15.09.2010

EU bør går forrest i verden på klimaområdet, og Danmark bør gå forrest i EU. Men i Danmark snorksover regeringen. Spørgsmålet er hvad vi skal leve af, hvis regeringen ikke ønsker at skabe vækst via grønne investeringer.

Af Dan Jørgensen, MEP , S

EU rykker
Connie Hedegaard præsenterede i maj sit bud på, hvordan EU kunne øge ambitionsniveauet for klimapolitikken ved at reducere CO2-udledningen med 30 procent i 2020 (i forhold til 1990) frem for kun 20 procent, som indtil nu har været målsætningen.
       Den umiddelbare reaktion fra medlemslandene var ikke ligefrem positiv. Tyskland og Frankrig meldte ud, at de under ingen omstændigheder havde tænkt sig at øge reduktionsmålet midt i en finanskrise. Det var simpelthen for dyrt. Danmarks Lykke Friis fulgte trop og afviste 30 procents målsætningen, medmindre resten af verden gjorde en indsats, der var sammenlignelig.
       Det lignede altså tørre tæsk til Connies klimastrategi. Men så vente stemningen. I juli måned skete der nemlig noget overraskende. Tyskland, Frankrig og Storbritanniens miljøministre gik sammen ud med en melding om, at de tre lande nu støttede, at EU gik fra 20 til 30 procent. Argumentet var i høj grad økonomisk. Det er vores konkurrenceevne der er på spil, sagde miljøministrene. Vi har ikke råd til at holde fast i 20 procent.
       I Financial times skrev tre miljøministre et fælles indlæg. Deres hovedpointe var: Hvis vi holder os til en 20 procents reduktion, er det sandsynligt, at Europa vil tabe kapløbet om at konkurrere i en lavkarbonverden til lande som Kina, Japan eller USA, der alle forsøger at skabe et attraktivt miljø for lavkarboninvesteringer. Med andre ord; dem der reducerer deres CO2-udslip mest, er også dem der er mest konkurrencedygtige.

Jo længere vi venter – jo dyrere bliver det
Der er to gode grunde til, at det økonomisk set er en fornuftig strategi at anlægge en ambitiøs klimapolitik. For det første er det globalt set meget billigere at handle nu, frem for at vente til klimaforandringerne for alvor indtræffer. Hvorfor det?
       Det er klart, at det vil det koste os penge at lægge vores økonomier om til at blive bæredygtige. Det er en kæmpe udfordring, vi står over for. Vi bliver nødt til at begrænse vores industrier mht. den energi de forbruger, og den CO2 de udleder. Ligesom der skal investeres massivt i nye teknologi. Det er ikke gratis.
       Men at betale regningen nu er langt at foretrække frem for at vente. For jo længere vi venter, jo dyrere bliver det. Den anerkendte britiske økonom og tidligere cheføkonom i verdensbanken, Nicholas Stern, stod bag den 700 sider lange analyse af de økonomiske konsekvenser af klimaforandringerne, der udkom i 2006 under titlen: The Stern Review. Studiet, der i dag anses som banebrydende, viste, at hvis vi fortsætter som i dag uden at gøre noget for at bekæmpe klimaforandringerne, så er de økonomiske udsigter meget dystre.
       The Stern Review konkluderede, at omkostningerne ved klimaforandringerne kommer til at udgøre mellem 5 og 20 procent af verdens bruttonationalprodukt om året i fremtiden. Det skyldes blandt andet, at klimaforandringer vil forårsage mangel på vand og fødevarer mange steder i verden. Hvis vi derimod handler nu, så vil prisen på at forebygge være meget lavere, nemlig omkring 1 procent af Bruttonationalproduktet.

