27.10.2017

Ved et opsigtsvækkende pressemøde kom Donald Trumps stabschef John Kelly til sin chefs forsvar. Forsvarstalen i forlængelse af præsidentens snak med en militær enke har mødt voldsom kritik. Men i realiteten er Kellys forsvar af Trump konsekvensen af et yderst komplekst og splittet civilt-militært forhold i USA.

Analyse af Philip Chr. Ulrich

DET ER ikke ofte, at præsident Trumps stabschef John Kelly stiller sig foran pressen, og det sker endnu mere sjældent, at han taler offentligt om tabet af sin søn i Afghanistan. Det skete dog for nylig i presserummet i Det Hvide Hus. Her forsvarede den pensionerede general præsidentens håndtering af en kontrovers med en enke efter en soldat, der for kort tid siden blev dræbt ved en specialoperation i Niger. Stabschefen har efterfølgende fået meget kritik for sin håndtering af pressemødet.

Det er en udbredt opfattelse, at Kelly talte ned til folk, som ikke har gjort tjeneste i militæret – og at han delte den amerikanske befolkning op i A- og B-borgere, baseret på hvem der har gjort tjeneste i militæret og hvem der ikke har. Derudover blev det anset for et massivt demokratisk problem, at stabschefen kun ville tage spørgsmål fra pressefolk med relation til en dræbt soldat samt fra journalister med relation til en ”Gold Star Family” – altså en familie, som har mistet et familiemedlem i krig.
Kellys udtalelser skal imidlertid ses som en ultimativ manifestation af en problemstilling, der er blevet mere udbredt og problematisk i årene efter terrorangrebene 11. september 2001. Der er en voksende afstand mellem den amerikanske befolkning og militæret, og den afstand skaber manglende forståelse for, hvad veteranerne har oplevet. På talerstolen stod en mand, som har ledt amerikanske styrker i de krige, som fulgte terrorangrebene, og som mistede sin søn til en landmine i Afghanistan i 2010. Kellys udtalelser er således et udtryk for den frustration, som mange amerikanske veteraner føler. At stabschefen bruger sit personlige tab og udtrykker sin frustration til forsvar for præsident Trumps håndtering af den omtalte kontrovers er problematisk. Men man er nødt til at se disse udtalelser i den rette kontekst.

På talerstolen stod en mand, som har ledt amerikanske styrker i de krige, som fulgte terrorangrebene, og som mistede sin søn til en landmine i Afghanistan i 2010. Kellys udtalelser er således et udtryk for den frustration, som mange amerikanske veteraner føler
_______

 

Kellys pressemøde
Kelly er en pensioneret firestjernet general fra marinekorpset, der flere gange ledte soldater i kamp i Irak. Han sluttede sin 42-årige karriere som chef for U.S. Southern Command i januar 2016 efter flere sammenstød med Obama-administrationen om dens udenrigspolitiske linje. I 2010 trådte premierløjtnant Robert Kelly på en landmine, og general Kelly mistede sin søn. Det var den nuværende forsvarschef general Joseph Dunford, som overbragte Kelly budskabet om tabet.
Det var altså på denne baggrund, at Kelly indtog presserummet i Det Hvide Hus og forsvarede Trump efter den kontroversielle samtale med enken Myeshia Johnson. Kontroversen bunder i, at Frederica Wilson, et demokratisk kongresmedlem fra Florida, som er nær ven af Johnson-familien, overhørte samtalen. Efterfølgende anklagede hun præsidenten for at være ufølsom og have forårsaget enken mere sorg. Trump benægter, at samtalen forløb på den måde, som Wilson hævder.
Kernen i Kellys argumentation er, at mange amerikanere slet ikke kan sætte sig ind i, hvad den type samtale indebærer – og at kritikken derfor ikke er berettiget. Det er dog et tvivlsomt argument, særligt i betragtning af at enken efterfølgende bekræftede udsagnet fra Wilson. Kellys syn på sagen har dog helt andre rødder, særligt i USA’s komplekse civil-militære forhold.

