04.09.2017

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge og gratis adgang til en række udvalgte arrangementer)
_______

Centrum-venstre har i årtier spillet en markant rolle i europæisk politik. Den æra er forbi. Det er sket i takt med, at de socialdemokratiske partier har fodret hunden med dens egen hale. De har parkeret visionerne om et andet og bedre samfund for evigt og overgivet sig til nyliberalismen – og nu også højrepopulismens kynisme – i et desperat forsøg på at indfange de vælgere, som har stemt dem ud.

Kommentar af Jan Hoby, Næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger)

I SYDEUROPA er alle de socialdemokratiske partier og dermed centrum-venstre fjernet fra landkortet, fordi de overgav sig til korruption og nyliberal politik. Socialdemokratiets look-alikes i Italien, Spanien og Grækenland er gået fra at være vælgernes førstevalg til pariaer i forhold til partierne på de yderste fløje. I Nordeuropa har socialdemokraterne overgivet sig totalt til nyliberalismen og højrepopulisternes fremmedhad. Det politiske fænomen, som den pakistansk-britisk forfatter og journalist Tariq Ali har døbt The Extreme Centre.

England med Jeremy Corbyn er undtagelsen. Labour står stærkt med en progressiv dagsorden, der bryder med nyliberalismen. Det skyldes dog alene en kombination af fraværet af andre stærke, venstreorienterede partier og Labour-partiets særlige medlemsstruktur, hvor fagbevægelsen har magt, mens nye medlemmer kan stemme i formandsvalget.

DER VAR ENGANG intellektuel spændstighed i det danske socialdemokrati, hvor visioner for et bedre liv for de mange blev udfoldet. Der var stærke ideologiske tænkere som fx Henning Tjørnehøj, der i sit politiske virke og i en lang række bøger var i stand til at udvikle visioner for, hvordan arbejderbevægelsen sammen med fagbevægelsen kunne undgå at stivne i en ren væksttankegang. De ”gamle” ideologiske socialdemokrater må i dag både krumme tæer og sørge over, hvordan deres gamle parti har forladt ideologierne på bagperronen til fordel for de nyliberale økonomers lærebøger. Det er interessant, at enkelte fremtrædende socialdemokrater, såsom Mogens Lykketoft og Poul Nyrup Rasmussen, efter deres afsked med dansk politik har taget bladet fra munden og undsagt den nyliberalistiske politik, som de stod for i 1990’erne. Omkostningsfrit og ”a day and a dollar too late”.

De ”gamle” ideologiske socialdemokrater må i dag både krumme tæer og sørge over, hvordan deres gamle parti har forladt ideologierne på bagperronen til fordel for de nyliberale økonomers lærebøger
_______

 

Der har nemlig længe været lavt til loftet i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Thorning-regeringen ignorerede bevidst alt, der lugtede af værdier og ideologi, og overgav sig helhjertet til en nyliberal væksttankegang. Mette Frederiksen og Sass-Larsen begraver ethvert håb ved at gå benhårdt efter magten i en alliance med Dansk Folkeparti.

I Danmark er der ikke længere noget centrum-venstre efter Socialdemokraternes alliance med DF. Det vigtige er ikke Sass-Larsens magtfuldkommenhed, hvor han hånligt afskriver enhver indflydelse til venstrefløjen, selv om han forlanger deres mandater som sit parlamentariske grundlag. Det er heller ikke Socialdemokraternes afvisning af, at der kan ændres så lidt som et komma i den inhumane udlændingepolitik. Nej, det afgørende er, at Socialdemokraterne endegyldigt har valgt den nyliberale kurs.

Socialdemokraterne har ikke støttet nogen reelle ændringer under den nuværende regering, og de vil ikke love at levere på afgørende spørgsmål for de danske lønmodtagere, uanset om disse er i arbejde, arbejdsløse eller nedslidt af et brutaliseret arbejdsmarked: De vil ikke sænke pensionsalderen, men har bundet sig til at forhøje den til 68 år i 2020. De vil ikke afskaffe kontanthjælpsloftet. De vil ikke ændre loven om førtidspension.

