25.12.2016

Trumps sejr og Clintons nederlag bliver brugt af højre og venstre til at bekræfte deres allerede eksisterende holdninger. Sandheden er mere kompleks.

Analyse af Noa Redington (fra RÆSON28)

Så vandt Donald J. Trump. Og tillykke med det. Altså ikke, at han blev præsident. Selvom han nok skal blive en tremendously-great-best-ever-tremendously-rich-highly-successful-best-words leder af den frie verden. Håber vi.

Men tillykke, fordi vi nu får muligheden for at læse alt det, vi vil, ind i hans sejr. Vi kan lave vores helt egen Lex Trump. For sådan er politik også. Kampen om sandheden raser fra ord til ord, og det er en kamp, hvor der sjældent bliver taget fanger. Udfaldet afgør, hvordan partierne vil gå til næste valg. Hvad kan Socialdemokratiet lære af Trumps sejr? Hvad lærer Venstre og Dansk Folkeparti? Ikke bare i Danmark, men i resten af den vestlige verden. Hvad sker der i Østrig? I Italien? I Holland, Frankrig og Tyskland til næste år? Slagsmålet er med til at forme den måde, vi ser verden gennem aviser, analyser og noget så fint som den offentlige debat.

Lige nu er den analyse, man kan trække i stort set alle automater, følgende: Trump vandt, fordi eliten har glemt almindelige mennesker og under globaliseringens hellige faner rager til sig på en måde, der ikke er set, siden grækerne plyndrede Troja. Eller som en animeret skribent på Altinget konkluderede: ”Med sin bedrevidende og teknokratiske stil – og sine forbindelser til Wall Street – blev Hillary Clinton symbolet på den hadede elite. Det er ikke så underligt, at hårdtarbejdende amerikanere bliver vrede, når hele byer går ned, fordi industrien flytter til udlandet, når der er en enorm illegal indvandring med social dumping til følge, og der hersker en kvælende politisk korrekthed. Den cocktail førte til en eksplosion, akkurat som man så det ved Brexit.”

Man fornemmer, hvordan vredens og hævnens indestængte safter siver fra hvert bogstav. Der mangler bare at stå noget om, at Hillary Clinton er such-a-nasty-woman. Men som sagt, det er den førende analyse i byen. Og ikke kun i København. Den står i Financial Times, Frankfurter Allgemeine Zeitung, The Economist, Le Monde, El País osv., osv. Den, der forklarer Trump. Brexit. Front National i Frankrig. Og nå ja, Dansk Folkepartis succes ved sidste valg. Den kan forklare alt – og det skaber tryghed i en foranderlig og forunderlig verden.

På højrefløjen er lektien klar. Opskriften på succes er en benhård udlændingepolitik, antiglobalisering, nynationalisme og en konstant latterliggørelse af alt, hvad der har et lixtal over Billed-Bladet, som værende elitært. Venstrefløjen mumler mere, men essensen er lige så klar. Vejen til sejr går gennem at tage folks bekymringer alvorligt, at sikre en mere fair omfordeling og at stå på mål for den go’e, gamle sammenhængskraft, hvilket er et andet ord for en stram udlændingepolitik. Og således kan både højrefløjen og venstrefløjen bekræfte deres syn på verdens sande elendige tilstand. De kan på belejligste vis accelerere de idéer, de har i forvejen.

En mere kompleks sejr
Men hvad nu, hvis Trumps valgsejr er mere kompleks end som så? Eksempelvis vandt Hillary Clinton et flertal af de afgivne stemmer blandt amerikanerne – faktisk over en mio. flere stemmer. Er det så, fordi majoriteten er globaliseringsfanatikere og medlemmer af elitens inderkreds? Næppe. Måske er de bare Demokrater, der synes, Hillary Clinton var den bedste kandidat. En af Trumps trumfer var, at han gjorde det bedre end sine Republikanske forgængere hos både afroamerikanerne, latinoerne og vælgerne med en asiatisk baggrund. Måske de også havde fået nok af al den klamme politiske korrekthed? Eller måske de bare var trætte af Demokraterne efter otte år med Barack Obama? Hvem ved.

