23.03.2017

Hvad er fremtiden for Europa, vesten og verden? Vi spørger forfatterne til RÆSONs nye bog, ITU – denne gang Troels Heeger.

Bestil ITU – EUROPA, VESTEN OG VERDEN EFTER BREXIT, TRUMP OG 10 ÅRS KRISER her: 299 kr. inkl. porto og ekspedition

Er du abonnent på RÆSON, på vores nye blad Rejser i Danmark eller har du købt en bog i RÆSONs Netbutik indenfor det sidste år er prisen blot 199 kr. Dette tilbud gælder naturligvis også, hvis du tegner et abonnement eller køber en anden bog nu.

Interview af Max Secher Quorning

RÆSON: Udover strammere udlændingepolitik, hvad kendetegner så Alternative für Deutchland?

Det er måske noget, som AfD ikke selv er nået frem til endnu. Der er mange forskellige, mærkelige småsager, for der er nogle fløje, som er abortmodstandere og nogle fløje, der taler heftigt imod feministisk teori. De kommer med en meget konservativ, traditionel familiepolitik. Det er EU-kritisk i forhold til, at man ikke vil lade sig regere fra Bruxelles, men når det kommer til store, grundlæggende politikområder som socialpolitikkens udformning og hvordan omfordelingen skal ske, er der mange forskellige bud internt i partiet.

Partiet har primært flygtninge- og indvandrerpolitik og en form for højreorienteret identitetspolitik, som de forsøger at vinde frem med til forbundsdagsvalget. På en konference sidste år vedtog man et partiprogram, men internt er der hverken strid eller enighed om det. Der er forskellige positioner alt efter, hvor man befinder sig i Tyskland, ligesom der er med mange andre tyske partier. I øst har man en meget mere arbejderbaseret kritik af Merkel, som handler om, hvad flygtninge betyder for østtyske arbejdervælgere i fattige regioner. I vest har man på den anden side en fløj, der forsøger at udvikle AfD til et alternativ til CDU; mere autentisk og nationalkonservativt. Partiet er stadig ved at forme sig selv.

RÆSON: Hvilken specifik ændring vil ske, hvis AfD passerer spærregrænsen på 5% af stemmerne til forbundsdagsvalget til september?

På den ene side vil politisk kultur i Tyskland ændres grundlæggende. Hvis man kigger tilbage på tysk partipolitik siden 1945, har der været ufatteligt få partier repræsenteret i Forbundsdagen. I mange år havde CDU nærmest absolut flertal ved de fleste forbundsdagsvalg. Så har man haft Socialdemokraterne og de Liberale i FDP, i 1980’erne kom De Grønne som et resultat af freds- og protestbevægelser. Allerede dengang malede mange i CDU fanden på væggen, da De Grønne kom ind, fordi man mente, de var vilde hippier, som ikke var i stand til at agere efter parlamentariske spilleregler.

Det har vist sig, at De Grønne er blevet et borgerligt parti, fordi de er rykket mod midten. Det er blevet et parti, som fungerer efter demokratiske spilleregler. Efter Murens fald fik man i nullerne en fusion mellem det tidligere østtyske socialistparti, SID, som blev til PDS, og nogle vesttyske fagforeningsmedlemmer, der var utilfredse med Socialdemokraternes socialpolitik, som blev til partiet Die Linke, der er kommet ind efter Murens fald. De fem partier har man vænnet sig til som værende repræsenteret i Forbundsdagen, men der har aldrig været et succesfuldt parti til højre for CDU. Berlinerrepublikken blev grundlagt efter Murens fald som et forsøg på at forhindre, at der nogensinde skulle komme en revolution fra højre igen, så det ligger dybt i den tyske forfatning, som netop er kendt for sin formulering om militant demokrati, at staten må tage et håndfast opgør med partier, der forsøger at omstyrte den frie og demokratiske grundorden. Der er politisk, kulturel og historisk baggrund for, at det vil være noget nyt, hvis der kommer et parti til højre for CDU i Forbundsdagen.

Den anden ting er, at der vil ske et parlamentarisk opbrud, hvis AfD kommer ind, fordi det vil rykke gevaldigt ved de traditionelle magtbalancer i tysk politik. Tyskerne har, med baggrund i historiske erfaringer med Weimarrepublikken og Hitlers magtovertagelse, en indgroet skepsis overfor mindretalsregeringer. De bliver anset for at være ustabile og måske i virkeligheden udemokratiske, og det er vi ikke er vant til i Danmark, hvor man skal kunne samarbejde på tværs over midten. Der er det klart, at afhængigt af om AfD kommer ind, kan det rykke på grundlæggende alliancer i tysk partipolitik, der de seneste år har været opbygget omkring den store koalition, altså alliancen mellem Socialdemokraterne og CDU.

