01.09.2016

Demokraternes præsidentkandidat Hillary Clinton står lige nu til at blive den næste amerikanske præsident, men på trods – eller netop på grund af – et langt liv i politik, er hun stadig enormt upopulær blandt store dele af den amerikanske befolkning.

Af Kasper Grotle Rasmussen, adjunkt i amerikansk historie, Center for Amerikanske Studier, Syddansk Universitet

En ny meningsmåling fra Pew Research Center foretaget i starten af august 2016 viser, at Demokraternes Hillary Clinton fører med ca. fire procentpoint over Republikanernes Donald Trump i kampen for at blive amerikanernes 45. Præsident. Clinton står til 41% af stemmerne, Trump til 37%, Libertarianernes Gary Johnson til 10% og De Grønnes Jill Stein til 4%.

Men både Clinton og Trump er mere upopulære end spidskandidater for de to store partier traditionelt har været og faktisk viser samme måling, at der i forhold til 2008-valget er sket en markant stigning i andelen af besvarelser, der angiver, at de ikke stemmer for men snarere mod en af kandidaterne (Pew Research Center, 18 august 2016).

På overfladen er Donald Trumps popularitetsproblemer måske mest synlige. Den erfarne forretningsmand og kendte TV-personlighed er en politisk novice, der begår striber af mediedominerende fodfejl
_______

 

På overfladen er Donald Trumps popularitetsproblemer måske mest synlige. Den erfarne forretningsmand og kendte TV-personlighed er en politisk novice, der begår striber af mediedominerende fodfejl. Hans begrænsede politiske platform med hovedfokus på den hvide arbejderklasse har isolationistiske og indvandrerkritiske undertoner, der driver minoritetsvælgere og veluddannede hvide vælgere væk. Denne valgmæssige virkelighed, der i øvrigt er akkurat det modsatte af, hvad partitoppen hos Republikanerne havde planlagt og håbet på, burde lede til en sikker sejr for en erfaren politiker som Hillary Clinton.

Og Clinton fører som nævnt også – både i nationale meningsmålinger og i de vigtigste svingstater.

Men Clinton er ikke nogen populær kandidat. Det var hun i øvrigt heller ikke i 2008, da hun sidst forsøgte at blive Demokraternes præsidentkandidat. Men på andre tidspunkter i Clintons lange liv i offentlighedens søgelys, har hun faktisk opnået en pæn popularitetsscore. Hvorfor er hendes popularitet så flydende? Og hvad kan forklare den trods alt ret store modvilje mod hendes person?

Hillary Clintons politiske rejse begyndte i en konservativ, republikansk familie i Illinois, og som gymnasieelev var Clinton frivillig i republikaneren Barry Goldwaters præsidentkampagne i 1964 (hvor præsident Lyndon B. Johnson i øvrigt vandt en jordskredssejr). Mod slutningen af 1960erne bevægede hun sig i retning af Demokraterne og var aktiv i Eugene McCarthys primærvalgskampagne i 1968 på grund af hans modstand mod Vietnamkrigen. Og det var selvom hun samtidig var praktikant for republikaneren Gerald Ford og deltog i det Republikanske Partikonvent samme år.

Fire år senere arbejdede hun – sammen med sin kommende mand, Bill Clinton – for demokraten George McGoverns kampagne i Texas i et forgæves forsøg på at vælte præsident Richard Nixon af pinden. Værdimæssigt tilhørte hun nok på det tidspunkt partiets moderate venstrefløj og var stærkt optaget af socialpolitikken, herunder særligt børns vilkår.

Hillary Clintons politiske rejse begyndte i en konservativ, republikansk familie i Illinois
_______

 

Fra 1974 til 1993 boede Hillary og Bill i Arkansas, hvor han i det meste af perioden var guvernør og hun succesrig advokat. Det var også i denne periode, at ”Hillary Clinton” første gang så dagens lys. Hun havde beholdt sit pigenavn, Rodham, da hun blev gift, men begyndte at kalde sig Hillary Clinton for at hjælpe Bill med at genvinde guvernørsædet i slutningen af 1970erne. Ikke mindst for at imødegå konservativ kritik. Den kritik, hun blev udsat for i Arkansas, kom i virkeligheden til at udgøre to ud af tre hovedelementer i den kritik, hun senere skulle blive udsat for: et konservativt fokus på at placere hende i en kendt (køns)kategori, og en skarp kritik af såvel Hillary som Bill Clinton for kreativ omgang med reglerne og for at sammenblande private og offentlige interesser.

I Arkansas-tiden var kritikken især relateret til delstatens kontrakt med Rose Law Firm, hvor Hillary var partner, og til Whitewater-sagen, en fejlslagen ejendomsinvestering, hvor Clinton-parret blev anklaget for at bruge offentlig indflydelse for at mindske underskuddet og hjælpe forretningsforbindelser.

