25.08.2017

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge og gratis adgang til en række udvalgte arrangementer)
_______

I RÆSON kritiserer Rasmus Jarlov Marie Krarup. Men han gør det uden et gram argumentation for at ignorere Ruslands historiske behov for en bufferzone mod vesten og stormagtens strategiske interesser for en geopolitisk balance. Og fakta er fakta: Befolkningen i Østukraine ønsker tilknytning til Rusland.

Kommentar af Lars H. Nielsen

I kommentaren “Absurd at se DF på hold med vestens modstandere” har Rasmus Jarlov – der kritiserer DF’s forsvarsordfører Marie Krarups holdning til Rusland – ikke noget argument. Krarup har en position – en politisk tænkning, der består af en række teser, som folder sig elegant ud i Berlingske 28/7 “Man er aldrig fri til at løbe fra sin geografi og sin historie”.

Krarup understreger i sin artikel, hvordan Ukraine har en geografi og en historie. Landet bestod af henholdsvis en vestlig- og en østlig-orienteret zone, hvor forfatningen aftalte spillereglerne, der afvejede hensynene til begge områders præferencer. Halvøen Krim og området omkring Donbass havde ikke lyst til at indordne sig under et styre med total vestlig dominans. Krarup kritiserer den vestlige drøm om at undgå at forholde sig til ”bufferzoner og geopolitisk balance”: ”Sådan en form for frihed er jo syg. Man er aldrig fri til at løbe fra både sin geografi og sin historie. Tror man det, giver man plads til løgne og forfalskninger”. Og hun fortæller, hvordan man – hvis man mener noget andet end ”det officielle billede” bliver stemplet som ”5. kolonne eller forræder eller Putins håndlanger”.

DET UNDRER MIG SÅRE, at RÆSON har offentliggjort Rasmus Jarlovs bandbulle mod Marie Krarup, for den lever ikke op til RÆSONs sædvanlige niveau. Jarlov har ikke noget argument: hans kommentar er en lang, vellystig tekst med hån, spot og udskamning af “forræderen”. Men uden et gram argumentation for at ignorere Ruslands historiske behov for en bufferzone mod vesten og stormagtens strategiske interesser for en geopolitisk balance.

Jarlov har ikke noget argument: hans kommentar er en lang vellystig tekst med hån, spot og udskamning af “forræderen”. Men uden et gram argumentation for at ignorere Ruslands historiske behov for en bufferzone mod vesten og stormagtens strategiske interesser for en geopolitisk balance
_______

 

Rasmus Jarlov oplister en række faktuelle forhold, som jeg er helt enig i:
1) Russiske styrker besatte Krim i en klassisk militær invasion og indledte et oprør i Donetsk (Østukraine).
2) Den russiske marionetpolitiker Sergey Aksyonov, fra partiet ”Russisk Enhed” afholdt en illegitim fupafstemning, som bruges til at påstå, at befolkningen på Krim ønskede at blive en del af Rusland.
3) Russerne står bag det såkaldte ’oprør’ i denne region.

Men en betydelig del af befolkningen i Østukraine ønsker tilknytning til Rusland. Det kan man som vestlig demokrat ærgre sig over. Men når så mange føler sig russiskorienterede, så gør de altså dét. Rasmus Jarlov ser Ukraine som “et europæisk land”. Jeg ser en splittet stat kløvet i et opgør mellem russisk- og europæiskorienterede befolkningsgrupper.

Rasmus Jarlov ser Ukraine som “et europæisk land”. Jeg ser en splittet stat kløvet i et opgør mellem russisk- og europæiskorienterede befolkningsgrupper
_______

 

Desværre forfalder Rasmus Jarlov til traditionel konservativ vanetænkning, når han skriver: ”Der er ikke meget forskel på Krarups udlægning af konflikten og den officielle linje fra Kreml”. Og videre: “Når man hører Krarup, lyder argumenterne mere som dem, man kender fra den kulturradikale venstrefløj, der altid har haft travlt med at forsvare Vestens modstandere” som “Sovjetunionen under den Kolde Krig”.

Ser man dét! Her tydeliggør Rasmus Jarlov den historiske “fælles forståelse” mellem fredsbevægelsen i 1980’erne og Marie Krarup fra Dansk Folkeparti.

JEG HAR med stigende undren i mit eget sind oplevet at blive mere og mere enig med Marie Krarup. Det føles lidt underligt, men som gammel fredsaktivist, så er der dele af Dansk Folkepartis position, som er ganske fornuftig. Jeg fik dog først selvtillid til at engagere mig i debatten efter i RÆSONs sommernummer at have læst den fremragende analyse af Poul Villaume “Vesten tager fejl af Rusland”.

