01.09.2017

FN har bekræftet, at FARC-guerillaen i Colombia nu har indleveret de sidste af deres våben – og fra i dag, d. 1. september 2017 bliver FARC officielt til et politisk parti. I én af FARCs afvæbnings- og reintegrationslejre i El Gallo har de nu tidligere guerilla-soldater påbegyndt overgangen til det civile liv. Nu drømmer de om at ændre Colombia med ord og politisk arbejde.

Af Julie Wetterslev

SVEDEN DRIVER AF OS, mens vi i gummistøvler går op imod FARCs afvæbningslejr i El Gallo, som ligger langt ude på landet i den nordlige region Córdoba. For at komme dertil er vi kørt 120 km sydpå fra regionshovedstaden Montería til kommunen Tierralta. I havnebyen Frasquillo gik vi ombord i en langbåd, som sejlede os udover dæmningen Urrá, indtil vi nåede de små bondesamfund på den modsatte bred. Nu befinder vi os i det, colombianerne kalder ’det dybe Colombia’, hvor fattigdommen og konflikten er allestedsnærværende endnu. Her ligger lejren, hvor 118 tidligere guerilla-soldater fra FARCs front nr. 58 er samlet for at afvæbne og påbegynde overgangen til et liv som civile. De nærmeste naboer til lejren er militæret og FN, som har en lejr 500 meter væk, og bondesamfundet i El Gallo, som består af en skole og danner samlingspunktet for 20 små husmandsteder i området.

Nu befinder vi os i […] ’det dybe Colombia’, hvor fattigdommen og konflikten er allestedsnærværende endnu. Her ligger lejren, hvor 118 tidligere guerilla-soldater fra FARCs front nr. 58 er samlet for at afvæbne og påbegynde overgangen til et liv som civile
_______

 

Lejren
Da vi ankommer til lejren, er det første der slår mig, at den er konstrueret næsten som en almindelig landsby i Latinamerika. En firkantet plads udgør lejrens centrum, og her er der gang i en livlig fodboldkamp. På tre af pladsens sider er der bygget rækker af hvide barakker med tag af rød plastik. Et par større barakker udgør fælleskøkkener og spisesal, og der er også små badehuse. Mellem barakkerne er der stier af mudret jord, hvor høns og grise går og skraber i jorden. Et æsel står bundet til en pæl i den ene ende af pladsen, nær et overdækket areal hvor omkring 40 unge ex-guerillaer er samlet.

For noget er alligevel anderledes her end i de fleste landsbyer. Flere af indbyggerne har olivengrønne militærbukser og kasketter på. Og kun et stenkast fra pladsen ligger FN’s våbencontainere, hvor guerillaerne har afleveret deres kampvåben. Først afleverede de 30% frem mod d. 12. maj, så 30% mere frem mod d. 8. juni, og endelig blev de sidste 40% af våbnene indleveret d. 26. juni. Da var deadlines i afvæbnings-kalenderen blevet udskudt i flere omgange på grund af praktiske forhindringer og forsinkelser i implementeringen af fredsaftalen. Men nu ligger geværerne aflåst i containerne, som overvåges af to FN-folk og bliver hentet i løbet af august.

Dermed er afvæbningen af den største nutidige guerilla-bevægelse i Latinamerika slut.

Den colombianske fredsproces
FARC-EP (Colombias Revolutionære Væbnede Styrker – Folkets Hær) blev dannet i 1953 som en væbnet marxistisk oprørsbevægelse, der støttede bondebevægelsens krav om landreform og politisk deltagelse.
I 60 år har oprørsbevægelsen søgt at vinde magten i Colombia med den cubanske revolution som forbillede. Guerillaen har haft kontrol over store landområder i Colombia, mens militæret har forsvaret den colombianske stats kontrol over territoriet, og paramilitære grupper har udnyttet situationen. I alt har ca. 220.000 colombianere mistet livet i den væbnede konflikt, mens mere end 6 millioner er blevet fordrevet fra deres hjem.

