04.02.2017

Med et forestående præsidentvalg og ekspræsident Hashemi Rafsanjanis nylige dødsfald følger en ny uforudsigelig iransk æra, der kan få konsekvenser for landets reformvenlige præsident og betyde at atomaftalen falder sammen.

Analyse af Navid Molaaghaei

Ayatollah Akbar Hashemi Rafsanjani var en af de bærende kræfter for den iranske revolution, der i 1979 udstødte Shahen og omdannede landet til et teokrati. Og helt frem til sit dødsleje var Rafsanjani en indflydelsesrig aktør – kendt som en af landets mest magtfulde politiske skikkelser, men også som en pragmatiker og centrumpolitiker – i iransk politik, med vigtig indflydelse hos landets øverste åndelige leder, Ayatollah Ali Khamenei.

Landets nuværende præsident, Hassan Rouhani, har fulgt Rafsanjani tæt siden begyndelsen af Den Islamiske Republik. Som mentor forærede Rafsanjani praktisk talt Rouhani hans politiske karriere: “Med min støtte gik han [Rouhani, red] fra 3 pct. af stemmerne til 50 pct. på en uge,” sagde Rafsanjani, efter Rouhani overraskede og vandt præsidentvalget i 2013. Rouhani gjorde gengæld ved at inkludere flere af Rafsanjanis følgere i sit kabinet.

Rafsanjani brugte også sine tætte forbindelser til Ayatollah Khamenei, til at overbevise ham om at støtte Rouhanis atomaftale med P5+1 (JCPOA), ligesom han plæderede for aftalen i det iranske parlament, der på daværende tidspunkt med et overvejende antal af konservative ikke var venligstemte for aftalen.

Rafsanjanis død kommer på et meget ubelejligt tidspunkt for den nyetablerede koalition mellem landets reformister og moderate, kaldet Håbets Liste, som altså nu har mistet deres præsident og vigtigste forbindelse til Khamenei.

Der er blot tre måneder til præsidentvalget i Iran, og landet står midt i en afgørende periode internationalt i kølvandet på atomaftalen og regionalt med konflikter i Syrien og Yemen. Trusler om at rive atomaftalen fra hinanden et indrejseforbud for iranske statsborgere og Iran-kritiske tweets fra den nyvalgte amerikanske præsident, Donald Trump, har desuden givet ekstra ammunition til de iranske konservative, der siden Hassan Rouhanis første dag som præsident har været kritisk stemte over for atomaftalen og en genetablering af iransk-amerikanske relationer.

Torsdag sendte USA officielt Iran en varsel for at have udført missiltests, og selvom iranerne understregede, at de ikke brød aftalen, som de ifølge dem selv stadig vil forsøge at opfylde, forhindrede det ikke præsident Donald Trump i at konfrontere iranerne på Twitter: ”Iran leger med ilden. De sætter ikke pris på, hvor ”flink” præsident Obama var over for dem. Ikke mig!” skrev han fredag middag inden USA føjede en række nye personer og virksomheder til sanktionsregimet. ”Iran bliver ikke rørt af trusler. Vi står inde for sikkerhed for vores folk. Vi vil aldrig starte krig, men vi kan kun være afhængige af vores eget forsvar,” svarede den iranske udenrigsminister, Javad Zarif, indirekte – også på Twitter.

Rouhani står derfor i en svær situation forud for præsidentvalget i maj, og Rafsanjanis død kan både have positive og negative effekter for Rouhani.

“Det kan være, at Rouhani får sympati-stemmer på grund af Rafsanjanis død, men det betyder også, at visse folk i koalitionen måske ikke vil være med længere, som da Rafsanjani var den forenende figur. Blokken har mistet en uerstattelig frontfigur,” fortæller The New York Times’ Iran-korrespondent, Thomas Erdbrink, til RÆSON.

Rouhani blev præsident, atomaftalen kom i hus to år senere, og atomsanktionerne imod landet er blevet løftet, men alligevel kan Rouhanis sidste og ultimative løfte spænde ben for ham forud for præsidentvalget til maj: Iranerne kan nemlig ikke mærke en positiv økonomisk effekt af atomaftalen endnu.

_______

 

Og Rouhani er netop den eneste, der har muligheden for at overtage rollen som den manglende frontfigur. Landets andre stærke reformvenlige stemmer er nemlig blevet marginaliseret over de seneste år. De to moderate kandidater til det omdiskuterede præsidentvalg i 2009, Mehdi Karroubi og Mir Hussein Mousavi, er begge blevet sat i husarrest, og tidligere præsident, Khatami, har ikke lov til at udtale sig til pressen, der i øvrigt er underlagt billedforbud.

