05.12.2016

KOMMENTAR af Philip Rosenbaum

Globalisterne står på hovedet i foragt og mistro til verdens politiske situation. I efterrationaliseringens ellers så klare lys begår de ”etablerede” de selvsamme fejl, som ledte til deres gentagne fejlforudsigelser forud for den vestlige verdens seneste års folkeafstemninger. De prøver at finde fejlen hos de afvigende stemmer, fremfor at kigge indad. En verdensomspændende økonomisk krise vil unægtelig åbne døren for populismen, men døren stod allerede på vid gab, da globalisterne ikke har formået at kommunikere globalismens goder igennem flere årtier.

Den klassiske højre/venstre politiske doktrin har længe ligget begravet. Den moderne politiske opdeling ligger mellem globalister kontra isolationister, hvor opbakningen til sidstnævnte fortsat stormer frem over hele verden. Det er ikke overraskende, da isolationisterne fremfører klare og forståelige argumenter, hvad angår både pragmatik og ideologi, mens globalisterne er stagneret på et mellemleje af uhåndgribelige floskler, der hverken taler til befolkningernes realiteter eller drømme.

En verdensomspændende økonomisk krise vil unægtelig åbne døren for populismen, men døren stod allerede på vid gab
_______

 

Hvor mange af globalisternes kanariefugle skal dø, før de finder ud af, at der er iltmangel i deres politiske miner? Det ”utænkelige” er efterhånden sket utænkelig mange gange, hvor folkeafstemninger er gået imod alt, hvad medierne og de etablerede politiske partier ellers havde spået om. Globalisternes få argumenter, der ikke går på at persiflere de provinsielle protektionistiske anti-globalister, har primært bestået af de gamle efterkrigsidiomer, som frihandel, arbejdskraftens mobilitet og økonomisk stabilitet. Argumenter der runger hult i de fleste vestlige borgeres ører, hvor frihandel lyder som tab af arbejdspladser, fri mobilitet lyder som en åben invitation til terroristerne og økonomisk stabilitet lyder som en dårlig joke, der starter med ’en græker, spanier og portugiser sidder på en bar.’

Det står skidt til, når de danske globalister ikke engang kan sælge afskibningen af EU-forbeholdene til en terrorskræmt befolkning igennem sikkerhedsargumenter som øget efterforskningsintegration qua et styrket Europol. Men det er ikke kun i Danmark at Tude-Cortado-segmentet overhører filterkaffefolket. Eksemplerne er utallige, også fra den nyligt overståede amerikanske valgkamp. Stærkest i erindringen står Clintons udmelding om, at halvdelen af Trumps støtter er racister, sexister og andre beklagelige skæbner.

Alt imens de etablerede partier i Frankrig, Holland, Tyskland og Sverige nægter at tale med de fremadstormende protektionistiske politiske stemmer. Hverken latterliggørelse eller negligering af populistiske holdninger er løsningen og tenderer til at undergrave den demokratiske frihed. Sådanne strategier sætter blot ekstra tryk på de, i forvejen, undertrykte dele af befolkningen, der føler sig ekskluderet fra sandheden og derfor begynder at danne sig sin egen. En sandhed der sætter spørgsmålstegn ved det eksisterende demokratiske system igennem anti-establishment-holdninger.

Og netop sandheden er blevet et centralt fænomen blandt den politiske, kulturelle og akademiske elite, der påstår, at protektionisterne har lagt fakta i graven og ført den vestlige verden ind i en postfaktuel tid. Fakta står unægteligt på et skrøbeligt fundament, men det har den altid gjort, og at give op på fakta er derfor at spille fallit. Fakta er altid blevet forvrænget, og at fakta automatisk diffunderer fra elitens kontorer ud i samfundet – kun hjulpet på vej af en løftet pegefinger – er utopi. Fakta skal hjælpes på vej.

Fakta er altid blevet forvrænget, og at fakta automatisk diffunderer fra elitens kontorer ud i samfundet – kun hjulpet på vej af en løftet pegefinger – er utopi
_______

 

Globalisterne er tvunget til at fremelske de mere jordnære gevinster af globaliseringen for dernæst at accelerere de ideologiske argumenter. Folk savner håndgribelige fordele af en åben verden, samtidig med at vores ideologiløse generation savner visionerne. Begge elementer, isolationisterne er bedre til at give end globalisterne.
Med håndgribelighed skal der ikke forstås krumme agurker og lakridspiber, og med ideologi skal der ikke forstås stabilitet på aktiemarkederne.

Globalismens goder skjuler sig i hverdagen, hvor de kommer til gavn for alle direkte og indirekte. Eksemplerne er mange, og der skal i denne forbindelse blot nævnes nogle få.

