10.09.2010

I weekenden afholder Det Radikale Venstre landsmøde – presset fra både højre og venstre, mener Rasmus Bech Hansen og Uffe Elbæk, der i denne artikel insisterer på at partiet skal forny sit projekt ved at genoplive sin historie, forsvare oplysningsidealerne og – som Obama – nægte at lade sig kategorisere af andres dogmer.

POLITISKE PRINCIPPER. Af Rasmus Bech Hansen og Uffe Elbæk; Hansen er direktør i det private erhvervsliv og kommentator, Elbæk iværksætter og folketingskandidat for Det Radikale Venstre.

Stemningen på årets landsmøde i Det Radikale Venstre kan ikke undgå at være præget af, at partiet er presset fra både højre og venstre flanke. Fra venstre, hvor SF har indtaget positionen som det nytænkende, unge storby-parti og fra højre af udbryderne Liberal Alliance, der har fået markant vælgerfremgang ved at vælge klart side og bakke op om den siddende regering. Dertil kommer presset fra stort set alle andre partier, der også prøver at vinde den midte, som ofte betyder magt i dansk politik. I takt med at presset stiger, snerrer kritikerne højere og højere, at partiet er gået fra at være Radicool til at være blevet Radikedelig.
      Så hvor placerer Det Radikale Venstre sig i dansk politik, nu når den midte, som traditionelt har været partiets domæne, er truet? Hvad skal partiet stå for? De spørgsmål er der brug for klare svar på, hvis partiet skal have en ny opblomstring og blive den progressive kraft til forandring af det danske samfund, som det har været i sine bedste stunder.

En radikal ideologi?
For at indkredse, hvad det faktisk vil sige at være radikal, hvad den radikale idé består i og hvordan den er forskellig fra de andre partiers idégrundlag og værdier, er der brug for at dykke ned i historien. En af misforståelserne omkring den radikale idé i en politisk kontekst, er, at det ikke er en ideologi. Modsat nyere tids store ideologier liberalismen og socialismen bygger det radikale tankesæt ikke på et sammenhængende sæt af lovmæssigheder om menneskets natur og samfundets indretning. Den indeholder ikke klare politiske handlingsanvisninger, og der findes ikke en radikal over-tænker på samme måde som liberalismen har Adam Smith og socialismen Karl Marx. Som radikal er der ingen bog, man kan slå op i og finde færdige svar.
      Den radikale idé er mere kompleks og kendetegnende ved ikke at kunne hugges i sten. Den peger i mange, somme tider modstridende retninger. Men trods det mener vi, det er muligt at uddrage helt særlige kendetegn ved det, der måske bedst kan betegnes som en tankesæt snarere end som en ideologi. Idéen er svær at holde fast, men man kan se den, når den er der.
      Den radikale tankeplatform er et sæt af overordnede idealer om det enkelte menneskets frigørelse, menneskes rationalitet som samfundets overdommer og en kompromisløs insisteren på, at alle problemstillinger må vurderes i deres specifikke historiske kontekst.
      Grundlaget for den radikale tanke er spredt udover historien og var både delvist til stede i det antikke Grækenland og i Renæssancen. Men som samlet tankesæt blev grundstenen lagt i Oplysningstiden, der kulminerede i den amerikanske uafhængighedserklæring og den franske revolution. Her blev idéen om det enkelte menneske som altings målestok for alvor cementeret. Den ungarske filosof Tzvetan Todorov har i bogen ”In Defence of Enlightenment” elegant identificeret de tre grundværdier som oplysningstiden gjorde til idealer for den vestlige civilisation:
      Den ene værdi handler om menneskets autonomi, menneskets ret til at bestemme over eget liv – til forskel fra at have det bestemt af en ydre magt. Den anden værdi handler om mennesket og menneskets velvære som endemål for vores handlinger. Den tredje værdi handler om universalitet. At alle mennesker har samme grundlæggende rettigheder.
      De oplysningsværdier, som hver især har et væld af konsekvenser, er nok noget af det tætteste, man kan komme på en beskrivelse af et radikalt værdisæt.

