29.11.2016

Et EU-medlemskab er ikke Tyrkiets eneste mulighed. Det er i hvert fald det billede, Erdogan gerne vil sende til omverdenen. Efter en turbulent periode mellem EU og Tyrkiet, kigger Ankara nu mod øst til Shanghai Cooperation Organisation. Og der ligger seriøse, strategiske overvejelser bag.

Analyse af Ferhat Gurini

Sidste uges afstemning om at fryse Tyrkiets optagelsesproces i Europa-Parlamentet markerede det absolutte lavpunkt i Tyrkiet-EU-relationerne siden Tyrkiets kandidatstatus i 2005. Søndagen forinden havde Erdogan udtrykt overvejelser om et fuldgyldigt, tyrkisk medlemskab i Shanghai Cooperation Organization, SCO, der betragtes som et østligt – og knap så demokratisk – alternativ til EU med Kina, Rusland og flere centralasiatiske lande på medlemslisten. Et alternativ, der i lyset af Tyrkiets og EU’s forringede forhold, SCO’s udvidelse og den seneste udvikling i Tyrkiet, aldrig har været mere plausibelt end nu.

Det er ikke første gang Erdogan tilskriver SCO større signifikans i tyrkisk øjemed. Tyrkiet blev dialogpartner i 2012, og lige siden har Ankara fra tid til anden luftet ideen om at blive permanent medlem, på delvis eller fuldstændig bekostning af EU-optagelsen.

Der er ingen tvivl om, at Erdogan spiller på både EU’s og NATO’s frygt for en fornyet tyrkisk strategisk orientering mod Eurasien. Det vil ikke passe godt ind i nogle af de to organisationers dagsordener, da EU og NATO lige nu står ansigt til ansigt overfor Rusland omkring Ukraine-spørgsmålet og da USA forsøger at hæmme kinesisk indflydelse i Stillehavsregionen. Ikke desto mindre er SCO’s udvidelser i både dybden og bredden, samt Tyrkiets voksende autokratiske tendenser, gode grunde til, at Ankara kan opfatte SCO som mere end bare et trykpunkt til at lette forhandlingerne med EU.

SCO er en mellemstatslig organisation, der på nuværende tidspunkt består af Rusland, Kina, Kasakhstan, Tajikistan, Kyrgyzstan, Usbekistan samt Pakistan og Indien, der forventes at blive officielt indlemmet i 2017. Organisationen blev grundlagt som en hovedsageligt sikkerhedsorienteret organisation – en opgave, som stadig er største prioritet i dag. Men særligt på Kinas foranledning er der i den seneste tid blevet luftet tanker om et internt marked, videreudvikling og uddybning af et fælles energisamarbejde samt en udviklingsbank knyttet til organisationen.

For to uger siden fandt en række ministerielle møder sted mellem Tyrkiet og nuværende såvel som fremtidige medlemmer af SCO. Det første var mellem Tyrkiets og Kinas udenrigsminister i Ankara. Efterfølgende fløj præsident Erdogan sammen med den tyrkiske udenrigsminister, Cavusoglu til Pakistan og Usbekistan, henholdsvis et fremtidigt og nuværende medlem af organisationen. Det var på flyet hjem fra Usbekistan, at Erdogan udtrykte sine overvejelser om tyrkisk medlemskab af SCO.

Møderne var alle af bilateral karakter, men korrelationen kan ikke udelukkes. At Kinas udenrigspolitiske talsmand, dagen efter Erdogans udmeldinger, udtalte at Beijing seriøst ville ”studere [udsigten til tyrkisk medlemskab] på basis af konsensus”, er udtryk for en hvis koordinering mellem de to parter. Læg dertil at SCO i samme uge meldte ud, at Tyrkiet i 2017 ville indtage formandsposten for organisationens energiklub.

Russisk frygt for kinesisk indtrængen i dets centralasiatiske indflydelsessfære har længe fungeret som stopklods for en række af de initiativer, der promoverede dybere økonomisk integration og social udvikling mellem SCO’s medlemslande. Men i lyset af voksende økonomiske spændinger mellem Vesten og russisk anerkendelse af kinesernes økonomisk overlegenhed, har Kreml ifølge visse iagttagere udvist en villighed til at lade Kinas økonomiske dagsorden i SCO få større betydning. Optagelse af Pakistan og Indien, såvel som et potentielt iransk medlemskab, vidner ydermere om ambitioner om at udvide organisationen i dybde såvel som bredde.

