20.10.2017

FRA RÆSON31 [Efterårsnummeret/Oktober 2017].
„Der er en åbenlys kløft mellem de imponerende resultater af den danske model og den svigtende opbakning til den. Men: Konkurrencestaten bør og vil overleve.‟

Af Ove K. Pedersen

Konkurrencestaten Danmark er i krise. Det er ikke en finansieringskrise som den, velfærdsstaten gennemgik fra 1970’erne frem til begyndelsen af 1990’erne. Ej heller en styringskrise, som velfærdsstaten i samme periode stod overfor. Det er derimod en legitimationskrise.

Opbakningen er usikker, selvom de økonomiske og velfærdsmæssige resultater er i verdensklasse. Konkurrencestaten har leveret høj beskæftigelsesfrekvens og relativt lav arbejdsløshed – også gennem den finansielle krise. Dens finansielle holdbarhed er garanteret på sigt. Indkomst- og formueuligheden i Danmark er en af de laveste i noget vestligt land. Den livslange gini-koefficient er den laveste overhovedet. Fattigdom er kortvarig og næsten udryddet for pensionister – det gælder også blandt børn. Den sociale mobilitet er blandt de højeste. Og middellevetiden er stigende.

Målt på velstand og velfærd er Danmark i løbet af de sidste 30 år kommet blandt de mest succesrige økonomier i verden. Alligevel er kritikken af konkurrencestaten stærk, og den vil ikke gå væk. Debatten om ulighed fylder meget, og det samme gør debatten om stress og angst. Især offentligt ansatte klager over presset. Alligevel har danskerne – også de offentligt ansatte – en mere stabil tilknytning til arbejdsmarkedet og mere trygge ansættelsesvilkår end i de fleste sammenlignelige lande, og unge som ældre har samtidig større økonomisk tryghed end i andre lande. Der er altså en åbenlys kløft mellem konkurrencestatens resultater og opbakningen til den. Hvorfor?

Danmark: uden tvivl et af verdens bedst ledede lande
I andre lande passer ligningen bedre. Se fx på USA. Her er velstand ikke fulgt af velfærd. De sociale konsekvenser er mildest talt forfærdelige med politiske konsekvenser som følge heraf.

Et af de vigtigste udviklingstræk siden 90’erne er, at forskellen på befolkningernes økonomiske og sociale ulighed er taget til, og at det i dag i højere grad end tidligere er afgørende for din livskvalitet og din levealder, hvilket land du er født i – ikke din uddannelse, ikke dit klassetilhørsforhold, ikke dine ansættelsesvilkår eller dit køn. Til manges overraskelse er det derfor politik, ikke markedet, der er afgørende for en befolknings sundhedstilstand, livsindkomst og levealder. Livskvalitet i bredeste forstand afgøres af, hvordan stater ledes, hvem der sidder med det politiske ansvar, og hvilke reformer de evner at gennemføre. Politik er den afgørende faktor i forklaringen af forskellene mellem lande.

I 2017 blev Thorning af det amerikanske tidsskrift Fortune udnævnt til at være blandt verdens bedste ledere. Samme ære fortjener mange andre danske statsministre og ministre
_______

 

Danmark er med en af verdens mest effektive offentlige sektorer, der reducerer uligheder og fattigdom, uden tvivl blandt de bedst ledede lande i verden. Verdensbanken har igennem flere år peget på den offentlige sektor i Danmark som en af de mest veldrevne, og i 2017 blev Helle Thorning-Schmidt af det amerikanske tidsskrift Fortune udnævnt til at være blandt verdens bedste ledere. Samme ære fortjener mange andre danske statsministre og ministre. Det gælder også ledere og medarbejdere i den offentlige sektor. I over tre årtier har de formået at etablere og fastholde en proces for kontinuerte reformer til sikring af velfærd, og i dag regnes Danmark for en international succesmodel – en politisk og økonomisk verdensstjerne.

Alligevel er konkurrencestaten i krise. Svaret på hvorfor er ikke ligetil, og der findes sikkert mange derude. Mit svar er, at konkurrencestaten har mistet opbakning, fordi den er sat i modsætning til en myte om velfærdsstaten. Den myte har jeg selv bidraget til – både ved den måde, diagnosen blev præsenteret i bogen Konkurrencestaten fra 2011, og ved min deltagelse i den efterfølgende diskussion.