De Radikale ER oplysningsværdiernes parti
Selvfølgelig er de værdier ikke noget Det Radikale Venstre kan tage patent på. Alle partier som indgår seriøst i dansk parlamentarisme står på skuldrene af oplysningstiden. Men for ingen andre partier er oplysningsværdierne definerende for, hvem partiet er. Herhjemme var Grundloven fra 1848 et direkte resultat af den radikale tanke. Store dele af Kirkegaards eksistentialistiske projekt om, at hin enkelte skal finde sig selv og træde i karakter er en væsentlig komponent i det radikale tankegods. Og selv om Grundtvig ofte anses for Kierkegaards modsætning, er hans lovprisning af det frie ord, hans anti-institutionelle kristendom, hans dybe tro på det bedste i mennesket og hans interesse for de menneskelige grundvilkår i fin tråd med et radikalt tankesæt, og det er en af grundene til hans store indflydelse i det radikale parti.
      Den radikale tanke havde sin storhedstid herhjemme i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet anført af Brandes-brødrene og Hørup kulminerende med partiets officielle stiftelse. I de år smeltede et kulturelt frigørelsesprojekt sammen med et politisk og et socialt. Kulturelt blomstrede landet under Georg Brandes parole om at ”sætte problemer under debat”, og der blev skabt en lang række værker, som gjorde os klogere på, hvad det vil sige at være et frit menneske. Her fik kvindefrigørelsen også sin første klare stemme som kulturel strømning. Politisk blev der kæmpet for, at danskerne fik reel bestemmelse over deres land og der blev, med bl.a. Politikens dannelse, skabt en pluralistisk offentlighed, hvor politiske problemer kunne diskuteres rationelt i søgen efter sandheden. Socialt blev der indført en lang række rettigheder for de svageste, og uddannelse kom i fokus med det mål at gøre alle danskere i stand til, med en langt senere K.E. Løgstrup-term, at opfylde deres livspotentiale.
      I de år ser man også tydeligt den radikale tankes fællesskab med eksistentialismen. Det indebærer bl.a., at hvert menneske (også politikere) må træde i karakter og forfølge sin egen overbevisning. Så selv om den radikale tanke er gift med fornuften, er det altid en fornuft, som har afsæt i det enkelte menneske og dets livsmål og værdier. Eller som Georg Brandes udtrykker det: Jeg er et parti.
      Op gennem 1900-tallet har den radikale tanke haft en lang række udtryk og inspireret flere kulturelle og politiske nybrud. Århus-teologerne med Løgstrup i spidsen tydeliggør fx sammenhængen mellem det enkelte individs ukrænkelighed og ansvaret for næsten, og giver dermed et filosofisk grundlag for den dybe sociale ansvarlighed, som også er en væsentlig del af et radikalt værdisæt.
      Også kvindefrigørelsen og kvindernes valgret, frihedskampen under 2. Verdenskrig, dele af ungdomsoprøret og den kultur-radikale strømning i efterkrigstiden står alle i gæld til den radikale tanke. Men kendetegnende for de fleste massebevægelser er, at selv om de nok starter som frigørelsesprojekter drevet af individers personlige overbevisninger, ender de ofte som død dogmatik eller som ren relativisme. Den tankemæssige frihed og åbenhed som ligger i de radikale værdier har vist sig svær at fastholde i store folkebevægelser.
      Nogle vil hævde, at det netop viser, at den radikale tanke ikke kan danne udgangspunkt for en politisk bevægelse. De vil fremføre, at alle jo er enige i de radikale idealer, og at det først er ved indsnævringen, at værdierne kan omsættes til politik og forskellene mellem partierne for alvor kan træde frem.
      Men det er forkert. For det første deler de andre partier i det danske folketing ikke de radikale værdier. Måske på overfladen, men i praksis styres de og træffer de beslutninger ud fra en række dogmer, som bygger på deres historie og ideologi. Tag nogle eksempler: SF tror på værdien af en stor stat, Socialdemokratiet tror på vigtigheden af et gennemorganiseret arbejdsmarked styret af stærke organisationer, Venstre og senest Liberal Alliance tror på værdien af det frie marked, De Konservative tror på, at høje straffe er godt og Dansk Folkeparti tror, at dansk kultur er truet af globaliseringen. Ingen undersøgelser, nye indsigter eller gode argumenter kan få partierne til at ændre syn på de områder. De er så grundlæggende for partierne og deres selvforståelse, at de måske kan nedtones og dækkes til, men aldrig fjernes.
      Som tilhænger af den radikale tanke kan man ikke være enig i sådanne dogmer. Man må insistere på, at forhold altid må vurderes konkret og rationelt og sættes i forhold til, hvad der bedst muliggør, at det enkelte menneske kan udfolde sit potentiale.