I alt har ca. 220.000 colombianere mistet livet i den væbnede konflikt, mens mere end 6 millioner er blevet fordrevet fra deres hjem
_______

 

Fra 2012-2016 forhandlede repræsentanter fra den colombianske regering og repræsentanter fra FARC i Havana om en fredsaftale. Fredsaftalen foreskriver en afslutning af den væbnede konflikt, men når FARC er gået med til at nedlægge våbnene skyldes det, at aftalen også indeholder delaftaler som skal sikre økonomisk omfordeling og social retfærdighed i et land, som er blandt de mest økonomisk og socialt ulige i verden. Igennem fredsprocessen har FARC fået nogle af deres politiske mål vedtaget, fordi fredsaftalen også indeholder aftaler om landreform, politisk deltagelse, sandhed og retfærdighed for konfliktens ofre, amnesti til politiske fanger og en fredelig substituering af illegale afgrøder (coca og marihuana) som skal sikre bøndernes økonomi.

Den første fredsaftale blev sendt til folkeafstemning i Colombia i oktober 2016. Forud for afstemningen havde en storstilet kampagne fra den ekstreme højrefløj og den katolske kirke advaret om, at fredsaftalen ville fremme homoseksualitet og ødelægge familiestrukturen i Colombia, fordi aftalen sikrer rettigheder til seksuelle minoriteter. Desuden hævdede højrefløjen, at guerillaens forbrydelser ville forblive uopklarede og ustraffede, fordi et særligt retssystem for fred vil kunne tildele amnesti eller straf i form af socialt arbejde hvis gerningsmændene indrømmer hvad de har gjort – og det gælder både tidligere guerillaer, soldater i hæren og individer der har deltaget i paramilitære aktiviteter. Efter den kampagne blev fredsaftalen afvist af et marginalt flertal ved folkeafstemningen. Nej’et vandt særligt i storbyerne, mens de fattigste i landområderne overvejende stemte Ja. Efter Nej’et satte sociale bevægelser gang i vedvarende folkelige protester for fred, indtil en genforhandlet fredsaftale blev underskrevet i november 2016.

Afvæbningen var første led i implementeringen af fredsaftalen, og d. 26. juni 2017 bekræftede FN, at FARCs medlemmer havde overgivet alle deres personlige våben. D. 16. august 2017 meldte FN desuden, at 8.100 våben og 22.000 kg sprængstof er blevet fjernet fra afvæbningslejrene og fra depoter i junglen.
Der er dog stadig nogen guerilla-aktivitet i landet. Den første af FARCs i alt 50 fronter har nægtet at deltage i afvæbningen, og har omkring hundrede væbnede mand i landets sydlige Guaviare provins. Guerilla-gruppen ELN (Ejército de Liberación Nacional) er også fortsat aktiv, men forventes at indlede fredsforhandlinger med regeringen i år.

Overgangen til det civile liv
Da vi besøger FARCs lejr i El Gallo er der samtidigt besøg fra en brigade af universitetsstuderende fra den nærmeste større by, Montería. De kommer for at undervise de tidligere guerilla-soldater, og da vi ankommer, er kursusdeltagerne netop ved at blive delt op i mindre grupper. Nogle skal lære at læse og skrive, andre matematik, og andre igen skal modtage undervisning i fotografi og digital kommunikation. De forskellige workshops skal ruste de tidligere guerillaer til livet uden for den militære organisation. Samtidigt giver besøget fra de studerende mulighed for et kulturmøde mellem to ganske forskellige verdener.

Jeg falder i snak med to af de unge mænd, der skal lære om digital kommunikation, Heyder og Santiago. Sammen med 116 andre ex-guerillaer fra regionen, plus en række børn, har de været samlet her i lejren siden februar. Jeg spørger dem, hvordan de har oplevet det.

”Det har hverken været rigtig godt eller rigtig slemt”, svarer Santiago. ”Problemet her er, at der er virkelig mange myg, flere end ude i skoven, og der har været mange epidemier. I starten havde vi heller ikke rent drikkevand, så folk har været meget syge. Der er også meget varmt inde i barakkerne, fordi de har plastik-tag og er bygget af dårligt materiale. Her er heller ikke så meget at lave, og regeringen overholder ikke deres del af aftalerne. Men så længe vi er sammen, og arbejder på at forbedre forholdene, så går det”.

