06.06.2017

I sin nye bog påstår Kaare Dybvad Bek at have fundet det ’folk’, eliten har glemt (og som DF har husket). Men han glemmer, at folket ikke har ét syn på verden – og at ingen holdning kan siges at være den mest ’ægte’ eller ’folkelige’.

Kommentar af Peter Lauritsen

Blandt politikere og kommentatorer er det en udbredt forestilling, at der i Danmark findes en gruppe mennesker, som besidder særlige indsigter. Man må forstå, at der er tale om en gruppe, der har haft svært ved at komme til orde, og dens holdninger er ikke blevet respekteret. Ofte betegner man denne gruppe ”folket”, ”befolkningen” eller ”den almindelige dansker”, men det underlige er, at selvom mange taler varmt om gruppen, så er den ualmindeligt svær at lokalisere. Med jævne mellemrum foreslår et kvikt hoved, at man skal kigge ”i skurvognen” eller ”ude ved kakkelbordene”, og for ikke så længe siden hævdede en politiker, at gruppen kunne træffes i en ”LokalBrugs i Jylland.”

Nu er der imidlertid kommet et nyt bud. For når man læser Kaare Dybvad Beks nye bog, forstår man, at folket befinder sig i Vipperød. Dybvad, der er medlem af Folketinget for Socialdemokratiet, taler om ”det folkelige Danmark” og begiver sig tilbage til sin barndoms egn for netop at indfange et folkeligt perspektiv på det samfund og den verden, vi lever i. Han taler med venner og tidligere klassekammerater og har let ved at identificere sig med dem.

Ifølge Dybvad er det stort set kun Dansk Folkeparti, der har formået at finde folket og forstå dets ønsker – og så løber de med stemmerne. Derfor må andre (røde) partier få hænderne af lommen og droppe den underkendelse af det folkelige, som de i stigende grad lider af. Det er netop påstanden om underkendelsen af folket, der løber som den røde tråd gennem bogen. Der sættes ikke tilstrækkelig pris på det folkelige og det liv, der leves i f.eks. Vipperød. Og det understøttes ikke politisk.

Dybvad sporer arrogancen til den fejldiagnose, man stillede i nullerne, hvor man troede, at informationssamfundet ville medføre et produktionsfrit Danmark. Vi skulle leve af service og overlade det hårde arbejde til andre. Dermed blev ’ånden’ sat over ’hånden’, hvilket konkret viste sig i store satsninger på akademisk uddannelse og en beundring for den akademiske tænkning, der efterhånden har bredt sig ud over det ganske land. Ifølge Dybvad findes den i dag i centraladministrationen, på universiteterne, i konsulenthusene og i medierne. Det er kort sagt ikke borgerne i Vipperød (eller mere generelt folket), der bestemmer i Danmark. Her i landet hersker den akademiske ånd.

Én ting er at lytte til interessante stemmer rundt omkring i landet og overveje, hvordan man kan imødekomme dem politisk. Noget andet er at tro, at der findes et særligt folkeligt Danmark, som tyranniseres af en akademisk elite. Men netop det er bogens pointe.
_______

 

Der findes i disse iagttagelser gode oplæg til diskussion. Hvordan kan vi undgå, at nogen føler sig kørt over og hægtet af? Hvordan kan vi skabe bedre forbindelse mellem by og land? Og hvordan sikrer vi, at folk ikke bare føler sig talt til, men også talt med? Desværre når Dybvad kun at rejse disse spørgsmål, før kæden hopper af, og bogen forvandler sig fra at være en debatskabende samfundsdiagnose til et flammende, men tyndt anklageskrift.

For én ting er at lytte til interessante stemmer rundt omkring i landet og overveje, hvordan man kan imødekomme dem politisk. Noget andet er at tro, at der findes et særligt folkeligt Danmark, som tyranniseres af en akademisk elite. Men netop det er bogens pointe.

