27.01.2017

Socialdemokratiet mangler ikke politiske projekter, den manglende udmelding handler bl.a. om timing. Men der er i partiet ikke tvivl om at man står på en klassisk socialdemokratisk linje, siger Hans Mortensen, forfatter og journalist på Weekendavisen

Interview af Mathias Blædel Lorenzen

RÆSON: Hvordan adskiller Mette Frederiksen sig fra Helle Thorning som socialdemokratisk leder?

Hun adskiller sig fra Thorning ved at tale klarere til vælgerne. Hun taler direkte til hjertet i det socialdemokratiske vælgerkorps. Hun fremstår som en rigtig socialdemokrat; en mere ægte, klassisk socialdemokrat. Og så adskiller hun sig ved at have noget ministererfaring, hun kan bruge, når hun kommer til fadet. Det havde Thorning i høj grad ikke. Hun kom nærmest som nyvalgt folketingsmedlem. Helle Thorning kom fra Europa Parlamentet, Mette Frederiksen kommer fra ministerposter; endda tunge ministerposter.

Hun har en mere klassisk socialdemokratisk approach til tingene. Indholdsmæssigt har hun jo ikke taget de store opgør, men hun har taget nogle opgør med Thornings måde at lave politik på, eksempelvis omkring arbejdsudbudstænkningen.

RÆSON: Hvad adskiller Mette Frederiksen og Poul Nyrup?

Det er en helt anden tid. Man har forskellige tider med forskellige problemer, men Poul Nyrup var også en mere klassisk socialdemokrat, end Thorning var. Nyrup og Lykketoft sad i en periode med høj arbejdsløshed, derfor handlede politikken naturligt nok om at skabe beskæftigelse. Dét var det helt store projekt. Det kan godt være svært at få øje på, hvad Mette Frederiksens store projekt er. Det er meget lettere at se, hvad det er for en fortælling, Nyrup gerne ville fortælle efter Schlüter. Han ville kendes som én, der havde styr på økonomien, som der måske var problemer med under Schlüter. Dér er det lidt svært at få øje på, hvilke store ting Mette Frederiksen vil gøre anderledes end den siddende regering.

RÆSON: Du nævner, at Mette Frederiksen vil gøre op mod den her arbejdsudbudstænkning. Hvorfor?

Arbejdsudbudstænkning er grundlæggende en borgerlig måde at tænke på. Hvis du gør folk fattigere, så finder de nok et job. Det er jo ikke en klassisk socialdemokratisk måde at tænke på. Det handler mere om uddannelse, opkvalificering og bevarelse af ydelser, men hun har ikke rigtig fået det formuleret endnu.

Hvis man nærstuderer det, kan man godt se, hvilken retning det går i, men det er ikke blevet formuleret i et klart projekt endnu. Det er også et spørgsmål om timing.
_______

 

RÆSON: Hvornår kommer det?

Hvis man nærstuderer det, kan man godt se, hvilken retning det går i, men det er ikke blevet formuleret i et klart projekt endnu. Det er også et spørgsmål om timing. Når man er i opposition, er man ikke under samme pres for at præstere noget, og der er ikke nogle, der er gearede til at køre i højt gear i fire år.

RÆSON: Socialdemokratiet har tidligere været præget af fløjkrige og intern splid. Hvad taler for at Mette Frederiksen kan holde dem nede?

Det er grupperinger og kaffeklubber, som der altid har været, men det virker til at Socialdemokratiet står mere samlet, end de har gjort tidligere. Der er ikke lige så mange personproblemer. I tiden med Nyrup, Lykketoft, Auken og Ritt Bjerregaard handlede det om personballade og ambitioner om at være nummer et.

Samtidig kom der en helt særlig splid ud af formandsopgøret mellem Nyrup og Auken i 1992, som gjorde, at der var nogle meget fastlåste fløje, som definerede det formandsopgør og fløjene. Det fortsatte meget længe efter formandsopgøret, faktisk helt indtil efter hovedaktørerne var forsvundet ud af politik. De fløje er der ikke rigtig mere. Der er selvfølgelig grupperinger og kaffeklubber, som der altid har været, men slet ikke samme ballade. Hun har mere samling på partiet, end der har været i meget lang tid.

RÆSON: Hvorfor har hun det?

Der er færre grupperinger, men det er også fordi, hun har formået at lave en alliance med Henrik Sass Larsen. Det er en alliance, som spænder meget langt i partiet.

Den betyder, at der ikke en stærk, markeret opposition til linjen i partiet. Der er selvfølgelig nogle, der synes, de skal være noget mere, men det handler mere om poster, end det handler om substans. Den stærke, markerede opposition findes ikke. Når de strammer deres udlændingepolitik markant, både retorisk og substantielt, så er der ikke 117 folketingsmedlemmer, borgmestre og tidligere formænd, der farer op. Der har været et par stykker, der har pibet, men det er forbavsende lidt, særligt hvis man ser på, hvor langt partiet har flyttet sig.

RÆSON: Hvad skyldes det?