Først og fremmest vores alle kæreste eje, Internettet, er et biprodukt fra CERN, som er et af historiens mest produktive videnskabelige centre, hvor fysikere fra i alt 12 medlemslande – fra begge lejre af anden verdenskrig – var med til centrets stiftelse i 1954 (i dag har CERN 22 medlemslande og flere på vej). For det andet er flypriserne er faldet så markant over de sidste 50 år, at det i dag er et gode for de fleste og ikke for de privilegerede få. Til sidst det europæiske uddannelsessystem, Erasmus, hvor studerende kan tage op til et års studie- eller praktikophold på en anden europæisk uddannelsesinstitution eller arbejdsplads. Det er en ordning for studerende på alle uddannelsesniveauer, fra erhvervsskolen til Ph.d.-uddannelsen. En ordning der virker dyr og forkælet, da det faglige afkast kan diskuteres. Pragmatisk er det dog en unik mulighed for den enkelte studerende at opleve et andet Europa.

Fælles for alle de tre eksempler er, at udover at være en betydelig gave til de enkelte personer, så er de alle ideologisk set en sikker måde at integrere og udveksle internationale kulturelle idéer. En signifikant faktor for, at vi aldrig har oplevet et fredeligere Europa. Det er trods alt svært at gå i krig med sin tjener fra bistroen i Paris, sine gamle studiekammerater eller kollegaer.

Myten, om at globaliseringen er direkte skadelig for den arbejdende klasse, er forkert. Fx var de britiske områder med størst koncentration af ”leave-voters” også de områder, der har størst gavn af eksporten. Globaliseringen kan dog med rette påstås at være mere fordelagtig for de veluddannede.

Myten, om at globaliseringen er direkte skadelig for den arbejdende klasse, er forkert. Fx var de britiske områder med størst koncentration af ”leave-voters” også de områder, der har størst gavn af eksporten
_______

 

Næsten alle arbejdsstillinger undergår forandringer over tid, hvorfor der er få der laver det samme i dag, som de gjorde for 20 år siden. Forskellen er, at den uddannede arbejdskraft ofte er en omstillingsparat arbejdskraft. Derfor ser vi fx ikke en tilbagestående klasse af IT-medarbejdere, hvis 90’er job nu varetages i Indien. Selv uden international handel er det dynamiske arbejdsmarked uundgåeligt pga. udviklinger i teknologien og forbrugerpræferencerne.

Det kan forståeligt nok være svært for de arbejdssøgende at finde tiltro til de mange økonomer, der forsikrer om at globaliseringen er godt for samfundsøkonomien. Den relativistiske økonomi er ofte meget tydelig for de berørte parter, mens den ofte er overset af kontoranalytikerne. Med andre ord betyder det noget for den enkelte borger, at den relative indkomstforskel vokser, selvom alle er blevet absolut rigere.

At isolere sig fra verdensøkonomien vil dog ikke redde de svageste. Snarere tværtimod, de svageste vil igen tage slaget og vinke farvel til det brede udvalg af betalelige forbrugsgoder. En virkelighed der virker uvirkelig for en generation af materialister, der kun har oplevet en verden med store forbrugsmuligheder. Mange har lykkeligt glemt de mindre glade devalueringstider, hvor protektionistisk monetær politik blev brugt til at beskytte de danske eksportpriser. Det førte dog i højere grad til højere importpriser, inflation og en tvivlsom krone end et forkromet eksportårti.

At melde sig ud af verden er, især for et lille land som Danmark, også snarere en umulighed. Vi bør derfor se det som et indenlands ærinde at omfordele globaliseringens goder. Åbenhed og samarbejde skaber en værdi, vi ikke kan undvære, hverken økonomisk eller kulturelt og derfor også geopolitisk. Danmark er til dels mere succesfuld i denne henseende, hvor vi fortsat har en lav arbejdsløshed, bl.a. pga. en omstillingsparat arbejdskraft, hvor arbejdende såvel som arbejdsløse har rig mulighed for efteruddannelse.

De få globaliseringsgoder nævnt i artiklen står ikke alene, og andre konsekvenser af en integreret verden bør kunne fremelskes af globalisterne, hvis argumentation har befundet sig på et upersonligt og ideologiløst mellemleje for længe. De skal starte i det små og ende i det store, hvis de vil forhindre protektionismen i at vinde yderligere frem. ■

ILLUSTRATION: Demonstration mod frihandelsaftalerne TTIP og CETA. Foto: GONZALES PHOTO ALBERTO GRASSO/Polfoto.

Philip Rosenbaum er skribent for RÆSON og cand.polit, Ph.d.-studerende ved Copenhagen Business School og Columbia University