En isoleret befolkningsgruppe
Under 1 pct. af den amerikanske befolkning har kæmpet i de seneste 16 års krige. Til sammenligning var det 12 pct. af befolkningen, som gjorde tjeneste under Anden Verdenskrig. Verdenskrigen var naturligvis en anden type konflikt, men tallene viser ikke desto mindre en enorm forskel i, hvor stor en del af befolkningen, som har deltaget i de respektive krige. Tallet for veteraner i USA – dvs. folk som har gjort tjeneste i de væbnede styrker på et tidspunkt i deres liv – ligger på 7 pct. Men det tal er i disse år nedadgående. Det skyldes, at man i 1973 afskaffede værnepligten, og siden har militæret været baseret på frivillige. Mange af de 7 pct. blev indkaldt og meldte sig altså ikke selv til militærtjeneste. Efterhånden som de dør, vil andelen af veteraner helt naturligt mindskes. Som følge af den udvikling vil en stadigt mindre del af befolkningen have erfaringer fra militæret – eller kende nogen, der har.

Denne manglende forståelse fra den civile befolkning er et stort problem for mange amerikanske veteraner, som ved afgang fra militæret får diagnosen Post-Traumatisk Stress (PTSD). Om PTSD er den rette diagnose i disse tilfælde, er en diskussion for sig selv, men pointen er, at mange veteraner møder voldsomme udfordringer, når de forlader militæret.
Det er netop denne mangel på forståelse, der var udgangspunktet for Kellys tale. Hvis man ikke selv har stået i situationen eller er tæt på nogen, som har, kan man ganske enkelt ikke forstå det. Hvis man skal søge en forklaring på, at stabschefen valgte kun at tage spørgsmål fra journalister med relation til en ”Gold Star Family”, kunne det måske være Kellys lidet elegante forsøg på at illustrere denne forståelseskløft mellem den civile og den militære virkelighed.

The New Greatest Generation
Kelly fik også efterfølgende kritik for at sige, at han var gået over på militærkirkegården Arlington for at gå blandt ”the best Americans”. Det skurede i nogens ører, at han på den måde udråbte afdøde amerikanske soldater til at være de bedste. Men her må de amerikanske medier og kommentatorer se indad. Der har siden 2001 været en uforbeholden hyldest af veteraner og aktivt tjenestegørende i den amerikanske offentlighed. Dette har de amerikanske medier i høj grad været med til at skabe ved hyppige indslag om veteraner, om familierne hjemme i USA og en generel hyldest af veteraner ved fx sportsarrangementer.
Time Magazine kørte endda en forside i 2011, hvor den udråbte den aktuelle generation af veteraner til at være ”The New Greatest Generation”. Man ophøjede dem dermed til samme niveau som veteraner fra Anden Verdenskrig, som ellers har haft en særstatus. Netop derfor er det også paradoksalt, at veteranerne møder en mangel på forståelse fra det omgivende samfund. Samfundet hylder dem altså – næsten ubetinget – men forstår grundlæggende ikke, hvad det er, de hylder.

Samfundet hylder dem altså – næsten ubetinget – men forstår grundlæggende ikke, hvad det er, de hylder
_______

 

Den bekymrende retorik, som vi hørte fra John Kelly, kan altså meget vel ses som en manifestation af mange veteraners (og Trump-vælgeres) frustration over den manglende forståelse, som de møder i samfundet – og den deraf følgende kløft mellem dem og den civile del af befolkningen. Hvis stabschefen i Det Hvide Hus, en pensioneret firestjernet general, udtrykker den slags frustrationer, er det nok ikke urimeligt at antage, at der er flere end ham, som tænker det. USA står over for en kæmpe udfordring med sine veteraner i kølvandet på krigene i Irak og Afghanistan. Kellys udtalelser viser, at det er et emne, der bør tages langt mere alvorligt.

Philip Chr. Ulrich er udenrigsredaktør på netmediet Kongressen.com. Han er uddannet Cand.mag. i Amerikanske Studier fra Syddansk Universitet med speciale i amerikansk forsvars- og udenrigspolitik. I 2016 udgav han e-udgivelsen ”I Supermagtens Tjeneste. Amerikanske Veteraner i Krig og Fred”. Tidligere har han været ansat som fuldmægtig ved Forsvarsakademiet og haft et internship i Lessons Learned & Development-afdelingen ved Civil-Military Cooperation Centre of Excellence i Holland. Følg ham på Twitter: @PC_Ulrich. ILLUSTRATION: Stabschef John F. Kelly [foto: Pablo Martinez Monsivais/AP Photo]