09.06.2017

I sin debatbog bedriver MF’eren Kaare Dybvad Bek (S) manipulation forklædt som viden. Derved skjuler han, at hver eneste beslutning er truffet af hans politiske kolleger før ham.

Kronik af Lars Werge, forbundsformand DJ Medier og Kommunikation

”De lærdes tyranni ” føjer sig til en række af bøger der kritiserer, hvordan Danmark er skruet sammen socialt, geografisk og politisk. Det socialdemokratiske medlem af Folketinget, Kaare Dybvad Bek, lægger sig dermed i slipstrømmen fra forfattere som Lars Olsen, Mattias Tesfaye og Rasmus Stoklund. Han nagler sin vinkel allerede i undertitlen til bogen, hvor vi får at vide hvordan ”den kreative klasse skaber ulighed og undergraver verdens bedste samfund”. Spændingen står herefter om at finde ud af, hvem der egentlig befolker den kreative klasse. Hvem er disse mørke kræfter, der snigløber det danske demokrati og den danske model? Det afslører forfatteren på den allerførste side af kapitel 1: ”Den kreative klasse består ikke, som ordlyden måske antyder, af musikere og kunstnere. Det er snarere en betegnelse for en lang række akademikere med stillinger i centraladministrationen, i mediebranchen, på universiteterne og i konsulentbranchen. Folk, som typisk ikke vil betragte sig selv som overklasse, men snarere ”øvre middelklasse”.”

Der er tale om velstillede borgere, med lange uddannelser, der ”helt i overensstemmelse med den økonomiske overklasses traditioner, (er) bevidste om, hvilke områder der er værd at bo i, og hvilke skoler, deres børn skal gå på”. Og så er den kreative klasse i øvrigt kendetegnet ved, at ”man blot gør det, der er mest logisk eller moralsk rigtigt. […] Hvor den økonomiske overklasse accepterer sin position som magtfuld, så hævder den kreative klasse vedvarende, at den ikke har magt, men gør det nødvendige”.

Det er med andre ord alvorligt, det her. Kaare Dybvad Bek skifter ubesværet mellem at karakterisere denne gruppe som ”de lærde” og ”de kreative”, men uanset titulering har gruppen, der består af omkring 10 procent af danskerne, næsten uindskrænket magt, må vi forstå. Det er faktisk så galt, at: ”Vi er nået til et punkt i Danmarkshistorien, hvor vi ikke længere kan skræve over både de politiske ønsker fra den kreative klasse og den folkelige del af den røde blok, uden at bukserne sprækker. Et opbrud i dansk politik er umuligt at styre udenom, så længe de kreative holder fast i deres politiske kamp mod det folkelige Danmark.”

Med sin bog maner forfatteren til kamp mod de lærde og de kreative, som ”ikke regner almindelige menneskers politiske krav for rimelige”. Klassen er, må man forstå, altså ikke en del af folket.

Det er simpelt hen en virkelig vild anklage at rette mod en stor gruppe i befolkningen – at de ’ikke regner andres politiske krav for rimelige’. Ovenikøbet en gruppe, som forfatter Dybvad Bek ikke får defineret mere klart og tydeligt end i de citater, jeg har bragt ovenfor. Og lige præcis her er min største og klareste anke mod bogens præmis. Bek anvender simpelthen begreberne alt for flydende og efter eget forgodtbefindende – ”en kreativ elite” skal selvfølgelig defineres og beskrives nærmere, hvis kritikken skal finde grobund.

I Beks parti synes han at blive hyldet af fodfolket på Christiansborg, som om han var Moses på vej ned fra bjerget Sinai med stentavlerne og den hellige skrift til opklaring af en vildfaren menighed. For efter årene med Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon ser Socialdemokratiet lige nu ud til at skifte ham.
_______

 

I ”De lærdes tyranni” er gruppen beskrevet med samme præcision, som en riffelskytte rammer en målskive med et meget kortløbet, oversavet jagtgevær: Nogle få af haglene rammer plet, men rigtig mange af dem lander meget langt fra skiven. Hvor de dog stadig kan gøre stor skade og give en masse larm og ballade. Det er også tilfældet her, som det ses eksempelvis af de reaktioner, bogen er blevet modtaget med.