Selvom demografien i princippet burde være på Clintons side med en stadig mere pluralistisk befolkningssammensætning, så er det måske bare ikke så let at være Demokrat i USA.
_______

 

Selvom demografien i princippet burde være på Clintons side med en stadig mere pluralistisk befolkningssammensætning, så er det måske bare ikke så let at være Demokrat i USA. Som bekendt har Republikanerne siddet massivt på Repræsentanternes Hus i 16 af de seneste 20 år. Valgsystemer betyder noget. Eller tag den med den skrappe udlændingepolitik. Alle undersøgelser viser, at de vælgere, som var mest optaget af immigration, stemte på Donald Trump. Det er hverken første eller sidste gang, at race, udlændinge eller immigration spiller en selvstændig og særdeles dynamisk rolle ved amerikanske valg. Men på valgaftenen offentliggjorde CNN en måling, der viste, at 70 pct. af amerikanerne mener, at en del af løsningen på immigrationsudfordringen er, at der skal findes en hurtigere vej til statsborgerskab – hvilket er det nærmeste, du kommer en plads omkring kong Arthurs runde bord i USA. Hvad så med omfordelingen mellem rig og fattig? Goddag mand, økseskaft. Donald Trump har foreslået skattelettelser til de rigeste, der er så store, at der skal ekstra gang i seddelpressen. Og så er der det med handel, industri, som smutter til udlandet, og de hårdtarbejdende amerikanere. Men tag eksempelvis bilindustrien. Den har sit amerikanske epicenter i Michigan og har efter en massiv krise fået en ny ungdom – der kommer flere arbejdspladser, ikke færre. Alligevel vandt Trump overraskende Michigan. Og sådan kan man blive ved. Hvorfor var det eksempelvis lige, at Donald Trump vandt Florida? På grund af vrede kulminearbejdere?

I det hele taget skal vi være varsomme med at købe idéen om, at der er bygget en ny politisk alliance i USA i rustfrit stål. Eller som Politicos Michael Kruse skriver: ”All the talk about the “white working class” creates an impression of a monolithic and homogenous base of support. But in one conversation after another, voters revealed meaningful distinctions about what issues they most want solved. Some might want a wall sturdy enough to stop the drug traffickers, but others are paying much closer attention to whether there’s a bump in the payroll at the last coal mine. And that variation—plus the urgency expressed by those who swung so passionately for Trump—suggests less a permanent bloc than an anxious and impatient coalition that could fracture as quickly as it formed.”

Og derfor er der også grund til at være opmærksom på den spøjse blanding af intellektuelt dovenskab og akademisk overmod, vi oplever, når der forsøges at tvinge en analyse ned over verdens store begivenheder.
_______

 

Og derfor er der også grund til at være opmærksom på den spøjse blanding af intellektuelt dovenskab og akademisk overmod, vi oplever, når der forsøges at tvinge en analyse ned over verdens store begivenheder. For hvordan tager man lige højde for, at Hillary Clinton var en dårlig kandidat, der havde sig selv som det vigtigste projekt? En kandidat uden evne til at kommunikere og med en udstråling af, at hun stillede op, fordi det nu var ’hendes tur i familien’? Det var næppe tilfældigt, at hendes kampagne testede 84(!) hovedbudskaber. Suk. Og hvordan med det faktum, at vælgerne har det sværere med en kvindelig politiker end en mandlig? Det gælder også kvinderne.

Vigtigst er formentlig at forstå det massive kollaps af USA’s politiske institutioner. Med en Kongres, som er ude af stand til at tage beslutninger i den ene eller den anden retning. Med to partier, som bekriger hinanden med en passion, der er Mellemøsten værdig. Et topartisystem, som har udviklet en politisk klasse af millionærer, glade amatører og professionelle charlataner. En politisk diskurs, som bliver stadig mere virkelighedsfjern og patostynget. Og et mediebillede, hvor sandheden er noget, man selv skaber.

Alt dette udnyttede Donald J. Trump. Bedre og mere succesfuldt end nogen andre, naturligvis. Sådan er han jo.

