Stine Bosse: Kære Mette
21.09.2017
.Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge og gratis adgang til en række udvalgte arrangementer)
_______
Kommentar af Stine Bosse
JEG HAR VENTET LIDT med at skrive til dig, fordi jeg ville have tid til at reflektere. Mange mennesker føler en ægte tomhed, når et Socialdemokrati ikke ser mennesker i ekstrem nød. Det er som om, du og dit parti i de seneste måneder har valgt at gå snorlige i andres kun alt for kendte fodspor. Det har sjældent bragt nogen foran – sådan for alvor.
LAD OS STARTE MED BEGYNDELSEN. Der var meget ringe viden om og håndtering af de reelle udfordringer, som inklusion af folk med en anden baggrund end dansk indebærer. Vi har ikke uddannet vores lærere i dét. Vi har ikke haft det samme blik på “de fremmede” som på folk med dansk baggrund – sikkert under dække af respekt for kultur eller måske på grund af almindelig dansk skyhed, når det kommer til noget, vi ikke kender. Og alt dette gik så over i en naivitet. En laissez faire [blanden sig uden om, red.]. Vi kunne jo ikke finde ud af det. Vi vendte det ryggen og lod Dansk Folkeparti om at tale om de reelle sociale problemer. Og vi vendte os så mod DF i afmagt over deres brutalitet. Vi vendte det blinde øje til, og troede på at det ville gå over. Meget dumt.
Vi vendte os så mod DF i afmagt over deres brutalitet. Vi vendte det blinde øje til, og troede på at det ville gå over. Meget dumt
_______
Vi så ikke de mest udsatte. Børnene, de unge. Som gerne ville, ofte ikke turde og som blev optaget af alt det forkerte, der flittigt tilbød sig. Det er så trist at tænke på. Trist, fordi det netop ligger i det socialdemokratiske DNA at have et skarpt blik netop her. Jeg kan huske, hvordan man i min ungdom i ’70erne stadig kæmpede med holdninger til “underklassen” som mindre værd. Noget som dit parti var med til at aflære vores samfund.
Og jeg mindes hvordan I, om og om igen påpegede hvordan ghettodannelsen i USA alene var et socialt problem. Ikke et problem om race, religion eller kultur. Det handlede – og handler – om omfordeling og lige muligheder. Hvad tænker dit parti om dette nu?
NÅR DU FÅR SÅ STÆRKE REAKTIONER, er det fordi vi – nogle indefra partiet, nogle udenfor partiet – mener at netop Socialdemokratiet er særligt knyttet til den etiske fordring – den, der ser væk fra og ud over kultur, farve og religion. Den, der ser mennesker. Der kan findes veje til en konsekvent, intelligent og inkluderende politik. Det viste dit parti i opgøret med overklassen.
Du har ret – helt ret – vi kan ikke redde hele verden. Det kunne de mennesker, der reddede folk ud af koncentrationslejrene og satte livet på spil derved, heller ikke. Men de reddede nogle. Derfor bliver din symbolpolitik så hård. Derfor kommer jeres linje, forhåbentlig uforvarende, til at virke kold. Og selv om enkelte med dig vil sige ’danskerne først’ – også i forhold til 500 håbløst forladte i verden, I siger nej til som kvoteflygtninge – så har de jo et parti, der tager sig af det. Det klarer Dansk Folkeparti.
FNS KVOTEFLYGTNINGESYSTEM betyder noget for verdens syn på flygtninge. Det er et system, der binder alle nationer sammen og signalerer at vi i de rige lande kan og vil hjælpe nogle af de dårligst stillede i verden. Disse flygtninge er screenet af UNHCR og kommer fra lejre – de lejre, du taler om at S gerne ser flere af i nærområdene. Når FN reagerer kraftigt på at et land som Danmark ikke tager flygtninge, så er der to årsager. For det første har behovet ikke været så stort siden 2. Verdenskrig. For det andet er Danmark et af verdens absolut rigeste lande, der derfor alt andet lige har de bedste forudsætninger for at modtage nogle af disse mennesker. Hvor efterlader disse signaler andre? Dette spørgsmål viser alvoren i jeres politik. Det ene øjeblik taler du om at du gerne vil tage kvoteflygtninge – fordi det er FN, der spørger – det næste øjeblik siger du nej til 500 af dem. Du siger, at du gerne vil se et kvotesystem i kombination med forbedring af forholdene i nærområderne. Det lyder præcist som det, EU foreslår – inklusiv at migranter sendes retur, når de har fået afslag – men EU’s forslag afviser du.
HVORDAN VIL DU BEDØMME INTEGRATIONENS SUCCES? Altså, hvornår er vi gode nok til at inkludere andre, så vi igen kan åbne for de 500? Det er en risikabel vej, du tager. Jeg kender nemlig ihvertfald et parti, som aldrig vil mene at vi er gode nok til at inkludere eller integrere, før alle er assimilerede. Og det har formentlig meget lange udsigter. Også derfor virker disse signaler så voldsomme og – sagt lige ud – ikke helt langtidssikrede. Medmindre altså du forestiller dig en horisont på 20-30 år! Hvis nogensinde.
Det er en risikabel vej, du tager. Jeg kender nemlig ihvertfald et parti, som aldrig vil mene at vi er gode nok til at inkludere eller integrere, før alle er assimilerede. Og det har formentlig meget lange udsigter
_______
I din helt forståelige iver efter at blive landets næste statsminister overser du, at det faktisk lige nu lysner med hensyn til at få flygtninge i arbejde. Den oplagte sejr til en god trepartsaftale burde du da “snuppe”. Gøre den til din – og skabe noget endnu mere progressivt, der virkelig vil vise vejen og gøre dommedagsprofeter fra flere sider til skamme. At deltage på arbejdsmarkedet er den sikreste vej til integration. Det er da grund-socialdemokratisme. Arbejdsgiverne har vist sig klar og fagbevægelsen har virkelig løftet et tungt ansvar.
Hvis du vil genvinde folks respekt for din politik på dette område, må du altså vise veje, der kan adressere det forhold at mennesker flygter fra en krig, Danmark deltager i, og som føres i vores interesse. En udfordring så stor, at den ikke står at løse land for land. Antallet betyder nemlig noget – også i nærområderne, i Grækenland, i Italien. Du må være modig og se at disse gigantiske udfordringer kun kan løses gennem forpligtende fællesskab, der ikke påtvinger, men fordrer solidaritet.
Stine Bosse er formand for Europabevægelsen. ILLUSTRATION: Stine Bosse (officielt pressefoto) / Mette Frederiksen (foto: Joachim Adrian/Polfoto)
_______
Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge og gratis adgang til en række udvalgte arrangementer)