09.11.2016

Brexit og Trump er bare begyndelsen, og medvind til populistiske bevægelser er ikke bare en midlertidig situation. Hvis politikerne ikke tager folks problemer seriøst og forklarer deres befolkninger, at der nogle gange skal komplicerede løsninger til komplicerede problemer, vil Vestens befolkninger fortsætte med at fravælge de etablerede systemer og partier.

Det siger økonomiprofessor og tidligere ambassadør og departementschef, Jørgen Ørstrøm-Møller, som er aktuel med bogen ‘The Veil of Circumstance – Technology, Values, Dehumanisation and the Future of Economics and Politics’.

Interview af Max Quorning

I TANKERÆKKEN spørger vi en række af Danmarks førende forskere, politikere og meningsdannere om deres holdning til demokratiets tilstand, mediernes rolle i debatten, politikerne og partiernes udfordringer samt de presserende kriser i Europa og verden – og deres bud på løsninger herpå. Med: Jørgen Ørstrøm Møller, Emma Holten, Uffe Elbæk, Uffe Ellemann-Jensen, Mogens Lykketoft, Pia Olsen Dyhr og Martin Lidegaard.

RÆSON: Hvad er de største udfordringer for det danske demokrati i dag?

Det danske demokrati deler jo problemer med det vesteuropæiske og til en vis grad det amerikanske demokrati forstået på den måde, at eliten har tabt forbindelsen til befolkningen. Eliten lever sit eget liv og interesserer sig ikke så forfærdeligt meget for befolkningen, og du ser derfor i alle disse lande en elite, der bliver mere og mere international, og man kommunikerer med andre elitesegmenter henover grænser. På den måde efterlader man en del af befolkningen i et vakuum uden at interessere sig for deres levevilkår.

Man kan sige, at demokratiet i Danmark, som andre steder, er kommet i den situation, at befolkningen ikke føler, at den politiske ledelse og eliten bekymrer sig om deres problemer i dagligdagen eller er interesseret i at løse dem. Det slår jo blandt andet igennem i forhold til den økonomiske ulighed. I Danmark har vi en meget høj grad af lighed, men det er foruroligende, at uligheden er stigende. Det er fra et lavt niveau, men den er stigende. Derfor føler mange, at globaliseringen efterlader dem for sig selv, uden at landets ledelse bekymrer sig om det. Det er udtrykt på en meget god måde af den tidligere britiske minister Lord Mandelson, der for en del år siden skrev at globaliseringen betyder muligheder for mange, men usikkerhed for de fleste. En stor del af befolkningen ser globaliseringen og det politiske system som noget, der skaber usikkerhed i deres daglige tilværelse, fordi ændringer og skift kommer med en kolossal hast, og det bliver ikke forklaret over for dem.

En stor del af befolkningen ser globaliseringen og det politiske system som noget, der skaber usikkerhed i deres daglige tilværelse, fordi ændringer og skift kommer med en kolossal hast, og det bliver ikke forklaret over for dem.
_______

 

Som et konkret problem kan man tage flygtninge og immigration. Der er ingen danske politikere, der gennem de sidste 20-30 år har forklaret befolkningen, hvad flygtninge og immigration betyder for det danske samfund og demokratiet. Det betyder i realiteten to ting, nemlig at de i deres dagligdag føler et pres på deres identitet, for pludselig er de omgivet af mennesker, der tænker og handler anderledes end dem. Det fører til, at man spørger sig selv, hvem man selv er, og hvem de nytilkomne er. Der stilles spørgsmålstegn ved den enkelte danskers identitet, men også ved den almindelige danskers identitet.

Det andet problem er velfærdssamfundet. Danskere har igennem adskillige år betalt skat i forventning om, at de kan få ydelser fra de sociale kasser, når og hvis de har brug for det. De mennesker stiller naturligvis spørgsmålet: hvilke udgifter er der til flygtninge og immigration, og vil det betyde, at der bliver mindre til mig?