Der er mange særlige forhold, der gør sig gældende, og som hver især fordrer refleksion. Men vi kan naturligvis ikke vente på, at valgforskerne udsender hvid røg og fortæller os, hvad der virkelig skete den 8. november 2016. For kampen om sandheden raser. Og de, der ikke står op om morgenen, bliver efterladt på perronen, når toget kører. Nogle vælgermæssige forhold er helt åbenlyse. Der ER en forskel mellem land og by. Mellem rige og knap så rige vælgere. Og ikke mindst mellem vælgere med videregående uddannelser og dem med en knap så lang uddannelse. Det hele hænger sammen. Men herfra begynder det så også at blive kompliceret.

Jeg vil afholde mig fra at komme med DEN STORE ANALYSE, men jeg vil driste mig til at pege på seks pointer. De hænger ikke nødvendigvis sammen. De opererer på forskellige strukturelle og analytiske niveauer, men ikke desto mindre indeholder de efter min opfattelse nogle af de vigtigste elementer til at forstå verden i Trumps tegn.

1. Den politiske klasses kamp
Vi må ikke forledes til at tro, at Trump alene udgør en udfordring for Demokraterne i USA og centrum-venstre i Europa. Trumps sejr er et nederlag for det etablerede Republikanske Parti. De gjorde alt, hvad de kunne, for at bekæmpe ham stort set frem til valgdagen. Og det er et nederlag for de konservative i England – det er jo ikke tilfældigt, at den politiske enfant terrible Nigel Farage er en af milliardærens varme støtter.

Helt præcist udgør Trump en udfordring for den politiske midte. Altså det sted i politik, hvor kompromiser opstår som en funktion af et demokratisk system med modsatrettede interesser. Centrum-højre og centrum-venstre. Når det er vigtigt at pointere, at Trump er et nederlag hele vejen rundt i det politiske spektrum, hænger det sammen med, at løsningen også er nødt til at være funderet bredt. For det er den politiske klasse, som er under pres. Den politiske klasse forstået som de professionelle politikere, der i webersk forstand har gjort politik til ikke bare et kald, de lever for, men også til en profession, de lever af. Derfor er det afgørende, at vi får besvaret spørgsmålet om, om vi fortsat ønsker en egentlig politisk klasse? Og i givet fald, hvordan den skal agere?

Mit svar på det første spørgsmål er: Ja. Tanken om et demokrati drevet af amatører, læs Trump, er skræmmende. Politik er kompliceret – for det moderne samfund er noget rod. Klimakrise, flygtningekrise og økonomisk krise er problemer med uhyre mange lag uden snuptagsløsninger. Ingen fødes som gode politikere; det er noget, man bliver.

Men det er også oplagt, at den politiske klasse er nødt til at udfordre sig selv. Og her begynder det at blive interessant. For en del af problemstillingen er, at den politiske kamp inviterer til, at der sker en konstant undergravning af modstandernes troværdighed: løftebrud, taburetklæbere, inkompetent osv.

I reklamebranchen arbejder man med begrebet: ’Don’t kill the category’. Det betyder kort fortalt, at det ville være selvmord for Coca-Cola at angribe Pepsi for at være usund. Eller hvis Audi angreb Toyota for, at det er farligt at køre i bil. I politik er selve angrebet på politikeren som kategori blevet et omdrejningspunkt i kampen om magten. Og således er politikerne de dårligste til at tage livtag med debatten om deres egen lave troværdighed. De har ikke gjort andet end at grave hinandens og dermed deres egen grav.

Et sted at starte må og skal være, at vores folkevalgte bliver skarpere på at forklare og forsvare kompleksiteten i deres beslutninger.
_______

 

Om det kan ændres, er et helt åbent spørgsmål. Et sted at starte må og skal være, at vores folkevalgte bliver skarpere på at forklare og forsvare kompleksiteten i deres beslutninger.

2. Alle taler om ulighed – ingen gør noget ved det
Særligt i centrum-venstre bliver stigende ulighed nævnt som en af driverne bag Trump. Selv i organisationer som IMF og OECD er der en erkendelse af, at dramatisk ulighed truer den sociale og økonomiske orden og dermed også den verden, vi kender. Og der er udviklet et hav af analyser, der viser, at navnlig den lavere del af middelklassen i den vestlige verden er blevet presset af globaliseringen, dvs. øget frihandel og liberalisering af kapitalmarkederne.

