23.05.2017

Historien det seneste halve århundrede er temmelig entydig, at lande som har gennemført markedsorienterede reformer – og har fastholdt disse – har klaret sig langt bedre end lande, hvor man har satset på direkte eller indirekte statslig ejerskab og styring af produktionsapparatet.

KOMMENTAR af Niels Westy, cand.polit. og udlandskommentator

”Den bolivariske revolution har i over et årti formået at løfte millioner af venezuelanere ud af fattigdom og givet dem adgang til uddannelse, sundhed og billige boliger” – Udtalelse fra Enhedslistens Latinamerikagruppe, marts 2015

Latinamerika har siden 1960’erne haft en særlig plads hos venstrefløjen. Først var det Castro og Che Guevara i Cuba, siden blev det Allende i Chile. I 1980’erne Sandinisterne i Nicaragua og sidst ”Det 21. århundredes socialisme” og Hugo Chavez. Og godt nok er begejstringen kølnet blandt den mere moderate del af venstrefløjen, men de revolutionsromantiske forestillinger lever dog fortsat på dele af venstrefløjen, som det indledende citat fra Enhedslistens Latinamerikagruppe viser. Citatet stammer fra en udtalelse, man udsendte i anledning af, at regeringen i Venezuela påstod at have afværget et kupforsøg i februar 2015. Et tidspunkt hvor landets økonomiske sammenbrud ellers burde have stået klart for selv de mest håbefulde på venstrefløjen, og hvor regimet for længst havde demonstreret sin manglende vilje til at overholde de mest simple demokratiske spilleregler.

Begge forhold, som for en del af os stod klart ganske kort tid efter, at Hugo Chavez blev valgt til præsident i 1998. Allerede inden for få år var man godt i gang med at nedbryde magtens tredeling, mens ytringsfriheden begyndte at komme under pres. For en del på venstrefløjen – og en stor del af den venezuelanske befolkning – var dette tilsyneladende underordnet, for samtidig øgede man kraftigt det offentlige forbrug, mens man iværksatte det ene initiativ efter det andet. Man oprettede kooperativer, lavede jordreformer, iværksatte kampagner mod analfabetisme, importerede cubanske lærere og oprettede sundhedsklinikker, som man betalte med olie. Alt sammen sød musik i ørerne på idealistiske revolutionsromantikere fyldt med indignation over verdens uretfærdighed og ulighed.

Alt dette var alene muligt på grund af olieprisernes himmelflugt i nullerne. Men selv med historisk høje oliepriser var hverken fattigdomsreduktion eller den økonomiske vækst imponerende. Faktisk tværtimod.
_______

 

Alt dette var alene muligt på grund af olieprisernes himmelflugt i nullerne. Men selv med historisk høje oliepriser var hverken fattigdomsreduktion eller den økonomiske vækst imponerende. Faktisk tværtimod. Det er helt korrekt, at Venezuelas økonomi voksede, mens fattigdommen faldt. At alfabetiseringsgraden steg (om end den var høj i forvejen), mens fattige mennesker fik bedre adgang til lægebehandling. Men sammenligner man med udviklingen i andre lande i regionen, var de opnåede resultater langt fra imponerende. Og allerede efter 2010 vendte udviklingen – altså flere år før olieprisernes dramatiske fald. Faktisk var Venezuelas økonomiske vækst fra Chavez blev valgt i 1998 og frem til hans død i 2013 allerede blandt Latinamerikas laveste, ligesom andre lande oplevede langt større reduktion i fattigdommen.

Det afholdt dog ikke Pelle Dragsted fra at fremhæve de sociale resultater, man havde opnået i Venezuela under Hugo Chavez, da vi mødtes i en debat i Deadline om aftenen den 5. marts 2013 i anledning af Hugo Chavez død. Ret skal være ret. Pelle Dragsted havde et år før taget klart afstand fra de mere autoritære sider af Chavez’ styre samt den udprægede persondyrkelse. Men han priste alligevel de sociale fremskridt og den økonomiske vækst. Direkte adspurgt afviste han, at de opnåede resultater dels ikke var prangende og dels alene havde været mulige på grund af de høje oliepriser.

Det sidste er naturligvis ikke mindst interessant, fordi ”standardforklaringen” fra de, der fortsat forsvarer regimet i Venezuela – og jo, de findes, ikke mindst i Enhedslisten – i dag fremhæver netop faldet i oliepriserne som en væsentlig grund til de seneste års udvikling. Det gælder også Pelle Dragsteds kollega, Christian Juhl, da han og jeg deltog i en debat i Deadline for nylig, i anledning af de nuværende uroligheder i Venezuela. Nu var faldet i olieprisen pludselig meget vigtig.

Ligesom Dragsted fire år tidligere, lagde Christian Juhl stor vægt på de sociale fremskridt og på at valgene i Venezuela jo havde været demokratiske. Samtidig var det ham magtpåliggende at understrege, at der var voldelige elementer blandt oppositionen. Og hvis han er enig med partiets egen Latinamerikagruppe, så er oppositionen da også en flok kontrarevolutionære banditter. Som en af Latinamerikagruppens medlemmer, Julie Wetterslev, skrev i en debat på Facebook: ”Den ekstremt voldelige opposition i Venezuela, som er finansieret af kilder udefra og som har til formål at afmontere og sabotere enhver demokratisk eller socialt orienteret proces i landet.”