Dels er der kommet en anden generation af politikere, som forstår betydningen af en fælles partilinje for Socialdemokratiet, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at forblive et stort parti. Samtidig findes der ikke stærke kræfter, som trækker i en helt anden retning. Det var der før, hvor tidligere formænd og markante folk sad i folketingsgruppen og kunne mobilisere en kraftig modstand mod partilinjen og nærmest gjorde det efter behag. Det er der mindre af nu.

RÆSON: I Helle Thorning tiden er der ofte blevet talt om, at hun havde svært ved at samle gruppen. Hvad er den store forskel på nu og tiden med Thorning?

Nu er det svært at sammenligne det at være i regering med at være i opposition, men den forhenværende regering blev ramt af nogle uheldige omstændigheder, som prægede resten af regeringens levetid. Der var meget brok i Thornings tid, som stammede fra en enorm frustration, der blev skabt af, at Socialdemokratiet gik til valg på et meget klart program med ”Fair Løsning, fair forandring”, og så ender med at føre en politik, der på centrale områder er en helt anden. Det giver en frustration og en tvivl om, hvilken retning man egentlig er på vej i.

Det kan godt være, at Mette Frederiksen ikke har meldt store projekter ud, men der er ikke tvivl om, at man står på en klassisk socialdemokratisk linje rent fordelingspolitisk. Der er en helt anden tro på projektet, end der var under Thorning. Folk stolede ikke rigtig på, at Thorning og Corydon var interesserede i at føre socialdemokratisk politik.

RÆSON: Poul Nyrup gjorde plads til Svend Auken som minister i sin regering, selvom han slog ham i et kampvalg, og de tilhørte hver deres fløj i partiet. For at bevare harmonien i gruppen – vil man så kigge mod de har kaffeklubber, når der engang igen, skal uddeles ministerposter?

Det er jeg overbevist om, at man vil. Det er klogt at tage hensyn til de forskellige grupperinger. Det er aldrig klogt at trampe for meget over folk. Partiledelsen kigger meget på at bevare balancen i gruppen. Det har man også kunne se i den fordeling af ordførerskaber, der har været. Man tager hensyn, og det vil man også gøre i en potentiel regering med ministerposter, vil jeg tro.

RÆSON: Du siger, at der ikke er så meget splid og snak i krogene. Har det noget at gøre med, at der ikke kommer så mange politiske initiativer?

Det tror jeg måske, at nogle i partiet synes. De ville gerne have, at man skulle være mere synlig, så man var mere fremme i offentligheden og udgjorde en benhård opposition. Min fornemmelse er, at der er forståelse for, at man ikke kan køre et sindssygt højt gear i fire år i opposition. Det handler om at skabe stabilitet, og stille og roligt køre op i gear, når vi nærmer os i et valg.

De manglende initiativer, tror jeg ikke skyldes, at man ikke kan finde på nogle; det er også et spørgsmål om, hvornår budskaberne er interessante.
_______

 

De manglende initiativer, tror jeg ikke skyldes, at man ikke kan finde på nogle; det er også et spørgsmål om, hvornår budskaberne er interessante. De kommer, når et valg nærmer sig. Nu lignede det en smule, at der kom valg i efteråret, men det ændrede sig med den nye regeringsdannelse, som får det til at ligne en ret lang periode igen. Med de udsigter er der jo ikke noget, der haster for Socialdemokratiet. Man er ikke tvunget til at få sagt en masse i en fart, som folk bliver trætte af at høre på.

RÆSON: Står gruppen stærkere sammen, end den gjorde sidste gang, de var i regering?

Nu skete der mange ting sidste gang. De var nødt til at skrotte hele deres politik for at lavet et regeringsgrundlag, og så blev Henrik Sass Larsen, som er en meget stærk spiller internt, skubbet ud og fanget i ”Køge-sagen”.

De her ting var svære at forudse. Med lidt kløgt kunne man måske godt have forudset, at man var nødt til at bruge de Radikale for at vinde magten, men det var svært at se det komme med Henrik Sass Larsen. Det gjorde virkelig, at magtbalancen blev skubbet. Det tyder ikke på, at noget lignende sker. Det ser mere stabilt ud nu; magtforholdene er på plads.

RÆSON: Hvad betyder Henrik Sass Larsen for partiet?

Han er én, man er nødt til at have med sig, hvis man vil frem. I mange år har han haft en stor betydning, og man skal altid have ham med i kabalen. Han har mange støtter og er dygtig til det magt- og kabalepolitiske. Han er en mand, man er nødt til at orientere sig efter, hvis man vil have indflydelse, og han er ikke rar at have imod sig. Hvis man skal være med til at styre Socialdemokratiet, så skal man have Henrik Sass Larsen og hans allierede med sig.

RÆSON: Hvordan har han opbygget denne position?

Det har han ved at være dygtig til at skabe netværk, en god sans for at placere sig og ved at have ”de rigtige holdninger”. For eksempel er det hans holdning til udlændingepolitik, som præget partiets holdning. Han var en af de første til at stå på den stramme kurs. Det er en blanding af at se, hvilken politisk vej partiet skal og at navigere rent magtpolitisk.

ILLUSTRATION: Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen (foto: Jens Dresling/polfoto)