01.10.2016

Vi er havnet i en situation, hvor DF direkte konfronterer Venstre i kampen om hvem, der er den borgerlige alliances alfahan.

ANALYSE af Esben Schjørring
…

VENSTRE MÅ i disse dage spørge sig selv om, hvad man skal med fjender, når man har venner af Dansk Folkeparti og Liberal Alliances slags. De sidste truer med at vælte Løkke og co. hvis ikke de får deres topskattelettelser, og de første truer nu med at ville anbefale et nej, hvis det kommer til en ny folkeafstemning om dansk medlemskab af Europol. Den anbefaling vil med stor sandsynlighed kunne føre til endnu et dansk EU-nej, skulle det komme dertil.

Ikke alene har Thulesen Dahl tilbagetrukket garantien om at ville anbefale et ja. Han kræver også en ny folkeafstemning om Danmarks medlemskab af Schengen, og ydermere at den folkeafstemning skal ende med et nej – først da vil han (igen) sige ja til Europol. Dermed har han lagt et tungt pres på den i forvejen pressede smalle Venstre-regering. For der er ingen jordisk chance for, at Schengen-samarbejdet bliver sat til folkeafstemning, hvilket Thulesen Dahl udmærket ved. Men ved at stille det op på den måde, får han ikke alene Venstre til at se ud som den stejle part – han får også flyttet debatten om Europol væk fra emner som sikkerhed og kriminalitetsbekæmpelse (som ligger DF tæt ved hjertet) og over på spørgsmålet om de åbne grænser internt i EU. Dvs.: flygtninge og østeuropæisk arbejdskraft. Væk fra globale svar på globale problemer og over på, ja, globale problemer, som der ikke er noget klart globalt svar på.

Beslutningen har umiddelbare konsekvenser for blå blok – og potentielle omkostninger for DF selv.

DF har i vidt omfang skiftet sit grundlæggende argument for en stram udlændingepolitik ud
_______

 

Den sidste sten på vejen
Svend Auken beskrev engang forholdet mellem Venstre og Konservative som ’et had/kærlighedsforhold uden kærlighed’. Det gælder vel efterhånden hele den borgerlige lejr. Hvad der længe har været klart, men uudsagt, er nu officielt: Dansk Folkeparti stræber efter at blive et af de tre-fire partier, der afgør den politiske magt i Danmark og former samfundsindretningen. Under Folkemødet i juni erklærede DF åbent, at man vil i regering. Men det har længe været den overordnede målsætning at bringe sig i den position. Det har ikke bare struktureret partiets politiske kommunikation og den dagsorden, man har villet sætte – det har også spillet en vigtig rolle for hvilke forlig man gerne vil være en del af – herunder de aftaler, som potentielt kan gøre ondt på ens egne vælgere, man alligevel har indgået. Og det har indgået i overvejelserne om, hvem man har erklæret sit fjendskab, og hvem man søger samarbejde med.

Historisk er der to emner, der har voldt problemer for opnåelsen målet om at blive et af de store, uomgængelige partier og strategien med at nå dertil – udlændingepolitikken og EU-politikken. I dag – efter 20 års slagsmål – er den stramme udlændingepolitik – stort set – blevet konsensus. En konsensus, der ikke kun udstrækker sig til V, K og DF, men også tæller LA og S. Selv da De radikale var i regeringen fra 2011-2015 gjorde de ikke oprør mod fx 24-årsreglen, og hverken SF eller Enhedslisten gjorde så meget som anskrig til at vælte den daværende S-ledede regering på det spørgsmål. Her er der ikke kun tale om, at de andre partier har taget DFs politik til sig, der er også tale om, at DF i vidt omfang har skiftet sit grundlæggende argument for en stram udlændingepolitik ud. Fra primært at tale langs nationalkonservative sveller om uforeneligheden mellem kristen danskhed og islam, taler DF i dag primært om omkostningerne for velfærdsstaten ved for langsom integration, når man vil begrunde nye stramninger. I dag er det vel kun Martin Henriksen fra folketingsgruppen, der kan – og må – svinge sig op til den gamle retorik, man husker fra Søren Krarup og Jesper Langballes velmagtsdage. DF-formanden selv har flere gange – og senest i Marts-udgaven af RÆSON – tilsyneladende afvist at gøre religion til kernen i udlændingespørgsmålet.

