29.12.2017

Folketinget forbereder at sende flere danske soldater til Irak, men danskerne er på vej til en hvepserede, hvor shiitiske militssoldater står klar til at angribe alle vestlige mål. Samtidig hjælper vi den korrupte og sekteriske irakiske regering, der planlægger en ny krig mod kurderne.

Analyse af Niels Jespersen

SIDEN TERRORBEVÆGELSEN ISIL erobrede store dele af Irak i 2014, har den danske mission i Irak koncentreret sig om al-Assad Air Base i Anbar-provinsen, hvor instruktører fra Hæren og Hjemmeværnet uddanner irakiske soldater. I disse dage behandler Folketinget et forslag om at sende yderligere 90 danske soldater til landet, hvilket bringer antallet af danske soldater i Irak op på 350. Det er det største antal siden Danmarks deltagelse i Irak-krigen i 2003, der væltede diktatoren Saddam Hussein og udløste en blodig borgerkrig mellem Iraks sunni- og shia-arabere.

Det er ikke første gang, Danmark i samarbejde med andre vestlige lande er engageret i en træningsmission i Irak. I 00’erne brugte USA alene over 25 mia. dollars på at opbygge den irakiske hær, der senere kollapsede totalt i mødet med ISIL’s kalifat i 2014. I Iraks næststørste by Mosul blev fire irakiske divisioner – på papiret over 40.000 mand – løbet over ende af 800 ISIL-krigere, der efterfølgende brugte de erobrede, amerikansk producerede våben mod kurderne i Syrien. At den irakiske regeringshær fortsat er ganske uduelig, er med usædvanlig ærlighed blevet påtalt af oberstløjtnant Per Lorenz Hinrichsen, forsvarschefens særlige repræsentant ved Operation Inherent Resolve (den vestlige koalition i Irak). I 2015 udtalte oberstløjtnanten, at ”størstedelen af hæren holder sig i sikkerhed ved Bagdad og mange af de våben, som Vesten giver den, bliver stjålet og solgt.”

 

I Iraks næststørste by Mosul blev fire irakiske divisioner – på papiret over 40.000 mand – løbet over ende af 800 ISIL-krigere, der efterfølgende brugte de erobrede, amerikansk producerede våben mod kurderne i Syrien
_______

 

Men hvis hæren er ubrugelig, hvem har så generobret Iraks næststørste by Mosul og i praksis nedkæmpet ISIL’s kalifat-stat? Det er såmænd de iransk-støttede shiitiske militser i paraplyorganisationen Popular Mobilization Units (PMU, Hashd Al-Sha’abi på arabisk). Det er dem, der modtager de stjålne vestlige våben og dem, der har størst gavn af den vestlige tilstedeværelse. Militserne var ironisk nok også selv med til at skabe vækstbetingelserne for ISIL, da deres blodige overgreb oprindeligt drev mange af Iraks sunni-arabere i armene på de langhårede jihadister i ISIL. Det er samtidig militserne, der efterfølgende og med støtte fra vestlige kampfly har udkæmpet blodige slag mod kalifatets krigere. Alene erobringen af Mosul kan meget vel have kostet 11.000 civile livet.

Al-Assad Air Base var i 00’erne den næststørste amerikanske flybase i Irak og uformelt kendt som ”Camp Cupcake”. Her kunne de trætte marineinfanterister nyde lidt luksus inden deres næste patrulje i Ramadi eller Fallujah. Basen blev opbygget for flere milliarder amerikanske skattedollars og overdraget til den irakiske regering i 2011. Herefter blev den totalsmadret og plyndret. Da de første vestlige soldater vendte tilbage i 2014, var kun ruinerne tilbage. Nu er den atter genopbygget og kan overdrages endnu engang til irakerne.

