12.10.2017

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge og gratis adgang til en række udvalgte arrangementer)
_______

I februar og marts 2014 ændrede europæisk sikkerhedspolitik sig. Genoprustning kom igen på dagsordenen. Det er vanskeligt at vurdere, om Putin havde forudset dette, men det var ikke desto mindre resultatet. Danmark kan først nu pga. de lange forsvarsforlig ændre retning – og det bliver i form af en genoprustning og forandring af forsvaret hen mod et konventionelt forsvar.

Kommentar af Lars Bangert Struwe, ph.d. og generalsekretær i Atlantsammenslutningen

UKRAINE-KRISEN og Ruslands annektering af Krim ændredes det politiske landskab i Europa godt hjulpet af flygtningekrisen. Vi har efterfølgende set en sikkerhedspolitisk lavine. I dag genopruster store dele af NATO. Alle staterne rundt om Østersøen er i gang, også de to ikke-allierede stater Finland og Sverige. Sverige er i gang med at opstille en garnison på Gotland, der ellers ikke har haft svensk militær tilstedeværelse i 10 år. Danmark er en af de eneste stater, der endnu ikke har genoprustet – og det kommer efter al sandsynlighed til at ske ved det kommende forsvarsforlig.

Det er ikke Putins eller Trumps skyld det hele. Der er i disse år en dyb usikkerhed i de europæiske forsvars- og udenrigsministerier. Siden 2014 har en række europæiske stater gennemført en serie af analyser, som alle bærer præg af en usikkerhed over fremtiden. De peger så godt som alle på fem forhold: Magtforskydning, Rusland, cyber, terror og migration, som destabiliserende faktorer.

Usikkerheden i Europa skyldes også, at den klassiske grænse mellem krig og fred er udvisket og den klassiske skelnen mellem interne og eksterne fjender udvisket. Et eksempel på udviskningen af grænsen mellem fred og krig er hybridtruslen, der er en blanding af handlinger, som stater og ikke-statslige aktører bruger i freds- såvel som krigstid, hvor målet er at forvolde skade og destabilisere en region eller en stat. Dette sker fx ved brug af fake news, propaganda, spionage, sabotage og andre tiltag, hvor teknologi ofte bruges som redskab. Opgaverne med at skabe intern sikkerhed har typisk ligget hos politiet, mens ydre sikkerhed har været militærets ansvar, men i disse år ser vi rundt om i Europa, at militæret i voksende omfang må støtte politiet. Efter finanskrisen er budgetterne til politi og militær i Europa blevet skåret ned. Fx har man i Storbritannien – imens Theresa May var Home Secretary (indenrigsminister, red.) – skåret i politiets budgetter med 18 pct. i perioden 2010-2016.

I disse år ser vi rundt om i Europa, at militæret i voksende omfang må støtte politiet. Efter finanskrisen er budgetterne til politi og militær i Europa blevet skåret ned
_______

 

Samtidigt har fremkomsten af nye aktører som terrorgrupper og stater, der stiller spørgsmål ved USA’s ledelse af verden, samt USA’s ønske om at trække sig tilbage – som startede allerede under George W. Bush og Barack Obama – skabt en usikkerhed i det internationale system helt generelt. Dette rammer NATO hårdt – og særligt med Donald Trumps forskellige udtalelser om behovet for NATO, og hans sene opbakning til musketereden i NATO. NATO’s europæiske medlemsstater bliver usikre og bekymrede for egen sikkerhed. I 2006 lovede man i NATO, at man ville øge forsvarsbudgetterne til 2% af BNP. Dette skete imidlertid ikke, og først efter Ukraine-krisen er den lovede oprustning påbegyndt.

Ifølge SIPRI’s opgørelser har NATO’s medlemsstater siden 1990’erne skåret i sine miltære budgetter målt i procent af BNP . Der er blevet skåret i næsten alt, hvilket blev meget tydeligt i 2011, hvor Storbritannien og Frankrig reelt set måtte erkende, at de ikke kunne foretage operationer imod Libyen uden USA. Man kunne med andre ord ikke udføre en militær operation mod en småstat uden hjælp fra USA – det var ganske pinligt.

NATO SKAL kunne kæmpe en stormagtskrig, og det er NATO bekymret for, om de rent faktisk kan med almindelige styrker. Derfor er nukleare afskrækkelsesvåben igen på dagsordenen. De europæiske stater har sparet og omprioriteret det europæiske forsvar, så de europæiske stater i dag er i en situation, hvor de ikke kan udkæmpe en fremtidig krig mod en ligeværdig modstander.

