11.08.2017

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge og gratis adgang til en række udvalgte arrangementer)
_______

Hvis det liberale Venstre bliver helt knast i samarbejdet med sit ”støtteparti”, hvordan skal liberale venstrefolk så kunne stemme på partiet? Hvordan skal man kunne tro på, at viljen, kræfterne og mulighederne er til stede til at lægge en linje for et fremtidigt liberalt samfund? Hvordan kan man tro på, at partiet kan gå stærkt med i det europæiske samarbejde eller i internationale aftaler? Hvordan skal man kunne tro på, at partiet er i stand til, eller i det hele taget vil slå i bordet og sige, at nu er det nok?

Kommentar af Britta Schall Holberg

”VI ER PARAT til at lave aftaler med Fanden selv, hvis vi bare kan få Dansk Folkepartis politik igennem” blev det sagt her i august af DF`s Martin Henriksen. Hvad skal man sige, når man hører et sådant udsagn? Man bliver paf. Og man bliver flov. På demokratiets vegne. Men også på Det Liberale Venstres vegne. For det er jo Det liberale Venstre, der lader sig støtte af et parti med et sådant udsagn. Man kan ikke andet end tænke på Statsministerens udsagn om, at han ikke ville være statsminister for enhver pris.

Nu skal det jo retfærdigvis siges, at ingen kan vide, om det er Socialdemokratiets Mette Frederiksen, der i den grad byder sig til, eller det er Venstres Lars Løkke eller måske begge, der hører under den omtalte ”Fanden”. Vi kan i alle tilfælde – bare med dette ene udsagn som udgangsreplik – sige, at prisen har været meget høj. Den har givetvis også været – eller bliver – alt for høj for Det liberale Venstre, som står overfor et efterår med så mange politiske udfordringer, der skal løses med dette smukke udsagn som baggrundsmusik.

Siden 2015 har DF været behjælpelige med en nedslidning af regeringsholdet
_______

 

Siden 2015 har DF været behjælpelige med en nedslidning af regeringsholdet: Først Eva Kjær, nu Esben Lunde. Det kan jo roligt siges, at en regering, der på den måde lader sig plukke, ikke er en stærk regering. Og efteråret bliver givetvis en pinsel, for da skal der handles bl.a. om top- og bundskat og finanslov, og skal der komme noget ud af det, skal regeringen og dens liberale ministre igen sælge ud, formentlig igen på udlændingeområdet. Det er næsten ikke til at holde ud at se på.

Men det er heller ikke til at holde ud at høre på. Tonen er blevet så rå og ubehersket. Eller skal vi virkelig sige: udannet. Og da er det Liberale Venstre jo ikke et hår bedre end ”støttepartiet”. Marcus Knuth og Inger Støjberg holder sig ikke for gode til at tale et sprog, som for år tilbage ville være totalt uhørt på de bonede gulve. Om det er sådan, de gerne vil kendes, eller om det alene er for at please støttepartiet og blive hængende ved magten for enhver pris, er ikke til at sige. Men dem, der skal betale prisen, er dem, som vi i Venstre altid har hyldet med banneret: Frihed til forskellighed. Nu er forskelligheden blevet et skældsord.

Hvordan man nogensinde forestiller sig, at mennesker, bliver omtalt som nogen, der ikke hører til, skal føle interesse for at blive integreret i det danske samfund, er ubegribeligt. Det parallelsamfund, man er så angst for udvikle sig, er man selv med til at udvikle med et så afstandtagende ordvalg, som det, der ofte anvendes. Og de anden-, og trediegenerationsindvandrere, der er opvokset her, har uddannet sig her, har fået venner og måske ægtefæller og børn her…. Hvordan forestiller man sig, at de kan føle sig hjemme, hvis de slås i hartkorn med… ja, de, vi ikke vil have her?

Hvordan man nogensinde forestiller sig, at mennesker, bliver omtalt som nogen, der ikke hører til, skal føle interesse for at blive integreret i det danske samfund, er ubegribeligt
_______

 

Et Danmark for ”dem, der kan og vil,” sagde statsministeren i sin tid. Men de mennesker kan jo kun føle sig som andenrangs i den debat, der kører.