Begge de spørgsmål er helt legitime og forståelige, og der burde politikerne jo for længe siden have forklaret, at ’der er de to problemer og de her forskellige løsninger på udfordringerne, og de her løsninger vælger vi at prøve at løse problemerne med.’ Når politikerne ikke gør det, føler befolkningen sig jo efterladt. Oven i det kan man så lægge, at vores samfund i dag er blevet meget indviklet og sofistikeret, og det betyder, at folk har vanskeligt ved at følge med. Og der er ikke nogen, der gør sig den ulejlighed at fortælle befolkningen, at vi lever i et fantastisk godt samfund, men udfordringen er, at det er et indviklet samfund, og derfor bliver løsningerne komplicerede.

Når folk ikke får det forklaret, så falder de tilbage til at lede efter simple løsninger. Så når Trump siger, at han vil løse problemerne ved at bygge en mur ved grænsen til Mexico, så siger folk ’wauw’, fordi det er simpelt og enkelt. Og når han siger, at han vil løse de økonomiske problemer ved at lægge told på varerne fra Kina, synes folk, at det er fantastisk, fordi de kan forstå det.

Det sidste element i den her analyse er, at det politiske system efterhånden består af levebrødspolitikere, og de politikere, der har magten i dag, er folk, der har haft indflydelse igennem 10, 20 eller 30 år. I Danmark og i andre lande begynder befolkningen at sige, at de her politikere jo ikke har formået at løse problemerne, selvom de har lovet det gang på gang. 117 gange har vi hørt ordene ”en ny start”, men den almindelige borgers reaktion på de ord er, at man jo har hørt den sang i 30 år.

Hvordan kan man tale om en ny start, når man ikke har været i stand til at levere løsningerne? Derfor vil man hellere prøve Trump og de andre. Det er de samme problemer, som Danmark står overfor, og dem deler vi i større eller mindre grad med andre lande.

RÆSON: Hvordan opfatter du de populistiske udviklinger på højrefløjen i Danmark, Europa og USA?

Jeg tror ikke, at det har noget med ideologi at gøre. I min bog er det meget simpelt. Folk interesserer sig for, om det politiske system leverer løsninger i deres dagligdag. Det handler om, om vi føler, at politikerne oprigtigt interesserer sig for de problemer, vi står overfor, og at de leverer løsninger. Vi har set over hele verden, at når det går godt og der er økonomisk vækst, lav arbejdsløshed og tillid til det politiske system, så er de etablerede partier trygge ved magten og folk føler sig trygge ved, at de har magten. Hver gang der går skår i facaden og måske i selve bygningen, så kigger folk andre steder hen. Det er efter min opfattelse det korte af det lange.

Det er fuldstændig samme fænomen, der forklarer Hitler i Tyskland i 1930’erne, og det er det samme problem, man ser i Frankrig med Front National, i Danmark med Dansk Folkeparti og i Storbritannien med UKIP.
_______

 

Staten og politikerne er leverandører af serviceydelser til befolkningen, og hvis de ikke klarer det godt nok, så ser befolkningen sig om efter andre. Det er fuldstændig samme fænomen, der forklarer Hitler i Tyskland i 1930’erne, og det er det samme problem, man ser i Frankrig med Front National, i Danmark med Dansk Folkeparti og i Storbritannien med UKIP. Hvis man havde en høj økonomisk vækst i Europa, så var Storbritanniens medlemskab af EU ikke blevet set som et problem. Det er ikke et ideologisk problem, men problemet er, at mange af de yderligtgående, ekstreme partier ikke er interesserede i troværdighed, for de kommer med løse påstande og simple forslag. Når folk kan se, at de etablerede partier ikke kan løse problemerne, så giver man de andre en chance.

