08.10.2016

Inden for de seneste 20 år, er der foregået en ”sikkerhedsliggørelse” af migration i Europa. Sikkerhedspolitik og migrationspolitik, som før har været to adskilte politiske områder, er nu fusioneret i en ny form for politik. Flygtninge er blevet gjort til en trussel, og håndteringen af denne trussel fremstilles som værende af afgørende betydning for nationalstatens overlevelse.

Af Anne Bonnevie Lundbye

Den frie bevægelighed i Europa er ikke længere så fri.

Syv lande har på nuværende tidspunkt indført midlertidig grænsekontrol: Sverige, Danmark, Finland, Østrig, Tyskland, Norge og Frankrig. Andre europæiske lande som Ungarn, Slovenien, Østrig og Bulgarien har bygget mure og hegn omkring deres nationale grænser. Med de fysiske grænsebomme tegner der sig et billede af et EU, hvor grænser tegnes skarpt op omkring de individuelle medlemsstater, og åbenheden forsvinder. Det mener Richard Lewis, som i sin 30-årige karriere har været tæt tilknyttet Den Europæiske Union og blandt andet været involveret i EU’s Justice Freedom & Security (AFSJ).

Nationalstat og national sikkerhed er på retur
Vi ser i Europa en ny epoke med grænser, sikkerhedsrisici, terrorbekæmpelse, begrænsninger på den personlige frihed, mere screening og kontrol af mennesker og den menneskelige bevægelighed. Tilsammen udgør det et stort komplekst puslespil, hvor man forsøger at sikkerhedsliggøre flygtningesituationen, mener den engelske forsker i europæisk asylpolitik, Richard Lewis.

Han ser en tydelig tendens til, at mange af de europæiske medlemsstater er ved at vende tilbage til, at det klare fokus er på de individuelle nationalstater. Myndighederne i de respektive lande er langt mere påpasselige med, hvem de lukker ind over grænserne. Og dem der får lov til at krydse grænserne, bliver i hyppigere grad end tidligere screenet.

”Der er sket en betydelig sikkerhedsliggørelse af migrationspolitik i alle aspekter, hvad enten det har at gøre med asyl, illegal migration eller andet. EU er nødt til på den ene side at balancere sikkerhed og frihed, og på den anden side skal de balancere sikkerhed og humanitære behov,” siger Richard Lewis.

Ifølge ham er dette sket gradvis hvert 10. år, fordi der er en frygt for terror og for, at den forkerte type migranter krydser grænserne og påvirker de europæiske, velfærdssamfund på en negativ måde.

Der er en frygt for terror og for, at den forkerte type migranter krydser grænserne og påvirker de europæiske, velfærdssamfund på en negativ måde
_______

 

Migration handler nu også om militær
Størstedelen af migrationslitteraturen på området hævder, at det afgørende vendepunkt var i 2004, da Frontex blev oprettet – det europæiske grænseagentur, som beskæftiger sig med EU’s ydre grænser. Da forhandlingerne stod på i 2002 og 2003, var der stor uenighed om behovet for dette agentur. De sydeuropæiske lande var vilde med ideen om en europæisk grænsevagt, alt imens de nordeuropæiske lande var mere forbeholdne i forhold til at afgive suverænitet.

Omkring samme tidspunkt udspillede der sig en Irak-krig og også en krig i Afghanistan. Siden da har EU indgået en lang række aftaler og operationer for at forhindre flygtninge i at kunne søge asyl i Europa. EU har tidligere indgået aftaler med blandt andre Muammar Gaddafi, tidligere statsleder i Libyen, Hosni Mubarak, tidligere præsident i Egypten og senest med den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan.

Samtidig har Unionen søsat forskellige operationer som Operation Mare Nostrum, der skulle afhjælpe det massive flygtningepres på Italien, senere Operation Sophia mellem Tyrkiet og Libyen, og mere nyligt har der været NATO’s indblanding mellem Tyrkiet og Grækenland. Oveni det er der de forskellige Frontex-operationer.

