09.03.2017

Liberale kender prisen på alt, men værdien af intet, og derfor er jeg ikke ’borgerlig-liberal’ – jeg er konservativ!

Kommentar af Mette Abildgaard, gruppeformand, Det Konservative Folkeparti

Kommentaren er en del af RÆSONs nye sektion, Ideal, om verdens bedste idéer, idealer og ideologier.

Jeg er – meget kort sagt – konservativ, fordi jeg gerne vil koncentrere offentlig hjælp til dem, der ikke kan klare sig selv, fordi jeg vil værne om dansk kultur, natur, historie og værdier, og fordi jeg mener, at familien er samfundets vigtigste institution.

”Vi tror på, at et bredere samarbejde kan gøre en stor positiv forskel og skabe større parlamentarisk stabilitet. Derfor vil vi danne en ny trekløverregering.”

Sådan lyder indledningen på det regeringsgrundlag, der udgør den fælles platform for Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti. En regering, som jeg har store forhåbninger og forventninger til, og som i mit verdensbillede indiskutabelt vil bringe Danmark i den rigtige retning.

K er ikke borgerlig-liberale
Selvom trekløveret pryder regeringsgrundlagets forside, så omtales regeringen ofte som en ’borgerlig-liberal regering’. Men det er et forkert udtryk i mine øjne. En regering, hvor Det Konservative Folkeparti indgår, er pr definition ikke forsimplet til at være borgerlig-liberal.

’Borgerlig’ er i dag et udvandet, værdiløst begreb. For det knytter sig jo bare til ordet borger og har oprindeligt været opfattet som stort set alle andre end de adelige, arbejderne og bønderne. Så sort-hvid er verden heldigvis ikke længere.

’Liberal’ dækker i sagens natur både Liberal Alliance og Venstre, Danmarks liberale parti. Den liberale styrkemarkør står skarpere i førstnævnte parti, der tidligere har holdt sig ude af de fleste forlig for netop at holde den liberale fane højt. Imens har sidstnævnte kæmpet for at få nøglerne til Statsministeriet tilbage og derfor naturligt måttet bøje af. Liberalismen rummer mange værdier, som jeg også sætter pris på, men den dækker altså ikke mit politiske ståsted som konservativ.

Familie udgør kernen i samfundet
En gennemgående forskel er, at vi konservative rent faktisk mener, at nogle ting er bedre end andre. Med andre ord: Vi er ikke relativistiske i vores syn på mennesker og på samfundsindretningen. Vi mener eksempelvis, at ”forpligtende tosomhed” er at foretrække frem for ”individualistisk ensomhed”. Den gensidige forpligtelse, gerne manifisteret via ægteskabet, er den centrale byggesten i en familie.

Familien er kernen for det konservative liv, og det er i familien, at børns værdier skabes, at vi finder tryghed, ro og styrke, når livet er svært. Det er også der, vi udlever livet og ikke bare er arbejdslivets nyttige slaver.

Ingen politikere glæder sig over, at mere end halvdelen af alle ægteskaber ender i skilsmisser. Men de rendyrkede liberale mener, at staten skal blande sig uden om. At det udelukkende er et personligt anliggende. Som konservativ blander mig sig ikke udenom, når en af samfundets vigtigste strukturer, familien, er under afvikling – eller i hvert fald på tilbagegang. Som konservativ er det vigtigt for mig at spørge, hvilke initiativer vi kan tage for at forhindre skilsmisser og brudte familier.

Her er staten netop til for at understøtte nationens fundamentale strukturer såsom familien, civilsamfundet, forsvaret og det sociale sikkerhedsnet. Derfor er fuldblodsliberale tilhængere af nem-id-skilsmisser, der kan klares med syv klik og er imod statslig rådgivning til skilsmissetruede. Derimod er konservative imod straksskilsmisser uden separation og åbne over for rådgivning, hvis det kan redde familier.

Som konservativ er jeg heller ikke relativistisk i forhold til religion, og derfor er det af største betydning, at der i regeringsgrundlaget står: ”Danmark er et kristent land, og den evangelisk­lutherske kirke indtager en særstatus som folkekirke.” Derfor kæmper vi konservative også imod, hvis mennesker med radikalt anderledes kultur og livsanskuelse insisterer på, at deres normer og traditioner skal vinde frem på bekostning af vores. At afskaffe juleafslutningen i folkeskoler er et klart eksempel på dette og er undergravende for det danske samfund.

Som konservativ mener jeg ikke, at markedet alene skal afgøre, hvad der skal bestå, og hvad der skal forgå. For ikke alting er lige godt, og nogle ting er det værd, at staten holder hånden under.
_______

 

Udbud og efterspørgsel afgør ikke kulturens fremtid
Som konservativ mener jeg ikke, at markedet alene skal afgøre, hvad der skal bestå, og hvad der skal forgå. For ikke alting er lige godt, og nogle ting er det værd, at staten holder hånden under. Et godt eksempel er vores kulturarv. Der er sikkert mange af vores vigtigste museer, der måtte dreje nøglen om, hvis staten ikke understøttede dem. Vi skal tage ansvaret for og sikre, at vi bevarer nationale og historiske symboler, vedligeholder monumenter og støtter betydningsfulde kulturinstitutioner.