Her er det naturligvis interessant at følge fremgangen for Socialdemokraterne, der efter kåringen af Martin Schulz som kanslerkandidat har fået strålende meningsmålinger i omegnen af 30 pct. Flere målinger har endda givet SPD et forspring til Merkels CDU. Schulz’ kometfart har bragt fornyet entusiasme og kampånd ind i socialdemokraterne, der ellers næsten virkede som om, de havde slået sig til tåls med en permanent rolle som juniorpartner i en Merkel-ledet regering. Som en afgørende sideeffekt appellerer Schulz til både Linke og AfD-vælgere. Derfor er AfD også gået tilbage og måtte i marts tage til takke med opbakning fra blot af 8 pct. i flere meningsmålinger.

I øjeblikket er det særdeles spændende at følge Schulz-effekten, som dog kan vise sig at være kortvarig. Meget peger dog på, at Schulz og Merkel kan holde fast i den store koalition, men som vi har set i løbet af det seneste år, skal man passe på med at være alt for sikker på meningsmålinger. Hvis AfD kommer ind og både æder stemmer fra SPD, CDU og Die Linke, så kan det tvinge de traditionelle partier ud i alliancer, som de hverken har lyst til eller tradition for. Der er allerede nu spekulationer om, hvorvidt Socialdemokraterne måske skal søge alliance med De Grønne og Die Linke, som de i mange år har været aldeles uvillige overfor på forbundspolitisk plan. Det skyldes, at Die Linke har en radikal udenrigspolitik med radikalt syn på EU og NATO. Der kan partierne ikke mødes. Socialdemokraterne og Die Linke har fortid som rivaler, som medfører et grundlæggende had til hinanden. Noget andet er delstatspolitik, hvor de godt kan finde ud af at samarbejde. De etablerede partier vil sandsynligvis bruge en svensk løsning, som indebærer at holde AfD helt ude af forhandlinger.

Hvis etablerede partier tror, at de kan udskamme AfD, så vil man ende med de problemer, som man oplever i Sverige
_______

 

RÆSON: Hvorfor tager Merkels udlændingepolitiske stramninger ikke luften ud af AfD’s vælgertilslutning?

Det forsøger man at besvare i alle europæiske lande, hvor højrenationale partier går frem, selvom de traditionelle partier forsøger at løbe efter dem. Man ser det historisk i Østrig og Danmark. Tyskland har den fordel, at man ikke har haft nogen højrepopulistiske partier, som er gået frem i mange år, men nu har Merkels CDU og de andre etablerede partier muligheden for at lægge sig fast på en strategi. Skal man forsøge at imødekomme eller forsøge at lægge afstand?

Merkel er begyndt at imødekomme det. I første omgang har hun udliciteret stramninger til sine ministre, mens hun udadtil har holdt sig for god. Måske fordi hun har haft en europæisk opgave i forhold til at overbevise andre lande om, at de skulle tage imod nogle flygtninge. Hvorvidt Merkel og CDU kan vende trenden inden forbundsdagsvalget, er et åbent spørgsmål, som også afhænger af mange andre ting.

RÆSON: Vil det være nok at holde AfD udenfor på forbundsniveau, hvis tyskerne virkelig er ved at åbne øjnene for den pragmatik, som AfD repræsenterer?

Jeg tror, at man har at gøre med et parti, som er kommet for at blive og som, på trods af signalforvirrende udmeldinger og manglende kontrol med facetterne i partiprogrammet, er udslag af en reel, alvorlig bekymring. Hvis etablerede partier tror, at de kan udskamme partiet, så vil man ende med de problemer, som man oplever i Sverige, hvor man ser et opbrud i de borgerliges forhold til Sverigedemokraterne. Så bliver det et spørgsmål om, hvem, der blinker først og begynder at samarbejde med AfD. Men jeg forventer ingen koalition mellem CDU og AfD de næste mange år.

RÆSON: Hvordan tror du, at AfD’s ledelse vil styre kontroversielle soloudmeldinger, når noget tyder på, at udmeldingerne fremmer partiets dagsorden?

