17.03.2017

En ændring af en populistisk opinion omkring indvandring, flygtninge og migranter er betinget af, at centrum-højre ledere i både det offentlige og det private melder sig ind i debatten og med handlinger viser andre pragmatiske veje end de, der angives af det yderste venstre og højre.

Kommentar af Lars Arne Christensen

Det blev et godt valg i Holland for den europæiske sag og de gennemtænkte løsninger. Der er i den hollandske valgkamp blevet debatteret imod Geert Wilders anti-islamistiske frihedsparti, der er blevet debatteret imod Brexit og imod Trump.

Folket har stemt og har i helt overvejende grad stemt på pro-europæiske centrum-højre partier. Selvom det traditionelt i Holland vil tage måneder at danne en koalitionsregering så er een ting sikkert: Geert Wilders’ populister i Frihedspartiet har ikke fået den ventede jordskredssejr og er mod forventning ikke nødvendigvis en del af en regeringsdannelse.

I den henseende har Erdogans ønske om at fremme sin egen valgkamp midt i den hollandske og den tyske valgkamp spillet en interessant rolle som bagvæg for centrum-højre regeringerne i såvel Holland som Tyskland. For de har nemlig meget kontant afvist dette ønske.

De hollandske og tyske centrum-højre regeringers håndtering af Erdogan er en af tre centrum-højre tænkninger omkring indvandring, flygtninge og migranter. Vi skal dels have begrænset den ustrukturerede indvandring, vi skal have integreret de nye borgere med uddannelse og arbejde, men vi skal også sikre vores samfund mod værdiskred.

Jeg indlæser en klar realpolitisk og ideologisk værdimæssig afstandtagen i såvel Holland som Tyskland til den ide om Tyrkiet, som Erdogan ønsker at fremtvinge. En ide om et Tyrkiet, som står i skarp modsætning til de europæiske værdier om demokrati, ytringsfrihed, retssikkerhed og religionsfrihed.

Vi har i Europa længe været udfordret på det, vi selv kalder vores værdier. Men hverken vores meget venstreorienterede sympatiske tolerance eller meget højreorienterede usympatiske intolerance, har været i stand til at formulere og mobilisere virknings- og værdifulde modsvar til denne udfordring.
_______

 

Vi har i Europa længe været udfordret på det, vi selv kalder vores værdier. Men hverken vores meget venstreorienterede sympatiske tolerance eller meget højreorienterede usympatiske intolerance, har været i stand til at formulere og mobilisere virknings- og værdifulde modsvar til denne udfordring.

Men de hollandske og tyske centrum-højre regeringers håndtering i ugens løb viser en vej frem for regeringerne. Jeg ser den politiske centrum-højre mobilisering i de hollandske og tyske regeringer, imod den tyrkiske udfordring, som et kontant forsvar af europæiske værdier. Vi anlægger en linie, som er rimelig, pragmatisk, realpolitisk gennemførbar, og hverken særligt sympatisk eller usympatisk, men blot fornuftig og i overensstemmelse med vores love og de værdier, der ikke nødvendigvis står i nogen love.

”Nej, I skal ikke komme her i vores suveræne nation med jeres politiske repræsentanter for jeres suveræne nation og bruge vores ytringsfrihed til at agitere for en begrænsning af friheden for jeres borgere.”

Det er klart, at det har givet vælgermæssige points til den liberale hollandske premierminister Rutte, at Erdogan er blevet møgsur. En forlængelse af denne linie senere på året kan formentligt også genvælge den konservative kansler Angela Merkel. For når vi afviser en stærkt ophidset Erdogan, som vil misbruge vores ytringsfrihed til at begrænse sine egne borgere, så ligger det også lige for at afvise Gert Wilders’ Frihedsparti, Alternative für Deutschland og Marine Le Pens Front Nationale. Partier, som alle vil give nogle borgere mere frihed på bekostning af andre borgeres religionsfrihed. Populistiske partier, som alle faktaresistent fastholder at indvandring, flygtninge og migranter er det største problem i EU.