Danskerne på al-Assad har ingen mulighed for at sikre sig, at de soldater, de træner, ikke er medlemmer af shiitiske militser, ligesom de danske piloter givetvis har bombet mål for militserne. Den irakiske hær fungerer i praksis som et reservelager for PMU, hvorfor al vestlig støtte, inklusiv den danske, ofte går direkte til militserne. Her er også forklaring på, hvorfor Iranerne tillader den vestlige tilstedeværelse i deres naboland, for vi sparer dem for en masse penge. Reelt kontrolleres størstedelen af militserne af general Qaseem Soleimani fra den iranske revolutionsgarde. Det er således iranerne, der råder over de stridskræfter, som opbygges af den vestlige koalition.

 

Danskerne på al-Assad har ingen mulighed for at sikre sig, at de soldater, de træner, ikke er medlemmer af shiitiske militser, ligesom de danske piloter givetvis har bombet mål for militserne
_______

 

Hvilke shiitiske grupper risikerer danskerne i Irak at støde på? Eksempelvis Asa’ib Ahl al-Haq, der er en af de mest ekstreme af PMU-militserne. Al-Haq har stået bag utallige massakrer på civile sunni-muslimer og har efter eget udsagn angrebet vestlige koalitionsstyrker over 6.000 gange. Gruppen angreb i 2007 den polske ambassadør i Irak og stod samme år bag bortførelsen og drabet på fem amerikanske soldater i Karbala i en operation, der sandsynligvis var støttet af den iranske revolutionsgarde. 2007 var også året, hvor en dansk officer blev forsøgt bortført fra et baderum på Camp Sparrow Hawk i det sydlige Irak. Det lykkedes den afklædte danske officer at vriste sig fri, hvorefter gerningsmændene stak af i bil. Hvem der stod bag, blev aldrig opklaret, men al-Haq eller en anden af de shiitiske militser, der dominerede i lokalområdet, er gode bud. Når jeg selv har været udsendt for Forsvaret, tog jeg af samme årsag altid våben med i bad.

Ud over al-Haq risikerer danskerne også at støde på PMU-militsen Harakat Hezbollah, der er i familie med libanesiske Hezbollah. Harakat Hezbollah’s talsmands har som svar på præsident Trumps anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad, udråbt alle amerikanere i Irak som legitime mål. Som alle danske soldater, der har været udsendt i Irak og Afghanistan ved, skelner de lokale ikke imellem forskellige vestlige nationer. Danskere refereres rutinemæssige til som ”amriki” – amerikanere.

At militserne ingen skrupler har med at vende våbnene mod vestlige mål, er vores egen historie et smerteligt vidnesbyrd på. De syv danske soldater, der faldt i Irak-krigen, blev ikke dræbt af al-Qaeda eller Saddam-loyale styrker. De faldt med stor sandsynlighed i kamp mod Muqtada al-Sadrs shiitiske Mahdi-milits. I dag er Muqtada al-Sadr en af de mest magtfulde mænd i Irak og en af premierminister Hayder al-Abadis støtter.

 

At militserne ingen skrupler har med at vende våbnene mod vestlige mål, er vores egen historie et smerteligt vidnesbyrd på
_______

 

For indeværende tolererer Iran, der er den egentlige herre i Bagdad, Vestens tilstedeværelse, så længe vi bidrager til deres militære slagkraft. Især luftstøtten, hvor Danmark også bidrager, har været uvurderlig i kampen mod ISIL. Men Vesten har ingen sikkerhed for, at de irakiske styrker ikke vil vende sig mod de irakiske kurdere, som det skete i oktober, hvor regeringstro styrker erobrede oliebyen Kirkuk fra den kurdiske regionalregering. Bagdad har aldrig anerkendt kurdisk selvstændighed, og det iranske styre er også modstander af selvstændighed for de irakiske kurdere, der siden den første Golfkrig har opbygget et relativt frit samfund i det nordlige Irak.

