15.02.2017

Set i lyset af, at Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti hverken synes indstillede på at gøre noget ved velfærdsstatens manglende bæredygtighed eller ved de efterhånden kroniske produktivitetsproblemer i dansk økonomi, er det ikke uretfærdigt, hvis man døber samarbejdet enten Stagnationsalliancen eller Stilstandsalliancen.

Kommentar af Henrik Dahl, MF for Liberal Alliance

Hvis jeg var leder af Socialdemokratiet, ville jeg gøre nøjagtig det samme, som den socialdemokratiske ledelse nu gør: Søge så vidtgående en tilnærmelse til Dansk Folkeparti, som overhovedet muligt.

Det ville jeg først og fremmest gøre for at skaffe mig selv noget politisk manøvrerum. I forhold til den økonomiske politik, der er så altafgørende for Socialdemokratiet (når det er i regeringsposition), er det for usikkert at have de tre verdensfjerne og – med Peter Nedergaards ord – ”græske” partier SF, Enhedslisten og Alternativet som parlamentarisk grundlag.

En sådan konstruktion ville betyde konstant splid mellem på den ene side Det Radikale Venstre og på den anden side SF, Enhedslisten og Alternativet over krav om skattestigninger, eksorbitante ”grønne” afgifter og selvskadende tiltag som indførelsen af en finansskat. Ved at gøre et samarbejde med Dansk Folkeparti muligt, er det ikke ligefrem sådan, at Socialdemokratiet slipper ganske for tossede og uladsiggørlige forslag og krav. Men SF, Enhedslisten og Alternativet kommer under et betydeligt pres. Og det er godt – set med socialdemokratiske øjne.

Men det er ikke nok at anskue sagen fra et socialdemokratisk ledelsesperspektiv. Derfor vil jeg også kommentere den fra at borgerligt, politisk perspektiv, og fra et mere generelt historisk.

Fra et borgerligt, politisk perspektiv må man som det første og vigtigste notere sig, at der tilsyneladende ikke længere er politisk vilje i Folketinget til at gøre noget ved to helt afgørende ting:

FOR DET FØRSTE, at velfærdsstaten i den form, den har i dag, næppe er økonomisk bæredygtig på langt sigt. Eller sagt på en anden måde: de forpligtelser, den danske stat (herunder regioner og kommuner) har påtaget sig at honorere, vil på længere sigt skabe et finansieringsbehov, der ikke er anvist nogen dækning for.

Hvordan forestiller Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti sig, at denne dækning skal findes? Ved at sætte skatterne op? Ved at rationalisere og afbureaukratisere i den offentlige sektor? Ved at stimulere den økonomiske vækst? Eller ved at ophøre med at honorere en del af de forpligtelser, der eksisterer i dag?

Det ved vi ikke. Og vi får næppe heller et svar, hvis vi spørger. For hvis der er noget, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti erfaringsmæssigt ikke bryder sig om, er det at tale om fremtiden med en større grad af præcision end, at den givetvis vil indfinde sig.

Hvis der er noget, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti erfaringsmæssigt ikke bryder sig om, er det at tale om fremtiden med en større grad af præcision end, at den givetvis vil indfinde sig.
_______

 

FOR DET ANDET: Danmark har et permanent problem med den økonomiske vækst. Vel forbedres produktiviteten år for år. Men den udvikler sig hurtigere i en række andre OECD-lande. Derfor er hoved¬tendensen, at vi ligger under OECD’s gennemsnit for vækst i produktivitet, og siden 1990’erne støt og roligt er faldet ned gennem ranglisten.

Uden tvivl tilskyndet af Radikale Venstre erkendte Helle Thorning-Schmidts regering dette og nedsatte Produktivitetskommissionen. Jo stærkere, samarbejdet mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet bliver, jo mindre sandsynligt er det imidlertid, at Produktivitetskommissionens anbefalinger (eller andre, tilsvarende anbefalinger) vil blive fulgt.

At der skulle være et større effektiviseringspotentiale i den offentlige sektor er som regel noget, både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti benægter med heftighed. Selv i forhold til en beskeden anbefaling som at liberalisere taxamarkedet, kan man med sindsro kalde de to partier fodslæbende.

