11.12.2017

Går du til sagkundskaben når emnet er flygtninge og indvandrere, løber du en alvorlig risiko for at spilde din tid. Hvorfor har så mange veluddannede danskere svært ved at forholde sig realistisk til konsekvenserne af indvandringen?

Kommentar af Niels Jespersen

For ikke så længe siden deltog jeg som tilhører i DIIS-konferencen ”Migration knowledge and migration policy: an uneasy fit”. DIIS er det danske institut for internationale studier og emnet var migration og flygtningekrisen. Eller “krisen” i anførselstegn, for som arrangøren sagde, var ordet krise noget med en diskurs, der blev brugt til at skabe en ”Europa-hed”, der også gik ud på at gøre grækerne ansvarlige for gældskrisen.

I Danmark er det sådan, at 97 pct. af syriske flygtninge får opholdstilladelse. For flygtninge fra Eritrea er det 93 pct., mens tallet for afghanere er 26 pct. og 37 pct. for iranerne*. I de nævnte lande og mange flere, er millioner af mennesker personligt forfulgte eller på flugt fra konkrete krigshandlinger, og de har derfor konventionskrav på asyl. Globalt er der over 65 mio. mennesker på flugt. Samtidig er der i Europa en udbredt modvilje mod yderligere indvandring fra Mellemøsten og Afrika. Herhjemme vil to ud af tre begrænse indvandringen fra muslimske lande.

Det er altså rammerne. Der er for mange flygtninge til, at det er realistisk at genbosætte dem i Europa, og selv om det kunne lade sig gøre, så vil vælgerne ikke have det.

 

Der er for mange flygtninge til, at det er realistisk at genbosætte dem i Europa, og selv om det kunne lade sig gøre, så vil vælgerne ikke have det
_______

 

MAN SKULLE TRO, at forskere der deltog på en konference om migration i det mindste ville forholde sig til de rammer, men nej. Paneldeltager Anders Högberg fra Linnaeus Universitet i Sverige er arkæolog, men interesserer sig efter eget udsagn mest for fremtiden. Han fortsatte sproganalysen og mente slet ikke, at der fandtes migranter og flygtninge, for vi var jo alle på et tidspunkt flyttet et eller andet sted hen. Derudover var det gammeldags at bedømme mennesker ud fra deres oprindelse – man skulle hellere bedømme dem efter, hvor de var på vej hen.

Næste taler var Priscilla Solano fra Lund Universitet, der mente, at problemet var grænserne, for hvis der ikke fandtes grænser, så var der jo ingen der kom til skade ved at krydse dem. Endeligt var der Jørgen Carling fra Institut for Fredsforskning i Oslo, der havde løsningen på flygtningekrisen – gør det nemmere at indvandre til Europa – voila!

Fælles for alle forskerne var enigheden om, at politikerne var uvidende populister, og at befolkningen led af ubegrundet frygt. Det er tilsyneladende den akademiske verdens opgave at opdrage begge parter til at acceptere, at alting er en italesættelse og diskursivt bestemt. På den måde skulle det ikke give nogen mening at bevogte grænser og forsøge at begrænse indvandring. Det var i øvrigt den samme konsensus jeg oplevede, da jeg selv gik på universitetet for mere end et årti siden.

 

Fælles for alle forskerne var enigheden om, at politikerne var uvidende populister, og at befolkningen led af ubegrundet frygt
_______

 

Her skal jeg måske træde til med lidt forklaring til de læsere, der, ikke som undertegnede, har henslæbt et par år på det humanistiske fakultet. Diskursteori er i praksis ideen om, at den virkelige verden ikke sådan rigtigt findes, men at der i stedet findes en masse ord (italesættelser), der former vores opfattelse af virkelighed. De ord kan man så rokere forskelligt og så forvente, at virkeligheden flytter sig tilsvarende.

Det gør den selvfølgelig ikke, men det er der alligevel gået et par årtier med at påstå.

Hvilket får mig til at tænke: Hvorfor er store dele af den akademiske verden så ubrugelig, når det kommer til emner som flygtninge, indvandring og integration? Hvordan kan forskere blive ved med at udtale sig så skråsikkert og bruge en sproglig discount-metode, såkaldt diskursanalyse, når de har taget fejl i ca. alle analyser de sidste 40 år? Når vi ser på antallet af indvandrere og efterkommere, deres erhvervsfrekvens, deres overrepræsentation i kriminalitetsstatistikkerne, så er udviklingen gået langt vildere, end man forventede, da man åbnede op for indvandringen. Intet af det har man forudset blandt alle de mennesker, samfundet betaler i dyre domme for at sige kloge ting om fremtiden. Dem, der er kommet tættest på at få ret, er paranoide højrepopulister som Mogens Glistrup og Den Danske Forening, der allerede i 80’erne forudså nutidens udfordringer.