Men diskussionen om ulighed har mange lag. Der er ingen tvivl om, at uligheden er steget på en måde i USA, som ikke er set siden Roosevelts New Deal i 1930’erne. I lande som Danmark og Sverige er uligheden ikke vokset specielt meget – og det til trods for, at de nordiske lande i kraft af vores små, åbne økonomier er mere eksponerede for globaliseringen.

Det interessante er jo naturligvis at kunne svare på spørgsmålet: ”Og hvad så?” I USA er der en reel kamp om mindstelønninger og omfordeling over skatten. I Europa trives drømmen om omfordeling også på venstrefløjen. Men sat på spidsen er der ikke nogen europæiske socialdemokratier, der for alvor har en klassisk omfordelingsdagsorden. Det skyldes to ting.

For det første er det ikke noget, som for alvor flytter stemmer. En af Tony Blairs store indsigter var, at han ønskede, at New Labour skulle være et parti for ’achievers’ – altså mennesker, som stræber. Dem er der nemlig flest af blandt vælgerne. Og i den sammenhæng er millionærskat en underlig størrelse.

For det andet – og vigtigst: Hvis man for alvor vil lave omfordeling i fx Sverige eller Danmark, så er det en illusion at tro, at det alene kan ske ved at hæve skatterne for den rigeste procent (eller topfem procent, for den sags skyld). I Danmark vil en metalarbejder også skulle betale mere i skat – hvis man altså skal overføre kroner til dagpenge, kontanthjælp, førtids- eller folkepension, så det faktisk slår ud på Gini-skalaen. Vil man det? Næppe.

Det efterlader en debat – i hvert fald i en nordvesteuropæisk kontekst – om, hvordan man prioriterer inden for den offentlige sektor. Det er en debat, der har vist sig at være uhyggelig svær for centrum-venstre-partierne. Tag eksempelvis skolereformen i Danmark. Så jo, ulighed ER en vigtig politisk kampplads. Men særligt hvis man bor i USA. I en europæisk sammenhæng bliver diskussionen om ulighed derimod hurtigt til et opgør internt i vælgerkoalitionen. Derfor: Når man taler uligheden op, skylder man også et svar på, hvordan den skal løses. Ikke bare marginalt. Men strukturelt.

3. Det er udlændingenes skyld – og hvad så?
Helt centralt er spørgsmålet om udlændinge, flygtninge og immigranter. Kald dem, hvad du vil. Spørgsmålet om antal, integration og selektion fylder i hele den vestlige verden. Men igen er det mere komplekst end som så. For i USA er debatten først og fremmest rettet mod økonomiske immigranter – ikke mindst mexicanere, der har haft stor glæde af frihandelsaftalen NAFTA. Build That Wall! Der er tale om en helt klassisk konkurrencesituation i bunden af arbejdsmarkedet.

I USA er sikkerhedsdimensionen først kommet på sent i debatten – og har ikke fyldt meget for vælgerne. I Europa derimod handler debatten også om – hvis ikke først og fremmest – et kulturelt pres og spørgsmålet om islam i Europa. Det er der ikke noget nyt i. Det nye er ret beset, at ikke mindst de europæiske socialdemokratier har bevæget sig fra en liberal forståelse af immigration til en ny position, der er langt mere national og restriktiv. Der findes mig bekendt ingen socialdemokratier eller andre partier i Europa, der går ind for fri indvandring.

Det er også nyt, at der med Brexit er kommet en åbning for at diskutere følgerne af den frie bevægelighed i det indre marked. Men igen er kompleksiteten stor. Tag eksempelvis Danmark. Over 100.000 østeuropæere arbejder i vores yndige land. Langt flere end forventet – mange gange flere, faktisk. Arbejdsløsheden er 4,5 pct., så i fantasiens verden kan man opstille et scenarie, hvor alle østeuropæere forsvinder, og arbejdsløsheden blandt danskere forsvinder fra den ene dag til den anden. Det samme kan man gøre for Storbritannien. I fantasiens verden. For bundlinjen på arbejdskraftens frie bevægelighed er, at den bidrager helt afgørende til vores vækst, velstand og velfærd.