“Regeringen overholder ikke deres del af aftalerne. Men så længe vi er sammen, og arbejder på at forbedre forholdene, så går det”
_______

 

Brudte løfter
Ifølge guerillaerne var her intet, dengang de ankom: ”I henhold til fredsaftalerne skulle lejren have været bygget, da vi kom, men der var ingen barakker, så vi improviserede nogle plastik-telte. Når det blæste, røg plastikken af, så det regnede ind. Regeringen har ikke overholdt aftalerne om at klargøre lejren – de huse I ser nu har vi selv bygget, og vi mangler fortsat at bygge nogle. Regeringen opførte fælleshuset, men det er guerillaen, der har lagt tag på. Vi har også først nu fået elektricitet og tv-signal efter mange klager. Og vejene mellem barakkerne er meget mudrede, når det regner, fordi der ikke er sand eller træflis på. Men det går vi igang med at lægge nu. Vi har også planer om at lave en mole nede ved vandet, så bådene lettere kan lægge til og fra”.

Klagerne vækker genklang i diverse reportager og avisartikler, der beskriver forholdene i denne og de øvrige 26 lejre, hvor FARC er igang med at demobilisere. Hvor lejrene skulle have været klar til at modtage guerilla-soldaterne d. 1. januar 2017, var det snarere tomme og mudrede græsmarker, som mødte de fleste delinger, da de koncentrerede sig i de aftalte zoner. Hvor lejrene ifølge aftalen skulle have haft elektricitet, vandforsyning, internet og sundhedstelte, er alt dette først langsomt og efter mange indberetninger ved at komme istand nu, hvor afvæbningen efter 6 måneder er ved at være afsluttet.

Hvor lejrene ifølge aftalen skulle have haft elektricitet, vandforsyning, internet og sundhedstelte, er alt dette først langsomt og efter mange indberetninger ved at komme istand nu, hvor afvæbningen efter 6 måneder er ved at være afsluttet
_______

 

I medicinsk forstand har El Gallo været særligt udfordret. Lejren ligger ved bredden af dæmningen Urrá, hvis stillestående vand er en oase for insekter. Der har været mere end 60 tilfælde af dengue og malaria, og der har hverken været medicin eller ordentlige behandlingsmuligheder til rådighed. Evakueringen af syge patienter er blevet besværliggjort af, at man kun kan komme til og fra lejren over dæmningen med kano-lignende både, og desuden har regeringen været så længe om at ophæve arrest-ordrer på den demobiliserende guerilla, at man ikke umiddelbart har kunnet evakuere de syge. I flere tilfælde har militær og politi forhindret evakuationerne fordi man ikke havde de redningsveste, som loven påbyder (selvom guerillaen nok er vant til at færdes på floden uden redningsvest). Lejrens læge fik heller ikke udbetalt sin løn fra staten og valgte til sidst at gå i sultestrejke i protest mod de dårlige arbejdsforhold.

Det er ikke, fordi guerillaen ikke har været vant til at leve under barske og primitive forhold, forklarer Santiago: ”Det er vi jo vant til. Men problemet er, at vi nu har en fredsproces med nogle konkrete aftaler, og at regeringen hele tiden udskyder de datoer, der var fastlagt i aftalen, mens vi forsøger at overholde vores del.”

”Men sådan er det altid”, siger Heyder, ”Man kan ikke stole på den colombianske regering. I efteråret 2016, mens fredsforhandlingerne var igang og vi havde holdt våbenvhile i et år, lå jeg med min deling på syv mand i skoven derovre [han peger i østlig retning]. Og så bombede hæren os fra en militær-helikopter, og min kaptajn blev dræbt. Det var under våbenhvilen og mens fredsforhandlingerne var ved at blive afsluttet!”

“I efteråret 2016, mens fredsforhandlingerne var igang og vi havde holdt våbenvhile i et år, lå jeg med min deling på syv mand i skoven […] Og så bombede hæren os fra en militær-helikopter, og min kaptajn blev dræbt
_______

 

Døde floder og døde mennesker
Det caribiske Córdoba er en region, som turisternes guidebøger til Colombia har sprunget over på grund af de mange væbnede grupper, der har været aktive her. Det er én af de regioner i verden, hvor jorden er mest ulige fordelt. Det er kvægavlernes land, og de store jordejere har ofte allieret sig med såkaldte paramilitære grupper for at forsvare status quo mod politiske og sociale reformer, der ville ændre jordfordelingen. De paramilitære grupper hedder sådan, fordi de agerer som militære delinger med baser og uniformer (dog uden flag). De finansieres af magtfulde økonomiske og politiske aktører, og Córdoba er deres højborg. I sammenligning med dem har den marxistiske oprørsgruppe FARC i dette område stået svagt, og lejren i El Gallo er derfor én af de mindste af de 27 lejre, hvor guerrillaen nu afvæbner.

