06.09.2017

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge og gratis adgang til en række udvalgte arrangementer)
_______

EU-toppen har ambitioner om en stigende militarisering, som både omfatter fælles kampgrupper, et integreret forsvarssamarbejde og øgede udgifter til militær forskning. Det er en dybt bekymrende udvikling, som kan anfægtes både moralsk og politisk.

Kommentar af Rina Ronja Kari

”Trump, Putin og migrationsstrømme tvinger os til at kaste et nyt blik på vores forsvarspolitiske udfordringer”. Sådan indleder Stine Bosse et indlæg i Altinget, hvor hun begrunder, hvorfor vi bør afskaffe vores forsvarsforbehold. Første del er jeg helt enig i. Vi bør grundigt overveje, om vores nuværende forsvarspolitik faktisk lever op til det, som de fleste af os i bund og grund drømmer om: En fredelig og stabil verden, hvor alle kan leve trygt og godt. Dér holder enigheden så op. EU har måske nok flotte paroler om at være fredens projekt. Men der er langt fra de flotte paroler til den virkelige verden, hvor man på EU-topmøderne i december, marts og juni diskuterede og godkendte planer for øget oprustning og styrkelse af militærindustrien.

EU har måske nok flotte paroler om at være fredens projekt. Men der er langt fra de flotte paroler til den virkelige verden, hvor man på EU-topmøderne i december, marts og juni diskuterede og godkendte planer for øget oprustning og styrkelse af militærindustrien
_______

 

EU-Kommissionen har drevet oprustningsprojektet. Sidste år præsenterede Kommissionen en stor handlingsplan for, hvordan EU kan styrke militærindustrien ved hjælp af flere penge og øget EU-styring. Første del handler om en forsvarsfond, som dels skal tilføre nye penge til forskning i forsvarsteknologi, dels bidrage til koordinering af indkøb af militært isenkram. Der tilføres i denne sammenhæng 670 mio. kr. til og med år 2019. Derefter er forslaget, at der skal afsættes ca. 3,7 mia. kr. om året til forskningsdelen. Siden er det blevet udbygget med et fælles militært hovedkvarter i Bruxelles. Begrundelsen er, at vi lever i en farlig verden fyldt med konflikter.

Sidstnævnte kan både Bosse, EU og jeg blive enige om. Men man må spørge sig selv, hvordan vi i EU bedst sikrer en mere fredelig verden. De sidste mange års konflikter i især Mellemøsten burde have lært os mindst én ting: Man kan ikke bombe sig til fred. Det er naturligt nok besnærende at forsøge at løse alverdens udfordringer ved at vise store muskler. Det er dog i bedste fald et show off, og i værste fald har det voldsomme menneskelige konsekvenser. Fred skabes ikke ad den vej.

Man må spørge sig selv, hvordan vi i EU bedst sikrer en mere fredelig verden. De sidste mange års konflikter i især Mellemøsten burde have lært os mindst én ting: Man kan ikke bombe sig til fred
_______

 

Fred skabes derimod gennem det, man traditionelt har kaldt de ’bløde redskaber’: Dialog, samarbejde, udvikling og langvarigt diplomati. Det har vi fx set virke, da Norge førte an i at få skabt en fredsaftale mellem Sri Lanka og De Tamilske Tigre. Den aftale blev desværre ødelagt igen, da EU valgte at terrorstemple De Tamilske Tigre. Tilsvarende er fredsaftalen i Columbia kommet i stand via dialog, ikke krig. Denne slags tiltag har EU desværre ikke meget tilovers for, og derfor flytter man gladeligt penge fra netop udviklingsprojekter til militær.

Når det kommer til spørgsmålet om Rusland og Putin, må man spørge sig selv: Hvad er den yderste konsekvens af oprustning og militær på grænsen til Rusland? Vi ser allerede, at når den ene part trapper op, så følger den anden med. Mere militær fører til mere militær på begge sider. Til sidst er der kun krigen tilbage, og det er det mest skræmmende perspektiv overhovedet. Derfor må vi fokusere kræfterne den anden vej, mod netop de bløde redskaber, hvor dialog og diplomati er i højsædet. Vi skal nedtrappe, ikke optrappe konflikten.

I værktøjskassen for fred findes også en organisation som FN. Her har vi netop et samarbejde, der fokuserer på at skabe fred og udvikling. For alle. Desværre tager EU langt fra altid FN seriøst. Intet sted i Lissabontraktaten står det beskrevet, at militæret kun skal bruges med FN-mandater. Den slags begrænsninger er EU-toppen ikke indstillet på. Det er særligt bekymrende, når man ser på, hvordan EU i øvrigt forholder sig til FN.

