22.10.2017

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge og gratis adgang til en række udvalgte arrangementer)
_______

Kommentar af Daniel Fabricius, dansk-ungarer, studerende ved Wirtschaftsuniversität Wien

SIDEN SOMMEREN 2015 har Europas ydre grænser og europæisk indvandringspolitik været under stort pres.
De ydre grænser stod åbne som synet til en skyfri himmel, medens de indre grænser længe var ophævet. Dette var situationen, da man havde lavet en aftale, som man kaldte Schengen. Schengen-aftalen gik kort og godt ud på, at man flyttede de fysiske grænser fra Kruså til Lesbos. Det er altså et klokkeklart krav for de ydre Schengen-lande, at de ydre grænser ikke alene skulle være beskyttet, men grænsen skal forbygge grænseoverskridende kriminalitet, herunder illegal grænsekrydsning.
Ungarn havde sovet i timen med åbne marker som ydre grænse, men vågnede op, da titusinder, senere hundrede-tusinder, vandrede over deres grænse. Ungarn identificerede problemet, analyserede sig frem til at bygge et hegn og eksekverede deres beslutning. Alt dette på ganske kort tid.

I Berlaymont-bygningen i Bruxelles stod Juncker & Co. med bukserne nede og kunne intet gøre, udover selvfølgelig at kritisere Ungarn for at overholde den aftale, som de andre Schengen-lande såvel som Ungarn var gået med til.
Ungarns løsning var klar og effektfuld: fuld kontrol af den ydre grænse, præcist som Schengen-aftalen foreskriver. EU’s løsning var dog en ganske anden. Man kunne naturligvis ikke give Orbán ret i, at kontrol over den ydre grænse både var den moralsk og juridisk korrekte beslutning, så man skulle selv finde på en ny løsning. Og den kom: Et omfordelingssystem af flygtninge. Et omfordelingssystem, der initialt var frivilligt og besluttet med enstemmighed på regeringschefniveau i Ministerrådet. Ungarn skulle dog ikke have lov til at overholde Schengen-aftalen og forhindre illegal grænsekrydsning, så EU skød lidt spænding ind i indvandringsdebatten. Omfordelingen skulle være tvungen. Forslaget fik Kommissionen hastigt ført til Ministerrådet, men pludseligt kom problemet. Det ville alle lande ikke være med til. Men hvad landenes demokratiske regeringer mente, var midlertidig ligegyldigt, da beslutningen blev gennemført med kvalificeret flertal. Kvalificeret flertal blev indført på dette område – sammen med mange andre – med Lissabontraktaten i 2009. Det betyder, at 55 pct. af medlemsstaterne skal stemme for, og disse skal repræsentere 65 pct. af befolkningerne. Det vil sige at et land har en vægt i forhold til deres befolkning.

Hvad landenes demokratiske regeringer mente, var midlertidig ligegyldigt, da beslutningen [om tvungen omfordeling] blev gennemført med kvalificeret flertal
_______

 

Ungarn var tvunget til at modtage flygtninge, selvom deres demokratisk valgte regering ikke ønskede det. Disse regler med kvalificeret flertal på indvandringspolitikken var heller ikke gældende, da Ungarn meldte sig ind i EU i 2004. De blev sneget ind med Lissabontraktaten, som den forrige socialistisk-liberale regering i Ungarn sørgede for, ikke røg til folkeafstemning, hvilket den danske regering i øvrigt også gjorde. Om det var med eller uden pres fra EU, skal jeg ikke kunne sige, men det er en betragtelig ændring, Lissabontraktaten bragte.

Gudskelov er Danmark ikke med i disse flygtningekvoter, da vi har forbehold på dette område, men det betyder ikke, at danske politikkere ikke mener, at vi skal deltage. De Radikale mener, at det kræver en europæisk omfordeling, som Kommissionen har designet det. Samtidigt mener de, at man skal styrke de ydre grænser. Det kan der kun være én årsag til, nemlig at grænsekontrol virker. Og det gør den. Ungarn lykkes – med hjælp fra de andre Visegradlande samt Østrig og Makedonien – at stoppe Balkanruten.

EU’s EGEN tilgang til løsning af migrationsudfordringen har taget et skift. Først kunne Bruxelles, og i øvrigt mange andre korrekte vestlige regeringer – ikke bruge for lidt på at kritisere Ungarns ydre grænsekontrol, selvom det var en efterlevelse af Schengen-traktaten. I dag er alle – selv Det Radikale Venstre – enige om, at den ydre grænse skal sikres. Det skal den, fordi grænsekontrol virker. Det gør det uanset, om det forgår på Lesbos eller i Kruså.
Den illegale migration har stilnet, efter at de ydre grænser er kommet under kontrol. Naturligvis har aftalen med Tyrkiet også haft indflydelse, men jeg vil stadig holde på, at Ungarns – og de andre Balkan-landes – indsats har været den primære drivkraft.

EU’s egen tilgang til løsning af migrations-udfordringen har taget et skift. Først kunne Bruxelles, og i øvrigt mange andre korrekte vestlige regeringer – ikke bruge for lidt på at kritisere Ungarns ydre grænsekontrol, selvom det var en efterlevelse af Schengen-traktaten. I dag er alle – selv Det Radikale Venstre – enige om, at den ydre grænse skal sikres
_______

 

Men nok er ikke nok. Det ville være et tab for EU, hvis tvangskvotesystemet ikke gennemføres. På trods af, at Danmark står udenfor dette, mener Det Radikale Venstre stadig, at Danmark skal deltage i en fælleseuropæisk omfordeling.
Lad os lige behandle dette kvotesystem, som – efter min mening – er tåbeligt. 1) Hvem skal bestemme, hvem der skal hvorhen? 2) Skal man kunne anke sin destination, hvis venner og familie har blevet omfordelt til et andet land? 3) Uden indre grænser, hvordan vil man sørge for, at person X bliver i Polen, og ikke dagen efter sin entre i Polen, krydser grænsen til Tyskland, under ny identitet eller blot som sort arbejder? 4) Findes der en øvre grænse for antal? Eller øger vi blot omfordelingstallet, når grænserne i Italien stadig står åbne næste år?
Jeg har indtil videre ikke hørt nogle fyldestgørende svar, der kan overbevise via logik og fakta.

De ydre grænser skal styrkes, og de skal styrkes hurtigt og meget. Vi er nødt til at have styr på, hvem der kommer ind til Europa, og hvem der tager ud. Ligesom USA, Canada, Australien og listen er lang.
Men man må åbenbart kun beskytte sin grænse uden for Europa. Man kan derfor ikke stoppe med at tale om sit kvotesystem.
Et tvangsfordelingssystem, som er praktisk umuligt og et hult forsøg på at undgå at sige det farlige: Ungarn traf den rette beslutning. Og man bør sørge for, at Italien også begynder at overholde Schengen-aftalen og stopper med at sejle folk i pendulfart mellem Libyen og EU.

Daniel Fabricius (f. 1993) er studerende ved CBS, hvor han læser en cand.merc. (FSM). For tiden er han på udlandssemester ved Wirtschaftsuniversität Wien. Han er født af ungarsk mor og dansk far. Derudover er han tidligere næstformand for KU i København og tidl. bestyrelsesmedlem i Dansk Iværksætterforening. ILLUSTRATION: Formand for EU Kommissionen Jean-Claude Juncker taler ved afslutningen af EU topmødet i Bruxelles, Belgien, 20. oktober 2017 [foto: Virginia Mayo/AP Photo]

_______
Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge og gratis adgang til en række udvalgte arrangementer)