Lokalbefolkningen i det sydlige Córdoba har haft det svært under den sociale og væbnede konflikt i Colombia. Særligt da tre firmaer (Corelca, Skanska og Construcciones Civiles S.A.) begyndte at bygge den store hydroelektriske dæmning Urrá i start-90’erne. Det var også i den forbindelse, at de paramilitære grupper for alvor vandt frem.

Heyder og Santiago forklarer, hvordan repræsentanter for staten og firmaerne bag dæmningen tog rundt og prøvede at opkøbe bøndernes jorde: ”De lovede dem et nyt og bedre liv inde i byen – og mange sagde ja til at sælge deres jordlodder, fordi de aldrig havde set så mange penge før. Men i virkeligheden var det småpenge, de tilbød os, og pengene slog ikke til i inde i byen.”

Hvis bønderne ikke ville forlade deres jord, blev de truet og ofte dræbt af paramilitære grupper med forbindelse til erhverslivet og den politiske elite i Córdoba. ”Det var dét, der skete for min far” fortæller Heyder, ”han var landmand, og han nægtede at sælge jorden. Derfor dræbte de paramilitære ham. Det var i 1997.”

Dæmningen stod færdig i år 2000 og producerer i dag elektricitet, men den har vanskeliggjort livet for småbønderne i det sydlige Córdoba. Sammenførslen og opdæmningen af de tre floder Sinu, Esmeralda og Rio Verde har betydet, at vandet ikke længere strømmer, men snarere står ophobet og stille i det store vandreservoir. I det fugtige, varme klima opløses nedfaldne træer og grene hurtigt i vandet, og uden flodernes strøm bliver vandet råddent, så landsbyerne har mistet deres forsyning af rent drikkevand. Desuden har dæmningen oversvømmet store dele af den frugtbare landbrugsjord, og afskåret landsbyerne fra transportveje. Bønderne kan nu kun få deres produkter ind til byen ved at krydse dæmningen i kanoer, der kan laste langt mindre end lastbiler.

I det fugtige, varme klima opløses nedfaldne træer og grene hurtigt i vandet, og uden flodernes strøm bliver vandet råddent, så landsbyerne har mistet deres forsyning af rent drikkevand
_______

 

Også for Embera Katío folket, en oprindelig gruppe som blandt andet levede af at fiske i floderne, har bygningen af dæmningen været katastrofal. Embera-folket har boet ved bredden af floderne i det sydlige Córdoba siden før spaniernes ankomst i 1500-tallet. Men de blev aldrig adspurgt, da dæmningen blev planlagt. Da de fandt ud af, hvad der skulle ske, gjorde de indædt modstand, men på trods af deres protester, fortsatte byggeriet. I dag er økosystemet ødelagt, fiskene er forsvundet, og mange Embera-indianere har søgt ind til byen, hvor de tit lever under kummerlige forhold.

De tidligere FARC-soldater fortæller, at guerillaen har kæmpet mod staten og de paramilitære for småbøndernes og Embera-folkets ret til at eje og dyrke jorden og have deres floder i fred. De skammer sig ikke over at have været med i oprørsbevægelsen. ”Jeg er stolt over at være med i guerillaen” siger den 30-årige kvinde Yuri Pino, som står på lejrens centrale plads med sin lille dreng på armen. Hun har været med siden november 2001: ”Jeg kom til guerillaen, fordi der var mange paramilitære, der hvor jeg boede. De slog mange ihjel. De bandt sten fast i dem og smed dem i floden. De var lige glade med, hvem det var. Vi gik i skole i en lille landsby. Vi var i skolen, da der kom to biler og de slog tre personer ihjel, lige dér. De slog en ældre dame ihjel og to mænd. En af dem var en skør dreng. Ham slog de ihjel. Og efter alt det, ja, prøv at forestille dig det. Jeg blev bange. Bange for, at de ville dræbe mig, min mor eller far.”

Nu vil jeg være borgmester
Jeg spørger Heyder og Santiago om, hvilke planer de har for fremtiden.

”Jeg vil gerne studere” svarer Santiago, ”så jeg tror ikke, det bliver så svært. Da jeg var civil, kunne jeg godt lide at arbejde med jorden, og jeg var også god til det. Jeg kan også godt lide at lave socialt og politisk arbejde – det vil jeg gerne fortsætte med.”