Hvis Irak-missionen er så håbløs, hvad laver danskerne så i landet? Selv i Udenrigsministeriet er der næppe nogen, der for alvor tror på den irakiske regerings forsikringer om, at de nu vil stoppe med at torturere og undertrykke sunni-arabere. Sagen er, at danskerne er i Irak af samme årsag, som vi fortsat har soldater udsendt til en anden fejlslagen krig i Afghanistan. Vores tilstedeværelse gør det ganske enkelt muligt for Claus Hjort Frederiksen at pege på to små danske flag i ørkensandet, når den amerikanske forsvarsminister James Mattis spørger ind til, hvordan det kan hænge sammen, at et rigt land som Danmark ikke bruger mere end 1,17 pct. af BNP på sine forsvarsudgifter. Så betyder det mindre, om missionen giver mening. Det skal se ud af noget, og skulle det koste udsendte soldater livet, har vi sparet en masse penge mod en mindre regning i blod. Sandheden er, at Danmark er en ubetydelig men velfungerende alliancepartner, USA gerne vil have med i sine missioner, fordi vi kaster et skær af legitimitet over USA’s udenrigspolitik og sekundært fordi vores soldater er dygtige.

 

Sandheden er, at Danmark er en ubetydelig men velfungerende alliancepartner, USA gerne vil have med i sine missioner, fordi vi kaster et skær af legitimitet over USA’s udenrigspolitik
_______

 

Det lyder kynisk, men det er nu engang sådan, magtpolitik fungerer. Danmark er et sårbart, lille land, og vi er fuldstændigt afhængige af vores alliancepartnere. Derfor giver det god mening at holde os gode venner med USA. Hvis man kan lide vores irakiske indsats i Det Hvide Hus, er USA måske villig til at forsvare Bornholm, når Putin engang afslutter de baltiske landes eksperiment med selvstændighed. Problemet er, at det aldrig rigtig er lykkedes at konkretisere, hvad Danmark opnår ved at deltage i samtlige amerikanske krigseventyr. Det er tydeligt, at præsident Trump overhovedet ikke føler sig bundet af sine forgængeres forpligtelser. Mon han husker de 43 dræbte danske soldater i Afghanistan?

Herhjemme har vi ikke tradition for at være ærlige om vores sikkerhedspolitiske prioriteringer. Det er nemmere at tale om demokrati og anti-terror, selv om dem vi støtter, er lige så store skurke som dem vi bekæmper, men derved fordummer vi vores offentlige samtale om sikkerhed og krig. Det er bemærkelsesværdigt, at hvor danske militære interventioner indledes med de bedste intentioner, er de samtidig uden refleksion over, hvad det er for et miljø vores soldater skal operere i. I Afghanistan hvor jeg selv var udsendt tre gange, endte vi som en tungtbevæbnet hund i et spil kegler, hvor udspekulerede stammeledere og narkobaroner kunne manipulere os til at skyde løs på hvem der for tiden var udnævnt til ”taliban”. Nu er vi gået ind i Irak igen, oprindeligt for at redde yazidi’erne på Sinjar-bjerget, men her tre år efter er vores tropper atter endt i et uoverskueligt rod, hvor dem vi hjælper er en flok bundkorrupte bødler.

Daværende statsminister Anders Foghs argument for at sende Danmark i krig i Irak var baseret på en løgn og vi betaler stadig af på den regning med politikerlede og mistro til forsvarets ansatte. I dag må vi kunne kræve af vores politikere, at de fortæller sandheden, så de danske skatteydere ved, hvad deres midler bruges til, og de udsendte danskere soldater ved, hvorfor de risikerer livet: I tilfældet Irak for at hjælpe en iransk vasalregering med at ruste sig til den næste krig – Alt sammen for at please amerikanerne. ■

 

I dag må vi kunne kræve af vores politikere, at de fortæller sandheden, så de danske skatteydere ved, hvad deres midler bruges til, og de udsendte danskere soldater ved, hvorfor de risikerer livet
_______

 

Niels Jespersen (1980) er Afghanistan-veteran og cand.mag. i historie. Han har over ti års erfaring som soldat og sikkerhedspolitisk analytiker i forsvaret. Derudover klummeskribent og debattørtype i medierne og medstifter af den politiske podcast “Udestuen”. Fra Holstebro, nu bosat på Nørrebro i København. ILLUSTRATION: Iraks premierminister, Haider al-Abadi besøger Donald Trump i Det Hvide Hus (20. marts 2017) [foto: Det Hvide Hus/Benjamin Applebaum]