Det er helt afgørende for Alternative für Deutschland at de får bilagt deres interne stridigheder, der bunder i en magtkamp mellem Frauke Petry på den ene side og hendes medformand Jörg Meuthen, der sidder i Baden-Württemberg. Petrys forhold til partiets Grand Old Man, den tidligere CDU-politiker Alexander Gauland, er også en kilde til uroligheder i ledelsen af partiet. Magtkampene forhindrer, at partiet fokuserer på at lægge en troværdig linje inden forbundsdagsvalget i september. Samtidig har de skingre og bevidst grænsesøgende ytringer fra enkelte brushoveder i partiet været med at skræmme potentielle CDU-overløbere bort.

Men det er også en del af partiets strategi. Man vedtog i december, at man skulle provokere. Man skulle provokere med udmeldinger, og så kunne man blive tvunget til at trække dem tilbage, men så havde man sat dagsordenen. På den ene side er der en bevidst brug af det, men på den anden side er der helt klart behov for et opgør med de vildeste soloudmeldinger om konspirationsteorier, der også trives blandt medlemmer af partiet. Partiet blev stiftet i 2013 som et akademiker eller økonomparti, der teknisk kritiserede Eurokrisen og Tysklands hjælpepakker til Grækenland, så blev partiet forvandlet til et islamkritisk parti, og fordi der ikke har været et sådant parti, så tiltrækker det klart karriereryttere og andre typer med antisemitisme og raceteorier. Partiet har en opgave med at få styr på de typer og måske vippe de værste ud på samme måde, som Pia Kjærsgaard tog et opgør med landsbytosserne i Dansk Folkeparti. Hvis det ikke sker, så risikerer partiet at gå i sig selv. Det tror jeg, at partiledelsen er klar over, men også at man ikke skal provokere anstændige, borgerlige vælgere, som gerne vil stemme på AfD, fordi man anser CDU for at være gået alt for langt mod midten og blevet en tom version af Socialdemokraterne. Den vælgergruppe skal man forsøge at forene med skuffede Die Linke-vælgere i øst.

RÆSON: Hvad er forskellen på AfD og Republikanerne, som ikke havde succes med at forankre sig?

Republikanerne var et gammelmandsparti med klar fascination og nostalgisk længsel efter gammeltyske værdier, men Republikanerne kom på et tidspunkt, hvor Tyskland havde en anden rolle i verden. I dag har AfD den fordel, at vi befinder os i et kriseramt Europa, og naturligvis er det også flygtningekrisen, der virkelig har givet partiet medvind. Så de har helt forskellige udgangspunkter. Forbundsrepublikken var neutralt pakket ind mellem Rusland og USA i den Kolde Krig, som betød, at man ikke forventede at Tyskland skulle spille en stor udenrigspolitiske rolle i verden. Tyskland var et velfungerende økonomisk samfund, og det handlede om at sikre stabiliteten. Stabiliteten er ikke noget, der i dag skal sikres. Det skal generobres i Tyskland, og det mener AfD, at de kan gøre. Ved at vende tilbage til nationalstaten kan Tyskland generobre den økonomiske stabilitet og kulturelle homogenitet, som forbundsrepublikken i højere grad end Tyskland i dag havde. Derudover er Tyskland i dag afgørende for EU, og Merkel er udset til at holde sammen på samarbejdet, og det betyder en helt anden angrebsflade for AfD, end Republikanerne i sin tid havde.

Tysklands ansvar for Europa ligger dybt indlejret i den politiske elite og regering, som mener, at man handler ud fra europæiske interesser. Problemet er, at egne interesser ikke er identiske med europæiske.
_______

 

RÆSON: Hvordan opfatter du Merkels opgave i dag?

Det er en paradoksal opgave. Kul- og Stålunionen var en alliance mellem Frankrig som politisk magt og Tyskland som økonomisk magt. I takt med Eurokrisen har Tyskland fået den politiske magt i kraft af, at man havde den økonomiske magt. Man skal ikke forstå det sådan, at man er jubellykkelige over at have ansvaret for EU. Man var i mange år tilfreds med at være ”det store Schweiz”. Økonomien fungerede udmærket, og man kunne eksportere til omkringliggende lande i kraft af EU’s fordele. Med Eurokrisen skal tyskerne pludselig betale tilbage. Tyskland har haft fordele ved EU i mange år, og Trump sagde også for nyligt, at EU var blevet en motor for Tysklands økonomiske interesser, og det er et syn på Tysklands rolle i EU, som deles med den sydeuropæiske venstrefløj. Man forestiller sig, at tysk økonomisk politik sker i overensstemmelse med europæiske interesser, men man har underkendt, at nogle lande har lidt under Tysklands eksportoverskud.