Dermed overser Dybvad, at folket nødvendigvis må være os alle, og folk er som bekendt forskellige. I hvert fald er det svært at se, hvorfor de er mere folkelige på benzintanken i Vipperød, end de er på it-virksomheden i Aalborg eller på universitetet i København. Hver kan de have deres synspunkter på livet, men at hævde, at det ene er mere ægte eller mere folkeligt end det andet, giver ikke ret megen mening.

Den slags overvejelser begiver Dybvad sig imidlertid ikke ud i. For ham er det folkelige den gode side af Danmark; en side som til stadighed undertrykkes af den kreative klasse og af de lærde. Hvem det mere præcist er forbliver desværre uklart. Det nærmeste, vi kommer, er, at det er et sammenrend af akademikere, som man kan klandre for stort set enhver ulykke. Det er akademikere, der usolidarisk hytter deres eget skind. Det er akademikere, der arrogant undlader at vise respekt for det folkelige. Det er akademikere og deres tankegang, der står bag den fejslagne kommunalreform og skandalen i Skat. Det er i det hele taget akademikere, ”der undergraver verdens bedste samfund.” Læseren kan næsten kun drage den konklusion, at hvis man er lærd eller kreativ, så er man født med tyranens gen.

Læseren kan næsten kun drage den konklusion, at hvis man er lærd eller kreativ, så er man født med tyranens gen […] Hvis det er den danske folkelighed, han har fundet, må man desværre konstatere, at det ikke er en folkelighed, der kan rumme de lærde og den kreative klasse. De er i Dybvads bog ikke en del af folket.
_______

 

Dybvads bog har berettiget vakt en del opsigt, og nogen har fremført, at den udelukkende skal læses som et oplæg til en uddannelsespolitisk prioriteringsdiskussion. Jeg mener, at denne læsning er alt for snæver. Bogens titel er jo ikke ”Omfordeling af midler i uddannelsessektoren”, men den noget mere anklagende ”De lærdes tyranni. Hvordan den kreative klasse skaber ulighed og undergraver verdens bedste samfund.” Ved så tydeligt at udpege en skyldig føjer bogen sig sømløst til en trist politisk trend: En ret upræcis gruppe (som f.eks. eliten, kultureliten eller de utopiske humanister) kritiseres for at ignorere folkets ønsker og krav. Til gengæld hævder anklageren netop at besidde denne lydhørhed. Det er ham, der er på folkets side. Men det spørgsmål, man bør stille, er, om folket (i ental) overhovedet findes og om det kan lade sig gøre at tage patent på den folkelige stemme? Kaare Dybvad prøver, han har ledt i Vipperød, og han er kommet hjem med interessante historier. Men hvis det er den danske folkelighed, han har fundet, må man desværre konstatere, at det ikke er en folkelighed, der kan rumme de lærde og den kreative klasse. De er i Dybvads bog ikke en del af folket.

Hvorfor Dybvad føler trang til denne fordømmelse, må stå hen i det uvisse. Imidlertid ligger det lige for at læse bogen som endnu et skridt i den socialdemokratiske bestræbelse på at komme tættere på Dansk Folkeparti. På centrale områder som f.eks. udlændingepolitikken er det i dag svært at kende forskel på de to partier, og med Dybvads bog ser det også ud til, at Socialdemokratiet har løst abonnement til den analysemodel, som ellers har været Dansk Folkepartis varemærke: Det er folket mod eliten, og folket har altid ret. Hos Dybvad bruges denne konflikt til at legitimere et politisk ønske om at flytte midler fra akademiske til ikke-akademiske uddannelser. Men selvom det er en alvorlig diskussion, er det langt fra usædvanligt at debattere, hvordan man omfordeler midler (når man nu ikke vil gøre kagen større). Og den slags diskussioner må det være muligt at føre uden at grave grøfter og diskvalificere det arbejde og den værdi, som små og store grupper tilfører fællesskabet.

Peter Lauritsen (f.1969) er professor i informationsvidenskab ved Aarhus Universitet.

ILLUSTRATION: Mette Frederiksen til Folketingets afslutningsdebat (foto: Jens Dresling)