08.09.2016

Efter det store møde mellem verdens mest magtfulde statsledere er det tydeligt, at USA vil strække sig langt for et godt samarbejde med Kina, og Kina er til gengæld fast besluttet på, at man skal anse dem som en rigtig stormagt.

Af Esben Vest Jensen

G20-topmødet er for nyligt afsluttet, for første gang holdt på kinesisk jord i Hangzhou. Det har kineserne brugt til at positionere sig og gøre sig til rette i sin nye rolle som en af verdens stormagter. Vi har spurgt den erfarne danske diplomat Jørgen Ørstrøm Møller, som i gennem årtier har beskæftiget sig med de asiatiske lande og forholdet mellem Kina og USA, hvordan G20-topmødet og især de ting, der er foregået rundt om topmødet, kan ændre forholdet mellem USA og Kina og den nuværende verdensorden.

Ørstrøm Møller: Det har været et nyttigt møde. Konkret er der kun et par punkter, som jeg synes, at man skal hæfte sig ved.
Det første er, at der fortsat er opbakning til frihandel. Det vil sige, at den tendens, den bølge til protektionismen, som man har kunne spore i f.eks. den amerikanske valgkamp og måske også andre steder, er blevet retorisk afvist af G20-gruppen. Det er nok noget, som man ikke helt skal undervurdere.

Den anden ting, som jeg hæfter mig ved, er, at USA og Kina i forbindelse med mødet ratificerede COP21-aftalen fra Paris om global opvarmning. Det vil sige, at man har givet et meget klart signal om, at verden må bevæge sig i retning mod at gøre noget ved global opvarmning, og at de to største udledere i verden sætter altså handling bag ord ved at ratificere den aftale.

Den tendens, den bølge til protektionismen, som man har kunne spore i f.eks. den amerikanske valgkamp, er blevet retorisk afvist af G20-gruppen
_______

 

Det tredje, som jeg synes, at man også skal være opmærksom på lidt i den samme boldgade, er, at man har talt om, hvordan man skal opfylde FN’s planer for en bæredygtig udvikling frem til år 2030. Det er måske noget, som står lidt distant for mange mennesker, men som en form ramme, politisk målsætning er det overordentlig vigtigt, at de 20 største industrimagter siger, at de står bag den plan, og at de er villige til at gøre, hvad der er nødvendigt for at opfylde den.

RÆSON: I forhold til frihandel, hvilke lande har så især båret en dagsorden for frihandel frem for protektionisme?

Ørstrøm Møller: Det har givetvist været USA og også Kina. Obama står over for den meget store udfordring, at han skal prøve på at få TPP, Trans-Pacific Partnership, igennem kongressen, inden han fratræder som præsident i januar 2017. Hvis man vurderer, at det er realistisk, kan man sige, at i allerbedste fald er det 50-50, og oddsene er måske endda ringere for, at det lykkes for ham.

Der har han givetvis lagt vægt på, at han under et møde har fået tilsagn fra de asiatiske lande om, at lande som Japan, Indonesien, flere andre, Indien selvom de ikke er med i TTP, Kina selvom de ikke er med i TTP har sagt, at frihandel er et godt fundament for den globale økonomi, så nu må I altså ratificere den aftale, som I selv har taget initiativ til.

RÆSON: Hvad kan den amerikanske valgkamp og det amerikanske præsidentvalg komme til at ændre ift. den retning på frihandel, som G20-mødet har sat?

Ørstrøm Møller: Det er jo klart, at Trump populistisk set bruger anti-frihandel i sin valgkamp, og at Hillary Clinton under kampen for at få den demokratiske nominering blev angrebet af Bernie Sanders netop på frihandelsområdet, og derfor har hun tænkt, at TTP på en eller anden måde genforhandles, og at hun ikke kan støtte den i den form, den har. De fleste iagttagere er enige om, at det mener hun ikke. At i virkeligheden beder Clinton hver nat til gud om – udover at hun selvfølgelig bliver valgt til præsident – at Obama får TPP igennem kongressen, før hun tiltræder som præsident, således at den kan være på plads.