Centrum-venstre var en slags social kontrakt, hvor Socialdemokraterne og borgerlige partier indgik en politisk alliance om en mindre voldsom udgave af nyliberalismen. En udgave, hvor der blev taget visse sociale hensyn. Der var plads til nogen humanisme og et vist socialt sikkerhedsnet i årene under Anders Fogh Rasmussen fra 2001 og indtil finanskrisen indtraf. Men efter finanskrisen i 2007, hvor de rige og kapitalen gik i totaloffensiv, har også socialdemokraterne sluppet bremsen på de asociale forringelser.

Centrum-venstre var en slags social kontrakt, hvor Socialdemokraterne og borgerlige partier indgik en politisk alliance om en mindre voldsom udgave af nyliberalismen. En udgave, hvor der blev taget visse sociale hensyn. Der var plads til nogen humanisme og et vist socialt sikkerhedsnet
_______

 

Thorning-regeringen videreførte de tidligere reformer om halvering af dagpengeperioden, afvikling af efterlønnen og en evig forhøjelse af pensionsalderen. De gik endog skridtet videre med asociale reformer på førtidspension, fleksjob, ressourceforløb og seniorførtidspension, som på afgørende vis har ødelagt og fattiggjort tilværelsen for titusinder. Intet af dette har Socialdemokraterne tænkt sig at ændre, når de kommer til magten igen. Til gengæld har vælgerne endnu til gode at se Socialdemokratiets visioner for en indsats mod skattely, hvidvask og social dumping.

MANGE GODE MENNESKER vil så gerne tro på, at Socialdemokraterne vender tilbage til deres tidligere værdier om humanisme og solidaritet. De håber og beder til, at Socialdemokraterne genfinder visionerne om opbygningen af en tryg velfærdsstat med håb for fremtiden. Særligt i fagbevægelsen dyrkes denne illusion, selv om den ikke bygger på andet end selektive læsninger af partiets retorik. Men hvis venstrefløjen og fagbevægelsen ikke erkender, at Socialdemokraterne endegyldigt har fravalgt velfærdsperspektivet, så undergraves muligheden for at formulere et alternativ.

Hvis venstrefløjen og fagbevægelsen ikke erkender, at Socialdemokraterne endegyldigt har fravalgt velfærdsperspektivet, så undergraves muligheden for at formulere et alternativ
_______

 

Det skal selvfølgelig ikke forstås som en afstandtagen til alle de gode menige socialdemokrater i fagforeninger, byråd og regioner, med hvem vi dagligt kæmper mod de nyliberale reformer. Det skal heller ikke forstås, som om at alle reformideer er lagt i graven. Tværtimod. Vi skal formulere reformforslag, der kan samle bredt og skabe håb om velfærd for de mange og humanisme for alle, som eksempelvis Jeremy Corbyn har gjort det med valgprogrammet ”For the many, not the few”.

Men hvis det ikke skal blive ved retorikken, så skal der også handling til fra vores side. Der er ikke brug for en teoretisk debat, men et afgørende politisk valg og kursskifte. En fremgangsmåde kan være at opstille en række politiske krav, som en ny socialdemokratisk regering skal opfylde. Sådanne krav kunne inkludere afskaffelse af kontanthjælpsloftet, nedsættelse af pensionsalderen til 60 år, afskaffelse af budgetloven og genetablering af førtidspension, som 41 fagforbund har formuleret. Hvis ikke de vil efterkomme disse krav, må Socialdemokraterne selv tage ansvaret for deres nyliberale politik sammen med Venstre og DF.

Ellers kan man som politisk parti i Folketinget fx indtage den position, at man ikke vil pege på en statsministerkandidat eller være parlamentarisk grundlag for en regering, som ikke vil tage et opgør med alle elementer af nødvendighedens politik. Spørgsmålet er blot om den såkaldte forandringsalliance, Enhedslisten, SF og Alternativet, har kvindemod til det? Eller om de har tænkt sig fortsat kun at være et korrektiv til Socialdemokratiet?

Jan Hoby (f. 1962) er Næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger). Opvokset i arbejderkvarteret Bispebjerg. Uddannet blikkenslager, pædagog og cand.pæd.soc. ILLUSTRATION: Henrik Sass-Larsen (S) [foto: Jens Dresling/Polfoto]
_______
Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge og gratis adgang til en række udvalgte arrangementer)