De politiske ledere i Danmark og i resten af Europa har tabt troværdigheden. Vælgerne føler sig ført bag lyset. Jeg vil ikke gå så langt som til at sige, at de etablerede partier har løjet for dem, men de har vildført befolkningen ved hele tiden at fortælle, at når de kom til magten, så ville det blive anderledes. Hver gang har befolkningen kunnet konstatere, at det ikke var tilfældet, og derfor får man en troværdighedskløft mellem politikerne og befolkningen.

RÆSON: Spiller dagens medielandskab ikke en rolle i forhold til de her udfordringer?

Det gør det måske til en vis grad. Der er næppe tvivl om, at en del af medieverdenen lefler for befolkningens dårlige smag ved at være kritisk og negativ overfor alting, men den negative indstilling trives jo kun, fordi der er en realitet bag det. Når man ser medierne konstant samle dårlige eksempler op om den økonomiske udvikling og folk, der går tabt i sociale systemer, så er det selvfølgelig rigtigt, at de spiller på kritikken, men det er jo også fordi, det politiske system ikke er i stand til at levere veludformede løsninger. Der er jo rent faktisk problemer, man kunne tage op og spille på. Hvis det politiske system leverede de nødvendige serviceydelser, så var der jo ingen sager at tage op, eller der ville i hvert fald ikke være særligt mange velunderbyggede sager. Hvis det var sådan, virkeligheden så ud, så ville det være meget sværere for medierne at spille på den tangent.

Jeg tror et større problem er udviklingen af de sociale medier, for de er jo udenfor enhver form for kontrol. Her er der ingen kontrol med, om det, der sendes ud af enkeltpersoner, er korrekt og velunderbygget. Man ser jo de mest utrolige påstande, der florerer på de sociale medier, som mange mennesker føler sig grebet af. Man ser mange analyser, der ved første øjekast virker velunderbyggede, men hvis man så spørger folk, der faktisk har indsigt i det, så siger de, at alle de faktuelle elementer af analysen er forkerte. Det betyder, at man har en meget stor informationskilde, som en stor del af befolkningen benytter sig af, hvor der ikke er nogen som helst viden om, hvorvidt det, der står, rent faktisk er korrekt eller ej.

De sociale medier bestyrker folks tro på, at det, de mener, er korrekt, fordi de søger kilder, der giver det samme budskab. Det bevirker, at man graver sig ned og bygger mure overfor andre synspunkter.
_______

 

Dertil kommer der en anden konsekvens, og det er, at de sociale medier fører til en stærkere opdeling af befolkningen i grupper. Når man kommunikerer mere og mere i sociale netværksgrupper og mindre i de etablerede massemedier, så kommunikerer folk i stigende grad med ligesindede. Det betyder, at de ikke på samme måde har adgang til og interesse for, hvad andre mener. De sociale medier bestyrker på den måde folks tro på, at det, de mener, er korrekt, fordi de søger kilder, der giver det samme budskab. Det bevirker, at man graver sig ned og bygger mure overfor andre synspunkter og faktisk er man ikke længere interesseret i folks synspunkter, for man har jo allerede den viden, man har brug for.

Den tredje konsekvens er, at eliten og det politiske system presses bagud, når de ekstreme ting, der lægges op på de sociale medier, er mere fascinerende eller mere fængende. Det skal det politiske system så efterfølgende forholde sig til. Det betyder, at det politiske system efterhånden bliver defensivt, og det presses ud i en rolle som den kedelige lidt sure person, der hele tiden kommer og siger, at det, de andre siger, ikke er rigtigt. Så det etablerede samfund har tabt kampen om initiativet på de sociale medier. Hvis man tager Danmark, så skal det, som regeringen lægger på hjemmesider og sociale netværk, være rigtigt. Man kan ikke have, at statsministeren bliver fanget i noget på Facebook, der er forkert. Det betyder, at det til en vis grad bliver kedeligt, og på den måde presses regeringen bagud og i defensiven, for de skal hele tiden reagere på, hvad andre siger og skriver. Og dét fænger ikke hos befolkningen.