”Det er også derfor, jeg gerne vil blive bedre til at læse og skrive” forklarer Heyder, ”for jeg vil gerne være borgmester i min by.”

”Så skal du passe på, du ikke bliver korrupt ligesom ham den anden fra din landsby, der blev borgmester” driller Santiago.

”Ja” siger Heyder, ”her i landet vil politikerne kun høre på dig, hvis du er rig. Ellers er der kun ét tidspunkt, hvor de kommer for at møde befolkningen, og det er lige før, der skal være valg. Så kommer de og spørger, hvilke problemer du har, og de vil endda række dig hånden eller give dig et knus. Og så lover de at bygge veje og forbedre skolerne. Men efter valget glemmer de alt om det igen. Så kan du gå ind til byen og minde borgmesteren om, hvad han har lovet nok så mange gange. Han kigger bare på dig, som om han aldrig har set dig før.”

Jeg spørger, om de vil blive i lejren, når afvæbningen er slut.

”Ja, helt sikkert” lyder det omgående fra dem begge. ”Vi skal ingen steder. Hvis vi bliver spredt for alle vinde, så har vi jo ingenting opnået. Så har vores kamp i junglen været forgæves, så har alt været spildt” tilføjer Santiago med overbevisning. Heyder supplerer: ”Det er jo nu, vi skal stå sammen, nu hvor vi omdanner os til et politisk parti, så vi kan få reel indflydelse, så vi kan sikre os, at Colombia ændrer sig.”

FARCs omdannelse til et politisk parti er begyndt, og konsolideres i disse dage (27. august – 1. september) ved en kongres i hovedstaden Bogotá. Her har oprørsbevægelsen ændret navn – fra Las Fuerzas Armadas Revolucionarias de Colombia (Colombias Væbnede Revolutionære Styrker) til Las Fuerzas Alternativas Revolucionarias de Colombia (Colombias Alternative Revolutionære Styrker) – for at bevare forkortelsen FARC. FARCs leder Rodrigo Londoño slog fast ved kongressens åbning, at målet nu er at ændre Colombia med fredelige midler og deltagelse i den demokratiske proces. Partiet er i kraft af fredsaftalerne garanteret 10 pladser i det colombianske parlament efter parlaments- og præsidentvalget i 2018. Indtil videre har FARCs ledelse meldt ud, at de afvæbnede guerillaer ikke har deres egen præsidentkandidat, men i stedet vil støtte op om en kandidat, der kan samle hele venstrefløjen.

FARCs leder Rodrigo Londoño slog fast ved kongressens åbning, at målet nu er at ændre Colombia med fredelige midler og deltagelse i den demokratiske proces
_______

 

Ex-guerillaens parti vil bruge de 27 afvæbnings og re-integrationszoner rundt om i landet som politiske baser. Her kan organisationen udvikle sin politiske skoling og samarbejde med de ofte fattige lokalsamfund i de afsidesliggende landområder, hvor zonerne er placeret.

Som lejrens kommandant Adriana Perez forklarer, har det også været et strategisk valg at lægge zonerne på disse steder: ”Nu hvor fredsprocessen er igang, så kommer der jo fokus på de her områder” siger hun. ”Fredsaftalen foreskriver en masse udvikling, der skal sættes igang herude, og til valget næste år får vi særlige valgdistrikter, så der bliver valgt kandidater fra de her glemte områder af Colombia, der har været hårdest ramt af konflikten. Vi har jo allerede nu de her internationale besøg og opmærksomhed i et område, som ingen tidligere interesserede sig for.”

Paramilitære trusler
Samtidigt forklarer Heyder og Santiago, at det også er mest sikkert for de tidligere guerilla-soldater at blive sammen i zonerne: ”Det er farligere for os, hvis vi tager ud én og én – så længe vi er her og får internationale besøg og har FN-folk tilstede, er der opmærksomhed på vores sikkerhed. Men vi er selvfølgelig bekymrede, for nu har vi jo afleveret vores våben, og for et par uger siden skød de paramilitære én af vores folk, da han var rejst væk fra lejren.”

De paramilitære grupper er stadigt særdeles aktive i Córdoba, og de har allerede truet med at angribe den afvæbnede guerilla i El Gallo. ”Dét vi frygter, er, at der ikke er sikkert her. Man kan have nok så mange ønsker om at ville arbejde. Og meget lyst til at rykke videre. Men uden sikkerhed, hvordan skal vi så kunne arbejde? Hvis de paramilitære er her tæt på, så kan vi ikke arbejde i tryghed” siger Yuri Pino.