”Vi kan tydeligt se, at der har været et skub i retningen af denne form for militarisering, som virkelig har fået fart på efter start 00’erne”, siger adjunkt Martin Lemberg-Pedersen fra Global Refugees Studies på Aalborg Universitet. Han understreger, at denne tendens er blevet yderligere forstærket over de seneste to år med terrorangreb og flygtningepres på Europa.

”I løbet af det sidste år har vi kunnet se, at der er nogle aktører, som begynder at udtale sig og sætte ind over for flygtninge. De har ikke før være ligeså involveret i flygtningepolitik på EU-plan. Blandt andre Nato. Resultatet er, at der er stigende interesse i at frame migranter og flygtninge som sikkerhedstrusler,” siger han.

EU håndterede flygtningeudfordring forkert
Richard Lewis mener ligesom Martin Lemberg-Pedersen, at denne tendens til at fremhæve sikkerhedsperspektivet er blevet yderligere forstærket inden for de seneste par år og med det massive flygtningepres på Europa.

”Myndighederne er langt mere forsigtige med, hvem de lukker ind over grænserne, og hvem de ikke gør. Der foregår langt mere screening af mennesker i forhold til tidligere. Det er derfor – på grund af sikkerhedsbekymringer – at EU indgår internationale aftaler med politistater og diktatorer for at forhindre flygtninge i at komme til Europa og søge asyl, og det er derfor Flygtningekonventionen ikke længere vejer så tungt, som den har gjort”, mener Lewis.

I 2015 kom der omkring en million flygtninge og migranter til Europa over Middelhavet. Men ifølge Martin Lemberg-Pedersen, håndterede EU det grundlæggende helt forkert.

”Jeg mener, den måde, de europæiske lande reagerede på i 2015, var med til at forstærke sikkerhedsrisici frem for at minimere dem. Balkanruten var jo statsskabt,” siger han, og henviser til ruten, der gik fra Tyrkiet til Nordvesteuropa. Det har overvejende været lande som Ungarn, Serbien, Kroatien, Østrig og Danmark, der har forsøgt at undgå flygtninge og sende dem videre til andre EU-lande. Og Tyskland og Sverige har i de fleste tilfælde været slutdestinationen for flygtninge på Balkanruten. Denne spekulation i transit skyggede for enighed og samarbejde om screening-hotspots, omfordeling og et fælles europæisk eller internationalt modtagesystem af de mange mennesker, der stod ved grænserne, mener migrationseksperten.

Den måde, de europæiske lande reagerede på (flygtningekrisen, red.) i 2015, var med til at forstærke sikkerhedsrisici frem for at minimere dem
_______

 

”Det skabte et kollektivt handleproblem. I og for sig også et kollektivt attitudeproblem. Jeg vil sige, at indenrigspolitikken har overtaget og koloniseret de meget klare udenrigspolitiske dimensioner, der jo er ved asylpolitik. Danmark og en masse andre europæiske lande, har det sidste år været udpræget grad forfaldet til kun at se situationen ud fra indenrigspolitiske interesser. Det betyder, at man har lukket øjnene over for en masse andre risici”.

Øget grænsekontrol giver benzin til smuglerindustrien
EU har i høj grad skudt sig selv i foden ved at lukke ned for de mange legale flugtruter, hvis du spørger Martin Lemberg-Pedersen.

”Man har sat motor på dannelsen af en kæmpe stor smuglerindustri. Det er en klar konsekvens af, at man skaber den her grænsekontrolsinfrastruktur, og at man har lukket ned for legale flugtmuligheder. Smuglerindustrien og grænsekontrolsindustrien er hinandens forudsætninger; de booster hinanden”.

Ved at styrke grænseindustrien har man som biprodukt givet en betydelig mængde indflydelse til en række europæiske, amerikanske og israelske militærfirmaer, som ser grænsekontrol som et lukrativt marked. Firmaer der producerer teknologi som droner, hegn, højteknologiske hegn, satellitter, radarovervågning, robotter osv.

