30.10.2016

KOMMENTAR af Niels Westy, cand.polit. og udlandskommentator. Medlem af Liberal Alliance.

For 170 år ophævede England efter årtiers heftig debat den såkaldte kornlov, som forhindrede import af korn. Denne beslutning blev ikke kun skelsættende for England, men også resten af Europa, ikke mindst dansk landbrug.

Før verden talte om de asiatiske tigre som eksempler på lande, der opnåede høj velstand gennem eksport, var vores eget land nemlig det klassiske eksempel på en lille økonomi uden særlige naturressourcer, som formåede at opnå høj velstand.
I løbet af anden halvdel af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede, blev Danmark således et af verdens absolut mest velstående nationer.

Sidenhen fik vi så bl.a. de asiatiske tigre, der i løbet af få generationer løftede sig fra at være relativt fattige og tilbagestående lande til at opnå eller, som Singapore og Hong Kong, ligefrem overgå Europæisk niveau. En proces der ikke havde været mulig uden adgang til det amerikanske og europæiske marked.

700 mio. mennesker i Kina er blevet løftet ud af fattigdom. Ikke mindst takket være vores villighed til at købe deres produkter
_______

 

Og mens Sydkorea, der i begyndelsen af 1960erne var fattigere end mange afrikanske lande, i dag er på niveau med bl.a. Italien, kan velstanden i Taiwan sammenlignes med Danmark. En utænkelig udvikling, hvis ikke de havde haft mulighed for at eksportere til vores del af verden.

Og senest har vi naturligvis set Riget i Midten, Kina, gå fra at være et af verdens fattigste lande i 1970erne, til i dag at være et mellemindkomstland, samtidig med at 700 mio. mennesker i Kina er blevet løftet ud af fattigdom. Ikke mindst takket være vores villighed til at købe deres produkter.

I Latinamerika, som traditionelt har ført en meget protektionistisk politik, må populistiske regimer i disse år vige til fordel for regeringer, der ønsker at åbne økonomierne i en erkendelse af, at vækst og velstand bedst sikres gennem det frie marked og ved at indgå i den internationale handel. Ikke mindst fordi man har set de positive konsekvenser af Chiles markedsreformer i 1970erne og 1980erne, og Perus ditto i 1990erne.

Vestlig nyprotektionisme
Netop hvordan frihandel – altså vores frihandel – har været med til at løfte mio. af mennesker ud af fattigdom, har i årtier været det væsentligste argument for mange liberale og økonomer, når vi har diskuteret international handel med venstrefløjen, en venstrefløj som desværre aldrig helt har anerkendt frihandlens positive effekter.

De afviste tidligere lande som Sydkorea og Taiwans eksportorienterede udviklingsmodel, mens de hyldede og anbefalede udviklingslande og -modeller, baseret på importsubstitution og disintegration i det internationale handelssystem. Ja, det meste af dansk udviklingsbistand spildte man gennem årtier på lande, der hyldede importsubstitution og søgte at begrænse handel med omverden. Man må sige, det er utroligt med tanke på i hvor høj grad, vi kan takke frihandel for egen velstand.

Ingen af de lande, der søgte at udvikle sig gennem importsubstitution, formåede at skabe varig vækst og velstandsfremgang for sine borgere. Det blev dog af venstrefløjen – med dens manglende forståelse for velstandsskabelsen – paradoksalt nok ofte forklaret som resultat af en uretfærdig verden, hvor det rige Vesten og dets multinationale selskaber udbyttede den fattige del af verden. Et synspunkt der desværre fortsat er stor opbakning til blandt venstrefløjens nyproktektionister. Og som også ligger til grund for f.eks. hele det håbløse Fairtrade-koncept. Det giver muligvis en god fornemmelse i maven hos velmenende vesterlændinge, men som model for den internationale handel belønner det de få på bekostning af fortsat fattigdom for de mange. Heldigvis er dets succes begrænset i lighed med alverdens vestlige NGO’eres ide om living wages og lignende.

Det giver muligvis en god fornemmelse i maven hos velmenende vesterlændinge, men som model for den internationale handel belønner det de få på bekostning af fortsat fattigdom for de mange
_______

 

Kollektivister på begge fløje, foren eder
Især siden finanskrisen har en anden form for nyprotektionisme fået vind i sejlene. Venstrepopulisterne har fået følgeskab af højrepopulister i både USA og Europa. De deler forestillingen om, at frihandel koster arbejdspladser og skader almindelige mennesker i vores del af verden. Og fælles for begge grupper er ønsket om, at det politiske system kan og skal diktere, hvad markedsdeltagerne må og skal gøre.

Venstrefløjen kalder det godt nok demokratisk kontrol, mens højrepopulisterne mumler om sammenhængskraft og national autonomi. For begge gælder dog, at de ønsker en verden, hvor markedet (det vil sige os alle sammen som individer og virksomheder) skal bøje sig for den politiske vilje og arbejde for at opfylde magthavernes ønsker og behov.

Venstrepopulisterne vil så tale om at arbejde for fælleskabets interesser og højrepopulisterne for nationen og folkets interesser. I sidste ende er resultatet dog det samme. Nemlig lavere velstand for de mange.

Vores velstand bygger på kreativ destruktion og social dumping
Problemet er nemlig, at populisterne – uanset om de er højre- eller venstreorienterede – tager fejl. Globaliseringen og frihandel har ikke været til ugunst for ”almindelige mennesker”. Tværtimod har den brede befolkning også i vores del af verden haft stor glæde af de seneste 30 års globalisering. Uden den havde vi alle været fattigere i dag.

