24.05.2017

STOR ANALYSE: Præsident Hassan Rouhani fejede al modstand af banen i en jordskredssejr ved det iranske præsidentvalg i sidste uge. Den konservative hardliner-kandidat, Ebrahim Raisi, måtte se sig slået, og de iranske vælgere blåstemplede dermed den siddende regerings forsøg på at etablere et tættere forhold til Vesten. Men i en ustabil region, og med en fjendtlig regering i Washington, går iranerne en usikker fremtid i møde.

Analyse af Asbjørn Bang

Flere end 40 millioner iranere fandt i sidste uge til stemmeurnerne og gav deres mening til kende ved det vigtige præsidentvalg, som afholdes hvert fjerde år. Valgstederne kunne først lukke flere timer efter planen, da folk fortsat stod i kø for at komme til at stemme sent tirsdag aften. Den høje valgdeltagelse har formentlig været med til at sikre præsident Rouhanis genvalg og et imponerende resultat på 57 % af stemmerne.

Rouhani løb af med sejren i et kandidatfelt bestående af fire kandidater, som alle havde opnået godkendelse fra det magtfulde Vogternes Råd. Mens det iranske system er sikret mod egentlige outsider-kandidater og systemkritikere, udfyldte Rouhani rollen som den mest moderate, mest reformvenlige kandidat. Den konservative Raisi var på den anden side regimets og den indflydelsesrige Revolutionsgardes foretrukne valg. Skønt Raisi sent i valgkampen så ud til at kunne true Rouhanis reformagenda, kom vælgerne i sidste ende den siddende præsident til undsætning og sikrede ham en overbevisende valgsejr.

To af valgkampens centrale stridspunkter har været den iranske økonomi og forholdet til Vesten. I løbet af Rouhanis første regeringsperiode lykkedes det at forhandle en aftale på plads om landets kontroversielle atomprogram, den såkaldte Joint Comprehensive Plan of Action (JCPOA). Aftalen med de permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd samt Tyskland løftede en række økonomiske sanktioner og banede vejen for en genetablering af iranske handelsrelationer med omverdenen. Iran skal til gengæld give det Internationale Atomagenturs (IAEA) eksperter adgang til at monitorere landets nukleare faciliteter, og må samtidig skære ned på berigelsen af uran.

Økonomien har altafgørende betydning
Rouhanis genvalg betyder, at man fortsat vil forsøge at bevæge sig væk fra den protektionistiske “modstandsøkonomi” som prægede sanktionsperioden. Ambitionen, og den største udfordring, er nu i stedet at få Iran genintegreret i verdensøkonomien og at opnå adgang til de globale finansmarkeder. Rouhanis seneste periode som præsident har vist, at dette ikke bliver nogen nem opgave. Knap halvandet år er gået, siden implementeringen af JCPOA-aftalen. Alligevel føler mange iranere, at det er gået alt for langsomt med at indfri Rouhanis valgløfter fra 2013 om en sundere, stærkere økonomi.

På den positive side er det lykkedes at bringe inflationsraten ned til etcifrede tal. Under den forhenværende Ahmadinejad-regering nåede man helt op omkring 45 % og Rouhani overtog i 2013 en nationaløkonomi i laser. Desuden har man, efter ophævelsen af sanktionerne, kunnet sikre pæne vækstrater og øget eksport, dog primært drevet af olieindustrien. På den diplomatiske scene har iranerne oven på atomaftalen kunnet trække flere stik hjem. I OPEC er det for eksempel lykkedes at sikre en olie-produktionskvote svarende til niveauet før sanktionsregimet.

Det er til gengæld ikke lykkedes at få de store europæiske banker til at genoptage forretninger med Iran. Adskillige europæiske banker fik så at sige brændt nallerne under sanktionsregimet og måtte betale enorme bøder til de amerikanske myndigheder, for at have omgået sanktionerne. Siden har man ikke ønsket at rykke tilbage på det iranske marked. Det er derfor stadig en stor udfordring, og forbundet med en vis risiko, at investere og drive forretning i Iran.

Store forhindringer venter forude
En anden vigtig ambition for Rouhani-regeringen har været at få Iran fjernet fra det mellemstatslige Financial Action Task Forces (FATF) såkaldt sorte liste. Iran og Nordkorea optræder som de eneste lande på listen, hvilket indebærer såkaldte modforanstaltninger, for eksempel i form af krav om øget due diligence, når udenlandske aktører ønsker at handle med iranske firmaer.