”Vi ser en lang række af Europas største våbenvirksomheder kaste sig ind i grænsekontrolsindustrien. Det er også vigtigt i forhold til sikkerhedsliggørelse, fordi de her aktører, prøver at italesætte sig selv som de førende eksperter i grænsekontrol. De producerer masser af rapporter og lobbyer benhårdt i Bruxelles og i de enkelte lande, hvor de forsøger at fremstille migration som en trussel, så de kan skabe et marked for deres egne produkter.”

Terrorisme på dagsordenen
Spørgsmålet er, om denne frygt og usikkerhed er begrundet? I de sidste 20 år har der været en lang række terrorangreb i Europa. I 1995 og 1996 var der bomber mod metro og regionaltog i Paris, i 2004 var der bomber mod regionaltog i Madrid, i 2005 var der bomber på undergrundsstationer og en bus i London, i 2010 en selvmordsbombe i Stockholm, og i 2012 var der skyderier i Toulouse og Montauban. Senest var der i 2014 skyderi på det jødiske museum i Bruxelles, og i 2015 blev vi vidne til angrebet på Charlie Hebdo og fire andre mål i Frankrig.

Selv Danmark blev ramt af terror i 2015 med angrebet på Krudttønden og synagogen i Krystalgade i København. Igen samme år oplevede Paris et nyt angreb på spillestedet Bataclan i Paris og i år tragedien i Nice.

Truslen fra terror er til stede. Og den vokser. Men spørger man efterretningstjenesterne, har de sagt i over et årti, at der ikke er en kausalsammenhæng med flygtningestrømmene. De har i stedet påpeget, at årsagen til den øgede terrortrussel er de krige, som bl.a. Danmark og en række andre lande har involveret sig i.

Forsvarets efterretningstjeneste i Danmark udtalte også, at terrortruslen i Danmark var steget med Irak-krigen:
”Det gælder selvfølgelig også efter vores interventioner i Mali, Libyen, Syrien og Afghanistan. Det er den primære trussel, som bør holdes adskilt fra det faktum, at rekordmange er på flugt. Der hvor EU så har skudt sig selv i foden, er ved at lukke de legale flugtruter, fordi man dér netop havde større mulighed for at screene, hvem der kom, end nu på de smuglerdrevne ruter, som flygtninge er tvunget ud på. Man har selv været med til at forværre det trusselsbillede, der kunne opstå på grund af de konflikter,” siger Martin Lemberg.

Det er dog ikke flygtninge eller migranter, der har begået de seneste terror-angreb i Europa. Terroristerne i Bruxelles og Paris i 2015 var ikke migranter. De var født og opvokset i Belgien og Frankrig.

Terroristerne i Bruxelles og Paris i 2015 var ikke migranter. De var født og opvokset i Belgien og Frankrig
_______

 

Richard Lewis mener derfor godt, man kan argumentere for, at terror ikke er et migrationsproblem, men at der stadig er en frygt for, at det bliver til et migrationsproblem, og at befolkningen derfor kan fristes til at tro, at det er det allerede. Ifølge Lewis er frygten for en islamisk invasion en stor bekymring hos europæiske befolkninger – blandt andet hos, men ikke isoleret til, europas jødiske samfund.

Der er en udbredt opfattelse af, at flygtninge og migranter med muslimsk baggrund truer den europæiske identitet, og at de ikke udøver en indsats for at adoptere europæiske værdier. Men så længe den europæiske identitetsfølelse ikke er stærkere, vil det fortsat bidrage til at gøre migrationspolitik til sikkerhedspolitik i Europa, mener Lewis. ■

ILLUSTRATION: En ung, kvindelig migrant bliver kropsvisiteret på en italiensk båd i Middelhavet. Foto: Carlos Spottorno/Panos Pictures/Polfoto