Er Obama radikal?
Den anden grund til, at den radikale idé godt kan være udgangspunkt for et politisk projekt, er, at der er en række eksempler, fra bl.a. partiets egen historie, på at det kan lade sig gøre. Grundværdier og idealer kan faktisk være et enormt kraftfuldt politisk redskab, hvis man tager dem alvorligt og bruger dem.
      Et godt eksempel på det er Barack Obamas valgsejr i USA. Gennem hele sin politiske karriere har Obama nægtet at blive kategoriseret som tilhænger af den ene eller anden doktrin, dogmatik eller ideologi. Han har modsat sig alle mærkater og insisteret på rationelle argumenter med udgangspunkt i værdier, han tror på. I kombinationen af hans egen historie med den større amerikanske er han også på meget radikal vis trådt i karakter. I sin modstand mod krigen i Irak sagde han fx: Jeg er ikke imod krig, men jeg er imod en dum krig. Et stærkt og rigtigt radikalt, til forskel fra ideologisk, argument i mod en krig.
      Det Radikale Venstres problem er altså ikke, at værdierne og idé-grundlaget er forkert, for bredt eller at andre har taget det. Problemet er, at partiet ikke har artikuleret det klart nok og brugt det som prisme for et klart politisk program.
      Partiet må vise, at tilhængere af den radikale tanke kan være principfaste uden at være dogmatiske, rationelle uden at være værdiløse, åbensindede uden at være upålidelige og uideologiske uden at være magtsyge pragmatikere.
      Et nutidigt radikalt projekt må tilbage til udgangspunktet og idealet om at indrette et land på en måde, der understøtter, at hver enkelt dansker kan udnytte sit livspotentiale bedst muligt og så skabe et optimistisk, originalt og videnbaseret politisk program ud fra det.
      Det Danmark, vi møder i vores hverdag, er meget langt fra at være et sådan menneskecentreret samfund. Snarere ser vi et institutionsstyret samfund, hvor vanetænkning, fastlåste dogmer, hierarkier, bestemte interesser og simplificerede oneliners og meningsmålinger er styrende. Der er med andre ord, hårdt brug for et nyt radikalt frigørelsesprojekt.