I Beks parti synes han at blive hyldet af fodfolket på Christiansborg, som om han var Moses på vej ned fra bjerget Sinai med stentavlerne og den hellige skrift til opklaring af en vildfaren menighed. For efter årene med Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon ser Socialdemokratiet lige nu ud til at skifte ham med en målrettethed, der i min ydmyge optik kunne fortjene en højere sag end alene at lægge afstand til partiets seneste statsministers arv og virke. Men her kan de menige MF’ere og partimedlemmer bruge Dybvad-bogen som brændstof på turen væk fra fortiden. Det kan man mene om, hvad man vil. Men politik er ikke noget te-selskab, og har man meget indflydelse og magt i én periode, må man også være forberedt på, at pendulet kan svinge meget hurtigt den anden vej. Man behøver ikke have medlidenhed med Thorning Schmidt og Corydon i den henseende. Det er vilkårene.

Er mindre uddannelse virkelig vejen frem?
Bogen lægger sig fint ind i den udvikling, som Socialdemokratiet ser ud til at gennemgå i denne tid. Hvor man, blandt andet under tydelig indflydelse fra nogle af de store og stærke LO-forbund, taler for de kortuddannede, de faglærte og de ufaglærte. I det hele taget hakker Bek til det, han kalder ”over-akademiseringen af samfundet”. og sætter grundlæggende spørgsmålstegn ved, om uddannelsesløftet i det danske samfund er af det gode. For ham er det en måde hvorpå man tager fra de fattige og giver til de rige – fordi stillinger, der før kunne besættes med faglært arbejdskraft, enten forsvinder eller bliver besat af akademisk arbejdskraft, påstår forfatteren. Med andre ord bliver konklusionen: Lad os rulle demokratiseringen af de videregående uddannelser tilbage.

Her er det fristende og nærliggende at citere en teoretiker, som Socialdemokratiet i disse år i vidt omfang hengiver sig til. I 2014 skrev den franske økonom Thomas Piketty i sin bog ”Kapitalen i det 21. århundrede” netop (s. 312 i den danske oversættelse, 2014): ”Med andre ord har demokratiseringen af uddannelsessystemet ikke udjævnet uligheden i uddannelsesniveau og således heller ikke lønuligheden. Men hvis denne demokratisering ikke havde fundet sted – sådan at efterkommerne af dem, der for et århundrede siden afsluttede deres uddannelse med folkeskolens 7. klasse (omkring tre fjerdedele af en generation på det tidspunkt), stadig kun havde dette uddannelsesniveau – ville arbejdsuligheden og ikke mindst lønuligheden utvivlsomt være steget voldsomt.”

Og der er i hvert fald ting, der tyder på, at visse dele af arbejdslivet vil forandre sig meget grundlæggende, eller helt forsvinde. I sin bog ”Robotterne kommer” (dansk udgave i 2016) beskriver Martin Ford, hvordan den amerikanske befolkning i perioden 1998-2013 voksede med 40 millioner indbyggere. Værdien af varer og tjenesteydelser voksede i perioden med 42 procent. Antallet af arbejdstimer på det amerikanske arbejdsmarked var til gengæld identisk: 194 milliarder timer i 1998, 194 milliarder arbejdstimer i 2013.

Jeg synes ikke, disse to citater indikerer, at vi vinder noget som samfund ved at ændre de politiske mål om mere og bedre uddannelse. Tværtimod: At insistere på at vi som samfund skal bevare kontrollen over robotisering, digitalisering og videnspring, styrer vi. Alternativet er, at det er os, der bliver styret.

Nej, akademikere uddannes ikke til ledighed
Kaare Dybvad Bek, der selv er universitetsuddannet (cand. scient. i geografi), lægger så også op til nogle meget store forandringer i de visioner og mål, som politikken skal opfylde. Det betyder eksempelvis, at han vil lukke ¼ af studiepladserne på landets universiteter. Hvilket i min udregning vil have som konsekvens, at hvor der i 2015 blev optaget 51.946 på de danske universiteter (27.112 bachelor-studerende, og 24.834 kandidatstuderende), skal dette tal skæres til 38.960 studerende (fra ”Tal om danske universiteter” december 2015).