Etableringen af en ny konsensus er til gængæld ikke blevet til på EU-politikken. Den står stadig i vejen for DF’s bevægelse mod at blive et midterparti, man kan betro ministerbiler til. På den ene side vil et flertal af DFs vælgere, ifølge en opinionsundersøgelse som Norstat lavede for Altinget tidligere i år, helt ud af EU, og de resterende, der ikke vil helt ud, er meget skeptiske. Hele 89 procent af DF-vælgerne stemte da også nej til ophævelsen af retsforbeholdet (DR-måling). DF har været eminent dygtige til at lyde som et parti, der gerne ville helt ud af EU, selvom det faktisk ikke er tilfældet: ”Jeg kan godt forstå, at nogen kræver Danmark ud af EU – men kunne vi i det mindste ikke starte med at få EU ud af Danmark?” som Morten Messerschmidt har udtrykt det.

På den anden side er Danmark – vores EU-forbehold til trods – dybt engageret i EU, og vores lovgivning i stort omfang direkte formuleret i EU. Længe har det været danske regeringers opfattelse, at Danmark – for at sikre udenlandske investeringer – må føre en økonomisk politik, der klæber landet så tæt på eurozonen, at man ikke skulle kunne se det manglende medlemskab. ”Det 18. medlem af eurozonen”, som tidligere Økonomiminister, nuværende EU-kommissær, Magrethe Vestager, engang sagde. Mellem de to positioner er der ganske langt. Indtil nu har det været et problem af mindre betydning. DF levede gennem nullerne på, at det har været småt med lysten til at sende flere EU-spørgsmål til folkeafstemning hos V, K, S og R. Nyrup gjorde det i 2000 (euroafstemningen) og tabte, Løkke Rasmussen gjorde det i 2015 med retsforbeholdet – og tabte. Anders Fogh Rasmussen, som i 2002 stolt bød de østeuropæiske lande velkommen til ”our European family” satte aldrig nogensinde sin ellers historisk store politiske kapital ind på, at overtale danskerne til mere EU. EU-folkeafstemninger har slem tendens til giver buler i ens lederskab.

På den måde har der været en slags stiltiende aftale, når det kom til EU-politikken mellem DF og V og K. De sidste talte ikke rigtig om det – positive effekter af samarbejdet tog man gerne selv æren for på nationalt plan, mens man tørrede skylden for negative ting af på EU-systemet. Og DF skaffede sig rum til at ytre sig kritisk og vinde store sejre på valg til Europa-Parlamentet, uden at man fortalte sine vælgere, at man rent faktisk ikke kræver landet meldt ud. Det er den stiltiende overenskomst, der med afstemningen om retsforbeholdet sidste år – og nu igen med efterdønningerne – er blevet forstyrret.

Hvor meget vægt har regeringens ministre egentlig lagt i at få en parallelaftale? Måske ikke helt så meget
_______

 

Derfor bryder Thulesen Dahl sit løfte
Spørgsmålet er, om der overhovedet er en gylden middelvej her – men ingen tvivl om, at DF ønsker at flytte konsensus i sin egen retning, og her kan en ny folkeafstemning og et nyt nej være det brækjern, der skal til. Men spørgsmålet udestår selvfølgelig stadig, om EU-toppen i det tilfælde, så ville acceptere en ny særaftale.

Det sidste ser der ikke ud til at være de store udsigter til. EU-toppen synes – især efter Brexit – er været blevet træt af særaftaler. I hvert fald så træt, at man – sådan ser det ud – er parate til at statuere et eksempel, når det er et land i Danmarks alt andet lige undseelige størrelse, det gælder. Og hjemme på Christiansborg har Venstre og Lars Løkke Rasmussen længe lignet nogle, der gerne ville sende noget af smerten efter nej’et ved folkeafstemningen om retsforbeholdet sidste år videre til Thulesen Dahl. Lod han måske ikke vælgerne videre, at de trygt kunne beholde forbeholdet, fordi en parallel-aftale let kunne komme i stand?