RÆSON: Er det så blevet for let for befolkningen at give en ukvalificeret mening til kende?

Det er et godt spørgsmål, om vi i længden kan opretholde den helt frie tilgang til de sociale medier. Man kvier sig jo ved at fremføre den tanke, at det her muligvis kan føre til, at man må lave en række retningslinjer, og så langt vil jeg heller ikke gå endnu. Jeg vil dog helt klart sige, at det er nødvendigt at begynde at overveje, hvad det fører til.

Det er et godt spørgsmål, om vi i længden kan opretholde den helt frie tilgang til de sociale medier.
_______

 

Det, jeg sætter min lid til, og som man i et vist omfang også kan iagttage, er, at der blandt deltagerne i de sociale netværk også er ved at opstå et ønske om at korrigere og irettesætte oplysninger, der åbenlyst er forkerte. I øjeblikket går tendensen dog bare i den retning, at man kan tillade sig at sige stort set hvad som helst. Jeg er 72 år, og det er jo rystende for mig at se, hvad en præsidentkandidat i USA, opstillet af et republikansk parti har kunnet tillade sig at sige. Det er ting, som for bare 10 år siden aldrig nogensinde kunne være kommet over læberne på en kandidat. Der ville jo have været en selvdisciplin, der indebar, at sådanne ting sagde man bare ikke. Vejen frem kunne i første omgang være at appellere til en større grad af selvdisciplin og appellere til, at brugerne af de sociale medier selv prøver at gribe ind overfor ting, de synes er for langt ude. Jeg tror, at Spinoza (nederlandsk filosof, red.) sagde, at frihed ikke kan eksistere uden selvdisciplin.

RÆSON: Hvilke effekter har populismens fremmarch på det etablerede politiske systems strategier?

Lad os starte med Brexit, der jo er resultatet af nationalisme. Slagordet for Brexit er: ”Take back control.” Det betyder, at man vender verden ryggen og siger, at man ikke er interesseret i at være med i et internationalt baseret lovsamfund. Det er kernen i Brexit, og hvis det viser sig ikke at være en succes, hvad jeg tror, så er det klart, at den bevægelse i andre lande, der går samme vej, vil blive stoppet og rullet tilbage. Hvis det oven i købet viser sig, at Brexit fører til, at Storbritannien kommer ud i voldsomme problemer, hvad jeg også tror, så er det klart, at også tvivlerne i forhold til et internationalt retssamfund, vil sige, at det kan vi ikke klare os uden.

Så Brexit vil nok blive en norm for det, men hvis vi kigger på Europa, så kommer vi tilbage til, at ethvert politisk system legitimerer sig selv med resultater. Kigger man på EU, så er det jo skabt for at løse nogle problemer, som medlemslandene ikke selv kunne løse eller måske løse dem bedre, end staterne alene kan. Stillet overfor den internationale gældskrise, som opstod i USA og ikke Europa, eller flygtninge og immigrationskrisen siger folk jo, at det var den slags, man lavede EU for at løse. Det viser sig jo, at det har EU svært ved, og det fremavler skepsis i mange lande og også Danmark, for hvad har vi så EU for?

I Danmark glemmer man jo så bare, at Danmark og Storbritannien som ingen andre har spændt ben for, at EU kunne få den magt og de beføjelser, der skulle til for at løse de her problemer. Mens man forhindrer EU i at være i stand til at løse problemerne, kritiserer man EU for ikke at løse dem. Det er derfor klart, at EU for mange står som symbol for et organ, der ikke kan levere løsninger, og det er efter min opfattelse helt forkert, for hvis ikke man havde EU, så ville problemerne være mange gange større, men det kan man jo ikke bevise overfor folk.

RÆSON: Hvad kan det have af konsekvenser for verdenssamfundet, hvis EU kollapser?