Som en del af fredsaftalen skal der oprettes en særlig enhed af militær- og politifolk, som skal optrævle og standse paramilitarismen, men enheden er kun netop blevet dannet og har endnu ikke fået bugt med de væbnede grupper i området. Dette problem udgør måske den største trussel mod fredsprocessen. For i de områder hvor guerillaen har afgivet magten, opstår et magttomrum, som de colombianske myndigheder ikke er alene om at udfylde. Flere steder er paramilitære grupper rykket ind i de områder, som guerillaen tidligere kontrollerede.
Dette hører også sammen med, at de områder, som guerillaen kontrollerede, ofte var rige på naturressourcer, som kan anvendes i skovbrug, minedrift og produktionen af elektricitet. Fx er regeringen og multinationale firmaer netop nu igang med at bygge en ny og endnu større dæmning i Ituangó lidt syd for El Gallo – på trods af, at lokalsamfundene endnu engang protesterer over de miljømæssige og sociale konsekvenser, som dæmningen vil få.

Som en del af fredsaftalen skal der oprettes en særlig enhed af militær- og politifolk, som skal optrævle og standse paramilitarismen, men enheden er kun netop blevet dannet og har endnu ikke fået bugt med de væbnede grupper i området. Dette problem udgør måske den største trussel mod fredsprocessen
_______

 

Udvidelsen af de mange industrielle projekter har allerede ført til meldinger om voldelige overgreb og tvangsforflyttelser af hele lokalsamfund i Amazonas, Cauca og Chocó, og den paramilitære vold og myndighedernes manglende respons er i særlig grad gået ud over ledere fra sociale og politiske bevægelser, såsom ledere fra fagforeninger, bondeforeninger og menneskerettighedsgrupper. Bondelederen Hernán Agámez fra det sydlige Córdoba blev dræbt af paramilitære i januar 2017, og i alt er mere end 52 sociale ledere blevet dræbt i Colombia efter at fredsaftalen var underskrevet. Også 7 tidligere guerilla-soldater er blevet skudt, når de har bevæget sig uden for lejrene, og 12 familiemedlemmer til tidligere FARC-soldater er blevet henrettet.

Historien vejer også tungt. Sidste gang FARC forsøgte at omdanne sig til et politisk parti, under en fredsproces i 1980’erne, resulterede det i hvad den colombianske venstrefløj betegner som et regulært politisk folkemord. To præsidentkandidater, 8 medlemmer af kongressen, 13 parlamentsmedlemmer, 11 borgmestre, 70 byrådsmedlemmer og mere end 3.500 politisk aktive fra partiet Unión Patriótica blev dræbt. Mange frygter, at noget lignende kunne ske igen.
Den skrøbelige situation og de mange brudte løfter fra regeringens side gør derfor, at de afvæbnede ex-guerillaer fra FARC kan blive bekymrede for, om alle de smukke ord i fredsaftalen vil blive omsat til virkelighed. Om der virkelig vil blive gennemført en omfattende landreform, som skal gøre op med den ulige fordeling af jorden. Om man virkelig vil skabe mulighed for, at mennesker fra Colombias fattigste og mest voldsplagede regioner kan stille op som repræsentanter til valg uden at frygte for deres liv. Om man virkelig vil få opklaret og dømt krigens forbrydelser i det nye retssystem for fred, og om de paramilitære grupper virkeligt vil blive optrævlet. Alt det vil tiden vise. ”Men vi overholder vores del af aftalen” forklarer Heyder, ”det har vi hele tiden gjort”.

Sidste gang FARC forsøgte at omdanne sig til et politisk parti, under en fredsproces i 1980’erne, resulterede det i hvad den colombianske venstrefløj betegner som et regulært politisk folkemord
_______

 

Julie Wetterslev er Ph.D. studerende i International Ret ved det Europæiske Universitetsinstitut i Firenze. Hun besøgte FARCs afvæbnings- og reintegrationslejr ’Ferney Martínez’ i El Gallo i juli 2017 med en dansk delegation fra Enhedslisten, som støtter sociale bevægelsers fredsarbejde i Colombia. ILLUSTRATION: Unge mænd fra FARC i afvæbningszonen i El Gallo, Colombia, juli 2017 [foto: Anne Rehder]