Det lykkedes mig ikke at få præciseret, at den danske konkurrencestat ikke udgør et brud med velfærdsstaten. Den er derimod en videreførelse af velfærdsstaten, dog på et andet politisk og ideologisk grundlag. Jeg fik heller ikke sammenlignet den danske konkurrencestat med andre. De fleste vestlige lande etablerede konkurrencestater fra 1990’erne og frem, men på forskellige måder og med forskellige resultater. Også den mangel fik negativ betydning. Konkurrencestaten blev set som noget specielt dansk, et knæfald for globalisering og europæisering, en tilpasning til kræfter, som selv Folketinget og de politiske institutioner ikke kunne modstå.

Jeg beklager. Men læs derfor det følgende: Den danske konkurrencestat er en videreførelse af velfærdsstaten, men på et andet politisk grundlag, med andre opgaver og målsætninger, en anden organisering, nye styreformer og anderledes udfordringer end den traditionelle velfærdsstat.

Den traditionelle velfærdsstat byggede på en socialdemokratisk forestilling om en universel velfærdsstat med velfærdsservices og -ydelser til alle uanset tilknytning til arbejdsmarkedet. Konkurrencestaten bygger derimod på en socialliberal forestilling om, at skattefinansieret solidaritet kan forbindes med liberal konkurrence. Den introducerer målsætningen om, at den offentlige sektor skal danne rammebetingelserne for den private sektors konkurrencedygtighed, ligesom den private sektor skal skabe velstand til velfærdens finansiering. Velfærd skal skabe ramme for velstand, og velstand skal finansiere velfærd.

Hvor velfærdsstaten satte vækst som forudsætning for velfærd, sætter konkurrencestaten velfærd som forudsætning for vækst. I konkurrencestaten er det velfærdsstaten (den offentlige sektor), der er ansvarlig for at skabe rammebetingelser for økonomisk velstand (den private sektors konkurrencedygtighed), som til gengæld fordeles til velfærd via skattesystemet, overenskomstsystemet og velfærdsstatens mellemkomst.

Denne model – velfærd-vækst-velfærd – bygger på et af de vigtigste politiske og ideologiske kompromiser i nyere tid. Kompromiset blev indgået i 80’erne under centrum-højre-regeringer ledet af Poul Schlüter og senere i 90’erne af centrum-venstre-regeringer ledet af Poul Nyrup Rasmussen. Med kompromiset forbandt man en traditionel centrum-venstre-forestilling om universel velfærd med neoliberale forestillinger om, at konkurrence kan benyttes til at motivere arbejdskraft og kapital, samt at økonomistyring kan bruges til at effektivisere den offentlige sektor. Det skete efter 15 års hård idékamp om velfærdsstaten: Skulle den afløses af en minimalstat? Skulle skatteniveauet sænkes? Skulle de sociale ydelser målrettes efter tilknytning til arbejdsmarkedet? Skulle arbejdsmarkedet gøres fleksibelt eller stadig aftales af hovedorganisationerne? Skulle de offentlige budgetter balancere? Skulle de offentlige medarbejdere motiveres af individuel løn? Og så videre.

Den danske konkurrencestat er en videreførelse af velfærdsstaten, men på et andet politisk grundlag, med andre opgaver og målsætninger, en anden organisering, nye styreformer og anderledes udfordringer end den traditionelle velfærdsstat
_______

 

Pointen er, at konkurrencestaten var et forsøg på at videreføre den traditionelle velfærdsstat, efter at den var kollapset økonomisk under 70’ernes verdensomspændende krise og samtidig var løbet ind i en styringskrise, hvor erhvervslivet og dets organisationer ligesom mange borgere kritiserede hverdagslivets bureaukratisering og den statslige regulering af privat ejendom og af de anvendte produktionsmåder i industri og landbrug.

På den måde er den danske konkurrencestat altså ikke resultatet af et knæfald for neoliberalisme eller markedskræfter, men et politisk og ideologisk kompromis, der blev indgået efter mere end 30 års usikkerhed om velfærdsstatens fremtid. Kompromiset blev grundlagt ved Fælleserklæringen af 8. december 1987, indgået mellem den daværende regering og hovedorganisationerne på det private og offentlige arbejdsmarked. Erklæringen lagde grunden til det meget roste system for arbejdsmarkedspensioner, men introducerede også den linje i arbejdsmarkedspolitikken (kaldet arbejdslinjen), der siden har gjort beskæftigelsesfrekvensen til et mål på højde med fuld beskæftigelse og gjort tilknytning til arbejdsmarkedet en forudsætning for dækning ved dagpengesystemet.