Det vil nok afhænge af, hvordan Brexit udvikler sig. Man skal hele tiden huske, at kerneordene i Brexit og mange af de populistiske stramninger er ”take back control”. Og hvis alle siger det, hvad er der så tilbage i det internationale samfund? Hvis alle tager kontrollen tilbage og ser på egne interesser, så indebærer det, at verden rulles tilbage til utiltalende nationalisme, hvor det er hver mand for sig selv, og det vil i løbet af kort tid føre til et dramatisk fald i befolkningens velstand. Men hvis det først sker, så er det for sent. Det var det samme med Hitler i Tyskland i 1930’erne, Mussolini i Italien og Stalin i Sovjetunionen. Når den slags mennesker først har fået magt, så beholder de den. Bare se på Putin i Rusland, der ikke vil afgive magten, og så ruller man jo tilbage til en nationalistisk verdensorden, hvor alle lande søger at håndtere problemerne hver for sig og overfor hinanden. Jeg har en fransk bekendt, der nu er blevet modstander af EU og aktivt går ind i en kampagne for kun at tage hensyn til Frankrig, men det falder ham ikke ind, at hvis han gør det, og en tysker og en spanier gør det samme, så bliver den samlede konsekvens for Frankrig, at landet bliver meget værre stillet.

Når den slags mennesker først har fået magt, så beholder de den. Bare se på Putin i Rusland, der ikke vil afgive magten, og så ruller man jo tilbage til en nationalistisk verdensorden, hvor alle lande søger at håndtere problemerne hver for sig og overfor hinanden.
_______

 

Det kan føre til, at vi får en nationalistisk verden, men jeg tror ikke, at vi er nået der til endnu. Det mest sandsynlige er, at vi fortsat vil have en noget mere usikker verdensorden. De fleste taler om en verdensorden, men det er i virkeligheden forkert. Man har snarere et globalt styresystem, som er indrettet til at projicere USA’s magt som den stærkeste nation i verden, og derfor er det også klart, at systemet kommer i vanskeligheder, når USA’s magt er aftagende. Og det er tilfældet nu.

Amerikanerne tvivler selv på deres samfundsmodel, og andre lande synes ikke længere, at det er godt at efterligne den amerikanske samfundsmodel. Den økonomiske vækst i USA er lav, og det har som konsekvens, at USA ikke længere har de midler, der skal til for at støtte andre lande, og det betyder, at hele nettet af internationale institutioner som FN, Verdensbanken og Den Internationale Valutafond, der i realiteten er opbygget i USA’s billede, begynder at krakelere, fordi selve forbilledet taber pusten. Og der er ikke noget til at erstatte det. Der er ikke nogen anden magt, der er klar til at træde frem. Der er ingen anden koalition eller samfundsmodel, der har tilstrækkelig styrke og tiltrækningskraft til at træde ind og overtage ledelsen. Derfor kan du til en vis grad sige, at det internationale styresystem begynder at sejle.

RÆSON: Kan Danmark og andre NATO-lande blive nødsagede til at leve op til kravet om at bruge to procent af BNP på forsvarsudgifter for at være sikre på, at USA dækker os, hvis Putin laver et træk?

Man kan sige det så brutalt, som den amerikanske forsvarsminister Gates sagde for nogle år siden til europæerne. Han spurgte, hvorfor i alverden skulle amerikanerne betale for Europas forsvar, hvis vi ikke selv vil betale for at forsvare os? Det kan så igen ende med at være for sent, men det vil der ikke være noget at gøre ved til den tid. Hvis ikke man synes, at det samfund, man har opbygget, er værd at forsvare, hvorfor skulle andre så gøre det? Svaret er, at danskerne må betale for at forsvare det samfund, vi har opbygget. Hvis ikke vi gør det, så er der risiko for, at landet bukker under på grund af pres udefra. Det så man jo i 1801, 1807, 1864 og i 1940. Nogle gange kom vi godt nok igennem, men det var fordi, at andre til syvende og sidst reddede kastanjerne ud af ilden for os.

RÆSON: Hvilke politiske områder bør Danmark udvikle som international aktør?