Jovist: Trumps sejr sætter en tyk streg under, at udlændinge er en afgørende politisk kampplads. Men i virkeligheden er det måske den mindst interessante del af Lex Trump.

4. Det er valgsystemet, dit fæ!
I jagten på at finde sammenhænge på tværs af lande har vi undervejs mistet evnen til at forstå forskellene. Ikke mindst de institutionelle. For det betyder noget, hvordan et valgsystem er skruet sammen.

Det engelske first-past-the-post-system skaber et topartisystem. Præcis som i USA. Men her hører lighederne også op. Primærvalgprocesserne i de to amerikanske partier gør politikerne yderst følsomme over for deres kernevælgere, nemlig medlemmerne, der typisk har en mere radikaliseret politisk overbevisning end vælgerne under ét. Fremvæksten af Tea Party- bevægelsen i Det Republikanske Parti taler sit tydelige sprog. På samme måde er Det Demokratiske Parti blevet en paraply over forskellige mindretal. Eller som Hillary Clinton rammende sagde i sin forsinkede nederlagstale: ”We’ve spent a year and a half bringing together millions of people from every corner of our country to say with one voice that we believe that the American dream is big enough for everyone – for people of all races and religions, for men and women, for immigrants, for LGBT people, and people with disabilities. For everyone.”

Voila. Alle nævnt. Alle glemt.

Når valgsystemet skal fremhæves, er det, præcis fordi det skaber forskellige output. At Bernie Sanders ikke vandt det Demokratiske primærvalg, hænger, ifølge ham selv, sammen med, at partiets system med superdelegerede altid vil favorisere den kandidat, the establishment har valgt.

Valgsystemer, som bygger på forholdstalsvalg som i Holland, Danmark, Tyskland og det meste af Europa, er mere robuste mod populister som Trump, Wilders og Farage end Det Republikanske Partis primærvalgsystem.
_______

 

Sammenlign fx med Holland. Bliver Geert Wilders’ Frihedsparti det største? Måske. Og hvad så? Nok ikke særlig meget. For partiet står ikke til at få absolut flertal og skal derfor vælge enten at blive en del af en koalition eller at stå udenfor. Præcis som situationen har været for Dansk Folkeparti i Danmark. Pointe: Valgsystemer, som bygger på forholdstalsvalg som i Holland, Danmark, Tyskland og det meste af Europa, er mere robuste mod populister som Trump, Wilders og Farage end Det Republikanske Partis primærvalgsystem.

På mange måder er Danmark et forbillede. Ved jordskredsvalget i 1973 ændrede ikke mindst Fremskridtspartiet de politiske strukturer. Siden er Dansk Folkeparti kommet til og har været en funktionel del af det politiske liv de senere år, forstået på den måde, at partiet har opsamlet utilfredse vælgere og løbende kanaliseret deres interesser ind i den politiske proces. Danmark er et velfungerende og stærkt demokrati. Det samme gælder Tyskland, Sverige, Holland og de andre vesteuropæiske lande, der oplever en fremvækst af både højre- og venstrepopulistiske strømninger. (Østeuropa er en anden historie). Kapaciteten for at indoptage nye idéer og udvikle nye regeringskonstellationer er enorm, vel at mærke på en måde, der dæmper de mest yderligtgående idéer.

Og på mange måder er det stærkeste værn mod populister: faktisk at give dem ansvar. Præcis som det er sket med Fremskrittspartiet i Norge, eller som da Wilders fra 2010 til 2012 agerede parlamentarisk grundlag for en smal borgerlig-liberal regering. Den mulighed har man ikke i det amerikanske præsidentielle setup. Morale: Vi skal være glade for vores valgsystem.

5. Kvinde, bliv ved din læst, på højrefløjen
De amerikanske kvinder støttede Hillary Clinton. Bare ikke specielt meget mere end de støttede Barack Obama. Og forbavsende mange kvinder endte med at stemme på Trump. Blandt hvide arbejderklassekvinder fik Trump faktisk flere stemmer end hans Republikanske forgænger, Mitt Romney.

