03.03.2017

Det er en ’gammel nyhed’, at den vestlige journalistik er i krise. Men mens der er rigeligt med forholdsvis luftige analyser og kommentarer til denne situation, så er der en markant mangel på dybdegående udredninger af krisen. For det første må vi betragte den journalistiske krise som en etisk krise. Derefter må vi forvente af journalister, at de både har kendskab til deres fagligheds etiske fundament, og at de forpligter sig på dette. Situationen kalder på en udredning. Det forsøger jeg i de næste uger i podcastserien ’Journalisternes ed’.

Kommentar af Victor Lange

Journalistikken har tre problemer
Journalistikken er som profession, institution og faglighed i krise.

Journalistikkens professionskrise er ganske tydelig. For eksempel mistede amerikanske aviser, mellem 2000 og 2012, 40% af deres samlede grundlag for indtægter; som konsekvens, blandt andet heraf, var der hele 30% færre reportere på amerikanske nyhedsredaktioner i 2013 end i 2003. Ligeledes var reduktion i avisernes salg og cirkulation, tab af annonce- og reklameindtægter samt større fyringsrunder ganske udbredte på det europæiske kontinent og Storbritannien med.

I forlængelse heraf er journalistikkens institutionskrise ligeledes tydelig. Diverse blogs, webportaler som YouTube og sociale medier som Facebook og Twitter har skabt en regulær ’disruption’ på nyhedsmarkedet; gamle forretningsmodeller er blevet undergravet af gratis og ofte mere direkte brugerrettet information. PEW Research Center erfarede i deres rapport fra 2016, at amerikanere i højere grad får deres nyheder fra online medier (i særdelshed medier, der ikke er journalistiske i ortodoks forstand). Således tilgår hele 65% af alle voksne amerikanere formentligt deres nyheder via sociale medier i dag.

Herved når vi til den faglige krise. Kigger vi herhjem for et øjeblik, så er det ret så forudsigeligt, at journalister rangerer blandt de laveste erhverv i spørgeskemaundersøgelser, når det angår tillid fra borgere. Mainstream-medier er således, i årevis, blevet beskyldt for direkte propagandistiske tendenser og manglende kritiske evner, bl.a. fra tænkere som Slavoj Žižek og Noam Chomsky på den intellektuelle venstrefløj. Og på den anden fløj, blev 2016 for alvor året, hvor nationalkonservative stemmer som Stephen K. Bannon, James O’Keefe og ’selveste’ den amerikanske præsident beskyldte de etablerede medier for værende i ledtog med eliten.

Tværs over det politiske spektrum og fra civilsamfundet til politiske tænkere og magthavere synes der at være enighed om, at journalistikken ikke de facto lever op til de nødvendige faglige standarder.

Alt for få journalister kan svare nogenlunde fyldestgørende på spørgsmål som ’hvad vil det sige, at journalistikken tjener befolkningen, offentligheden og/eller de demokratiske borgere?’, ’hvad er det værdifulde ved det journalistiske arbejde?’ og ’hvad er det ideelle forhold mellem journalistikken og de mennesker, som den tjener?’.
_______

 

En etisk krise
Ønsker vi at løse journalistikkens professionskrise, så må vi – på den ene eller anden måde – sørge for at arbejdsgivere for denne profession har midler til at ansætte en tilstrækkelig mængde af medarbejdere. Ønsker vi at løse institutionskrisen, så må vi – igen på den ene eller anden måde – sørge for, at journalistikkens institutioner igen udbyder et attraktivt produkt på ’nyhedsmarkedet’ eller i ’informationsarenaen’. Ønsker vi derimod at løse den faglige krise, så er svarene en smule mere krævende. For hvad bunder den faglige krise i?

Min påstand er, at journalistikkens faglige krise er en grundlæggende etisk krise. Med det mener jeg to ting.