Jeg synes, at man skal finde den rigtige balance mellem at varetage sine egne sikkerhedspolitiske interesser og spille en global rolle. Samlet set betyder det, at Danmark må bruge væsentligt mere på udenrigs- og sikkerhedspolitiske prioriteter. Hvis man starter med at kigge på den sikkerhedspolitiske situation, så synes jeg, at det er meget klart, at truslen mod Danmark ligger i vores nærområde. Rusland kan blive så stærk, at det i første omgang udgør en trussel for de baltiske lande og dernæst Danmark. Hvis Rusland, hvad man ikke kan udelukke, forsøger at tage de baltiske lande tilbage, så indebærer det, at vi ruller tilbage til før Sovjetunionens sammenbrud, og det vil sige, at der vil eksistere en konkret trussel mod Danmark.

Hvis man kigger på dansk sikkerhedspolitik lige nu, så har jeg vanskeligt ved at forstå, hvad vores luftvåben laver i Syrien i stedet for at være hjemme i Danmark og bidrage til forsvaret af det danske nærområde.
_______

 

For at formindske den risiko kræver det, at man får et stærkere dansk militær, som måske endda kan tænkes at operere i Baltikum for at være en del af disse landes forsvar. Der vil jeg tillade mig at sige, at hvis man kigger på dansk sikkerhedspolitik lige nu, så har jeg vanskeligt ved at forstå, hvad vores luftvåben laver i Syrien i stedet for at være hjemme i Danmark og bidrage til forsvaret af det danske nærområde.

Hvis jeg så vender mig om og ser på den bredere, globale udvikling, så mener jeg, at Danmark i kraft af sin historie og andre forhold har et medansvar i forhold til at forme verden med menneskerettigheder og udviklingsbistand samt bekæmpelse af global opvarmning. På både den hårde og bløde sikkerhedspolitik har udviklingen de seneste 20 år været negativ. Det hele er blevet rullet baglæns og hele vores erkendelse af ansvar er faldet. Det er korrekt, at vi stillede op i Irak i 2003, i Libyen for nogle år siden og nu i Syrien, men hvad er det egentlig, vi gør der? Hvad er det for nogle danske udenrigs- og sikkerhedspolitiske interesser, vi varetager? Hvordan bidrager vi til den globale udvikling ved at bombe i Libyen og Syrien? Jeg føler, at det er spørgsmål, der i høj grad er ubesvarede, og mit svar vil i dag være, at det er en forkert prioritering.

RÆSON: Hvordan har FN og EU leveret i forhold til at løse de store problemer de sidste 50 år?

Jeg synes, at EU har leveret i højere grad end FN. Kigger man på Europa i dag, så er der fred, samarbejde og en betydelig del forståelse mellem nationerne, og jeg ved godt, at mange vil mene det modsatte, men Europa er jo kommet rimeligt godt igennem gældskrisen. Vi har i Europa ikke haft en tendens til at vælte byrden over på andre og vi har ikke haft konkurrerende devalueringer, så jeg vil sige, at EU har klaret sig rimeligt godt.

Problemerne er jo opstået indenfor de seneste 10-15 år, hvor der er kommet en række nye kriser. Hvis du ser på den vigtigste krise for EU i dag, nemlig flygtninge og immigration, så er det jo en krise, man aldrig nogensinde forestillede sig, da man skrev traktaterne. Man bliver pludselig konfronteret med et helt andet problem, end det traktaterne er lavet til at løse. Det er jo en af forklaringerne på, at man har vanskeligt ved at løse det.