I virkeligheden beder Clinton hver nat til gud om – udover at hun selvfølgelig bliver valgt til præsident – at Obama får TPP igennem kongressen
_______

 

Langt de fleste er overbeviste om, at hun inderst inde faktisk støtter TPP, og mens hun var udenrigsminister, fremkom hun også med flere udtalelser om, at ting som TPP var godt og i USA’s interesse. Her skal man huske en meget vigtig ting. TPP er måske en handelsaftale, men det er også et symbol på USA’s geopolitiske styrke og geopolitiske engagement. Det er USA, der har taget initiativ til TTP. Det er USA’s ansvar at forhandle TPP og ratificere TPP, og på det tidspunkt, hvor de så har forhandlet, og den amerikanske præsident har sagt, at det er godt nok, så kommer den amerikanske kongres og siger, at det vil vi ikke ratificere. Det vil være et kolossalt tab af indflydelse for USA i Asien og også globalt set.

RÆSON: I forhold til Asien er der flere medier, som skriver, at denne aftale jo netop er et bevis på, at USA og Kina godt kan arbejde sammen om flere forskellige ting. Bl.a. klimaaftalen, som de ratificerede. Hvad tror du, at det her betyder for USA’s og Kinas generelle samarbejde?

Ørstrøm Møller: Der er jo ingen tvivl om, at USA og Kina i meget vidt omfang har fælles interesser. Meget af det, der skrives i massemedierne, er jo oppustet drama, som ikke afspejler realiteterne. Det er verdens to største økonomier, som igennem handel og investering er afhængige af hinanden. Det er to lande, som hvis de kommer i konflikt med hinanden, kan risikere at udløse en tredje verdenskrig.

Meget af det, der skrives i massemedierne, er jo oppustet drama, som ikke afspejler realiteterne
_______

 

Så i begge lande er der et meget stærkt ønske om at fastholde et samarbejde og undgå konflikt og konfrontation, og man kan jo se i en af de anstødssten, som findes – nemlig det sydkinesiske hav – at begge parter er meget forsigtige. Begge parter varetager selvfølgelig deres egne interesser. Det er klart. Det gør alle stormagter. Men de er også meget forsigtige med ikke at gå over en vis tærskel og dermed presse modparten ind i en situation, hvor der kan opstå en væbnet konflikt, så jeg er sikker på, at USA og Kina i mange henseender ønsker at arbejde sammen og også er i stand til det.

RÆSON: Og denne her ratificering af klimaaftalen var bare et eksempel på det gode samarbejde?

Ørstrøm Møller: Ja. Et eksempel på at give et signal om, at de kan samarbejde og være med til at løse de globale problemer. Det er jo ikke noget tilfælde, at de ratificerer aftalen, umiddelbart før de mødes.

RÆSON: Hvad er det vigtigste, Kina har fået ud af G20-mødet på egen jord?

Ørstrøm Møller: For det første lægger Kina vægt på prestige. Det er første gang, Kina er vært for G20, og du kan sammenligne det en lille smule med de olympiske lege i 2008. I en kinesisk optik ses det som en global anerkendelse af, at Kina er blevet en global magt, en global supermagt. At Kina anerkendes som en af de førende magter i verden.

I en kinesisk optik ses det som en global anerkendelse af, at Kina er blevet en global magt, en global supermagt
_______

 

For Kina har det måske ikke været så fantastisk vigtigt, hvad der kom ud af mødet med hensyn til konkrete ting, for ud af den slags møder kommer der sjældent noget meget konkret, men at mødet har været ramme om mange bilaterale møder mellem statsmænd og resulteret i flere for Kina gunstige udtalelser. Der er også udtalelser i kommunikéet (mødets konkluderende dokument, red.) om, at man skal undgå valutakrig. Det er noget, som også er i Kinas interesse, fordi Kina bemærker jo selvfølgelig, at der i USA og også andre lande er en kritik af den kinesiske valutakurspolitik. Det kan godt ses som en kinesisk sejr.

RÆSON: Men hvad har Kina så gjort for at skabe et signal om, at de er ved at blive den her stormagt?

Ørstrøm Møller: Kina får signaleret, at andre lande anerkender Kina, og det er vigtigt i en asiatisk optik, hvor det ikke at tabe ansigt spiller en meget stor rolle. ■

ILLUSTRATION: USA’s præsident Barack Obama strækker armen ud mod Kina’s ditto Xi Jinping. Foto: EFE/Juan Carlos Hidalgo Asuntos/Polfoto

Jørgen Ørstrøm Møller (f.1944) er tidligere departementschef i Udenrigsministeriet, Danmarks ambassadør i Singapore 1997-2005 og adjungeret professor ved Institut for sydasiatiske studier i Singapore og æresalumne ved København Universitet. Desuden forfatter til en lang række bøger om økonomiske forhold.