Set i lyset af, at Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti hverken synes indstillede på at gøre noget ved velfærdsstatens manglende bæredygtighed eller ved de efterhånden kroniske produktivitetsproblemer i dansk økonomi, er det ikke uretfærdigt, hvis man døber samarbejdet enten Stagnationsalliancen eller Stilstandsalliancen.

Endelig et par ord om det politisk-historiske.

Det er efterhånden så veldokumenteret, at det ikke kan kaldes kontroversielt, at fastslå, at det politiske rum, hvor Dansk Folkeparti i det hele taget kunne opstå, blev skabt af Svend Auken, da han skrottede Vibeke Storm Rasmussen-udvalgets oplæg til en integrationspolitik i 1987. Og ikke blot gjorde det, men også indledte en nådesløs kamp imod sine meningsmodstandere, ved at brændemærke dem som racister.

Auken var en både morsom og åndrig mand. Men han var også for uberegnelig til, at hans hovedsamarbejdspartnere i Radikale Venstre stolede på ham. Derfor blev han fem år efter sin tiltræden som partiformand styrtet af Poul Nyrup Rasmussen.

Men Nyrup Rasmussen overtog Aukens tilgang til integration i stedet for at gå tilbage til Vibeke Storm Rasmussens – der efter sigende oven i købet skulle have været velsignet af selveste Anker Jørgensen (og med sikkerhed var det af vestegnsborgmestrene).

Dermed lagde han grunden til sit partis monumentale nederlag i 2001; Dansk Folkepartis opstigen til magt, ære og stuerenhed; ti års ørkenvandring for Socialdemokratiet – og en vælgermæssig tilslutning til partiet, der efterhånden har stabiliseret sig et sted over midten af tyverne.

Vil Stagnationsalliancen bøde på denne socialdemokratiske elendighed? Eller vil det i stedet blive Dansk Folkeparti, som først og fremmest kommer til at profitere?

I forhold til den politiske interessevaretagelse, passer de to partier som fod i hose. Socialdemokratiet ser det i høj grad som sin opgave at varetage interesserne for de grupper i samfundet, Jørgen S. Dich med en samlebetegnelse kaldte Den Herskende Klasse.

Stagnationsalliancen er tæt på at være en perfekt alliance mellem den herskende klasse og de mennesker, den herskende klasse bruger som alibi for at kræve højere løn og evig ekspansion af sit virkefelt.
_______

 

Man står altså for et højt offentligt forbrug, der i videst muligt omfang skal konverteres til løn – uden synderlig omsorg for bekæmpelsen af unødvendige bureaukrati; tilsynet med, at prestigeprojekter og projektmageri ikke breder sig for kraftigt på kerneopgavernes bekostning og andet, som hører til almindelig, god regeringsførelse.

Komplementært til dette, varetager Dansk Folkeparti først og fremmest interesserne for de befolkningsgrupper, der nyder godt af velfærdsstaten. Det vil sige folk, der nyder godt af overførselsindkomsterne, eller folk, som på den ene eller den anden måde har brug for de tjenesteydelser, den offentlige sektor leverer.

I den forstand er Stagnationsalliancen tæt på at være en perfekt alliance mellem den herskende klasse og de mennesker, den herskende klasse bruger som alibi for at kræve højere løn og evig ekspansion af sit virkefelt.

Om samarbejdet bliver lykkeligt, afhænger derfor nok snarere af dagligdags og praktiske forhold. Vil den del af Dansk Folkepartis vælgere, som faktisk er borgerlige, bryde sig om alliancen? Har den socialdemokratiske top gjort sig klart, at Dansk Folkeparti har nøjagtig samme forståelse af de solidaritetsforpligtelser, man har i forhold til sine samarbejdspartnere, som Radikale Venstre – men bare er på samme størrelse som Socialdemokratiet selv – og ikke kun en tredjedel af det? Vil Socialdemokratiet kunne holde utilfredsheden hos SF, Enhedslisten, Alternativet og Radikale Venstre (for ikke at tale om sin egen venstrefløj) i ave?

Og sidst, men ikke mindst: Vil Stagnationsalliancen kunne finde ud af at gennemføre reformer, hvis der for eksempel skulle opstå en økonomisk krise, som nødvendiggør dette? Det bliver alt sammen uhyre spændende at følge i de kommende år.

ILLUSTRATION: Henrik Dahl (foto: Peter Hove Olesen/polfoto)