Intet sted i Lissabontraktaten står det beskrevet, at militæret kun skal bruges med FN-mandater. Den slags begrænsninger er EU-toppen ikke indstillet på
_______

 

Som et eksempel kan fremføres, at EU-domstolen i december 2016 afgjorde, at handelsaftalerne med Marokko ikke måtte omfatte det besatte Vestsahara; hvis man ville handle med varer fra Vestsahara, så skulle befolkningen fra Vestsahara høres som tredjepart. Denne dom baserer sig netop på FN, som entydigt har afgjort, at befolkningen skal høres. EU-Kommissionens reaktion har imidlertid været at genoptage forhandlingerne med Marokko og derudover blot konstatere, at man synes, at man er i tråd med FN. Det er en stærkt bekymrende tendens – som desværre også ses i mange medlemslande – at man tilsidesætter FN på denne måde.

På vejen mod et fælles militær
Efter Brexit-afstemningen sidste år har flere og flere topfolk i EU-systemet meldt sig på banen med samme budskab: Vi skal i gang med at skabe en egentlig EU-hær.

Etableringen af et fælles militær skal ske efter den helt klassiske EU-opskrift. Først koordineres lidt, så tilsættes en fælles forsvarsfond, der som nævnt skal give flere penge til forskning og sikre fælles indkøb af militært isenkram. Endelig tilsættes et fælles militært hovedkvarter. Stille og roligt kommer man nærmere en egentlig hær.

Under topmødet i juni besluttede EU-lederne at etablere et kommandocenter i Bruxelles for EUs militære operationer, som fremover skal være under ledelse af unionens udenrigschef, Federica Mogherini.
Desuden bakkede lederne op om et fransk-tysk initiativ – PESCO (det “permanente strukturerede samarbejde på forsvarsområdet”) – der for alvor skal sætte gang i den fælles EU-forsvarsplan. PESCO gælder for de lande, der vælger at gå med i forsvarssamarbejdet. På grund af det danske forsvarsforbehold kan Folketinget dog ikke vælge at gå med uden at spørge den danske befolkning først. Ifølge planen skal den fælles PESCO-forsvarsplan offentliggøres inden for de næste uger.

Når jeg i denne sammenhæng er utrolig glad for vores forsvarsforbehold, er det ikke fordi jeg frygter, at Danmark kan blive tvunget til at sende soldater i krig imod Folketingets vilje. Nej, jeg er glad for forsvarsforbeholdet, fordi det netop sikrer, at vores politikere ikke kan kaste os ind i EUs militære oprustningsprojekt uden først at spørge befolkningen. Som borgerne skal vi altså høres først.
Men samtidig er det tydeligt, at der kommer flere rammer og krav i takt med udviklingen henimod et fælles militær. Det er et problem, fordi det begrænser borgernes muligheder for at påvirke, hvilke redskaber vi skal bruge i arbejdet for en fredelig verden. De begrænsninger er vi heldigvis ikke underlagt, så længe vi har forsvarsforbeholdet.

Jeg er glad for forsvarsforbeholdet, fordi det netop sikrer, at vores politikere ikke kan kaste os ind i EUs militære oprustningsprojekt uden først at spørge befolkningen. Som borgerne skal vi altså høres først
_______

 

Jo flere bestemmelser af den art, jo mindre handlefrihed er der for Folketinget og dermed også for os borgere. Hvis vores formål faktisk er at skabe fred i verden, bør vi vælge nogle politikere, som ikke tror de kan skræmme med militæret, men i stedet vægter de mere effektive og bløde redskaber. Med de snævre rammer udstukket af EU, bliver det imidlertid betydeligt sværere. Og med fremkomsten af nye investeringsfonde og øgede offentlige midler til militærindustrien bindes vi til netop dén politik.

Forsvarsforbeholdet betyder, at Danmark ikke indgår i udviklingen af en EU-hær, men det store spørgsmål er, om forbeholdet også kan sikre os mod at blive underlagt finansieringskrav? Allerede i dag bidrager Danmark gennem EU-budgettet til EUs nye forsvarsfond, som blev lanceret i juni. I 2017 er der afsat 186 mio. kroner til investeringer i forskning inden for militærindustrien, hvoraf Danmark bidrager med 4 mio. kroner. I slutningen af 2019 vil vi samlet have bidraget med 13 millioner kroner.

Spørger man den danske regering, skal grænserne for retsforbeholdet afprøves maksimalt – og lidt til. I et såkaldt samlenotat fra december om EUs forsvarsfond fremgår det, at regeringen fra sag til sag vil tage stilling til, hvilke konsekvenser forsvarsforbeholdet har for Danmarks deltagelse i og finansiering af konkrete tiltag.

Den slags fiflerier er ikke i orden. Regeringen må enten acceptere forbeholdet eller tage et åbent opgør med det. Vi kan ikke acceptere, at forsvarsforbeholdet undergraves uden folkets inddragelse.

Det er til skade for både freden og vores demokrati.

Rina Ronja Kari (f. 1985) er medlem af Europaparlamentet for Folkebevægelsen mod EU. ILLUSTRATION: Rina Ronja Kari [foto: Ole Frederiksen/Polfoto]
_______
Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge og gratis adgang til en række udvalgte arrangementer)