Læren af de seneste mange års krige har bl.a. været, at man har behov for depoter af ammunition og andet relevant militært udstyr. Depoter og magasiner, der rummer materiel, der ikke bliver brugt passer imidlertid dårligt ind i økonomiske analyser. Dette har givet alvorlige interne problemer i NATO-staterne. Man har simpelthen ikke lagre med de fornødne forsyninger til langvarig kamp, ligesom NATO ikke har et tilstrækkeligt antal styrker, den nødvendige robusthed eller en passende mængde øvelser til en sådan krig.

Man har simpelthen ikke lagre med de fornødne forsyninger til langvarig kamp, ligesom NATO ikke har et tilstrækkeligt antal styrker, den nødvendige robusthed eller en passende mængde øvelser [til en stormagtskrig]
_______

 

ENDELIGT er de europæiske NATO-stater uenige om prioriteringerne. De nord- og særligt østeuropæiske stater er bekymrede over Rusland og dets ageren på Krim, Ukraine og over for de Baltiske stater især. I Frankrig og Storbritannien er man optaget af meget andet – og sikkerhedspolitikken begynder at bære præg af de gentagene terrorhandlinger på britisk og fransk jord. I Sydeuropa er man dybt bekymret over forholdene omkring og i Middelhavet. Flygtninge og migranter præger her den sikkerhedspolitiske dagsorden, krydret med frygten for gennemrejsende terrorister på vej tilbage til Europa fra Syrien og Irak. Endeligt går Tyrkiet som NATO-medlemsland sine helt egne veje og ser sig selv som en regional stormagt, der gerne vil skabe sin egen politik uafhængigt af NATO og EU. Oven i det er vi pludseligt også presset af missiler så langt væk fra som Nordkorea. Den nordkoreanske krise har ikke blot affødt tweets og trusler fra USA, men været med til at give den konservative regering i Japan argumenter for yderlige oprustning. Det berør ikke direkte NATO, men giver yderligere næring til den ustabile situation i Asien, og bekymring for om behovet for missilforsvaret er forøget.

SKITENSEN TIL FORSVARSFORLIGET, der blev præsenteret den i går, er et svar på den ændrede trusselsituation. Man vil nu håndtere Rusland, cyberkrig og terror. Der tilføres cirka 13. mia. kr. over seks år. Det er ikke nok til at nå op til NATO’s hensigtserklæring om brug af 2 pct. af BNP på forsvarsbudgettet – men regeringen imødekommer med forliget NATO’s styrkekrav. Dette er hemmeligt, men i går lød der nærmest et lettelsens suk fra Bruxelles. Nu er Danmark igen en af de gode drenge i klassen.

Forsvarsforliget vil betyde, at forsvaret ændres til at skulle kæmpe mod en konventionel modstander sammen med resten af NATO. Det betyder, at der bliver lagt vægt på hele kapaciteter, der kan indsættes samlet. En brigade skal nu selv kunne udføre luftforsvar, logistik og have egen ildstøtte. Her regner man ikke længere med, at kunne sammensætte styrker af komponenter fra andre NAYO-stater – vi skal selv kunne. Flåden skal nu kunne udføre områdeluftforsvar og forsvar imod ballistiske missiler BMD. Så det er det hårde, der satses på. Det er et konventionelt forsvar, der opstilles, som skal kunne noget helt andet end operationerne i Afghanistan, Irak og Libyen. Samtidigt opgraderes cyber og noget ubemærket også at modstå påvirkningsoperationer. Der kunne uden problemer bruges flere midler på forsvaret – men forsvarsministeren har lagt et niveau, hvor han kan regne med et forlig.

Der kunne uden problemer bruges flere midler på forsvaret – men forsvarsministeren har lagt et niveau, hvor han kan regne med et forlig
_______

 

De fremtidige operationsområder vil være nærområdet – dvs. Østersøen, Baltikum og i mindre grad internationale operationer, som man tilvælger. Geografien er dog ikke alt. Cyber og til dels missiler ophæver geografien, hvor man kan ramme potentielle modstandere langt væk.

Der er således mange forskellige årsager til, at man opruster i Europa. Hvert land har sit argument overfor befolkningen og i forhold til den sikkerhedspolitiske situation. Sikkert er det i hvert fald, at man er meget usikker på fremtidens internationale politik og derfor søger at sikre sig med et styrket forsvar.

Lars Bangert Struwe (f. 1968) er generalsekretær i Atlantsammenslutningen. Han er cand.mag. i historie og statskundskab og ph.d. i historie med en særlig forkærlighed for sikkerhedspolitik, 1700-tallets magtpolitik, efterretningstjenester og militærhistorie. Lars har været forsker på CMS, arbejdet i Rigsarkivet som projektleder og senest været specialkonsulent og kontorchef i forsvarsministeriet. ILLUSTRATION: Rekrutter ved Den Kongelige Livgarde under øvelse, 24. august 2017 [foto: Henriette Dæhli/ritzau]

_______
Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge og gratis adgang til en række udvalgte arrangementer)