Beskæftigelse og ledighed er et tema, som Bek beskæftiger sig ganske meget med: Han mener at kunne påvise, at ledigheden er op til 6 gange højere for de akademiske faggrupper end for de kortuddannede, de faglærte og de ufaglærte. Det har jeg forsøgt at finde belæg for. I den seneste måling, med tallene fra marts måned, viser Akademikernes A-kasse en ledighedsprocent på 3,6. Magistrene har 6,3 procent, og økonomerne (CA) har 4,5 procent. 3F’s a-kasse har ledighed på 6,9, HK på 4,5 procent, og Byggefagenes a-kasse rammer 6,5 procent.

Der er med andre ord ikke umiddelbart belæg for Dybvad Beks tese om, at de lange, akademiske uddannelser fører til højere ledighed. Hele bogen igennem anfører han kilder til sine oplysninger. Men så er det bare, at jeg undrer mig over, at nogle af de allerhårdeste påstande er uden kildeangivelse. For eksempel på side 171: ”Det frustrerer den kreative klasse, at det folkelige Danmark forstår politik på en anden måde end dem selv. I nogle tilfælde fører det til hovedrysten, men man hører også tit, at den brede befolkning skulle være dårligt begavet”. Eller på side 95, i en gennemgang af modsætningerne mellem læren fra Richard Florida’s bog ”Den kreative klasse”, og så ”det folkelige Danmark”: ”På den anden side (finder vi) de kreative, der tror på et samfund med en kreativ overklasse og en servicejob-underklasse, og som mener, at arbejdsmarkedet ikke skal reguleres”.

Det er nogle fuldstændig crazy påstande at levere udokumenteret. Der er tale om en dæmonisering, som fortæller en beskæmmende historie om et parti, der ønsker regeringsmagten – vel at mærke for at regere hele Danmark, må vi tro.
_______

 

Det er nogle fuldstændig crazy påstande at levere udokumenteret. Der er tale om en dæmonisering, som fortæller en beskæmmende historie om et parti, der ønsker regeringsmagten – vel at mærke for at regere hele Danmark, må vi tro.

For det passer naturligvis ikke, at ”den kreative klasse” (som Dybvad Bek kun meget løseligt definerer) har de holdninger. Det passer muligvis, at enkeltpersoner har disse holdninger. Men gruppen er ikke homogen. Og den er ikke et politisk parti.

Enhver af de beslutninger, der fører til et øget udbud af akademiske uddannelser, er jo politisk begrundet. De er vedtaget én for én af et flertal i Folketinget, og de har skiftende koalitioner bag sig. Så Kaare Dybvad Bek: Rigtig meget af den udvikling, du græmmes og væmmes ved, er resultatet af politiske armlægninger – de er ikke resultatet af en forbrødring i ly af mørket blandt højtuddannede akademikere, forsamlet under det blege lys i logens helligste rum foran en statue af Richard Florida, iført deres begsorte munkekutter og messende ”det folkelige Danmark skal gå under!”

Hvad har Socialdemokratiet imod universitetsuddannelse?
Er ”De lærdes tyranni” så andet end en salmebog for de rettroende? En vejviser for dem, der som forfatteren synes, at Danmark skal vindes tilbage, og tilstandene skal føres tilbage til de lykkelige 1990ere, hvor solen altid skinnede i Vipperød, mens landbetjenten gik sin runde og rørte med sin plastikkam i kaffen, når han havde pause?

Ja, det synes jeg faktisk. For selvfølgelig er der al mulig grund til at diskutere antallet af friskoler i Danmark. Og hvordan man bringer folkeskolen (tilbage?) i rollen som den store, fællesskabsfremmende faktor i det danske samfund. Der er – som Dybvad Beks partifælle, Mattias Tesfaye, allerede gjorde i bogen ”Kloge Hænder” fra 2013 – behov for at påpege, hvordan respekten for det faglærte arbejde siver ud gennem folkeskolens manglende prioritering af fag som sløjd og håndarbejde. Og det er fuldstændig rimeligt, at vore politikere diskuterer, om uddannelsessystemet har den rette sammensætning. Er der jobs til dem, der bliver uddannet, inden for det, de uddannes til?