Det militære establishment insisterer på fortsat at teste ballistiske missiler med høj rækkevidde. Iranerne betegner missilprogrammet som en defensiv foranstaltning og en garanti mod udenlandsk aggression.
_______

 

Revolutionsgarden ser de igangværende forhandlinger som en fælde og en glidebane, som potentielt vil kunne underminere Gardens position både indenrigs- og udenrigspolitisk. FATF’s krav om gennemsigtighed og dets retningslinjer mod hvidvask og terrorfinansiering kan nemlig tids nok munde ud i en diskussion af Revolutionsgardens brug af proxy-enheder som Hezbollah i Libanon, Hashd al-Shaabi i Irak eller National Defence Force i Syrien. Fra officiel iransk side er støtten til disse grupperinger fuldkommen legitim og udgør et helt centralt område i den iranske sikkerhedspolitiske tænkning – et område, som ikke er til forhandling. Selvom Rouhani nu får lov at fortsætte som præsident, er det altså tvivlsomt, hvorvidt man fra iransk side vil have held til, eller vilje til, at efterleve de internationale krav og dermed gøre det lettere at gøre forretninger med de største globale økonomier.

Den strategiske olie- og gassektor har brug for betydelige investeringer udefra, for på sigt at kunne opretholde konkurrenceevnen internationalt. Derfor har man med en ny kontraktmodel forsøgt at tiltrække udenlandske investorer blandt de store multinationale olieselskaber. Udenlandsk indblanding i iranske forhold er samtidig dybt kontroversiel. Rouhanis regering må derfor træde varsomt i sine bestræbelser på at polstre økonomien gennem udenlandsk investering. Samtidig er man opmærksom på, at den centrale sektor hverken bør eller kan spille en så dominerende rolle i nationaløkonomien fremadrettet. I den kommende præsidentperiode har Rouhani derfor en anden vigtig opgave med hensyn til at diversificere den iranske økonomi, så man på længere sigt bliver mindre afhængig af indtægter fra olie, gas og petrokemi.

Det militære establishment insisterer på fortsat at teste ballistiske missiler med høj rækkevidde. Iranerne betegner missilprogrammet som en defensiv foranstaltning og en garanti mod udenlandsk aggression. I Israel opfattes det derimod som en eksistentiel trussel og programmet er forbundet med en række internationale sanktioner, som ikke er omfattet af JCPOA-aftalen. Missil-sanktionerne er på den måde en meget konkret forhindring for tættere handelsforbindelser til USA og ligesindede stater.

Valgkampen blotlagde vigtige skillelinjer
Selve valgkampen var langt fra den farce, man måske ville forvente i en autokratisk stat med regime-godkendte kandidater. Rouhani lagde sig under valgkampen ud med en af de største magtfaktorer i landet, Revolutionsgarden, og rettede særdeles skarpe angreb mod sin konservative modkandidat, Raisi. Raisi var i 1980’erne, under krigen med Irak, med til at orkestrere retsforfølgelsen og henrettelsen af regimets politiske modstandere fra især venstrefløjen. Dette faktum blev fremhævet af Rouhani under en af valgkampens intense tv-debatter.

Valget af Rouhani, og ikke mindst fravalget af Raisi, er nemlig blandt andet udtryk for et håb om, at menneskerettigheder vil blive respekteret og at politiske fanger på sigt vil kunne blive løsladt. Flere af reformbevægelsens centrale skikkelser sidder fortsat i husarrest. Desuden er de nationale medier underlagt streng kontrol og censur, og store dele af den politiske opposition er enten fængslet, eller har måttet forlade landet.

Især blandt de unge er der desuden forhåbninger om, at man med Rouhani ved roret gradvist vil kunne bevæge sig mod en liberalisering af den stadig meget strenge kontrol af det offentlige rum. Sidst men ikke mindst kan man håbe, at et ofte overset politikområde, miljøforholdene, vil blive prioriteret yderligere. Bæredygtige initiativer er ofte blevet syltet, blandt andet på vandområdet, som er truet af alvorlige strukturelle udfordringer. Mens miljøområdet, i hvert fald retorisk, er blevet prioriteret under Rouhanis første regeringsperiode, er der stadig hårdt brug for en målrettet indsats og ny grøn teknologi for at rette op på den alvorlige situation.