Begge dele er siden blevet støttet af den samlede fagbevægelse og arbejdsgiverorganisationer samt alle centerpartier – og fastholdt til dags dato af skiftende regeringskoalitioner med ufravigelig støtte fra Dansk Folkeparti. Efterfølgende har jublen ingen ende taget. Hvem husker og hylder ikke ’den danske flexicuritymodel’, ’den danske model for arbejdsmarkedspensioner’ og ’det fleksible arbejdsmarked’ – alle resultater af 90’ernes konkurrencekompromis?

Derfor: Konkurrencestaten har videreført velfærdsstaten ved at gøre den til en verdensstjerne. Det paradoksale er, at det samtidig er blevet almindeligt at fremhæve fortidens velfærdsstat for alt det fortræffelige, mens nutidens konkurrencestat skældes ud for alle fortrædeligheder. For mange synes det uforståeligt, at velfærdsstaten (i den gamle udgave) ikke var udødelig – omend den har vist sig ganske overlevelsesdygtig. For endnu flere synes det som helligbrøde at anerkende, at velfærdsstaten (i den gamle udgave) ikke forblev en succes – selvom den på mange måder var præcis dét. For flere endnu er det blevet almindeligt at forestille sig, at det var konkurrencestaten, der ’ødelagde’ velfærdsstaten – selvom den netop bidrog til velfærdsstatens overlevelse og endda gjorde den mere effektiv, herunder til at bekæmpe uligheder og fattigdom.

I dag er velfærdsstaten blevet indbegrebet af den gyldne fortid, og konkurrencestaten har af samme grund mistet legitimitet. Og det sker, på trods af at velfærdsstaten kollapsede, inden den var fuldt udbygget, mistede legitimitet, i takt med at skatteprocenten steg, og at landbrug og industri, ligesom partier og borgergrupper, kritiserede den for at være bureaukratisk, formynderisk og ’vildtvoksende’.

Konkurrencestaten er samtidig blevet omdrejningspunkt for et opgør mellem reform og modreaktion. Opgøret kan findes allevegne. I den offentlige debat, i medierne, til offentlige møder, men også i den politiske debat mellem partier og i Folketinget er der i dag bred accept af, at tiltagende ulighed er et resultat af globalisering og konkurrencestat, at de offentligt ansatte er hårdt pressede, og at den offentlige sektor af samme grund befinder sig i en ledelses- eller styringskrise. Der er også bred accept af, at der er en entydig sammenhæng mellem åbne grænser og usikre ansættelsesvilkår.

Jeg påstår ikke, at der ikke er en forbindelse mellem globalisering og ulighed, usikkerhed, arbejdspres, angst og stress. Men jeg stiller spørgsmålstegn ved, om sammenhængen er så entydig og ensidig, som tidsånden påstår
_______

 

Der skelnes i debatten dog ikke mellem, hvad der på den ene side er betinget af globalisering, herunder europæisering, og hvad der på den anden side afhænger af teknologisk udvikling. Det er problematisk, da studier viser, at især den nye IT-teknologi er den mest afgørende faktor til forklaring af stigende ulighed, usikre ansættelsesvilkår og flere kortvarige, ikkepermanente ansættelser for især unge. Der skelnes heller ikke mellem, hvorvidt de offentligt ansatte føler sig pressede, fordi der er kommet flere opgaver og mere kontrol, eller fordi de ikke har de rette uddannelser – eller tilstrækkelige kompetencer – til at løse nutidens opgaver. Det stigende samarbejde på tværs af fag og institutioner og de mange nye rettigheder for brugere inddrages sjældent i diskussionen. Der skelnes heller ikke mellem, hvorvidt det er familieinstitutionen, der er i krise, eller pres fra arbejdsmarked og uddannelsessystem, der skaber usikkerhed. Den stigende skilsmisseprocent, den lave fertilitetsrate og de stadig flere singlefamilier indgår sjældent i debatten om pressede familier, børn og ældre. Samtidig skelnes der ikke mellem, hvorvidt det er den nationale identitet, der er forvitret under sekularisering, ændringer i forestillinger om social status og køn, eller om det er immigration og integration, der udfordrer den kulturelle sammenhængskraft. Også stress, angst og selvskade kobles til konkurrencestaten, selvom der i udlandet – især i USA – er en stigende opmærksomhed på, hvordan medicinalindustrien har bidraget til at skabe en diagnosekultur. I USA taler man om en ’afhængighedskrise’, og krisen sammenlignes i den politiske debat med, hvordan tobaksindustrien tidligere formåede at gøre millioner afhængige af rygning. Den amerikanske regering har sammen med flere delstater netop anlagt retssager mod medicinalindustrien for – fx gennem reklamer – at skabe afhængighed af smertestillende medicin.

