22.10.2016

KOMMENTAR af Rasmus Brygger, liberal debattør

For præcis en måned siden gjorde Martin Henriksen det klart, at han ikke nødvendigvis mente, at en danskfødt elevrådsformand med dansk-iransk etnicitet på Langkær Gymnasium var dansk.

Siden da har vi knap nok kunnet diskutere andet end danskhed. Hele 800 gange har danske medier skrevet om danskhed siden da, og særligt avisernes debatspalter er fyldt op med indlæg om, at danskheden er meget bredere end, hvad Henriksen påstår, og at også 1. og 2. generationsindvandrere er danske.

Mens det er fuldt forståeligt, at de personer, der bliver nægtet adgang til et fællesskab, tager kampen op, så har man alene ved at gøre danskhed til et relevant politisk parameter leveret en kæmpemæssig sejr til nationalisterne.

Mens det er fuldt forståeligt, at de personer, der bliver nægtet adgang til et fællesskab, tager kampen op, så har man alene ved at gøre danskhed til et relevant politisk parameter leveret en kæmpemæssig sejr til nationalisterne
_______

 

Danskhed kan være relevant at diskutere som civilsamfund, ligesom man i ethvert lokalsamfund ønsker en bestemt sammenhængskraft, og det er bestemt også en relevant kulturdiskussion. Men danskhed som relevant i en politisk kontekst, der handler om ansvar og solidaritet, er en ekstrem position, som er fundamentet for hele den nationalistiske bevægelse, der hærger Europa og USA.

De flestes udgangspunkt er, at alle mennesker er født lige med samme rettigheder og værdi. Hvis du står i en situation og kan redde et menneskeliv, har du alt andet lige det samme etiske ansvar overfor en person fra Syrien som Danmark. En logisk følge af dette er, at du ikke har en særlig forpligtelse overfor den fremmede dansker, der overstiger den fremmede syrer. Den respekt for lighed er ret essentiel, for modsætter man den, kan man hurtigt argumentere for at redde én dansker fremfor to syrere – eller endnu værre: Dræbe en syrer for at redde en dansker.

Der kan være en masse mellemregninger, der kan betyde, at det af praktiske årsager kan være lettere eller mere relevant at redde en dansker, men det ændrer ikke ved udgangspunktet: Det bånd, du har med andre mennesker, er ikke bundet op på, hvor I er født eller hører til, men den værdi vi hver især har som levende, tænkende individer.

Det bånd, du har med andre mennesker, er ikke bundet op på, hvor I er født eller hører til, men den værdi vi hver især har som levende, tænkende individer
_______

 

Men tilbage til Henriksen og danskheden: Emnet for Debatten den 22. september var “Slut med flygtninge?”. En af logikkerne i den nationalistiske lejr, er at vi skal hjælpe danskerne, før vi hjælper flygtningene – eller som det ofte bliver spurgt: Hvorfor give penge til flygtninge, når vi har hjemløse danskere? For kun på denne måde kan man retfærdiggøre, som australierne f.eks. gør, at kapre flygtningebåde med børn og syge og smide dem alene ud på en redningsbåd i det indiske ocean – del af en politik, flere danske partier har kaldt spændende.

Og derfor er danskheds-debatten særdeles relevant, for det er jo decideret et spørgsmål, om hvor mange mennesker, vi har et særligt ansvar over for som dansk fællesskab. Og i stedet for igen og igen at udfordre den præmis, at det overhovedet ikke skal være et relevant kriterium for, om man skal modtage hjælp, at man skal have mærkatet DANSKER tatoveret i panden, så faldt jeg og mange af mine meningsfæller lige i fælden og angreb Dansk Folkepartis snævre definition af danskhed.

Men uanset hvor bredt vi definerer danskhed, uanset om vi anerkender enhver, der sætter fod på dansk jord som dansk, kan det danske fællesskab aldrig gå udover grænserne. Ved overhovedet at diskutere danskhed i en politisk kontekst om ansvar har vi indirekte anerkendt, at der altså er en grænse for solidaritet og ansvar. Eller vi har som minimum ikke gjort noget for at påvirke den underlæggende præmis, der bliver mere og mere almindelig at ytre i den danske debat.

Det her er roden til nationalismen. Se bort fra islam, Dannebrog og flæskesteg et øjeblik. Anerkendelsen af et særligt dansk ansvar retfærdiggør, at vi i disse dage skræmmer flygtninge i en bue udenom Danmark, raser mod alt der er muslimsk og stykke for stykke afskaffer “ikke-danskeres” rettigheder. For hvorfor give frihed til nogen på bekostning af danskeres velfærd?

Nationalismen er hastigt voksende og udgør lige nu den suverænt største trussel mod frihed, fred og solidaritet i verden. Så vi skal og må ikke lade nationalisterne svinge taktstokken i den danske debat. For hver evigt eneste gang vi tager debatten på deres præmisser, taber vi.

Nationalismen er hastigt voksende og udgør lige nu den suverænt største trussel mod frihed, fred og solidaritet i verden
_______

 

Vi skal derimod tale om menneskets lighed. Vi skal tale politiske principper, som engang fandtes i de liberale og socialistiske partier, der i dag i højere og højere grad er under nationalismens åg. Og så skal vi tale meget, meget mindre om danskhed.

Lad mig til slut citere den danske kulturskat Ludvig Holberg:
“Jeg holder for, at man maa elske Dyd og Redelighed, hvor den end findes, enten den er i Europa, Asia, Africa eller America, enten den er paa denne eller hin Side af Æqvinoctial-Linien; og derfore, ligesom jeg haver større Ærbødighed for en skikkelig Soldat end for en uskikkelig Præst, for en dydig Samaritan, end for en udydig Levit, saa holder jeg heller Venskab med en redelig Jøde, Hedning eller Mahomedan, end med en Christen, der intet haver uden det blotte Navn af Christendom.” ■

ILLUSTRATION: Rasmus Brygger, liberal debattør og tidligere formand for Liberal Alliances Ungdom. ILLUSTRATION: Adrian Zacharski