Især blandt de unge er der desuden forhåbninger om, at man med Rouhani ved roret gradvist vil kunne bevæge sig mod en liberalisering af den stadig meget strenge kontrol af det offentlige rum.
_______

 

Selvom Rouhani i løbet af de seneste fire år har haft svært ved at levere på disse områder, står en mand som Raisi for en markant anderledes linje, og repræsenterer en religiøs, konservativ ideologi, som er meget svær at forsone med den unge befolknings ønsker. Rouhani har derfor i valgkampen kunnet mobilisere mange af de sekulært orienterede unge.

Raisi er ofte blevet nævnt som en mulig kandidat til posten som Øverste Leder. Den 77-årige ayatollah Khamenei bestrider som bekendt posten på livstid, men er efter sigende svækket af prostatakræft. I sin rolle som chef for den ekstremt rige og indflydelsesrige religiøse velgørenhedsorganisation, Astan-e Qods-e Razavi, har Raisi under alle omstændigheder forbindelserne i orden. Det er dog endnu for tidligt at vurdere, i hvor høj grad valgnederlaget kan have svækket hans position i den henseende.

Irans plads i det regionale magtspil
Som leder af den efterhånden veletablerede “modstandsakse”, som også tæller regeringerne i Baghdad og Damaskus, samt Hezbollah-bevægelsen i Libanon, er Iran blandt de allervigtigste aktører i det regionale magtspil. Iran er frem for alt dybt involveret i flere af regionens igangværende militære konflikter.

I Syrien går tingene den rigtige vej og fra et iransk perspektiv er en strategisk sejr nu inden for rækkevidde. Som følge af kamptræthed, og i kølvandet på forhandlingerne i Astana, er der lagt låg på flere af de vigtigste fronter mellem al-Assad-regeringen og den væbnede opposition. Både regeringsstyrkerne og det amerikansk-støttede Syrian Democratic Forces (SDF) har nu indledt et kapløb mod Raqqa og Deir ez-Zor, Islamisk Stats sidste bastioner i landet. Man er således langsomt ved at nå et punkt, hvor fredsforhandlinger vil kunne føre til en egentlig løsning på konflikten. En løsning, som vel at mærke bevarer Bashar al-Assad og hans iransk-støttede regering ved magten. Det er tilmed lykkedes at bevare en fornuftig relation til Erdogans Tyrkiet og i Astana forhandler man nu med nogle af de aktører, som er mest desperate for at få lukket den syriske konflikt. Det vil sige, russerne, tyrkerne, dele af den tyrkisk-støttede opposition, samt naturligvis den syriske regering.

En helt central problemstilling bliver imidlertid spørgsmålet om de kurdisk-dominerede nordlige områder, som har etableret et føderalt system uden for Damaskus’ kontrol. Her er det i høj grad iranerne, som står i vejen for en forhandlet løsning. På sigt kunne en realistisk fredsløsning nemlig indebære en forfatningsændring mod en mere føderal struktur, og dermed øget selvbestemmelse til Syriens minoritetsgrupper. Iran, der selv udgør et kludetæppe af etniske minoriteter, har ingen interesse i at belønne kurdernes oprør mod status quo i Syrien.

I Syrien går tingene den rigtige vej og fra et iransk perspektiv er en strategisk sejr nu inden for rækkevidde […] En helt central problemstilling bliver imidlertid spørgsmålet om de kurdisk-dominerede nordlige områder, som har etableret et føderalt system uden for Damaskus’ kontrol. Her er det i høj grad iranerne, som står i vejen for en forhandlet løsning.
_______

 

Fjorten år efter den amerikansk-ledede invasion af Irak er situationen i landet forsat yderst ustabil. Den shia-dominerede centralregering i Baghdad har længe været under iransk indflydelse. Med støtte fra de berygtede shia-militser og kurdiske peshmerga-styrker, foruden den internationale anti-IS koalition, er den irakiske hær nu for alvor ved at knække Islamisk Stat. Iransk-støttede militser kan snart være på vej over grænsen fra Irak til Syrien. Dermed vil man for alvor have etableret en Teheran-Baghdad-Damaskus-akse, som fører direkte til Hezbollah i Libanon.