Bemærk: Jeg påstår ikke, at der ikke er en forbindelse mellem globalisering og ulighed, usikkerhed, arbejdspres, angst og stress. Men jeg stiller spørgsmålstegn ved, om sammenhængen er så entydig og ensidig, som tidsånden påstår.

Sammenhængen er nemlig ikke evident – hverken kausalt eller regressionsanalytisk. Erfaringerne fra 70’erne viser, at der kan gå lang tid – endda op til 30 år – før der er nogenlunde klarhed over, hvad der var (og ikke var) årsag(er) til samfundsmæssige problemer. Altså: Når det var svært dengang at udpege årsager til fysisk nedslidning, forurening, klimaforandringer og de mange kropslige og psykosomatiske konsekvenser af helbred og sundhed, hvorfor kan vi så forudsætte, at det er muligt i dag?

Modellen under angreb
Siden finanskrisen i 2008 er det politiske og ideologiske kompromis, der blev indgået i begyndelsen af 90’erne, blevet klædt af til skindet – både nationalt og i EU. Centerpartier i hele Europa og Nordamerika er hårdt pressede, især fra populistiske angreb mod åbne markeder og åbne samfund. Hverken centrum-venstre eller centrum-højre er gået til forsvar for 90’ernes kompromis og de mange positive resultater, der siden er opnået.

Af mange betragtes konkurrencestaten nu som elitens angreb på folket og dets velfærdsstat. Socialdemokratiets top skriver den ud af historien. Den negligeres som en slags ’vævefejl’. Nu kaldes derimod til kamp for ’beskyttelse’ af arbejdskraften mod social dumping og mod konsekvenserne af den offentlige sektors økonomistyring. De offentligt ansatte skal ikke ’overstyres’, de privatansatte skal ikke ’underbydes’, og de socialt udsatte skal ikke ’fattiggøres’. I stedet er en myte om velfærdsstaten indtrådt og formuleret. Myten går ud på, at fortiden var bedre end nutiden, at fortidens kulturelle sammenhængskraft var mere autentisk end nutidens, og at velfærdsstaten var fejlfri, aldrig kom i krise, aldrig blev kritiseret, ikke udløste reaktioner, men skabte det bedste af alle samfund, herunder en oprindelig form for kulturel homogenitet.

Jeg tror, at konkurrencestatens legitimationskrise bunder i en tabt idékamp
_______

 

Her er min påstand: Jeg tror, at konkurrencestatens legitimationskrise bunder i en tabt idékamp. Centerpartierne fik aldrig begrundet, hvorfor velfærdsstaten blev reformeret, ej heller skabt selvstændige værdier til begrundelse af arbejdslinjen. I reformprocessen har alle undladt at definere de værdier, konkurrencestaten bygger på, undladt at formulere begrundelser for dens opkomst eller indsigt i dens meritter. I stedet blev overgangen til konkurrencestaten begrundet med teknokratiske begreber som ’budgetbalance’, ’finansiel holdbarhed’, ’konkurrenceevne’ og ’effektivisering’ – alle opsamlet på eksemplarisk vis af en tidligere finansminister, Bjarne Corydon, der kaldte det ’nødvendighedens politik’. Han fik som bekendt på puklen, selvom utallige ministre og interesserepræsentanter havde gjort det samme i mere end 30 år – og selvom den nuværende statsminister gjorde det i sin sidste nytårstale, vel at mærke uden at nogen sagde et ord.