Mens flere af hendes kolleger bliver pillet ud eller ned, kan ministeren for udlændingeområdet blive siddende, selv om der bliver stillet alvorlige spørgsmålstegn ved hendes ageren i forhold til både lovgivningen og Folketinget. Dermed er det ikke alene tonarten – sprogbrugen – der skurrer i ens øren, men også forholdet til lov og ret. Og menigmand må spørge sig selv, om det virkelig kan være sådan, at al ordentlighed og respekt for lov og ret kan sættes til side, bare der er et flertal for det Men det har jo vist sig, at sådan. Gundlovens ord derom kan, viser det sig, også misbruges, hvis man er kynisk nok.

Mens flere af hendes kolleger bliver pillet ud eller ned, kan ministeren for udlændingeområdet blive siddende, selv om der bliver stillet alvorlige spørgsmålstegn ved hendes ageren i forhold til både lovgivningen og Folketinget
_______

 

En regering, der lader sig trække rundt ved næsen, forsøger at holde trit med de højredrejede tendenser, og som ikke kan komme til med sin egen liberale politik – var det ikke bedre, om man bad statsministeren stå ved, hvad han har sagt om ikke at regere for enhver pris?

Var det ikke bedre, om man bad statsministeren stå ved, hvad han har sagt om ikke at regere for enhver pris?
_______

 

Og hvis det liberale Venstre bliver helt knast i samarbejdet med sit ”støtteparti”, hvordan skal liberale venstrefolk så kunne stemme på partiet? Hvordan skal man kunne tro på, at viljen, kræfterne og mulighederne er til stede til at lægge en linje for et fremtidigt liberalt samfund? Hvordan kan man tro på, at partiet kan gå stærkt med i det europæiske samarbejde eller i internationale aftaler?

Hvordan skal man kunne tro på, at partiet er i stand til, eller i det hele taget vil slå i bordet og sige, at nu er det nok?

Og hvis det skete: Hvad får vi så? En socialdemokratisk regering, som kæler sig op ad DF og synes at lægge sig længere og længere væk fra sin gamle slagsang om ”Internationale”. Heller ikke Socialdemokratiet er jo sig selv mere. Også i det parti må der sidde mennesker, som spørger: Hvad i alverden er det, der sker med vores parti? Heller ikke i det parti skulle man synes, det er en fremtidsdrøm at bevæge sig på et niveau, som partiet i alle årene har forsøgt at komme væk fra.

Hvad får vi så? En socialdemokratisk regering, som kæler sig op ad DF
_______

 

Hele sommeren har debatten gået om eliten versus ”de andre”. Eliten, hvem den så er, er lagt for had, mens det, der ikke betegnes som elite, er det, der lefles for. Denne kunstige diskussion er udtryk for rent stemmefiskeri. Det er noget sært noget, at vi, der i Danmark fra højre til venstre har kæmpet for, at stadig flere skulle uddannes, skulle kunne yde, skulle stræbe efter det bedste, at vi pludselig skal til at prise det, der ikke er elite og tale et sprog, der er så lidt elite, som det være kan. Det er så den adfærd og det sprogbrug, vi lærer vore børn og unge!

Danmark er ved at knække over, hedder det. Det er på tide, de politiske partier gør sig klart, at de selv bærer ved dertil. Hvis kampen om magten yderligere baseres på et udsagn om, at ”vi vil indgå en aftale med selve Fanden” har den fjernet sig så langt fra det demokratiske ideal, at det bliver farligt for folkets fremtid.

Danmark er ved at knække over, hedder det. Det er på tide, de politiske partier gør sig klart, at de selv bærer ved dertil
_______

 

Britta Schall Holberg (f.1941) er lærer, godsejer, tidl. politisk redaktør (Fyens Stiftstidende), tidl. Indenrigs-, sundheds- og landbrugsminister, tidl. MF (V). Æresmedlem af Venstre. Debattør og foredragsholder. ILLUSTRATION: Pressemøde ifbm. Venstres sommergruppemøde [foto: Rene Schütze/Polfoto]

_______
Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge og gratis adgang til en række udvalgte arrangementer)