Her kunne jeg trække en erfaring fra mit eget liv frem. Min søn og svigerdatter læser begge på Copenhagen Business School, og når de står overfor at skulle vælge kandidat-retning, er de ganske på bar bund – for vil de med denne eller denne retning lande der, hvor de tror, de kan gøre bedst fyldest? Det værste er, at i den modsatte ende oplever de et erhvervsliv (det private erhvervsliv, Kaare Dybvad Bek!) der er lige så forvirret. For hvad kan dimittenderne fra de enkelte, nyopfundne kandidatuddannelser egentlig i forhold til det, som den enkelte virksomhed har behov for?

Med andre ord: Selvfølgelig skal man have et kritisk øje på sammenhængen. Naturligvis opfinder man ikke det varme barbervand eller krudtet hvert eneste år, og det er fuldstændig indlysende, at der selvfølgelig skal rykkes i nogle prioriteringer fra tid til anden.
Det skal der blandt andet, fordi arbejdsmarkedet forandrer sig. Det gør Dybvad Bek sig ganske mange fine betragtninger om; -og det siger jeg, selv om jeg kan se nogle meget graverende misforståelser hos ham i hans beskrivelse af det, der kaldes det atypiske arbejdsmarked for vikarer, korttidsansatte, freelancere etc.

Jeg synes bestemt også, at enhver politiker må gøre sig overvejelser om forholdet mellem produktions-Danmark og videns-Danmark. Om relationen mellem hovedstad og store provinsbyer – og så resten af Danmark.

Men idet jeg også anerkender, at Bek har en pointe i forhold til, at den sociale arv tegner et tydeligt mønster af gentagelse, når det gælder uddannelse (hvilket Lars Olsen har gjort i flere af sine værker gennem årene) så bliver jeg forstemt, når hans løsning er at lukke for ”de lærdes” uddannelser. Det samme argument har jeg kunne aflæse på de sociale medier, hvor en række af Beks apologeter i Socialdemokratiet har taget ham i forsvar. Der tales om at prioritere, og der er i partiets øjne tilsyneladende tale om en kamp om fordelingen af midler.

Her siger jeg: Der er to lag i denne diskussion.

Det ene lag handler om, at den sociale arv må brydes. Men jeg tvivler på, at ”overklassens børn” vil søge universiteterne i mindre grad, hvis Dybvad Bek får magt, som han har agt. Dermed vil den sociale skævvridning kun vokse, og det er således ikke vejen at gå. Man må skrue på andre håndtag.

Det andet lag handler om ressourcer i det hele taget. Det er klart, at uddannelsesmidler ikke tages fra et bundløst kar, hvad universiteterne og de højere læreanstalter allerede har lært på den hårde måde gennem nedskæringer, dimensioneringsbeslutninger og stramning af SU i de seneste år. Men hvordan kan det være, at oppositionens største parti accepterer præmissen om, at der ikke er flere penge til uddannelse? Dette område bør for en offensiv og viljestærk politiker ikke være et nulsumsspil, men det er den fornemmelse, Kaare Dybvad Bek og hans partikammerater efterlader hos læseren.

”De lærdes tyranni” er en bog, der rummer en meget stor forkærlighed for det, der var engang. Den rummer også en meget stor vrede mod udvalgte, ikke nærmere definerede, samfundsgrupper. Den kan godt læses som et regeringslystent partis ønske om at udskamme de medborgere, der har de længste uddannelser og de højeste indtægter. Det er en vred bog fra Vestsjælland. Og det er ærgerligt.

Lars Werge (f. 1966). Uddannet journalist 1996 (svarende til en professionsbachelor). Werge er søn af en elektriker og en bankassistent – ingen i familiens historie har taget en universitetsuddannelse. ILLUSTRATION: Officielt portrætfoto fra DJ [Flemming Leitorp]