Den tabte idékamp er sigende: Hvem har nogensinde mødt en repræsentant fra et af de regeringsbærende partier eller fra de mange arbejdsmarkedsorganisationer, eller en finansminister, der har begrundet konkurrencestaten i et selvstændigt sæt af værdier med vægt på ligeværd, lige muligheder og så videre? Ingen. Også selvom det er åbenlyst, at alle de grundlæggende begreber til begrundelse af velfærdsstaten er blevet omformuleret og gjort bredere og mere inkluderende end tidligere.

I dag har de grundlæggende begreber kun en svag resonans af den sidste store idékamp, der foregik i 50’erne og 60’erne og førte til udviklingen af den universelle velfærdsstat. Af samme grund er fremtiden for den reformerede velfærdsstat, konkurrencestaten, usikker.

Fire udfordringer venter konkurrencestaten
Selv ser jeg fire udfordringer, der står centralt i den nye idékamp:

Den første udfordring er kampen om historien. Siden Anden Verdenskrig er der i Danmark skabt mindst to forestillinger om fællesskab og individualitet. Den ene tilskrives velfærdssamfundet og senere velfærdsstaten. Den anden tillægges konkurrencestaten. De to sættes nu i modsætning til hinanden. Mens den første kalder sig ’oprindelig’, lægger den anden ikke skjul på, at den er ’teknokratisk’. I dag er den politiske debat fanget i en binær kode mellem forestillingen om et oprindeligt folkeligt fællesskab i modsætning til nutidens teknokratiske elite, forbundet med Finansministeriet og økonomiske eksperter. Af samme grund er konkurrencestatens velfærdsmodel udfordret på sin legitimitet. Alligevel synes konkurrencestaten at være den eneste, der finder bred opbakning i politiske kredse. Mens debatten følger den binære kode, fortsætter politikere – også de kritiske – med at arbejde ud fra konkurrencestaten og dens logik. Hvordan kan konkurrencestaten legitimeres, når den på den ene side dømmes ude, men på den anden side savner et alternativ?

Den anden udfordring er kampen for den solidariske, skattefinansierede fordeling af velstand til velfærd. I den findes to trusler. Den ene er den neoliberale med vægt på egenbetaling. Den anden den kollektive med vægt på overenskomstaftalte velfærdsydelser. Den første blev (delvist) udraderet ved konkurrencekompromiset, hvor den offentlige sektor blev sikret som den dominerende sektor i fremtidens samfundsmodel. Den anden vandt indpas med arbejdsmarkedspensionerne fra 80’erne. Hvordan kan fremtidens konkurrencestat finansieres, uden at det solidariske princip bag fordelingspolitikken, som vi kender, afløses af fx privattegnede sundhedsforsikringer og/eller ordninger, som arbejdspladsen betaler, eller som aftales ved overenskomst?

Siden 90’erne har konkurrencestaten kombineret fire finansielle kilder: øget vækst, øget beskatning, øget effektivisering af den offentlige sektor og øget gæld (privat og/eller offentlig). Men modellen møder nu modstand. Der er politiske grænser for øget skattetryk. Det samme gælder vækst. Miljø- og andre organisationer kæmper (heldigvis) mod forurenende, energifråsende, sundhedsfarlig produktion. De faglige medarbejdere og deres organisationer sætter grænser for effektivisering. Og endelig sætter de finansielle markeder og EU (i form af stabilitetspagten) grænser for den offentlige gæld. Der er med andre ord lagt låg på alle kilder til finansiering. I Folketinget er der partier, der taler for og imod brugen af alle de fire kilder. Det logiske spørgsmål bliver så: Hvordan kan konkurrencestatens velfærdsmodel finansieres, hvis de nævnte grænser er nået?

Den tredje udfordring handler om arbejdsmarkedet. Man kunne sige, at det er kampen for den kollektive deling af fremtidens sociale risici. Den neoliberale vision er et fleksibelt arbejdsmarked med vægt på løse, tidsbegrænsede ansættelser uden garanti for social sikkerhed. Heroverfor står en kollektiv model, der sætter overliggeren højt for adgang til arbejdsmarkedet (og fx modarbejder en lav minimumsløn), men til gengæld sikrer velfærd til alle med stabil tilknytning. Kan sidstnævnte holde førstnævnte fra døren? Kan fremtidens arbejdsmarked organiseres, uden at det kollektive princip bag overenskomstsystemet gradvist afløses af individuelle arbejdskontrakter, mens organisationsgraden og overenskomstdækningen falder?

