15.12.2016

Sejren i Aleppo er et stort fremskridt for regimet og ligeledes et tilbageskridt for oprørerne, men det er ikke starten på enden af den syriske borgerkrig, spillereglerne er bare blevet ændret. Regimets udmattelse parret med oprørernes organisatoriske sammenhængskraft betyder, at konflikten nok i højere grad vil trække i langdrag end ende fuldstændigt.

Analyse af Ferhat Gurini, RÆSONs Mellemøstredaktør

Den 26.juli, 2015 gik Bashar al-Assad på talerstolen i Damaskus, i hvad der dengang var hans første offentlige tale i et år. På daværende tidspunkt havde regimet tre måneder forinden mistet kontrollen over Idlib, en strategisk storby i det nordvestlige Syrien, der fungerer som buffer mellem det alawiitiske kerneland Latakia og Aleppo, og regimet så sig nødsaget til at trække sig tilbage og cementere sine stillinger omkring det vestlige Syrien. Han indrømmede i talen at tilbagetrækningen var grundet manglende væbnede styrker. To måneder senere meldte Rusland sig på banen og i dag står regimet til at vinde sin største militære sejr og generobre, hvad der engang var Syriens største by.

Men trods generobringen af Aleppo, som uden tvivl vil have stor betydning for den logistiske og strategiske virkelighed, samt oprørernes morale og rekrutteringsevne, så er for få væbnede styrker stadigvæk et problem for det syriske regime. En vurdering fra marts i år lyder på at den syriske hær formentlig ikke er større end 70.000 mand. Med andre ord, har Assad har ikke kapaciteten til at sikre total fysisk kontrol og sikkerhed over de områder, han overtager. Og det er derfor det syriske regime i højere og højere grad, har ladet infanteriet blive substitueret af lokale militser, der er loyale overfor regimet, men også har en egen politisk dagsorden, hvilket er underminerende for Assads planer om en forenet stat.

Oprøret er ikke statisk
Indtil nu har oprørernes strategi baseret sig på at befri og overtage større metropoler, fordi der med byer følger produktionsevne, rekrutteringspotentiale og stor symbolværdi. Det er ikke en taktik, som nødvendigvis ændrer sig med Aleppos fald, men skulle det vise sig at være for omkostningsfyldt en strategi, er det meget sandsynligt at konflikten vil blive trukket i langdrag som følge af nye taktiske overvejelser.

I stedet kan man forvente at oprøret, hvis Assads succesfulde offensiv fortsætter, vil basere sig på den syriske hærs svaghed – dets manglende mandskab – og man i højere grad vil gøre brug af guerilla-taktikker.
_______

 

Stort set alle ideologiske og identitetsmæssige komponenter af det syriske samfund er repræsenteret gennem en militant organisation i oprørshæren FSA (Den Frie Syriske Hær). Det er grupperinger, som har grebet til våben grundet stærke idemæssige ambitioner og som har en klar, politisk dagsorden. For slet ikke at nævne FSA’s heterogene opbygning, som en slags paraplyorganisation, der betyder at selv en centraliseret udmelding fra gruppens ledelse om at nedlægge våben ikke nødvendigvis vil blive accepteret af alle grupperinger. Denne mangel på en samlet strategiske vision fra FSA’s side, har meget vel haft en negativ effekt på organisationens interne kohæsion, men har medført en effektiv overlevelsesevne, hvor hver enkelt gruppe kan eksistere uafhængigt af de andre. Derfor er det meget sandsynligt, at tabet af territorium ikke betyder, at oprørerne overgiver sig. I stedet kan man forvente at oprøret, hvis Assads succesfulde offensiv fortsætter, vil basere sig på den syriske hærs svaghed – dets manglende mandskab – og man i højere grad vil gøre brug af guerilla-taktikker.

Det betyder sporadiske angreb og lommer af oprør i Syrien, løst organiseret af FSA, men som sigter efter at ramme det syriske regime, hvor det er svagest, nemlig dets mandskab. Det er en strategi, som er mindre intensiv, men som samtidig er effektivt mod en syrisk hær, der er tyndt udstrakt bare ved at sidde på en tredjedel af landets territorium.

Dertil kommer konfliktens ekstremt polariserede natur, hvor eksterne aktører, regionale såvel som globale, betragter situationen som et nul-sums-spil. Og hvor der er blevet udvist en villighed til at støtte og finansiere proxy-grupper på bekostning af Syriens stabilitet. Netop udsigten til faldet af Aleppo viste sig for Tyrkiet, at være incitament nok til at intensivere sin indsats i Syrien med yderligere 300 soldater, og byens endelige fald kan vise sig at være grund nok for Saudi-Arabien og Qatars til at oppe deres engagement i konflikten.

Ydermere resulterer regimets og Ruslands bombning og totale ødelæggelse af landets største byer i 7,6 millioner internt fordrevne, et massivt brain-drain i form af 4,6 millioner flygtninge ud af landet og en forkrøblet infrastruktur. Med andre ord er Syriens statskapacitet fuldstændig udhulet og det bidrager til forværrede socioøkonomiske omstændigheder, der er en af de bagvedliggende faktorer hos radikaliserede unge, som griber til våben. Alt i alt giver det meget dårlige forudsætninger for en hurtig normaliseringsproces, som er afgørende, når man skal sikre fred efter en borgerkrig.