FOR DET FØRSTE kender journalister ikke i tilstrækkelig grad til deres etisk-politiske forpligtelser og funktion. Denne mangel på kendskab bunder i, at journalister (generelt) ikke har en dybdegående indsigt i: 1) demokratiets opbygning, 2) hvad informationsdistribution betyder for den demokratiske organisering, 3) den etisk-poltiske kompleksitet i at operere (delvist) på markedsvilkår og samtidig være en afgørende demokratisk institution. Det forekommer mig at være tilfældet, at alt for få journalister kan svare nogenlunde fyldestgørende på spørgsmål som ’hvad vil det sige, at journalistikken tjener befolkningen, offentligheden og/eller de demokratiske borgere?’, ’hvad er det værdifulde ved det journalistiske arbejde?’ og ’hvad er det ideelle forhold mellem journalistikken og de mennesker, som den tjener?’. Når vi gang på gang besvarer sådanne spørgsmål med begreber som ’den fjerde statsmagt’, så forbliver diskussion på et klichefyldt ’buzzword-stadie’. Når vores svar forbliver på et så trivielt niveau, begynder den etiske refleksion over journalistikken ikke – den slutter.

Det interessante og informative er derimod at kortlægge, hvad der menes med ’den fjerde statsmagt’ – både begrebsligt og empirisk. Så selvom jeg på ingen måde er i tvivl om, at man på de danske journalistuddannelser præsentere de studerende for en virkelig seriøs, akademisk tilgang til journalistisk etik; så tror jeg ikke, at dette i sidste ende er tilstrækkeligt for journalistikken som praksis. Kort fortalt: At have kendskab til den journalistiske etik består ikke alene i at kunne memorere dens formelle struktur og de principper, der faktisk udgøre den – nej, dette kendskab er kun fyldestgørende, hvis der tillige er en forståelse for de oprindelige intuitioner, der danner indholdet i disse principper. Den journalistiske etik er tvetydig – dens grundlag og udformning ligger et besynderligt sted mellem en gængs erhvervsetik og politisk teori. Mit indtryk er at for få journalister kender til intuitionsgrundlaget for deres professionsetik.

FOR DET ANDET har journalistikken en mangel på efterlevelse. Journalistikken lever simpelthen ikke op til sine etiske forpligtelser, sin demokratiske rolle – sin (påståede) legitimitet. Dette har selvfølgelig (delvist) sin rod i mangel på kendskab. Ikke desto mindre angår denne efterlevelseskrise ikke journalisters kendskab til det etiske grundlag for deres fag, men derimod journalisters handlinger i relation til dette grundlag (om de så kender til dette grundlag eller ej). Det forekommer at være netop denne krise som borgere generelt, tænkere som Slavoj Žižek og Noam Chomsky samt stemmer som Stephen K. Bannon, James O’Keefe og Trump henviser til, når de betegner medierne og journalistikken som upålidelig, propagandistiske eller i hemmeligt ledtog med eliten. En ting kan denne mængde af mennesker trods alt blive enig om: Journalistikken tjener ikke, de facto, til samfundets bedste.

Er det journalisthøjskolerne, der skal reformeres? Er det strengere krav, der skal stilles til mediehusene? Eller skal vi helt droppe ideen om den vestlige journalistik og den frie presse? Min egen løsning er enkel: Få journalister til at sværge – få dem til at sværge ed.
_______

 

Eden er begyndelsen på en løsning
Gode råd er altså dyre. Er det journalisthøjskolerne, der skal reformeres? Er det strengere krav, der skal stilles til mediehusene? Eller skal vi helt droppe ideen om den vestlige journalistik og den frie presse?

Min egen løsning er enkel: Få journalister til at sværge – få dem til at sværge ed.
En ed består af tre grundlæggende elementer: 1) En person, der sværger, 2) noget, der sværges på, 3) nogen, der sværges til. I forlængelse heraf er min ide sådan, ganske simpelt, at enhver journalist netop skal sværge for overhovedet at kunne være journalist. Altså: Enhver mulig journalist skal sværge på de grundlæggende moralske intuitioner, etiske principper og politiske ideer, der ligger bag begreber som fx ’samfundets vagthund’. Slutteligt skulle enhver mulig journalist ligeledes sværge til de konkrete mennesker, der danner grundlag for offentligheden, befolkningen eller civilsamfundet – altså de mennesker, som journalistikken tjener. Selvfølgelig ville målet ikke være, at dette blot blev en trivialitet eller en tom bekræftelse – nej, eden skulle netop kræve af den sværgende (journalisten), at vedkommende kendte til indholdet af eden samt det intuitionsgrundlag, hvorpå det hvilte.