Manglende menneskerettigheder, pressefrihed og et svækket civilsamfund er ikke noget, der påvirker Tyrkiets optagelsesmuligheder i SCO, modsat i EU
_______

 

Stadigvæk vej endnu
Det SCO kan tilbyde Tyrkiet, udover større samarbejde med to af landets fem største importpartnere, er en mindre normativ tilgang til Tyrkiets interne affærer. Manglende menneskerettigheder, pressefrihed og et svækket civilsamfund er ikke noget, der påvirker Tyrkiets optagelsesmuligheder i SCO, modsat i EU. Og med Erdogans nylige udtalelser om at genindføre dødsstraf, forfølgelsen af den politiske opposition og stribevis af nedlukninger af mediehuse samt fængslinger af journalister, er det adgangskrav, der virker mere overskuelige end EU’s.

Derudover er SCO et forholdsvis begrænset forum, som huser mange af verdens naturgas- og oliesværvægtere. Et faktum, der passer godt til Tyrkiets ambitioner om at blive et globalt energiknudepunkt.

Men vejen til et fuldgyldigt medlemskab er ikke lige ud af landevejen for Tyrkiet.

Først og fremmest er Tyrkiet medlem af NATO, og et tyrkisk forsøg på at blive medlem af en sikkerhedsorganisation, hvor Rusland er en af hovedaktørerne, vil på ingen måde blive modtaget vel i NATO på nuværende tidspunkt.

Dernæst har Tyrkiet taget ansvaret for at etablere en militærenhed, der er rettet mod at stække en mulig russisk ekspansion i Østeuropa, den såkaldte ”Very High Readiness Joint Task Force”. NATO har på nuværende tidspunkt et anti-missil radar system rettet mod Rusland placeret i Malatya i Tyrkiet. Og Tyrkiet og Rusland står på hver sin side i den syriske borgerkrig og selvom de to lande har genoptaget samarbejdet efter en tyrkisk nedskydning af et russisk kampfly, er der ingen tvivl om, at Putin og Erdogan forholder sig mistroiske overfor hinanden.

Selvom Tyrkiet er brudt ud af sin regionale isolation, står landet stadig over for vold både inden for og op til egen grænse, flygtninge i milliontal samt to nabolande i borgerkrig. Med andre ord, har Tyrkiet ikke råd til at forværre forholdet til Vesten og det kan derfor vise sig dyrt, at provokere sine vestlige allierede yderligere ved at tilslutte sig en konkurrerende sikkerhedsorganisation – særligt fordi SCO endnu ikke har demonstreret evnen til at substituere hverken NATO eller EU, trods dets voksende potentiale.

SCO mangler den institutionelle kapacitet, budget og interne kohæsion fra medlemsstater til faktisk at fungere som en seriøs konkurrent til EU i øjeblikket. De politikker og den dagsorden, Tyrkiet ønsker at gennemføre indenfor SCO-regi, kan man ligeså godt opsøge bilateralt. Ikke desto mindre betyder ændringerne i dynamikken i organisationens lederskab og et voksende økonomiske mandat, at SCO uden tvivl er et mere attraktivt og realistisk alternativ til EU nu, end da Tyrkiet opnåede status som dialogpartner i 2012. Og netop fordi organisationens potentiale og kapacitet endnu ikke er fuldt afdækket, har Tyrkiet mere at vinde ved at bruge SCO som et middel i sine forhandlinger og konfrontationer med EU, end ved at betragte organisationen som et mål i sig selv – i hvert fald for nu.

ILLUSTRATION: Vladimir Putin og Recep Erdogan. Wikimedia Commons.

Ferhat Gurini (f.1995) er RÆSONs Mellemøstredaktør. Ferhat studerer statskundskab på Københavns Universitet og International Relations ved London School of Economics. Han er tilknyttet IPmonopolets redaktion og har tidligere skrevet for Atlas Magasin.