HER ER EN provokerende påstand: Sæt dig ned på centerpubben eller stil dig ved en pølsevogn og tag en snak om indvandring med et tilfældigt udsnit af klientellet. Ja, gør det samme hos en kebab-ruller på Nørrebro. Hvis du skærer de værste sprittere og konspirationsteoretikere fra, så vil den analyse, du får præsenteret, være mere solid og sanddruelig, end det, der kommer fra mange forskerne. De fleste vil sige noget med, at vi skal hjælpe flygtninge, men uden at Danmark ændres radikalt, samt at ekstrem islam ikke dur i et skandinavisk velfærdssamfund (eller noget samfund for den sags skyld).

 

Sæt dig ned på centerpubben og tag en snak om indvandring med et tilfældigt udsnit af klientellet. Hvis du skærer de værste sprittere og konspirationsteoretikere fra, så vil den analyse, du får præsenteret, være mere solid og sanddruelig, end det, der kommer fra mange forskerne
_______

 

Det er til gengæld en holdning, jeg aldrig er stødt på i forskermiljøerne. Her tænker man typisk som Liv Bjerre, der er Sociolog, Ph.D.-studerende, og gæsteforsker på DIIS. Hun skrev i et Politiken-indlæg, at ”Succesfuld integration handler om måden, hvorpå den finder sted. Ikke om antallet af mennesker”. Det er jo i princippet ikke forkert. God integration af 3 indvandrere er bedre end dårlig integration af to indvandrere. Det er bare ikke særligt brugbart i en dansk kontekst, for her gør antallet åbenlyst en forskel. Det koster flere penge at integrere 15.000 mennesker end 5.000. Det er tæt ved umuligt at integrere unge indvandrere, når de går i en folkeskoleklasse med 98 pct. tosprogede og i øvrigt bor i en ghetto plaget af kriminalitet og arbejdsløshed.

Liv Bjerres ærinde er at kritisere regeringen og socialdemokraternes forslag om et stop for kvoteflygtninge og argumentere for, at vi i stedet burde føre en mere åben integrationspolitik. Ligesom i Sverige.

Det er selvsagt et helt legitimt synspunkt, selv om det i mine øjne er både naivt og verdensfjernt. Sverige er for indeværende på en katastrofekurs. Men det er samtidig en grundanalyse – en diskurs om man vil – som jeg oplever, gennemsyrer forskermiljøet: Groft sagt noget med, at politikerne er dumme. Befolkningen er dumme. Indvandring er godt. Og nuancer – dem er der altid for få af. Men hvis der findes nuancer i form af intern uenighed og diskussion, er det i hvert fald ikke noget, der kommer ud til os udenforstående.

 

Det er en grundanalyse – en diskurs om man vil – som jeg oplever, gennemsyrer forskermiljøet: Groft sagt noget med, at politikerne er dumme. Befolkningen er dumme. Indvandring er godt. Og nuancer – dem er der altid for få af
_______

 

Og jeg ved godt, at det er mere nuanceret end som så. Selvfølgeligt har DIIS og mange andre også lavet en masse god forskning og formidling, men det er typisk, når det kommer til delmængderne, der er solide nok. Så snart det handler om de store overordnede linjer, daler kvaliteten af forskningen ofte. Og nej, der er ikke tale om fusk eller løgn i akademisk forstand. Nærmere en bevist blindhed, for man nægter at forholde sig til den primære udfordring. Det kan sammenlignes med en masse skibsingeniører, der har en livlig diskussion om dækstolenes korrekte placering, men ikke interesserer sig synderligt for Titanics flydeevne.

Jeg oplever ofte, at der blandt mange akademikere er en modvilje mod at forholde sig til konsekvenserne af yderligere indvandring. Det er måske menneskeligt nok, idet alle akademikere kender følelsen af, at man altid skal være den nuancerede part og trække forståelsen væk fra yderpolerne. Men ved at gå på kompromis med sin faglighed, som fx de forskere gør det at lægge pres på deres kollegaer for at stoppe rapporter om vold mod kvinder i etniske miljøer, ender man uværligt med at gøre langt større skade. For det første lever man ikke op til sin forpligtelse over for sandheden og de skatteydere, der finansierer ens virke, for det andet – og hvad værre er; man overlader definitionsretten til netop dé populistiske politikere, man advarer imod. ■

* http://refugees.dk/fakta/tal-og-statistik/hvor-stor-er-chancen-for-at-faa-asyl/

DIIS konferencen kan ses her: https://www.youtube.com/watch?v=di6Vb_TqLR8

Niels Jespersen (1980) er tidligere tillidsmand i SiD (nu 3F), Afghanistan-veteran, og uddannet cand.mag. i historie. Småborgerlig socialdemokrat og patriot, ivrig kværulant på facebook, debattørtype i medierne og medstifter af den politiske podcast “Udestuen”. Fra Holstebro, nu bosat på Nørrebro i København, hvor han samler på portvin, sabler og antikke standerure.

ILLUSTRATION: En pølsevogn ved Nørrebro Station, København [foto: Thomas Borberg/Polfoto]