5 bud på fremtiden
Vi vil fra vores subjektive perspektiv antyde nogle enkelte oplagte områder for et radikalt modspil for at vise, hvordan tankesættet kan komme i spil i dansk politik.
      Den offentlige debat. Selv om danskerne bliver klogere og klogere bliver den offentlige debat dummere og dummere. Fx viste en nylig undersøgelse, at der i danske presse over foråret har været skrevet ca. lige så meget om Lene Espersens mødeafbud som om Afghanistan-krigen og genopretningen af dansk økonomi tilsammen! Et nutidigt radikalt projekt kunne revitalisere offentligheden, som det skete i slutningen af 1800-tallet. Et eksempel på det er initiativet 48 Termokander (et projekt, som Uffe Elbæk står bag), der handler om at få samtaler i gang om væsentlige politiske forhold og skabe nye kanaler til at få skabt en forbindelse mellem den folkelige politiske samtale og det politiske system.
      Velfærdsserviceområdet. Den politiske debat om velfærdsområdet er degenereret til en diskussion om flere eller færre penge til velfærd, selv om vi ved, at mere input i form af penge ikke skaber større output i form af bedre service. Manglen på penge er ikke hovedproblemet i uddannelsesvæsenet, i sundhedsvæsnet eller ældre-området. Problemerne er snarere en forkert og gammeldags struktur, og at institutionelle interesser blokerer for forandring med det enkelte menneske som udgangspunkt. Derfor er ”flere penge” eller ”dårligere velfærd” et falsk valg, at stille vælgerne overfor. En falskhed, som er imod de radikale værdier. Et radikalt projekt bør indebære et opgør med alle de institutionelle interesser i velfærdssystemet, både private og offentlige, og gøre værdiskabelse for den enkelte borger til omdrejningspunkt for en transformation af den danske velfærdsstat.
      Uddannelsessystemet er med udgangspunkt i oplysningstidens idealer et radikalt hjertebarn. Et uddannelsessystem skabt efter at hjælpe eleven til at udnytte sit livspotentiale vil kræve helt nye måder at organisere pædagogik og undervisningsprocesser på. Dette vil igen kræve dygtige, engagerede lærere, hvis kompetencer respekteres nok til, at de ikke skal bruge halvdelen af deres tid på at dokumentere deres arbejde. Kun sådan gør vi lærergerningen til det, den burde være: nemlig noget af det vigtigste og mest ærefulde i vores land.
      Værdi- og kulturpolitikken. Det er åbenlyst, at værdipolitikken de senere år er gået fuldstændig imod radikale værdier. 24-års-reglen, forskelsbehandling på ”rigtige” og ”ikke-rigtige” danskere og umenneskelige udlændinge-regler er ubærlige for alle med et radikalt sind, og her kan man kun som en Hørup efter Estrup i provisorie-tiden med tålmod kæmpe for, at fornuften og idealerne vinder i sidste ende.
      Men derudover mener vi, at der er brug for at formulere en fremadrettet national politik på kulturområdet. Det nationale rum er et vilkår, vi alle har tilfælles. Ikke som en fastlåst størrelse, men som noget, der hele tiden udvikles. Et radikalt projekt kræver, at dansk kulturliv skal gives en saltvandindsprøjtning, og der skal satses på både det ypperste (kvalitet) og eksperimentet (udvikling).
      Entreprenørskab og den digitale tidsalder. Et af de områder, hvor man i dag finder den radikale tankestrømning er på det digitale område. Hos mange entreprenører finder man en pioner-ånd og en tro på, at ting kan forandres til det bedre, som på nogle områder minder om slutningen af 1800-tallet herhjemme. Målet for et radikalt projekt på det digitale område må gå langt længere end den nuværende regerings åndsfattige mål om mere bredbånd. Et radikalt politisk projekt kunne indebære udpegelsen af en internet-minister med den opgave at bruge teknologi til at sætte mennesket i centrum for udviklingen af vores samfund. Det vil fx indebære en ny lov om at offentliggøre data, så alle data staten har om den enkelte borger bliver frit tilgængelig for ham eller hende, med mindre der er meget gode argumenter imod det. En radikal vision ville være at skabe verdens mest åbne og gennemsigtige offentlige sektor.

Sådan er der hundredvis af steder man kunne tage fat i i forhold til at udvikle samfundet efter radikale værdier og idealer. Men det sted forandringen bør starte er med forståelsen af, hvad den radikale idé faktisk er, for det ser de fleste ud til at have glemt.

Rasmus Bech Hansen er direktør i det private erhvervsliv og kommentator, og Uffe Elbæk er iværksætter og folketingskandidat for Det Radikale Venstre.