07.09.2010

Holdes borgerne for nar, når regeringen foreslår, at det offentlige forbrug ikke skal vokse de næste fem år? I et interview til Børsen i sidste måned foreslår økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen, at regeringens plan for nulvækst i det offentlige forbrug bør forlænges op til fem år. Den såkaldte ”Genopretningsplan”, som regeringen og Dansk Folkeparti indgik i foråret indeholder ellers allerede en plan om, at det offentlige forbrug ikke må vokse realt i perioden 2011-2013. Men hvis vi ser tilbage på tiden under de borgerlige regeringer fra 2001 og frem, som Brian Mikkelsen selv har været minister i, er det kun i 2003 lykkedes at holde realvæksten (lige) under én procent. Så ministerens udmelding er meget ambitiøs.

Idéen om at begrænse væksten i den offentlige sektor er ikke ny. Poul Nyrup Rasmussens sidste regering præsenterede i 2001 en plan om årlig realvækst i det offentlige forbrug på mellem en halv og en hel procent i rapporten En holdbar fremtid – Danmark 2010. Den borgerlige VK-regering overtog målsætningen om vækst på under en procent om året. Ligesom den nuværende regerings plan var den såkaldte 2010-plan meget ambitiøs, idet regeringerne under Poul Nyrup Rasmussens ledelse kun i 1997 havde præsteret at holde realvæksten i de offentlige udgifter under en procent.

Det kan forekomme paradoksalt, at de danske regeringer har så svært ved at overholde deres egen målsætning om lavere vækst i de offentlige udgifter. Ofte benyttes en forklaring om økonomisk uansvarlighed i kommuner og regioner. Det er en dog en dårlig undskyldning. For selvom regioner og kommuner står for den største andel af det offentlige forbrug, så bestemmer regeringen i praksis, fordi finansieringen hovedsageligt kommer fra staten. Det er derfor med indirekte accept fra den siddende regering, at det offentlige forbrug stiger, selvom skylden ofte forsøges placeret hos regions- og kommunalpolitikere.

I den almindelige offentlighed fremstår det ofte uklart, hvorfor det egentligt er vigtigt med en lavere vækstrate i det offentligt forbrug. Hospitaler, børnehaver og folkeskoler er for de fleste danskere positive ting, som man gerne ser prioriteret. Så hvorfor al den fokus på lavt offentligt forbrug? Svaret er velkendt, selvom det ofte negligeres. Balancen mellem personer i og uden for arbejdsstyrken vil i de kommende år forskydes betydeligt, så en større andel af befolkningen vil være uden for arbejdsstyrken. Et fastholdt offentligt serviceniveau for hver enkelt borger vil kræve en betydelig vækst i det offentlige forbrug på længere sigt, samtidig med at der er færre til at betale. De offentlige budgetter hænger derfor ikke sammen i fremskrivningerne af den danske økonomi.

Er det så udtryk for ansvarlighed, når Brian Mikkelsen ønsker fem år med nulvækst i det offentlige forbrug, eller er det snarere utroværdigt, når baggrunden er otte år med gennemsnitlig realvækst i det offentlige forbrug på næsten to procent? Hvis man alene ser på første halvår af 2010, har væksten været på 2,7 procent pro anno. Aftalen gælder først fra 2011, men i Finansministeriet forudsættes nulvækst i 2010. En forudsætning, som vel godt kan diskuteres.

Det er svært at tro på, at regeringen kan lykkes med deres målsætning om nulvækst, for selvom den generelle afmatning i økonomien har ændret den politiske retorik, så økonomisk ansvarlighed er blevet et modeord, er der stadig ikke klare udmeldinger om, hvordan det offentlige forbrug skal kunne fastholdes på det nuværende niveau. At henvise til gevinster ved rationalisering og øget udlicitering er at holde folk for nar og et dårligt udgangspunkt for en politiske debat om fremtidens økonomiske udfordringer. Prioriteringernes nødvendighed bør meldes ud, så der ikke opstår én virkelighed internt i regeringen og en anden virkelighed i blandt vælgerne.