er klart, at der er en bærende kultur i Danmark. Men der er mange, der vokser op i nogle områder, hvor dansk kultur ikke er den bærende. Det er svært for os at forstå, at der er børn, der vokser op uden at se dansk tv, kun har et perifært forhold til fx julen eller hvor det er normalt, at vennerne kan tale tyrkisk. Nogle kalder det er parallelsamfund, og det er egentlig en meget præcis betegnelse. Det er vigtigt, at børn vokser op og ved, hvad et julehjerte er, og hvordan en pebernød smager. De behøver ikke at sidde derhjemme og klippe eller bage, men de skal gerne vide, hvad det er.”

”For hvert år der går, så bliver udfordringen større, derfor er vi nødt til at få integrationen til at blive bedre og begrænse tilstrømningen. Så vi ikke bare hober nye problemer op. Danmark er et godt samfund, fordi vi har nogle forventninger til hinanden, som vi opfylder. Det er de samme forventninger, jeg vil stille til indvandrere. Jeg har ikke særlige forventninger til indvandrere. Men jeg synes, det er vigtigt, at man kommer til arrangementer i børnenes daginstitutioner, fordi det skaber fællesskab. Vi skal ikke være enige, men vi skal prøve at forstå de rationaler, andre har. Og jeg synes, det er vigtigt, at den offentlige sektor træder til hos børn fra familier med svag dansk kultur i hjemmet,” siger han, og holder en lidt lang pause i svaret, før han siger: ”Jo flere børn med udenlandske forældre, der går i en daginstitution, jo vigtigere er det at have pebernødder.” ■

 

„Det er vigtigt, at børn vokser op og ved, hvad et julehjerte er, og hvordan en pebernød smager. De behøver ikke at sidde derhjemme og klippe eller bage, men de skal gerne vide, hvad det er”

 

Mattias Tesfaye (f. 1981) er medlem af Folketinget og udlændinge- og integrationsordfører for Socialdemokratiet. Sebastian Stork er journaliststuderende og skribent for RÆSON.