Erdbrink, der på tæt hold har fulgt iransk politik i de sidste 10 år, kan dog ikke se Rouhani tage Rafsanjanis rolle som frontfigur for koalitionen og som en af Khameneis tætteste rådgivere. “Han er stadig en junior for Khamenei, og derfor bliver det hårdt for ham naturligt at opnå sådan en position. For at afbalancere systemet kan han godt blive forhøjet dertil, men fordi det ikke sker naturligt, vil han blive mindre indflydelsesrig.”

Iranerne kan stadig ikke mærke atomaftalen
”Alt vil med fornuft og håb løse sig. Det er nøglen til alt. Atomproblemerne løser sig, sanktionerne løser sig, og hverdagsøkonomien løser sig,” lød det fra Rouhani, der med en nøgle mellem fingrene og et bredt smil på læberne på direkte stats-tv i 2013 prøvede at sælge sit kandidatur op til præsidentvalget.

Rouhani blev præsident, atomaftalen kom i hus to år senere, og atomsanktionerne imod landet er blevet løftet, men alligevel kan Rouhanis sidste og ultimative løfte spænde ben for ham forud for præsidentvalget til maj: Iranerne kan nemlig ikke mærke en positiv økonomisk effekt af atomaftalen endnu.

74 pct. af respondenterne i en meningsmåling foretaget af IranPoll.com i sommeren 2016 tilkendegav, at iranernes vurdering af deres levevilkår på ingen måde er blevet forbedret et år efter atomaftalen, mens tre fjerdedele vurderede, at Rouhani ikke har været succesfuld i at sænke arbejdsløsheden. Måske mest foruroligende for den iranske præsident var, at procentdelen af respondenter, der tilkendegav at de havde et ”meget favorabelt syn” på Rouhani, var faldet fra 61 pct, efter aftalen, til 38 pct.

Godt nok er tallene et halvt år gamle (på grund af de begrænsede forhold er det svært for organisationer at lave uafhængige meningsmålinger), men ikke desto mindre er det bekymrende for Rouhani, der med sin udenrigsminister, Javad Zarif, op igennem efteråret har kritiseret, at USA ifølge dem ikke overholder deres del af aftalen.

“Præsident Obama og udenrigsminister Kerry har skrevet under på aftalen, men når det kommer til implementeringen, så kræver det meget, at få globale banker til at lave handler med Iran, fordi de er bange for amerikanske sanktioner. Vejledningen fra private amerikanske firmaer til banker, der ønsker at handle med Iran, indeholder så mange men’er og hvis’er, at bankerne tager den sikre vej og holder sig fra at lave aftaler,” lød det fra en frustreret Zarif til et foredrag for pressen ved den amerikanske tænketank Council for Foreign Relations i september.

Også Rouhani har svaret på utilfredsheden blandt iranerne: “Atomaftalens mål var at forsvare folks rettigheder og bane vejen for økonomisk aktivitet,” sagde han i et interview med det statsejede nyhedsbureau, Islamic Republic News Agency (IRNA) i oktober. Og det er heller ikke, fordi den iranske stat ikke har fået flere midler at gøre godt med. Olieeksporten er næsten kommet på højde med eksporten fra før atomsanktionerne for alvor ramte landet i 2011, nye fly fra Vesten er igen til at få øje på i det iranske luftrum, og siden Rouhani blev præsident i 2013, er inflationen faldet fra 40 pct. til 9 pct. i november 2016.

Alligevel ser det ud til at blive svært for Rouhani, der kan blive den første iranske præsident, der ikke vinder genvalg. Og på papiret bliver det ikke lettere uden Rouhanis vigtigste støtte, Rafsanjani.

Vinder en af de såkaldte hardliners præsidentvalget, kan det være et dårligt tegn for atomaftalen. Havde det været for landets konservative kræfter, var forhandlingerne muligvis aldrig have nået til der, hvor de endte. Under landets præsident fra 2005 til 2013, Mahmoud Ahmadinejad, kendt for at være meget kritisk stemt over for Vesten, var der flere åbninger for forhandlinger om aftaler, der vedrørte en lempelse af sanktionerne mod Iran til gengæld for en reducering af Irans atomprogram, men uden held. Hvis både Iran og USA, de to vigtigste parter, forkaster aftalens præmisser, kan man ikke forestille sig, at aftalen kan holde i de 10 år, den oprindeligt er tiltænkt.

Alligevel ser det ud til at blive svært for Rouhani, der kan blive den første iranske præsident, der ikke vinder genvalg. Og på papiret bliver det ikke lettere uden Rouhanis vigtigste støtte, Rafsanjani.