I dag er den politiske debat og de arbejdsmarkedspolitiske interesser fanget i status quo. Der kæmpes for øget fleksibilitet, men tillige for øget sikkerhed. Af samme grund er konkurrencestatens model for arbejdsmarkedet udfordret. Hvordan kan modellen sikres nu, hvor teknologisk udvikling og international konkurrence fremmer servicesektoren og stiller de bedst organiserede sektorer (in casu den offentlige sektor og industrien) over for den nye sektor (servicesektoren), der notorisk er vanskelig at organisere?

Den fjerde udfordring er kampen for det lange perspektiv. Hvordan kan der skabes politisk flertal for fremtidens konkurrencestat, uden at den store og aldrende generation født i 1940’erne og 1950’erne bryder solidariteten med de mindre fra det nye årtusind? I dag har teknokratiet sikret, at velfærdsmodellen er finansiel holdbar – også efter 2020. Men den politiske debat er ikke desto mindre en udfordring:

Ved stemmeafgivningen falder stemmerne mere og mere efter alder. De ældre stemmer for tryghed i alderdommen, de yngre for investeringer i fremtiden. Generationskampen truer den kontrakt mellem generationerne, der blev indgået i 90’erne og siden fastholdt ved mellemlange planer for finansiel holdbarhed (nu 2020-planen) samt arbejdsmarkedspolitiske reformer, herunder sammenkoblingen af pensionsalder og middellevetid (Velfærdsforliget 2006). Den eneste model, der har vundet opbakning, er teknokraternes. Hvordan skaber man opbakning bag en mellemlang økonomisk planlægning, udregnet af Finansministeriet ved hjælp af mikroøkonomiske fremskrivninger, nu hvor det politiske center udfordres af fløjene, og kritikerne i den politiske debat udskammer mellemlang planlægning som endnu et af ’elitens’ angreb på fortidens velfærdsmodel?

Ingen af de kommende problemer vil blive lettere at løse. Kulturkampen mellem autentisk danskhed og nutidens teknokrati vil tage til
_______

 

Fra konkurrencestat til beskyttelsesstat?
Spørgsmålene er mange. Det mest påfaldende er, hvor få svarene er. Visionerne om et fremtidigt Danmark er afløst af tabte illusioner. Reformismen – velfærdsstatens livsnerve – er skubbet til side til fordel for troen på status quo. Forestillingen om et ’stop for reformamok’ har grebet centerpartierne – og endda også venstredrejede partier som Socialistisk Folkeparti. Efter Donald Trump i Washington, Brexit i Storbritannien, socialdemokratiernes udradering i Holland og Frankrig, nederlag i Norge samt venstreorienterede modoffensiver kan alle se nutidens fortrædeligheder, men ikke fortidens. Det står klart, at centerpartiernes modoffensiv vil dreje sig om ’beskyttelse’ – økonomisk protektionisme, men også kulturel beskyttelse af national identitet og kulturel tradition.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, gjorde ’beskyttelse’ i dobbelt forstand til trædesten op til præsidentvalget i maj 2017. Den britiske premierminister, Theresa May, satte ordet ’beskyttelsesstat’ centralt i sin politiske strategi efter Brexit 2016 – hun koblede økonomisk protektionisme med kulturel beskyttelse. Idéen blev også taget op af Mette Frederiksen i et interview i maj samme år og udviklet i et alliancespil med Dansk Folkeparti.

I dag er ’beskyttelse’ på alles læber. Ordet tolkes forskelligt, men med de definitioner, der foreløbig er lagt frem, indikerer intet et opgør med konkurrencestaten – højst en korrektion. Det ville dog også have betydelige konsekvenser.

Hvem tør holde fast i reformdagsordenen?
Ingen af de kommende problemer vil nemlig blive lettere at løse. Kulturkampen mellem autentisk danskhed og nutidens teknokrati vil tage til. Det samme vil kampen mod immigration eller for integration af udlændinge. Kulturkampen vil udfordre den sociale sammenhængskraft og øge udgifter til politi, straf, social integration og sikkerhed. De overenskomstansatte vil få et øget motiv til at sikre egne velfærdsgoder gennem kollektive eller individuelle forsikringsordninger. Finansieringen af den offentlige velfærd vil blive presset gennem krav om lavere skat, større offentlige omkostninger og snævrere rammer for gældsætning (både offentlig og privat).