Formentlig havde Demokraterne været bedre stillet med en mandlig kandidat. Og det til trods for, at vi i fællesskab er lykkedes med at få skabt en stemning af, at det ikke er en ulempe at være kvinde i toppolitik. Sorry, folks. Det passer ikke.

Et studie fra Yale University har vist, at kvinder bliver bedømt langt hårdere for fejl end mænd, hvis de begår en fejl som leder i et typisk mandefag. I et simuleret forsøg lod man en større gruppe respondenter evaluere en politichef, der havde mistet grebet om en demonstration og derfor satte sine folk ind, bare ikke nok. Resultat: kaos, og 25 civile kom til skade. Det er aldrig godt at begå fejl i ansvarsfulde stillinger. I forsøget skelnede man mellem at have en kvindelig og en mandlig politichef. Den mandlige blev straffet af respondenterne med et fald i sin popularitet på 10 pct. – den kvindelige blev ramt af et fald på 30 pct. En køn forskel. Hvad betyder det i politik? Først og fremmest, at kvinder skal være mere risikoaverse end mænd. Sagt på jævnt dansk: De skal være kedeligere. Hele tiden have fokus på substans. Ikke være for morsomme. Ikke for højtravende. Altså hvis de vil til tops.

Og dog. For der er jo faktisk masser af kvindelige ledere. Både populister såsom Siw Jensen i Norge, Le Pen i Frankrig og Frauke Petry i Tyskland. Og establishmentpolitikere som May i Storbritannien og Merkel i Tyskland. Tankevækkende nok er succesfulde kvinder i politik således oftest borgerlige eller højrepopulister. Hvorfor? Det er svært at sige. Måske bliver kombinationen af kvindelige ledere og centrum-venstres snak om lighed, velfærd og de svage ganske enkelt for meget for en stor del af vælgerne. Inklusive kvinderne. De vil gerne have kvinder. De skal bare være højreorienterede.

6. Det er elitens skyld
Endelig er der eliten. Det er deres skyld. Det hele.

Problemet med al den snak om elite er bare, at det er komplet uklart, hvem eliten er. I langt de fleste tilfælde taler man om eliten under ét. Som dem, der bestemmer. Men eliten er mange ting i mange forskellige sammenhænge. Interessant nok har samfundsvidenskaben selv svært ved at få greb om elitebegrebet. Det gælder fra den marxistiske analyse, der sætter kapitalejere i centrum, over Webers analyse af bureaukratiets jernlov og C. Wright Mills og det militærindustrielle kompleks til nyere analyser af eksperternes rolle i det moderne samfund. Når samfundsvidenskaben har så svært ved at definere eliten, hænger det jo sammen med, at det ER en dynamisk størrelse. Der er ingen tvivl om, at en del af eliten – forstået som: ejere af kapital – har haft glæde af globaliseringen. Men andre dele af eliten bliver voldsomt udfordret i disse år – fx er medieeliten kastet ud i en eksistenskamp på grund af digitaliseringen. Og hvad med den politiske elite? En undersøgelse fra Kristeligt Dagblad viser, at kun 12 pct. af danskerne faktisk opfatter politikerne som en del af eliten – i danskernes øjne er den rigtige elite erhvervslederne.

Har danskerne ret? Det må andre afgøre. Men undersøgelsen er et klart udtryk for, at den politiske elite i dag er det svage led i samfundets gyldne kæde. Og det er måske den helt afgørende udfordring for vores politiske system i Trumps tidsalder: Vores politikere bliver ikke taget alvorligt. Og det, uanset om de kommer fra højre eller venstre.

ILLUSTRATION: Noa Redington (Finn Frandsen/POLFOTO) / Donald Trump (Evan Vucci/AP/POLFOTO)

Noa Redington (f. 1971) er uddannet i statskundskab fra Københavns Universitet og Columbia University, New York. Han har arbejdet som journalist, analytiker og redaktør på Weekendavisen, Ugebrevet A4 og Ugebrevet Mandag Morgen. 2008-2015 særlig rådgiver for Helle Thorning-Schmidt (S).