15.06.2017

Uddannelsespolitikken kan meget nemt udvikle sig til at blive et af de politiske områder, hvor en højlydt modstand fra bestemte miljøer og grupperinger vil vokse. Om føje år vil udviklingen fremprovokere en kontroversiel – men meget nødvendig – diskussion om hvorvidt opbygningen af vores uddannelsessystem overhovedet giver mening.

Kommentar af Frederik Vad Nielsen

”For the many – not the few”. Sådan lød sloganet da Jeremy Corbyn og resten af Labour sikrede sig fremgang ved det netop overståede britiske valg. Den forventede nedsmeltning udeblev. Resultatet blev at debattører og Politiken-skribenter herhjemme faldt over hinanden i lovprisning af Corbyn, og brugte anledningen til at kritisere Mette Frederiksen for ikke at tage ved lære af Labour-lederen. Eksempelvis spurgte ikke-socialdemokraten Jan Hoby retorisk i RÆSON om der findes ”(…) en ærlig dansk socialdemokrat, som vil føre klassisk socialdemokratisk velfærdspolitik, og som kunne tænke sig at gøre Corbyn kunststykket efter?”

Mange har overset det faktum, at Labour ikke blev udraderet netop fordi lederens mest aparte venstrefløjsholdninger blev udeladt i partiets manifest. Under kampagnen blev den udenrigspolitiske relativisme og betonmarxismen også pakket væk. Manifestet og kampagnen lykkedes med at forene Storbritannien i en fælles kamp for almindelige menneskers tilværelse og fremtidsmuligheder. En kernesocialdemokratisk ambition blev forløst af Labour. Alligevel giver resultatet anledning til at kritisere Socialdemokratiet. Igen-igen.

Både efterrationaliseringerne ovenpå valget i Storbritannien og den seneste tids debat om Socialdemokratiets uddannelsespolitiske prioriteringer, har endnu engang stadfæstet Socialdemokratiets position i det politiske landskab som både dybt kontroversiel og altfavnende – på en og samme tid. En folkelig opbakning af samme størrelse kan ingen af de andre partier prale af. Omvendt er der heller ingen, der med troværdighed i stemmen kan påstå, at der findes en parlamentarisk position i dansk politik, der konsekvent er genstand for så meget forargelse som Socialdemokratiets.

Hvordan kan højlydte klapsalver og skingre vredesudbrud så høre til under samme tag? Måske fordi, at forudsætningen for at man kan favne de fleste er, at man bliver en ekstra bitter pille at sluge for de få. Sådan har det altid været. Og jeg tror faktisk, at det vil komme til at accelerere i de kommende år.

Store ændringer skal foretages, hvis alle skal have en ærlig chance på fremtidens arbejdsmarked – især dem der ikke fik særligt meget forærende til at begynde med. Det vil afføde et ramaskrig fra bestemte grupper, som nok skal blive dækket flittigt af medierne.
_______

 

Uddannelsespolitikken kan meget nemt udvikle sig til at blive et af de politiske områder, hvor en højlydt modstand fra bestemte miljøer og grupperinger vil vokse. Om føje år vil udviklingen fremprovokere en kontroversiel – men meget nødvendig – diskussion om hvorvidt opbygningen af vores uddannelsessystem overhovedet giver mening. Nedbryder vores uddannelsessystem sociale skel og skaber mere lighed? Bliver vi unge klædt på med de rette kompetencer til et omskifteligt arbejdsmarked? Hvad med alle de ufaglærte voksne, som står bagerst i jobkøen? Og hvordan skal uddannelsessystemet forholde sig til en virkelighed, hvor automatiseringen løber afsted med 180 kilometer i timen? Spørgsmål som disse skal adresseres i de kommende år. Det er umuligt at forestille sig at det vil foregå i absolut stilhed.

For hvis vi skal have et uddannelsessystem, som både nedbryder den negative sociale arv, sikrer at alle får en uddannelse og sørger for at virksomhederne får den arbejdskraft, de rent faktisk har brug for, så kræver det et helt andet uddannelsessystem.

Væk med troen på, at al uddannelse skal klumpes sammen i de første mange år af vores liv. Væk med idéen om, at universitetet grundlæggende skal være indrettet på samme måde som det var for 50 år siden. Væk med den barske virkelighed som møder ufaglærte voksne, når de opdager at uddannelsessystemet ikke har mere at tilbyde dem – på trods af at de har betalt skat hele deres liv. Væk med den virkelighedsfjerne modstand mod arbejdserfaring, som en selvstændig kompetencegivende faktor.

Til gengæld skal vi generelt have kortere uddannelser af højere kvalitet. En del af lederuddannelses-industrien i den offentlige sektor skal erstattes af respekt for arbejdserfaring og praktiske resultater. AMU-systemet skal have en ordentlig saltvandsindsprøjtning og løbende kompetenceudvikling skal integreres på arbejdspladserne. Ufaglærte skal kunne opkvalificeres på dagpenge og folkeskolerne skal satse på mere undervisning i digital kodning og praktiske fag. Lønnet arbejde ved siden af uddannelsesforløbet skal vægtes højere og belønnes.

Alt det kommer til at give anledning til råb og skrig fra de mennesker, som er dybt afhængige af uddannelsessystemets nuværende opbygning. Vi har allerede fået en forsmag på hvad der venter, med den debat der har rullet som følge af Kaare Dybvads bog, ”De lærdes tyranni”. Eksempelvis har Lars Werge og Peter Lauritsen fået spalteplads til at levere en forfejlet kritik af bogen her i RÆSON. Stråmandsargumenter og overfladisk budskabsanalyse har præget diskussionen indtil videre. Påstande om, at Socialdemokratiet hader uddannelse, hader akademikere og hader mennesker i den kreative klasse har fyldt det meste. Selvom at det er forkert, kommer disse angreb kun til at fylde mere i de kommende år. Ønsket om balance i uddannelsessystemet vil blive mødt af modstand fra nogle de mennesker, som lever af den nuværende ubalance.

Kampen om uddannelsespolitikken bliver en af de vigtigste kampe for Socialdemokratiet i de kommende år. Store ændringer skal foretages, hvis alle skal have en ærlig chance på fremtidens arbejdsmarked – især dem der ikke fik særligt meget forærende til at begynde med. Det vil afføde et ramaskrig fra bestemte grupper, som nok skal blive dækket flittigt af medierne. Men partiet må stå fast. Socialdemokratiet er nemlig for de mange – ikke de få.

Frederik Vad Nielsen (f.1994) er medlem af forretningsudvalget i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, redaktør for DSU’s medlemsmagasin og politisk medarbejder i 3F Industrigruppen. Studerer arbejdslivsstudier og journalistik på Roskilde Universitet. ILLUSTRATION: Officielt pressefoto