Hvor meget vægt har regeringens ministre egentlig lagt i at få en parallelaftale? Måske ikke helt så meget. For de har jo regnet med, at man kunne udskrive en folkeafstemning alene om Europol, hvor Thulesen Dahl havde lovet at stille sig på ja-fløjen. Thulesen Dahl var med andre ord pludselig blevet presset op i hjørne. Enten skulle han ud og anbefale et ja til EU – og dermed afsløre forestillingen om DF som anti-EU som en illusion. Dermed ville han komme på kant med mange af sine vælgere. Alternativet er det, han valgte: Lidt short term damage for at ligne en vendekåbe og løftebryder.

Den langsigtede strategi om at blive regerings- og statsministerduelig ville ellers tilsige, at han gjorde det første. Men lige nu og her er et folketingsvalg inden eller lige efter jul langt fra usandsynligt – hverken DF eller LA ser ud til at bakke ned fra deres gensidigt udelukkende ultimative krav vedrørende lettelser af topskatten. Her har Thulesen Dahl selvfølgelig ikke lyst til at lægge sig ud med en større del af sit vælgerkorps – og da slet ikke, når DF samtidig er presset af Nye Borgerlige, der markedsfører sig med en endnu strammere udlændingepolitik og åbent ønsker at melde Danmark helt ud af EU.

Det lange sigte har altså måtte vige for det korte. Venstre – som med Jan E. Jørgensen og Søren Pind det seneste stykke tid er begyndt at tegne brudlinjen mellem sig selv og DF stadig tydeligere op – prøver i disse timer at opdyrke et løftebrudstema i det offentlige billede af Thulesen Dahl. At der er tale om løftebrud ER helt klart – Thulesen Dahl lovede ét, og nu gør han noget andet. Sagen er bare, at det er et betydeligt mindre problem at bryde løfter, når det betyder, at man bringer sig overens med (det store flertal af) sine egne vælgere.

Dermed er vi havnet i en situation, hvor DF direkte konfronterer Venstre i kampen om hvem, der er den borgerlige alliances alfahan. Hvem, der sætter den dagsorden, de andre accepterer at være underpunkter til. Siden 1998 (Amsterdamtraktaten) har DF ikke tabt en EU-folkeafstemning af betydning (dvs. fraregnet afstemningen om Patentdomstolen). En folkeafstemning om Europol, hvor DF anbefaler et nej mod Venstres ja og vinder vil være et meget hårdt slag for en i forvejen presset Lars Løkke Rasmussen. Spørgsmålet er, om det ikke i sig selv vil være præcis den pris, Løkke i 2014 meldte sig uvillig til at betale for at blive statsminister.

Ser Thulesen Dahl et nyt nej som den nødvendige konfrontation, der skal til for at flytte dansk EU-politik i sin retning? Kan han dermed eliminere den eneste tilbageblevne sten på vejen mellem DF og regeringsdeltagelse? Og hvordan ser et sådant DF-designet EU-medlemskab egentlig ud?

Når Thulesen Dahl truer med endnu en EU-valgkamp på den modsatte side af Venstre er det et gamble på to niveauer. På den hjemlige scene er der en risiko for at vælgerne kommer til at se DF som det gamle protestparti, i stedet for det nye midterparti, der smeder det brede, folkeligt forankrede samarbejde. Dertil kommer naturligvis risikoen for, at Danmark faktisk BLIVER smidt ud af Europol. Hvordan vil befolkningen reagere, hvis de stilles overfor et scenarie, hvor man faktisk risikerer de alvorlige forbrydelser på dansk grund, et Europol-medlemsskab kunne have forhindret? Det vil, hvis det bliver virkelighed, give både DF og partiformanden betydelige problemer. Når han alligevel gambler nu, kan årsagen kun være: Et eller andet sted regner Thulesen Dahl stadig med at vi kan få en parallelaftale. ■

Det er et betydeligt mindre problem at bryde løfter, når det betyder, at man bringer sig overens med sine egne vælgere
_______

 

Esben Schjørring er journalist. FOTO: Adrian Joachim/Polfoto