Jeg vil sige, at hvis man kigger på EU og det globale system, så har man tre muligheder. Det ene, som jeg stærkt håber på vil være tilfældet, er, at man bevæger sig i retning af noget global politisk ledelse, så man får lande, der bevæger sig i samklang. Det karakteristiske har siden krisen begyndte i 2008 været, at de ledende magter, USA, EU, Japan og Kina, har ført forskellige økonomiske politikker, og det er jo meningsløst i den situation. Man burde på globalt plan nå frem til, hvordan man håndterer det problem.
Det tilsvarende gælder for flygtninge og immigration. En stor del af forholdet til flygtninge hviler jo på FN’s flygtningekonvention, som går tilbage til omkring 1960, og som var skrevet i lyset af erfaringer fra 2. verdenskrig. Det er klart, at den ikke forudså det problem, vi har i dag, hvor vi har økonomiske flygtninge, der flygter fra deres land for at få en bedre tilværelse. Der står man igen overfor et problem, der ikke var forudset.

EU falder sammen og nationalisme og populisme får genklang, mens USA mangler styrke, mod og midler til fortsat at spille en ledende rolle, så man trækker sig tilbage (…) Så får man en virkelig utiltalende, hård og brutal verden, hvor hver er sig selv nok. Det er det, der ligger i at tage kontrollen tilbage.
_______

 

Jeg håber, at man får den udvikling i retning af global politisk ledelse. Den diametralt modsatte udvikling er, at det falder sammen. EU falder sammen og nationalisme og populisme får genklang, mens USA mangler styrke, mod og midler til fortsat at spille en ledende rolle, så man trækker sig tilbage. Så føler Kina, at deres vækst bliver bremset på grund af barrierer mod deres investeringer og handel. Det samme gælder Japan. Så får man en virkelig utiltalende, hård og brutal verden, hvor hver er sig selv nok. Det er det, der ligger i at tage kontrollen tilbage.

Det er en reel risiko, og et sted mellem de to ting ligger så, at man får et eller andet mudret system, hvor man i store træk er i stand til at holde sammen på stumperne og forhindre, at det hele falder fra hinanden, men hvor viljen og evnen til at føre det dybere efterhånden forfalder, og i stedet bruges kræfterne på at forsvare det, der er etableret allerede. Det er de tre muligheder, der er, og jeg vil sige, at sandsynligheden for hver af de tre muligheder er sådan cirka lige stor.

Danmark har tabt forbindelsen til de store folkelige bevægelser, der over de sidste par hundrede år har båret og udviklet vores samfund. Borgerne handler ikke mere efter en underliggende forståelse af deres rolle, samfundets funktion og samspillet mellem borger og samfund. Konsekvensen er blevet en holdning til velfærdssamfundet, som kan benævnes et ‘tag selv bord’. Flygtninge og immigranter får ikke oplysning om, at de er kommet til Danmark med den konsekvens, at enten tilpasser de sig det danske samfund eller også finder de et andet sted at tage hen. For at overleve med de grundlæggende principper i behold skal samfundet stille krav i stedet for at se sig selv som ansvarshavende for et katalog over tilbud. Danskere skal have at vide og erkende, at forudsætningen for at trække på velfærdssystemet er, at man selv gør noget. Flygtninge og immigranter skal vide, at Danmark er et tolerant land – stadigvæk, men med ridser i lakken – med religionsfrihed; dem, der lever her, er danskere og følger de skrevne såvel som uskrevne love.

ILLUSTRATION: Jørgen Ørstrøm Møller. Foto: Jens Dresling/POLFOTO.

Jørgen Ørstrøm Møller (f. 1944) er økonomiprofessor og tidligere departementschef i Udenrigsministeriet og ambassadør i Singapore. Han er i november aktuel med bogen ‘The Veil of Circumstance – Technology, Values, Dehumanisation and the Future of Economics and Politics’, som kan forudbestilles på email: pubsunit@iseas.edu.sg.

Max Quorning (f. 1995) er uddannet IBDP i 2014 fra United World College RCN i Norge. Tidligere formand for Ungdommens Kommunestyre i Fjaler Kommune (Norge) og medlem af chefredaktionen ved IPmonopolet (Københavns Universitet). Studerer bachelor i statskundskab ved Københavns Universitet.