Men nu er det ikke hver uge at centrum-højre er så heldig at have en stærkt ophidset Erdogan til at sætte trumf på en valgkampagne. Derfor er en ændring af en populistisk opinion omkring indvandring, flygtninge og migranter også betinget af, at centrum-højre ledere i både det offentlige og det private melder sig ind i debatten og med handlinger viser andre pragmatiske veje end de, der angives af det yderste venstre og højre.

I Danmark har vi senest set, at både offentlige institutioner som politi og læreanstalter begynder at udfylde en vigtig debatterende rolle i et pragmatisk centrum-højre forsvar af den klassiske europæiske idehistorie, hvor en tydelig adskillelse af såvel tro og viden som kirke og stat har været centrale begreber siden oplysningstiden. Vi ser derfor centrum-højre synspunkter fra rektorer, som ikke nødvendigvis mener, at vi skal have religiøse reflektionsrum og tildækkede kvinder på vores læreanstalter for den højere videnskab. Vi ser også debatter med offentlige ledere om, at det nok ikke er helt hensigtsmæssigt at offentligt ansatte med religiøse argumenter kan fritage sig selv fra at give hånd til borgere, der betaler deres løn.

På europæisk niveau så vi i denne uge at EU-domstolen forholdt sig til to private belgiske og franske virksomheders sag om muslimske kvinders ret til at bære tørklæde. Ud fra en centrum-højre synsvinkel vil vi sige, at privat har vi alle lov til at gøre som vi vil indenfor lovens rammer. Men når vi er en del af et forpligtende fællesskab, hvad enten det er i en skole, en offentlig institution eller en virksomhed, så er der en række generelle, ikke-diskriminerende regler, som vi alle skal overholde.

En ændring af en populistisk opinion omkring indvandring, flygtninge og migranter er betinget af, at centrum-højre ledere i både det offentlige og det private melder sig ind i debatten og med handlinger viser andre pragmatiske veje end de, der angives af det yderste venstre og højre.
_______

 

I begge tilfælde skete en fyring med henvisning til de private virksomheders regler, der forbød ansatte “at bære synlige tegn på deres politiske, filosofiske eller religiøse overbevisning eller at udføre ritualer i henhold dertil”. Europæisk lov forbyder diskriminering og begge virksomheder sigtede mod at behandle alle ens. Men netop virksomhedernes brede forbud er grunden til, at der ifølge EU-Domstolen ikke er tale om diskrimination.

Jeg ser således i denne tid, at både offentlige og private virksomheder og ledere viser vilje til at deltage i det centrum-højre orienterede arbejde, der i sin grund er et forsvar af europæiske værdier. Centrum-højre regeringer forsøger med klogskab at gribe de muligheder, der er for at skabe pragmatiske ikke-diskriminerende løsninger på komplicerede problemer omkring indvandring, flygtninge og migranter.
I Danmark har jeg særlige forhåbninger til skabelsen af løsninger omkring en erhvervsmæssig centrum-højre akse med et DI, der gerne vil sikre at Danmark er attraktiv for veluddannede indvandrere, som samtidigt kobler sig med en politisk centrum-højre akse, der arbejder på at få genindført kvoteflygtninge fra nærområder.

Jeg har også forhåbninger om et Socialdemokrati, som opgiver at konkurrere med DF om at være mest hårdtslående i indvandrerdebatten. Mit ønske vil være at de i stedet for orienterer sig mere mod klassiske europæiske frihedsbegreber og samtidigt holder fast i en sondring mellem en personlig religionsfrihed og pligten overfor fælleskabet til at deltage på arbejdsmarkedet med de generelle regler, der er gældende der.

Jeg mener bestemt at Socialdemokratiet og gode borgerlige partier bør kunne skabe en dansk centrum-højre akse med nye løsninger omkring indvandring, flygtninge og migranter. Netop gennem ikke-diskriminerende pragmatiske løsninger kan centrum-højre afmontere populistiske argumentationer og samtidigt skabe rum til at fokusere på de mindre synlige men langt større problemer vi trods alt har i EU.

Lars Arne Christensen (f. 1965) er folketingskandidat og regionsrådskandidat for Det Konservative Folkeparti i Nordsjælland, cand. scient. i datalogi og matematik, HD i finansiering og Executive MBA. Desuden bestyrelsesformand i infiniance og bestyrelsesmedlem i Copenhagen FinTech.