Kravet om ed ville således både være et krav om at kende til sit fags etiske grundlag, om at forpligte sig til en efterlevelse af dette sæt af principper og til sidst en loyalitetserklæring til de personer, som faget i sidste ende tjener.

Et radikalt valg
For mig at se står vi ved et radikalt valg. Enten må vi hævde, at den journalistiske ed er en nødvendig betingelse for at være journalist – eller også hævder vi det ikke. Hvis vi ikke hævder, at den journalistiske ed er en sådan betingelse, så hævder vi, at det ikke er påkrævet, at journalister kender til de etiske principper, der danner fundament for den demokratiske begrundelse for deres fag, og at de tillige heller ikke behøver at give et løfte for at efterleve dem. I så fald ville journalistikken, på ingen måde, være knyttet til demokratiet som kerneinstitution.

Hvis vi derimod faktisk hævder, at den journalistiske ed virkelig er en nødvendig betingelse for at være journalist, så må samtlige journalister netop sværge på denne ed. Dermed ikke sagt, at man per automatik er journalist, hvis blot man har sværget (for at blive journalist måtte vi nok yderligere sætte en betingelse om at efterleve sin ed og løfte). Men for overhovet at blive taget i betragtning som journalist skulle du altså sværge.

Og sådan når vi til denne teksts samlede påstand: Hvis ikke du sværger, er du altså ikke journalist.

Jeg har svært ved at se, hvordan begreber som ’den fjerde statsmagt’ og ’samfundets vagthund’ skulle være rodfæstet i den faglighed og de mennesker, som hævder at udfylde denne funktion (journalistikken), hvis ikke journalister og journalistikken som et samlet fag i fællesskab hævder, at den journalistiske ed er en nødvendighed.

Information betyder mere og mere for politiske, økonomiske, sociale og kulturelle beslutninger. Hvis ikke vi har en faglighed, der forsøger at forklare disse processer for borgerne, så er borgerne henlagt til et fordummende fravær af information.

Desuden blev 2016 året, hvor World Economic Forum placerede misinformation igennem digitale medier som en potentiel krise på linje med klimaforandringernes implikationer, et usikkert, globalt finansielt system, immigrationsstrømme og generelt manglende nødvendige ressourcer som vand og mad. Situationen synes at kalde på journalistikken; både som budbringer af ellers fraværende korrekt information og som troværdig udpeger af yderst ødelæggende misinformation.

En podcast: Journalisternes ed
Så i de kommende seks uger vil jeg netop undersøge denne journalistiske ed i podcast-serien af samme navn: Journalisternes ed. Jeg vil undersøge, journalistikkens etisk-politiske forpligtelser og forhåbentligt afklare de principper, der ligger bag. Det betyder, at vi i programmet vil møde en række af relevante gæster. Spørger du mig, har vi nemlig ikke set nogen afklaring fra journalisterne selv. Som i alle kriser er udfaldet af denne urolige tilstand yderst afgørende for den/dem, der måtte stå i krisen. Det gælder også for journalistikken. Aldrig har der været mere brug for en faglighed, der kender til og efterlever de kriterier, som vi ofte forbinder med journalistikken. Hvis journalistikken ikke tager dette ansvar nu, kan denne faglighed simpelthen ikke regnes for en demokratisk kerneinstitution i fremtiden.

Det står selvfølgelig frit for at frasige sig dette ansvar og nægte at sværge på benævnte ed. Blot skal det nævnes: Det medfører et etisk-politisk ansvar for enhver journalist, når vedkommende påstår at være repræsentant for en institution, der i sidste ende er folkets fortrolige udsendte.

Victor Lange (f. 1993) har arbejdet som journalist og redaktør på blandt andet Regnfang og Altivisten. Han arbejder lige nu med forholdet mellem etik, politik og journalistik i forbindelse med Københavns Universitet, hvor han også studerer filosofi.