Men måske skal vi lige se på, hvorledes frihandel øger velstanden i både fattige og rige lande, og hvorfor venstrefløj og fagbevægelse grundlæggende tager fuldstændigt fejl, når de påstår, at frihandel fører til et ”ræs mod bunden”
Ifølge Beskæftigelsesministeriet dækker begrebet social dumping »forhold, hvor udenlandske lønmodtagere har løn- og arbejdsvilkår, som ligger under det sædvanlige danske niveau«.

Hvis det er definitionen på social dumping, må vi konstatere, at vi alle – fra pensionist til direktør, uanset alder, indtægt, køn og uddannelse – i høj grad skylder vores høje levestandard eksistensen af social dumping. For netop ”ringere løn- og arbejdsvilkår” er en væsentlig årsag til, at en lang række produkter ikke længere produceres i vores del af verden.

Vi alle – fra pensionist til direktør, uanset alder, indtægt, køn og uddannelse – skylder vores høje levestandard eksistensen af social dumping
_______

 

Se blot efter hvor det tøj, du har på, er produceret og overvej, hvad det ville have kostet, hvis man havde haft ”danske løn- og arbejdsvilkår” på de systuer, hvor det er syet. Så hvis man mener, at de arbejdsforhold, man har i Kina, Indien, Bangladesh, Vietnam osv., som uden tvivl er langt ringere end i Danmark, udgør en ”unfair konkurrence for det danske erhvervsliv”, ja så er der ingen vej udenom. Vi må igen til at sy tøj i Herning.

Men hvad vil konsekvensen være af det? Jo, arbejderne i de lande, hvor man i dag syer tøj, vil naturligvis miste deres arbejde. Hermed bliver deres levevilkår endnu ringere, mens danske forbrugere vil opleve en velstandsnedgang, i kraft af at de pågældende varer bliver væsentlig dyrere.

Man kunne naturligvis nøjes med at hæve lønningerne i den 3. verden. Men ak, det vil måske gavne nogle få, men til gengæld vil beskæftigelsen falde indenfor den pågældende sektor, fordi højere produktionsomkostninger betyder højere salgspriser og dermed mindre efterspørgsel. Og de, der mister deres arbejde, må nu ud og finde beskæftigelse i andre del af økonomien, typisk til en væsentlig lavere løn. Ingen eller meget få stilles altså bedre, mens langt de fleste stilles dårligere.

Men at produktionen søger hen, hvor det bedst kan betale sig, indebærer heller ikke et race to the bottom. Det forholder sig omvendt. Grunden til at vi ikke finder os i ringe løn og arbejdsvilkår skyldes, at vi ikke behøver at finde os i det. Vi kan blot finde et andet og mere vellønnet job med bedre arbejdsbetingelser. Sådan kommer det også til at gå i Kina, Cambodja, Vietnam osv. Og det sker allerede. Er man i tvivl, er det blot at se på udviklingen i netop Taiwan og Sydkorea, hvor arbejdsforholdene for få årtier siden ikke adskilte sig meget fra det, vi ser i Kina i disse år. Eller vi kan gå 100 år tilbage og se på arbejdsvilkårene herhjemme. Og nej, det er ikke fagforeningerne som har ansvaret for de bedre løn og arbejdsvilkår.

I Kina stiger reallønningerne i øvrigt kraftigt i disse år. Det er kun et spørgsmål om tid, før tekstilindustrien, som fortsat udgør en betydelig andel af kinesisk eksport, for alvor flytter til andre lande med lavere lønninger end i Kina.
Alle vinder på frihandel.

Når jeg skriver, at alle vinder på frihandel, er det naturligvis ikke for at negligere, at der er enkeltpersoner, der mister deres arbejde, fordi deres arbejdsplads outsources til andre lande, fordi man effektiviserer og fyrer folk eller fordi man på anden måde påvirkes af den øgede konkurrence udefra. Men det er nu engang en helt afgørende del af velstandsskabelsen. Det er ikke ved at øge omkostningerne, vi bliver mere velstående. Det er ved at mindske dem.
Men om man mister sit arbejde på grund af den teknologiske udvikling eller på grund af den internationale konkurrence, gør vel ingen forskel for den enkelte..

Det er ikke ved at øge omkostningerne, vi bliver mere velstående. Det er ved at mindske dem
_______

 

Nej, det er ikke altid et kønt syn, og ja det er synd for de pågældende. Men denne kreative destruktion er nu en gang et grundvilkår ved markedskapitalismen, og af afgørende betydning for vores velstand. Ikke mindst de laveste indkomsters.
For i modsætning til populisternes påstande står de laveste indkomstgrupper nemlig til at blive de største tabere, hvis den protektionistiske strømning, vi oplever i Vesten i disse år, fortsætter.

Således viser en analyse af gevinsterne ved frihandel offentliggjort for nylig i Quarterly Journal of Economics, “Measuring the Unequal Gains from Trade”, at de 10 procent laveste indkomster i Danmark opnår en dobbelt så høj gevinst ved frihandel end de 10 procent højeste indkomster.

Ikke fordi deres indkomster stiger mest. Det gør den ikke. Men fordi (internationalt) handlede varer, altså varer der udsættes for konkurrence, udgør en større del af de laveste indkomsters samlede forbrug end for højere indkomster.
Hermed er debatten om frihandel fundamentalt ikke anderledes i dag end den var for 170 år siden, da man ophævede kornlovene i England. Lavere korn- og dermed brødpriser, havde også langt større betydning for Englands fattige end for de rige, ganske enkelt fordi det udgjorde en større del af det samlede forbrug. ■

ILLUSTRATION: Finanscentret Marina Bay i Singapore, en af de asiatiske tigre. Foto: Flickr Creative Commons