Og hvis samfundsligningen skal gå op, kræver det samtidig store offentlige og private investeringer i miljørigtig og energibesparende produktion, infrastruktur, ny teknologi, øget sikkerhed samt i at sikre en stigende produktivitet – både relativt og absolut. Det er endvidere et åbent spørgsmål, hvorvidt og hvordan man kan holde generationskampen i ave, mens generationen af babyboomere går på pension, lever længere end forventet og overlader finansieringen af den voksende offentlige sektor til mindre generationer. Alt dette, samtidig med at fertilitetsraten er stagnerende, grænserne lukkes for immigranter, og integration af nytilkomne skaber politiske, sociale og kulturelle konfrontationer.

Det vil være naivt at tro, at beskyttelsesstaten indebærer et opgør med 90’ernes konkurrencekompromis og -stat. Det er derimod realistisk at forvente, at den vil øge presset på den offentlige sektor for mere effektivitet, flere målrettede ydelser og større sociale investeringer i arbejdsmarkedstilknytning og kompetenceudvikling. Beskæftigelsespolitikken bliver central. Den vil ikke blive opgivet, men korrigeret, og der vil blive sat grænser for, hvor mange ressourcer der skal anvendes på at få et givet antal personer tilknyttet arbejdsmarkedet. Nye tiltag for førtidspensionering, efterløn, borgerløn og pensionering kan ventes, men profilering og visitation til det ene og til det andet vil blive en større – og vigtigere – statslig opgave. Forvent derfor ikke, at det bliver lettere at være jobcenter eller socialrådgiver. Forvent heller ikke, at det bliver lettere at være de politikere, der skal prioritere, hvem der skal beskyttes, og hvem der tværtimod skal afkræves større effektivitet og mere produktivitet.

Bør konkurrencestaten derfor overleve? Ja. Den har leveret resultater i verdensklasse. Kan den overleve? Ja. Hvis der bliver gået til kamp mod status quo og for en fortsat reformbølge. Reformisme har været velfærdsstatens livsnerve fra 50’erne og frem. Siden har den været i stand til at inkludere den ene bølge af reaktioner efter den anden. Først i 70’erne, hvor De Konservative kaldte til kamp mod den formynderiske stat, og socialister tordnede mod klassesamarbejde. Siden i 80’erne, hvor neoliberalister ville afskaffe velfærdsstaten eller nedtone den kraftigt. Dernæst i 00’erne, hvor der blev lagt politisk låg på alle fire omtalte finansieringskilder.

Hvis konkurrencestaten skal inkludere en ny tids reaktion, kræver det en idékamp med vægt på, hvorfor velfærdsstaten blev reformeret til en konkurrencestat, hvordan den har leveret resultater i verdensklasse, og hvorfor den fortsat bør reformeres.

Den største udfordring for den danske velfærdsmodel er ikke modellen selv. Det er snarere, at der hverken er udviklet begrundelser for de konstante reformer af den – eller værdier for, hvilket samfund den repræsenterer. Det er med andre ord på tide, at centerpartierne finder den filosofiske indstilling frem. Der kan de lade sig inspirere af 50’ernes og 60’ernes idékampe, hvor begreber som ligeværd og lige muligheder blev diskuteret, og hvor velfærdsstaten blev gjort til det største eksperiment i national identitetsdannelse nogensinde. Dengang blev der ført progressiv værdipolitik.

At ville ’beskytte’ borgerne er der ikke nødvendigvis noget galt med i sig selv – tværtimod. Men det må forbindes med behovet for fortsatte reformer: Uden dem havde den gamle velfærdsstat aldrig fået sin afløser, konkurrencestaten. Uden dem havde Danmark ikke været Danmark som verdensstjerne.

At ville ‚beskytte‛ borgerne er der ikke nødvendigvis noget galt med i sig selv – tværtimod. Men det må forbindes med behovet for fortsatte reformer
_______

 

Ove K. Pedersen (f. 1948) er professor i komparativ politisk økonomi ved Department of Business and Politics, CBS. Han har været visiting scholar ved udenlandske universiteter, ledet et stort antal nationale, europæiske og internationale forskningsprojekter og er desuden medforfatter til over 40 bøger.

ILLUSTRATION: Ove K. Pedersen [foto: Lars Just/Polfoto]