Men hvem er denne voldelige opposition? De to mest fremtrædende repræsentanter er nok Henrique Capriles fra partiet ”Primero Justicia”, Primero Justiciader var oppositionens kandidat ved de to seneste præsidentvalg. Regimet har for nylig afgjort, at Capriles ikke må stille op til valg de næste 15 år, angiveligt på grund af uregelmæssigheder i hans embedsførelse som guvernør i delstaten Miranda. Hvis denne afgørelse fastholdes, vil han være forhindret i at stille op til præsidentvalget i 2018.

Han er dog bedre stillet end en anden af oppositionens ledende figurer, Leopoldo López, fra partiet ”Voluntad Popular”, som i 2015 blev idømt 13 år og 9 mdr. fængsel for sin rolle i de store protestdemonstrationer, som fandt sted i 2014. Han er dømt for – og hold nu fast – at opfordre til vold ved “subliminale budskaber”, dvs. budskaber som man ikke kan lægge bevidst mærke til.

Både ”Primero Justicia” og ”Voluntad Popular” er for øvrigt medlem af Socialistisk Internationale, i lighed med Socialdemokratiet herhjemme.

Skyldes Venezuela’s sammenbrud, at man ikke er gået langt nok?
Ifølge Hans Ålborg, også fra Enhedslistens Latinamerikagruppe, skyldes den katastrofale situation i Venezuela, at man ikke er gået langt nok, eller som han udtalte til Weekendavisen for et par uger siden: ”Det har skadet økonomien at lave en blandingsøkonomi. Han [Hugo Chavez] burde have lavet en rent socialistisk økonomi” og at ”Demokratiet er blevet udvidet under Chavez og Maduro med en masse inddragende basisdemokrati”.

Det er Andreas Bülow fra ”Hands of Venezuela”, også medlem af Enhedslisten, meget enig i. I et blogindlæg under overskriften ”Venezuelas krise; er det socialismen der har slået fejl?”, afviser han blankt, at den økonomiske krise kan tilskrives forsøget på at indføre socialisme. Ifølge Bülow skyldes det, at man aldrig har taget et egentligt opgør med den privatejede del af økonomien. Godt nok foretog Chávez ”en række progressive tiltag og nationaliserede enkelte betydelige virksomheder som Banco de Venezuela, stålvalseværftet Sidor, telekæden CANTV, m.fl.”, som han udtrykker det, men (desværre) gik man ikke langt nok. I stedet for at forsøge at ”regulere kapitalismen”, skulle man have afskaffet den ifølge Bülow. Med andre ord må man gå ud fra, at han mener, at man burde have gjort som i Cuba. Man kan så mene, at det er noget af et paradoks, givet Cubas mildt sagt miserable udvikling de seneste små 60 år. Men jeg medgiver, at i en marxistisk forståelse af verden og økonomi giver det formentlig mening.

Privat ejerskab og markedskonforme løsninger, som anerkender hvordan markedet virker, har hele tiden måttet vige for statsligt ejerskab og planøkonomiske løsninger. Resultatet er som forventet en økonomi, der er brudt fuldstændigt sammen.
_______

 

Markedsreformer er vejen frem – også for Venezuela
Som økonom vurderer man normalt graden af socialisme som graden af statslig ejerskab og kontrol af produktionsapparatet. Målt på den skala er der ingen tvivl om, at den førte politik de seneste små 20 år har været temmelig venstreorienteret, for at sige det mildt. Privat ejerskab og markedskonforme løsninger, som anerkender hvordan markedet virker, har hele tiden måttet vige for statsligt ejerskab og planøkonomiske løsninger. Resultatet er som forventet en økonomi, der er brudt fuldstændigt sammen.

Det er naturligvis ikke første gang, vi oplever dette i Latinamerika. Det var det samme resultat, man så ved det socialistiske eksperiment i Chile, som også endte i økonomisk sammenbrud og hyperinflation. Vi må så håbe på, at udgangen på krisen i Venezuela ikke bliver et 17 år langt diktatur, der især i de første år var meget brutalt og kostede tusindvis livet, mens mange flere blev udsat for tortur.

Til gengæld er der ingen tvivl om, at hvis Venezuela skal have stoppet den historisk enorme nedtur, man har været igennem de seneste næsten 40 år – og som finder sin foreløbige kulmination i disse år – så er eneste mulighed, at man skeler til de økonomiske reformer, der gennemførtes under Pinochet i 1970’erne og 1980’erne. Historien det seneste halve århundrede er temmelig entydig, at lande som har gennemført markedsorienterede reformer – og har fastholdt disse – har klaret sig langt bedre end lande, hvor man har satset på direkte eller indirekte statslig ejerskab og styring af produktionsapparatet.

ILLUSTRATION: Demonstranter i Caracas, 18. maj 2017 (AP Photo/Fernando Llano)