Irans regionale rival, Saudi-Arabien, har til gengæld ikke haft held til at afslutte konflikten i Yemen, hvor Houthi-bevægelsen, som indirekte støttes af iranerne, fortsat er en magtfaktor. Det skaber naturligvis uro på den anden side af Golfen, at magtbalancen er ved at rykke sig så markant i Irans favør.

Rouhani og hans regering har ikke nogen nævneværdig indflydelse på disse militærstrategiske anliggender, som ligger inden for Revolutionsgardens og den Øverste Leders politiske kompetenceområde. Men de regionale konflikter og magtkampe er naturligvis helt centrale for så vidt angår amerikanernes vurdering af situationen.

Kan atomaftalen overleve Trump?
I Washington er opgaven nu at inddæmme Iran, samt at rette op på de strategiske fejlberegninger, man begik i både Irak og Afghanistan. Begge steder er Irans indflydelse steget betragteligt og de kortsigtede amerikanske strategier har blot styrket Irans position som regional stormagt.

Donald Trump kritiserede under den amerikanske valgkamp JCPOA-aftalen i skarpe vendinger. I løbet af de første fire måneder i det Hvide Hus har man imidlertid ikke for alvor lagt en endelig kurs for forholdet til Iran. I hvert fald ikke offentligt. Det står på den anden side klart, at rådgiverstaben omkring Trump, heriblandt svigersønnen Jared Kushner, gennemgående er enormt kritisk over for Iran. Trump-regeringen og republikanerne i Kongressen vil med andre ord ikke som sådan prioritere at bevare atomaftalen, der betragtes som politisk arvegods fra Obama-regeringen. Tværtimod skal Irans regionale indflydelse begrænses yderligere, hvilket man ikke har formået med underskrivelsen af JCPOA.

Man er formentlig dybt bekymret over Irans ageren, både i Golfen, hvor Iran med jævne mellemrum udfordrer USA’s tilstedeværelse, og i den øvrige region. Mens JCPOA-aftalen adresserede den mest alvorlige sikkerhedstrussel, og forhindrede at Iran blev en atommagt, er det straks sværere at dæmme op for Irans regionale, militære indflydelse. Irans “venner” i regionen truer både amerikanske, israelske og saudiske interesser og forsvarsminister James ‘Mad Dog’ Mattis har flere gange angrebet Irans støtte til “terrorbevægelser”. Denne forbindelse mellem Iran og terrorstøtte, som også er central i FATF-forhandlingerne, har potentiale til at blive et sikkerhedspolitisk mantra for Irans kritikere.

At Trump har valgt at besøge Saudi-Arabien og Israel, iranernes største rivaler, på sin allerførste udlandsrejse, må også betragtes som en indikator for så vidt angår den amerikanske regerings intentioner i forhold til Iran. Man forsøger tilsyneladende at mobilisere en række af de øvrige lande i regionen i en fælles front mod “ekstremisme” og “terror”. Denne retorik er sandsynligvis et led i en mere langsigtet strategi, som skal flytte magtbalancen og sørge for at Iran inddæmmes militært. Paradokset er selvfølgelig, at mange af regionens sunni-islamiske terrorgrupper, som Islamisk Stat og Al-Qaeda, ofte har forbindelser til netop Saudi-Arabien.

På hjemmefronten befinder Trumps regering sig midt i et heftigt politisk stormvejr. Ord som magtmisbrug og rigsretssag pryder dagligt overskrifterne i de toneangivende amerikanske medier. Selvom Trumps politiske skæbne i den nærmeste fremtid forbliver uafklaret, vil en amerikansk regering under vicepræsident Mike Pence formentlig ikke ændre kurs i forhold til Iran. Atomaftalen er generelt upopulær i det republikanske establishment. Ifølge den neo-konservative amerikanske analyse har aftalen nærmest været en gave til iranerne, som nu får nye indtægter, som kan bruges på at projicere iransk magt i regionen.