Udbud og efterspørgsel skal ikke bestemme om Frilandsmuseet, Jellingestenen eller Det Kongelige Teater skal bevares. Det har vi et politisk ansvar for at sikre. Også uagtet at besøgstallet enkelte år er lavere end ønsket, for det ændrer ikke på samfundsinstitutionernes betydning, når vi skal dannes som hele mennesker, og den danske kultur skal videreformidles. Ligesom at en hestetransport over Atlanten ikke ændrer på, at DR spiller en central rolle i den danske public service-formidling. Liberalismens blinde tiltro på det ufejlbarlige marked er naiv og relativistisk. Den rene liberalisme rummer en åndløs materialisme, som ikke har blik for kulturen, fællesskabet og nationen.

Liberale kender prisen på alt, men værdien af intet
Som konservativ hylder jeg generationskontrakten. Det bånd, der binder mine afdøde forfædre, mig selv og mine endnu ufødte børn og børnebørn sammen. Vi bindes sammen af ansvaret for at beskytte og bevare den danske natur af kærlighed til vores fædreland. Svigter bare én generation sit ansvar, får det konsekvenser for de næste, og derfor er det ikke at tage let på.

Hvis også kommende generationer skal kunne producere, skabe vækst og udvikle Danmark, skal vi opretholde balancen mellem beskyttelse og benyttelse, så fremtidige generationer ikke skal slukke brande tændt af fortidens uansvarlighed.

Vi bruger gerne lovgivning til at sikre et mere grønt og bæredygtigt Danmark, for her kan markedskræfterne heller ikke stå alene. Det gamle Oscar Wilde-citat om, at liberale kender prisen på alt, men værdien af intet, er ikke uden sandhed, selvom det er sat på spidsen. Mens liberale kæmper for salg af statslige skovarealer, fik vi konservative kæmpet naturgenopretning og en ny dansk naturkanon ind i regeringsgrundlaget.

Det gamle Oscar Wilde-citat om, at liberale kender prisen på alt, men værdien af intet, er ikke uden sandhed, selvom det er sat på spidsen.
_______

 

Millioner til kultur og klima
Hvis alting er lige godt, bliver alting lige meget. Markedet skal ikke have lov til at råde ureguleret, så kulturskatte går tabt, så vores dejlige natur lider overlast, og så vores værdier og normer skrider.

Derfor er jeg også stolt over, at der allerede nu er afsat midler til så mange konservative mærkesager: I finansloven for 2017 sikrede vi millioner af kroner årligt frem til 2020 til Den Gamle By, Mindelunden og Arbejdermuseet.

Regeringsgrundlaget rummer ambitiøse mål for vores klima, hvor regeringen vil arbejde for, at Danmark i år 2030 skal have mindst 50 procent af sit energibehov dækket af vedvarende energi, og så lægger regeringen op til en asylreform og en stram integrationspolitik, som står vagt om danske værdier.

Enige om langt det meste
Den nye trekløverregering er uden tvivl det bedste, der kunne ske for Danmark. Tre forskellige partier er blevet forenet om de mange fælles synspunkter, vi har, samtidig med at vi ikke bilder nogen ind, at vi er enige om alt. Deri ligger en stor anerkendelse og styrke, og kompromisets kunst anerkender vi alle i regeringspartierne.

Som konservativ er der naturligvis også meget, som vi kan blive enige med de liberale om. Ønsket om en mindre og mere fokuseret offentlig sektor, mere frihed i form af skattelettelser til danskerne. Staten skal ikke kvæle borgeren med bedrevidenhed, formynderi og politisk korrekt opdragelse. Det kan godt være, at færre ville ryge, hvis cigaretterne ikke måtte stå fremme i butikkerne, men sådan skal vi ikke umyndiggøre og ansvarsfratage voksne mennesker. Lige som de liberale mener vi, at staten så lidt som muligt skal blande sig i borgernes liv – med minder det gælder opretholdelse af fundamentale samfundsstrukturer såsom familien.

Staten skal hjælpe de rigtige
Langt de fleste mennesker kan jo godt selv. Derfor skal staten ikke i så høj grad som i dag omfordele borgernes indtjente penge. Lidt forenklet så betaler 90 procent af de ”rigeste” danskere i dag til 90 procent af de ”fattigste” danskere.

Det er formynderisk og unødvendigt. I stedet burde vi sørge for, at de danskere, der virkelig har brug for samfundets hjælp, får den hjælp, de er berettiget til. Det sociale sikkerhedsnet skal spændes ud for at opfange dem, der falder. Staten skal ikke umyndiggøre borgerne, men tværtimod forsvare deres personlige værdighed, og det hænger sammen med den konservative værdi, at vi skal koncentrere hjælpen mod dem, der virkelig har brug for det.

For mig er konservatismen en ansvarlig og anstændig måde at anskue og indrette samfundet på. Det er den eneste politiske retning, der både formår at favne personlig frihed og fælles arv og ansvar.

Derfor, er jeg konservativ, og ikke ’borgerlig-liberal’.

ILLUSTRATION: Mette Abildgaard (foto: Jakob Jørgensen/polfoto)