_______

 

Rouhanis modstander kendes ikke endnu
Med tre måneder til valget står det endnu ikke klart, hvem fra den konservative blok, der skal prøve at forhindre Rouhani i at blive genvalgt. “Det er muligt, at landets hardliners opstiller en ukendt kandidat, som, ligesom Ahmadinejad i 2005, kommer til at arbejde på de økonomiske frustrationer blandt de lavere rækker i samfundet,” vurderer Thomas Erdbrink, der dog ikke har nogen anelse om, hvem den kandidat kunne være.

Henover foråret begav Ahmadinejad sig ud på en tur til de fattigere dele af det iranske samfund og holdt offentlige taler. Dette gav anledning til store spekulationer om, at han ville stille op til valget for en tredje præsidentperiode. Men til nogles overraskelse har Khamenei, som ikke havde et godt forhold til Ahmadinejad i hans sidste tid som præsident, offentligt antydet, at Ahmadinejad ikke ville få lov til at stille op, hvis han gjorde forsøget. “Han [Ahmadinejad, red.] kom til mig, og jeg fortalte ham, at han ikke skulle stille op, da det ikke er i landets eller hans egen interesse. Det vil skabe bipolære splittelser i landet, hvilket jeg mener, er skadeligt,” sagde Khamenei til IRNA.

Analytikere har peget på Teherans borgmester og Rouhanis modkandidat til valget i 2013, Mohammad Bagher Ghalibaf, men om den tidligere general i revolutionsgarden bliver den konservative bloks kandidat, er rene spekulationer. Faktum er, at der officielt ikke er kommet nogle antydninger fra blokken, men man kan forestille sig, at der snart kommer noget konkret fra dem, da de nok er klar over, hvor stort et tab Rafsanjani kan være for Håbets Liste.

Rafsanjanis død – Rouhanis fordel?
Men Rouhani og den moderate og reformistiske koalition kan også vende Rafsanjanis død til deres egen fordel. Et argument, som den konservative blok flere gange tidligere har brugt imod de moderate kandidater, er netop Rafsanjani. Ligesom mange andre politikere var Rafsanjani ikke uden sine skandaler. Hans ønske om tættere relationer til Irans ærkefjender USA og Saudi-Arabien er ikke delt af alle i befolkningen, specielt ikke blandt konservative politikere, og så er han sammen med sin familie blevet beskyldt for korruption. Beskyldninger, der plettede Rafsanjani støtter, blandt andet blev Mousavi af Ahmadinejad kaldt for “Rafsanjanis mandlige tjener” under en tv-debat op til præsidentvalget i 2009.

Nu hvor Rafsanjani er død, bliver han hyldet fra alle sider i det politiske spektrum. Der flød tårer i massevis fra begge sider til hans begravelse, hvor han blev lagt ved siden af Ayatollah Khomeini i revolutionslederens mausoleum. Af de konservative bliver han hyldet for at være afgørende i dannelsen af Den Islamiske Republik, for hans rolle i skabelsen af revolutionsgarden og som hærchef i krigen imod Irak, der varede i otte år, mens den moderate blok hylder ham som en moderat pragmatiker, der søgte progressive løsninger for landet.

Derfor er det svært at forestille sig, at Rafsanjani vil blive brugt imod de moderate, når valgkampen for alvor går i gang. Til gengæld kan man regne med, at Rouhani vil bruge ham som en martyr-lignende figur, både for landet og for landets moderate bevægelse.

Dertil spiller det psykologiske hos de moderate følgere i Iran også en rolle, når iranerne i maj skal ud til stemmeurnerne, fortæller Gholamhossein Karbaschi, Teherans tidligere borgmester, til The Guardian: “Rafsanjani kunne løse en masse problemer, men selv hans død var betydningsfuld. Der er et psykologisk chok over hans død, og reformisterne kan bruge den til at forstærke deres position.” Sadeq Kharrazi, Irans tidligere FN-ambassadør, er enig i den vurdering og tilføjer til The Guardian: “Vi har et nostalgisk samfund.”

Om Rafsanjanis død får negative eller positive konsekvenser for præsident Rouhani får vi at se inden længe, men med færre nøglefigurer fra revolutionen i 1979 er Iran uanset hvad på vej imod en ny politisk æra.

ILLUSTRATION: Irans ekspræsident Akbar Hashemi Rafsanjani og den nuværende præsident Hasan Rouhani til en ceremoni i Teheran, Iran, 4. juni 2015. (foto: Parspix/ABACA/polfoto)

Navid Molaaghaei (f. 1995) er journaliststuderende ved Syddansk Universitet i Odense. Med hjælp fra politiske og journalistiske kontakter i landet holder han sig regelmæssigt opdateret med dets udvikling. Navid er desuden medstifter og medvært på radioprogrammet Mellemrøsten på Odense Studenterradio.