Det bør også nævnes, at underskriverne af JCPOA ikke har de samme interesser i at opretholde aftalen. Tyskland har eksempelvis gjort en stor indsats for at genetablere de økonomiske forbindelser, mens også Rusland har sikret sig lukrative kontrakter, blandt andet på olieområdet. Amerikanerne har ikke nær så meget at tabe, hvis man vælger at trække sig fra atomaftalen. Men det vil formentlig ikke ske med de øvrige aftalepartneres gode vilje.

I løbet af de første fire måneder i det Hvide Hus har man imidlertid ikke for alvor lagt en endelig kurs for forholdet til Iran. I hvert fald ikke offentligt […] At Trump har valgt at besøge Saudi-Arabien og Israel, iranernes største rivaler, på sin allerførste udlandsrejse, må også betragtes som en indikator for så vidt angår den amerikanske regerings intentioner i forhold til Iran.
_______

 

Den populære insider skal samle nationen
Skønt Rouhani nu to gange har vundet sig præsidentembedet på en moderat, reformvenlig dagsorden, er han en vaskeægte insider. Han har i mange år været en del af inderkredsen omkring den øverste leder, Khamenei, ligesom han var det under ayatollah Khomeini. Han har haft tunge stillinger både i militæret og i diplomatiet, blandt andet som forhandler på det nukleare område.

Men de mange unge, kvinder og iranere med etnisk minoritetsbaggrund, som menes at have sat deres kryds ved Rouhani, har ikke stemt på insideren. De har stemt på den kandidat, som forhåbentlig kan tilbageerobre Irans plads i det gode, internationale selskab. De har stemt på en kandidat, som lover at levere håndgribelige økonomiske resultater. Og endelig har de stemt på en kandidat, som signalerer en mere pragmatisk linje og som i sin retorik prioriterer menneskerettigheder og frihedsidealer.

Som mange iagttagere vil bemærke, illustrerer det iranske præsidentvalg naturligvis også skellet mellem landets store, unge befolkning og det aldrende religiøse establishment, som udgør magteliten. Disse forskelle blev trukket skarpt op for otte år siden, ved det kontroversielle valg af Mahmoud Ahmadinejad ved præsidentvalget i 2009.

De titusinder, som gik på gaden i protest, blev dengang mødt med vold og undertrykkelse fra sikkerhedsstyrkerne. I lyset af de politiske omvæltninger, og blodige konflikter, som senere skyllede ind over regionen i det såkaldte Arabiske Forår, vil det i dag blive svært at samle momentum til en lignende protestbevægelse. Den Øverste Leder, ayatollah Khamenei, havde inden dette års valgkamp rådet Ahmadinejad til ikke at stille op igen. Da han i sidste ende alligevel meldte sit kandidatur, fik han ikke den nødvendige godkendelse af Vogternes Råd. Den politiske elite har formentlig ikke haft nogen interesse i at opstille en så kontroversiel kandidat, og dermed risikere politisk uro, eller sågar en ny folkelig opstand. Man har i stedet brug for at samle nationen.

Selvom Rouhani med sine kritiske udtalelser udfordrer centrale dele af det iranske regime, spiller han en meget vigtig rolle fremadrettet. Derfor er man også villig til at acceptere hans stikpiller til det politiske establishment.

Valget af Rouhani er først og fremmest vigtigt for økonomien og for opretholdelsen af JCPOA-aftalen. På disse områder vil man fra iransk side fortsat gå Vesten i møde. På de udenrigspolitiske linjer ser det anderledes ud. Her er præsidentens indflydelse ikke stor nok til at styre uden om de uundgåelige konflikter med amerikanske, israelske og saudiske interesser. Rouhani vil blive ved at møde alvorlige udfordringer, både internt fra den politiske elite og eksternt fra den Islamiske Republiks traditionelle fjender. Alligevel står det nu klart, at den iranske vælgerskare fortsat har tillid til hans reformvenlige kurs og at flertallet ønsker forsoning med Vesten.

ILLUSTRATION: Hassan Rouhani (Nazanin Tabatabaee Yazdi/Polaris)

Asbjørn Bang (f. 1991) har en kandidatgrad i antropologi fra Københavns Universitet med speciale i iranske studier. Han har både studeret og arbejdet i Teheran, senest i forbindelse med et praktikophold ved den danske ambassade. Asbjørn beskæftiger sig primært med Mellemøstens politiske og samfundsmæssige forhold og fortsætter i efteråret 2017 sine studier ved King’s College London.