Regimets brug og afhængighed af paramilitære grupperinger har i høj grad kunne forklare, hvordan det har kunnet holde, overtage og opretholde territorium op til i dag.
_______

 

Regimets front er en mosaik
Regimets brug og afhængighed af paramilitære grupperinger har i høj grad kunne forklare, hvordan det har kunnet holde, overtage og opretholde territorium op til i dag, men det er samtidig en faktor, der betyder, at Bashar al-Assad ikke nødvendigvis kan handle egenrådigt uden at tage stammemæssige, sekteriske og etniske interesser til overvejelse i hans ageren.

Da militariseringen af det syriske oprør for alvor trådte i kraft i 2012, og de første bølger af deserteringer begyndte at melde sig i den syriske hær, heriblandt 3000 officerer, forstod det syriske regime, at det ikke kunne være afhængig af den professionelle hær alene. Der blev taget initiativ til at mobilisere lokale militser, der var loyale overfor det syriske regime, med udgangspunkt i de Populære Kommitter. Det udviklede sig senere til National Defence Forces, NDF, som i dag udgør en af de største væbnede grupper og som i marts, 2015, ifølge The Economist, bestod af mere end 100.000 mand. Gruppens tilblivelse og organisering skete med iransk hjælp og vejledning.

Denne udmattelse og mangel på væbnede styrker har fostret oprettelsen af militante grupperinger på tværs af stort set alle landets religiøse og etniske skel – være det sunni-arabere, armenere, druzere, alawitter, assyrere eller tidligere palæstinensiske flygtninge. Også private militser, sponsoreret af velhavende forretningsfolk med tæt forbindelse til regimet, er sprunget op. For ikke at nævne tilstedeværelsen af Hezbollah, den Iranske Revolutionsgarde og iransk-finansierede shia-militser fra Pakistan og Afghanistan.

Oprettelsen af de paramilitære organisationer, sker på baggrund af løse netværk, hvor medlemmerne oftest har et tilhørsforhold til det område, de forsvarer – eller får en væsentlig bedre løn end hvad den syriske hær kan tilbyde. Militserne er let bevæbnede, da regimet udmærket er klar over, at den gennem sin paramilitære strategi, skaber en parallel sikkerhedsstruktur, som i sidste ende har potentialet til at undergrave regimets autoritet.

Og med Bashar al-Assad, der ikke vil give slip på magten og oprørerne, der fortsat kræver hans afgang, er det en borgerkrig, som har meget lange udsigter.
_______

 

De forskellige grupperinger kæmper nemlig under regimets bannere af forskellige årsager. Det kan være grundet uformelle patron-klient netværk, identitetsmæssige tilhørsforhold eller af belejlighed. Med andre ord, er der ikke nødvendigvis tale om en ubetinget loyalitet, og det har haft effekt for den interne kohæsion og fælles front, som regimet kan mønstre. Det har ledt til en manglende tiltro og reel frygt fra regimet om at disse grupperinger på et tidspunkt kan modsætte sig dets vilje. Hvilket flere episoder allerede understreger.

I Homs reducerede regimet den regionale NDF-afdeling fra 30.000 til 5.000 mand, grundet spændinger mellem lokale styrker og den syriske hær, SAA. Og i april, 2015 mundede uenigheder i samme by, mellem NDF og SAA, ud i reelle militære konfrontationer med tab på begge sider. Det er spændinger, der sandsynligvis vil blusse endnu mere op, når der ikke længere er en fjende at gøre fælles front mod.

Indtil nu har militæret kunne sikre en vis grad af lov og orden indenfor dets kerneområder i det vestlige Syrien, hvilket har givet dem legitimitet og støtte fra en række paramilitære netværk. Men det er ikke nødvendigvis tilfældet i resten af landet, hvor den syriske hær i sig selv ikke har mændene og kapaciteten til at sikre total, fysisk stabilitet, og hvor den demografiske sammensætning givetvis er mere fjendtligt indstillet.

Og selvom de paramilitære grupper har skærmet den syriske hær fra total udmattelse, er hærens professionelle opbygning og struktur blevet udvandet og dets evne til at handle uafhængigt reduceret.

Regimet står overfor mere end bare en militærtrussel fra oprørerne. Fremkomsten af en parallelsikkerhedsstruktur, begrænsede væbnede styrker og en tydeligt eroderet statskapacitet betyder ikke alene, at Assad vil have svært ved at etablere total, politisk kontrol over landet, det giver også oprørerne, og deres regionale patroner, incitamentet til at kæmpe videre. Og med Bashar al-Assad, der ikke vil give slip på magten og oprørerne, der fortsat kræver hans afgang, er det en borgerkrig, som har meget lange udsigter.

ILLUSTRATION: Wikimedia Commons.

Ferhat Gurini (f.1995) er RÆSONs Mellemøstredaktør og studerer statskundskab på Københavns Universitet og International Relations ved London School of Economics. Han er tilknyttet IPmonopolets redaktion og har tidligere skrevet for Atlas Magasin.