First mover advantage
Den anden grund til, at vi skal handle nu, er det økonomerne kalder ”first mover advantage”. Det handler om ganske enkelt om, at den første til at udvikle en teknologi eller en ide, vil have en konkurrencemæssig fordel over for de andre.
       Der er en kæmpe udvikling i gang inden for bæredygtighed, vedvarende energi og energieffektivitet i hele verden. EU-kommissionen forventer, at sektoren for bæredygtige løsninger vil vokse med 7-8 procent om året i Europa, hvilket er langt mere end de traditionelle sektorer. Der er mange penge og masser af grønne jobs i at være miljøvenlig.
       Lad os tage EU-kommissionens tal som udgangspunkt. Ifølge kommissionen var der i 2005 i Europa omkring 1,4 million grønne jobs forbundet med industrien for vedvarende energi. Det er et tal i kraftig vækst. Og det vil fortsætte med at vokse. Med en klimamålsætning om at reducere CO2- udledningen på 30 procent, kan vi skabe en vedvarende energisektor med over 3,5 millioner grønne jobs. Altså 2,5 gange så mange som der var i 2005.
       Lægger man oven i regnestykket de mindst 2 millioner jobs, vi kan skabe ved at gøre vores bygningssektor mere energieffektiv, så begynder det at ligne noget.
       Men mens vi i EU i en årrække har været førende inden for den grønne sektor, så skal vi nu skifte til et højere gear, hvis vi fortsat vil være førende og udnytte vores ”first mover advantage”. Konkurrencen er hård. Ifølge det såkaldte ”Renewable Energy Attractiveness Index” er EU ikke længere den mest attraktive region, hvad angår grønne investeringer. Det er USA og Kina. USA har som målsætning at fordoble sin produktion af vedvarende energi i 2012, mens Kina og Taiwan i dag er blevet verdens største producenter af solpaneler.

Hvor bliver Danmark af?
I store dele af det politiske etablissement og ikke mindst i erhvervslivet i USA har man set udviklingen. Obama sagde for nylig, at vi må stoppe med at anskue en ambitiøs klimapolitik som noget, der giver færre jobs. Grønne investeringer er derimod noget, der skaber jobs, var præsidentens udmeldingen. Obamas strategi er at bruge grønne investeringer til at stimulere den amerikanske økonomi og derved hjælpe landet ud af finanskrisen.
       Og med Tysklands, Frankrigs og Storbritanniens udmelding om 30 procent ser vi altså samme udvikling i EU. Jeg tror, at den nye opfattelse af klimapolitikken som positiv for jobs og vækst, kan vise sig at blive meget afgørende.
       Ønsket om en ambitiøs klimapolitik er ikke længere kun noget, der optager miljøbevægelser og venstrefløjspolitikere. Det er mainstream. Heldigvis.
Et sted går det dog lidt langsommere end så mange andre steder. Er det de forstokkede tyske kristendemokrater, er det Sarkozys fodslæbende partifæller i Paris eller er det de britiske torys, der ikke vil være med? Nej, det er såmænd Venstres folketingsgruppe i Danmark.
       Energiordfører Lars Christian Lilleholt har sagt at det vil være en “tossegod handling”, hvis EU går forrest ved at hæve reduktionsmålet til 30%.
Den holdning er ikke alene skadelig for klimaet. Den er dybt skadelig for vores økonomi. Ganske som EU skal høste fordelene af at gå forrest i verden, burde vi tage fordelene af at gå forrest i EU.
Men det ønsker regeringen ikke. Måske har den en anden plan for, hvad vi skal leve af i fremtiden. Gad vide, hvad det er. Niels Helveg Petersen sagde for nyligt, at hvis ikke vi begynder at forholde os til verden omkring os, så ender vi med at skulle leve af at danse folkedans for kineserne.
       Eller er det landbruget. Det optager trods alt “kun” 60 % af vores areal, og der produceres jo ikke mere end 25 millioner grisebasser om året i Danmark, hører man for sig vismændene i Venstres folketingsgruppe argumentere.
       Noget kunne tyde på, at min spøg desværre ikke er så sjov endda. Venstres venner i landbrugsorganisationen Fødevarer og Landbrug har netop meldt ud, at de mener man skal stoppe de planlagte havvindmølleparker og i stedet kaste penge efter energiomlægning i landbruget. De små 8 milliarder kroner, sektoren får i støtte om året af EU, er åbenbart ikke nok.