Tysklands ansvar for Europa ligger dybt indlejret i den politiske elite og regering, som mener, at man handler ud fra europæiske interesser. Problemet er, at man ikke er i stand til at abstrahere fra, at egne interesser ikke er identiske med europæiske. Man skal ikke have ondt af tyskerne, for Tyskland har profiteret på det indre marked på alle mulige måder. Nu skal man omstille sig, og det kræver et opgør med traditionel tysk økonomisk politik, hvor der findes principper for stabilitet og ordoliberalisme [en tysk variant af liberalismen mellem socialliberalisme og neoliberalisme, red.], som man har stirret sig blind på. Pointen er, at der har været en skævhed i det europæiske syn på Tyskland, som man har været langsom til at vænne sig til. Samtidig har Merkels spontane beslutning om at åbne grænserne for syriske flygtninge i Ungarn udløst flygtningekrisen, og der kommer et opgør mellem det afgørende tyske princip om stabilitet og den voldsomme flygtningestrøm. Det giver et rodet billede af, hvad der foregår i Berlin, både set udefra men også i Tyskland. Derfor ser AfD deres snit til at præsentere sig som den bedste garant for stabilitet og nationalstatens fortsatte overlevelse.

RÆSON: Mangler Merkel en koalition bag sig i international politik for at leve op til en form for lederskab af den frie verden?

Ja. Kissinger sagde, at Tyskland var for stort til Europa, men for lille til verden. Stærkere er Tyskland heller ikke, og de har stor interesse i et stærkt Frankrig. Tyskland er ikke stærkere end Europa. De har afgørende interesse i, at Frankrig og sydeuropæiske lande kommer på fode. Når det gælder liberale værdier, er tanken om Merkel som leder af den frie verden overdrevet. På en måde er det hysterisk, for vi ved ikke, hvad der vil ske i USA. Men et USA der trækker sig fra Europa med nedskaleret transatlantisk samarbejde, efterlader Merkel i en ubehagelig situation med Rusland og økonomiske udfordringer, som EU står overfor. Selvom det akutte måske er overstået, så er der stadig markante strukturelle problemer med samarbejdet, og det bliver ikke bedre uden briterne. En ting er økonomi, en anden er lederskab, for det kræver et opgør med den tyske selvforståelse. Sikkerhedspolitisk kunne man under forbundsrepublikken udlicitere til USA, men hvis man ikke kan forlade sig på Washington længere, så må Tyskland træde i karakter.

Merkel har signaleret, at man vil hæve militærbudgettet, som Trump har ønsket det. To procent af BNP skal bruges på forsvaret, og det har man sat i gang, men i den tyske befolkning er der et kæmpe problem med, at man ikke har indstillet sig på, at traditionelle alliancer er i opbrud, så man har modvilje overfor, at Tyskland skal være en stærk magt. Man vil ikke se Tyskland begynde at stille soldater ved grænsen og sende kamptropper til Polen, men der er strategiske langsigtede overvejelser, som Tyskland skal i gang med i den nye verdensorden. Det udgør en udfordring for den tyske elite i forhold til at overbevise befolkningen om, at det kan lade sig gøre. Det kan AfD slå ned på. Man har forsøgt at gå i dialog med brødrene i øst og Moskva siden Brandt i 60’erne, og det har været tilgangen til Rusland. Det er ved at ændre sig, fordi geopolitikken vender tilbage, og til det spørger AfD: Hvorfor skal vi pludselig lægge os ud med russerne, og hvad betyder det for os?

Hvad angår orientering efter nationalstaten og lokale interesser står AfD i grundlæggende konflikt med øvrige partier, undtagen Die Linke, fordi man er imod udlicitering af selvbestemmelse til NATO og EU. Mange tyskere tænker sådan, for der er stor splittelse i tilgangen til Rusland, som også rækker ind i Socialdemokratiet. Det er vigtigt at anerkende AfD som legitim politisk partner. Ikke at man skal acceptere alle skøre udsagn, men man er nødt til at forstå, at en del af befolkningen ikke føler sig repræsenteret af de etablerede partier.

ILLUSTRATION: Angela Merkel taler på sikkerhedskonferencen i München (foto: Tobias Kleinschmidt)