Jeg har med stigende undren i mit eget sind oplevet at blive mere og mere enig med Marie Krarup. Det føles lidt underligt, men som gammel fredsaktivist, så er der dele af Dansk Folkepartis position, som er ganske fornuftig
_______

 

Det ærgrer mig voldsomt, at regeringen higer efter at nå NATOs tåbelige målsætning om at bruge 2 pct. af BNP på militært isenkram og agter derfor at samle et forsvarsforlig om at hælde 3-5 mia. kr. mere i det militær-industrielle kompleks.

Jeg genoplever nu alle de helt igennem tåbelige lejr-mekanismer fra Den Kolde Krig i fuldt flor. Våbenglade politikeres begejstring for at bruge penge i den militære slikbutik for nye våbensystemer. Den primitive glæde ved at udskamme politiske modstandere som forrædere. De fantasifulde skræmmebilleder af den gigantiske trussel mod Europa fra et ludfattigt Rusland med en dysfunktionel økonomi.

Jeg genoplever nu alle de helt igennem tåbelige lejr-mekanismer fra Den Kolde Krig i fuldt flor
_______

 

Det er mit folkesocialistiske ideal, at alle mennesker på jorden har ret til at leve et godt liv i et demokrati, hvis de selv ønsker det. Den demokratiske udvikling i de baltiske lande og Østeuropa er min generations største fremskridt i Europa. I Baltikum er udviklingen ønsket af flertallet og Ruslands stormagtsinteresser må vige. Men jeg har langt lettere ved at afgive Krim og Donbass til russisk dominans, fordi den ukrainske revolution stod så meget svagere i det østlige Ukraine end i vest. Jeg tilslutter mig modvilligt Danmarks bidrag til NATOs oprustning som allieret med forbehold. Hvorfor så voldsomt?

DER ER IKKE rigtige fakta om, hvad befolkningen i Østukraine egentlig vil – andet end nogle efterhånden ældre afstemninger uden synderlig demokratisk debat, fra før den såkaldte ”ukrainske revolution” (som ganske rigtigt stod stærkest i vest, men det svarer jo ikke på det spørgsmål). Situationen svarer lidt til, at jyderne helst så Hamburg som hovedstad – fordi nordtyskerne behandler dem bedre end sjællænderne. Hvad vil det betyde for Danmark som helhed? Bare for at vende det lidt på hovedet. Vi ville nok finde en fredelig løsning og nogle kompromisser.

Rasmus Jarlov skriver, at de russiske styrker skal ud af Ukraine: “Der er ingen undskyldninger for det, der er fundet sted”. Men Jarlovs fromme håb bygger på NATOs ønskedrøm. Ukraine er dybt kompliceret – og der findes ingen enkle svar. Men der er ikke udsigt til at få fredsforhandlinger i gang, så længe betingelsen er at få fremmede tropper – først og fremmest de russiske – ud af det østlige Ukraine. Det vil Putin ikke acceptere.

Det russiske folk ønsker at være indbyggere i en stormagt. Putin bygger sit magtimperium på den nationalfølelse. Uanset om Rasmus Jarlov betegner dette som “Kremls udlægning”, så har Marie Krarup bare ret i, at man ikke kan løbe fra sin historie og sin geografi. Det russiske folk har oplevet vestlige invasioner i flere hundrede år: Napoleon, Den hvide hær mod de røde efter revolutionen i 1918 og Hitler-Tysklands invasion i 1941. Selv om der er gået 76 år, så sidder truslen fra Vesten som et traume i det russiske folk. Rusland søger beskyttelse. Samtidig ønsker det russiske folk at være indbyggere i en stormagt. Rusland tabte territorium ved Sovjetunionens sammenbrud – det er blevet et nationalt traume. Jeg tænker tilbage på 1930’erne i bevidsthed om, hvad et nationalt traume kan misbruges til af Putin. Men Rusland har ikke ambitioner om global dominans eller nogen ideologi at eksportere.

Selv om der er gået 76 år, så sidder truslen fra Vest som et traume i det russiske folk. Så Rusland søger beskyttelse. Samtidig ønsker det russiske folk at være indbyggere i en stormagt
_______

 

Lars H. Nielsen (f. 1960) er medlem af SF og af partiets udvalg for Ny Økonomi og Omfordeling. Tidl. bla. aktiv i Nej til Atomvåben, Unge for fred, samt fredspolitisk sekretær i SFU og medlem af SFs fredspolitiske udvalg. ILLUSTRATION: Lars H. Nielsen [foto: Per Falkjær]
_______
Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge og gratis adgang til en række udvalgte arrangementer)