10 ting du skal vide om kampen mod Islamisk Stat lige nu

10 ting du skal vide om kampen mod Islamisk Stat lige nu

07.11.2016

.

“De overgiver sig ikke, og de flygter ikke”, lyder det fra lektor Sune Haugbølle, og han vurderer, at kampen mod IS i Raqqa ikke vil være hurtigt overstået.



Af Jotam Confino

Der er ikke stor interesse i at tilslutte sig en organisation, der er på retræte. Men kampen mod terrororganisationen IS i Raqqa vil blive langvarig og vanskelig, For nok er IS på retræte, men de ligger sig ikke bare ned på ryggen.

RÆSON har spurgt Sune Haugbølle, mellemøstforsker og lektor i Globale Studier ved Roskilde Universitet, om hvad status er på kampen mod terrororganisationen i Syrien og Irak lige nu.

RÆSON: Hvor lang tid kan vi forvente at der går inden slaget om Raqqa går i gang?

Det er svært at sætte tid på. Det vigtige er, at der er nogle politiske forventninger, der skal klares først i forhold til Tyrkiet og USA. De bliver nødt til at have en fælles vision for, hvad der skal ske både med invasion og i efterspillet. Jeg regner ikke med, at angrebet i storstilet facon vil gå i gang nu.

RÆSON: Hvor lang tid vil slaget tage?

Det er nok samme billede som i Mosul, at vi har at gøre med en organisation, der har ryggen mod muren. De overgiver sig ikke, og de flygter ikke. Der er ingen grund til at tro, at Raqqa bliver anderledes end Mosul. Det bliver bykampe og guerillakampe i kvarter for kvarter mod en velbevæbnet organisation. Det kan sagtens tage lang tid.

RÆSON: Vil IS blive mindre attraktiv for ”foreign fighters” når de mister deres territorium?

Ja, det er det allerede blevet. Det er svært, nærmest umuligt at komme ind, efter Tyrkiet har lukket grænsen. IS kontrollerer ikke længere områder, der grænser op til Tyrkiet. Der er ikke i lige så stor stil en interesse i at tilslutte sig en organisation, der er på retræte.

 

Vi har at gøre med en organisation, der har ryggen mod muren. De overgiver sig ikke, og de flygter ikke
_______

 

RÆSON: Efter sigende vil Raqqa blive sværere at indtage end Mosul. Hvorfor det?

Det er fordi Syrien har en anden kontekst end Irak. Der er en relativt samlet koalition i Irak. Man har selvfølgelig uoverensstemmelser, men der er en national regering i Irak, hvor hæren er støttet af udenlandske aktører. I Syrien har du en kompleks borgerkrig, hvor de forskellige parter i USA’s koalition tydeligvis har modstridende interesser. Det kommer især til udtryk i Raqqa, fordi hovedenheden, der kommer til at angribe, består af en kurdisk domineret gruppe (SDF, red.). Tyrkerne er ikke interesserede i at se kurdere indtage et Sunniarabisk territorium, og det gør det vanskeligt at se en let vej frem i et angreb på Raqqa.

RÆSON: Slagene om Mosul og Raqqa overlapper hinanden. Hvad er det strategisk kloge i det?

Jeg tror, at timingen i høj grad hænger sammen med angrebet i Mosul. Det er helt simpelt, at det er muligt for IS at være på retræte til Syrien, og det er USA ikke interesseret i. Så hvis man sætter et angreb ind på samme tid som i Mosul, er det et komplet angreb på IS. Det er ikke muligt at isolere de to kampe hver for sig, fordi territorierne stadig hænger sammen. Vi ser også nu, at IS transporterer fanger fra Mosul ind i Syrien. Altså civile der bliver brugt som menneskeskjold. Derfor forsøger man at koordinere de to angreb

RÆSON: Hvad vil det betyde for IS selvopfattelse, når/hvis de mister deres hovedstad?

Jamen, det spiller jo ind i det billede. Vi har set, at de mister territorium, er på retræte, og ikke kan ikke skjule det længere. De er allerede inden for det sidste år blevet hårdt ramt på deres selvopfattelse.

RÆSON: Kan man forvente, at IS har haft succes med oprettelsen af et kalifat, i den forstand at der vil være et stort efterlevn af IS-sympatisører i byer som Raqqa?

Umiddelbart vil jeg sige tværtimod. I de rapporter, vi får fra byer som Dabiq, der er blevet genvundet, lyder det, at civilbefolkningen er lykkelige for at være sluppet af med IS og de strikse regler, de har været underlagt. Om noget, så tror jeg at det har haft den modsatte effekt.

RÆSON: Vil det være enden på ISIS som vi kender det, når/hvis Mosul og Raqqa falder?

Ja, det vil jeg mene. Det er svært at sige, at der er et kalifat, når de ikke længere rigtig holder en storby. De vil muligvis fortsætte med at holde mindre områder, men de vil ophøre med at fungere som en guerillabevægelse.

 

Fundamentet for organisationen er jo oprettelsen af et kalifat, og det er ikke let at gå tilbage, så at sige, til at være en terrorbevægelse
_______

 

RÆSON: Kan IS fortsætte med at eksistere, hvis de udelukkende bliver et terrornetværk?

Ja, men det kan også godt være, at der kommer en opsplittelse. Det kunne man forestille sig. Fundamentet for organisationen er jo oprettelsen af et kalifat, og det er ikke let at gå tilbage, så at sige, til at være en terrorbevægelse.

RÆSON: Kan vi forvente at IS vil forsøge at lave et kalifat i et andet land?

Der findes allerede al-Qaeda i Nigeria, Libyen, Yemen, hvor organisationen holder territorier, så ja, ideen er, at man vil skabe et kalifat. Hvis man har mulighed for det, så gør man det. ■

ILLUSTRATION: Soldater løfter geværerne i jubel, udkanten af Mosul 20. oktober. Foto: AP Photo/Polfoto