I USA undersøger meningsmålingsinstitutterne offentlige personers popularitet i såkaldte ”favorability”-målinger. Her spørger man interviewpersoner, hvorvidt de har et godt eller dårligt indtryk af den pågældende, men giver også mulighed for at svare ”ved ikke” eller at de ikke kender vedkommende.

Clinton-parret blev anklaget for at bruge offentlig indflydelse for at mindske underskuddet og hjælpe forretningsforbindelser
_______

 

Som USA’s førstedame i tiden 1993-2001 svingede Hillarys popularitet i procent mellem slutningen af 40erne og starten af 60erne (Gallup, Favorability: People in the News, 1992-2016). Bill Clinton havde i 1992-valgkampen sagt, at hvis man valgte ham, ville man få ”two for the price of one”. Nogen traditionel førstedame blev Hillary Clinton da heller ikke. Hendes fremmeste forbillede på posten var snarere Eleanor Roosevelt end Jackie Kennedy, og hun var væsentlig mere interesseret i politisk indflydelse end i rollen som værtinde i Det Hvide Hus.

Som første og hidtil eneste præsidentægtefælle fik hun kontor i Vestfløjen, hvor også præsidenten og alle de politiske rådgivere huserer. Hun fik ansvar for sundhedspolitik og forsøgte sig med en storstilet reform, som havde været et kampagneløfte fra Bill Clinton. Reformen, der delvist mindede om den nuværende Obamacare-ordning ved at kræve forsikringsdækning, blev kritiseret af højrefløjen og industrien og mislykkedes allerede i 1994.

Hendes fremmeste forbillede på posten var snarere Eleanor Roosevelt end Jackie Kennedy, og hun var væsentlig mere interesseret i politisk indflydelse end i rollen som værtinde
_______

 

Hendes popularitet tog også et dyk, og hun holdt sig ude af søgelyset for en tid. Befolkningen blev mildere stemt overfor hende i 1997-98 i forbindelse med Monica Lewinsky-sagen, hvor Hillary nok støttede sin mand, men samtidig fremstod som en ydmyget hustru. Det vakte sympati, men fik hende også ”traditionaliseret” som kvinde uden ansvar udenfor hjemmet og med en mand, der havde trådt ved siden af. Interessant nok dykkede hendes popularitet igen, da hun stillede op som senator for New York i efteråret 2000, hvor Bill Clinton fortsat var præsident.

Som senator rykkede Hillary Clinton til højre i amerikansk politik. Clinton-parret befandt sig allerede fra 1980erne på den erhvervsvenlige fløj i Det Demokratiske Parti, der udviklede en tredjevejs-socialdemokratisme, som kunne tage kampen op mod Ronald Reagans konservative revolution. Dog var Hillary måske en anelse mere venstreorienteret i dele af perioden end Bill. Men principperne veg for pragmatismen, hvilket sammen med en tendens til altid at have boksehandskerne oppe og hellere give en uppercut end at dukke sig, repræsenterer det tredje hovedelement i fortællingen om udfordringerne for Hillary Clintons popularitet.

Hun bliver set som værdifattig og ideologiløs, især af det progressive, venstreorienterede segment, der i dag repræsenteres af Bernie Sanders-tilhængere, der mener, at den forkerte kandidat vandt nomineringen. Særligt forholdet til finansvirksomheder på Wall Street og hendes militante udenrigspolitik var dengang og er stadig i dag genstand for kritik.

Hun bliver set som værdifattig og ideologiløs, især af det progressive, venstreorienterede segment
_______

 

Men hendes tid som senator fra 2001 til 2009 var ikke udelukkende præget af upopularitet. Hun lå rimelig konsekvent i starten af 50erne i Gallups nationale målinger, og blev for eksempel lokalt i New York genvalgt til sædet i 2006 med 67 pct. af stemmerne. Det er jo ikke helt sammenligneligt, da nogle af vælgerne kunne have stemt imod hendes modstander i stedet for for hende, men det giver alligevel et fingerpeg om hendes popularitet i staten New York.

En del af hendes moderate holdninger var også designet til at appellere til republikanere i den nordlige del af staten, hvilket faldt endnu flere venstreorienterede demokrater for brystet.

Hendes popularitet dykkede på ny, da hun i 2007 annoncerede, at hun stillede op til præsidentvalget året efter. Efter nederlaget til Barack Obama i partiets primærvalg udnævnte han hende til udenrigsminister, hvorefter hun opnåede ligeså høj popularitet som under Lewinsky-skandalen i slutningen af 1990erne. Med til historien hører, at hun var en dårlig præsidentkandidat i 2008, men de fleste – især hendes tilhængere – kunne godt lide idéen om, at hun fik en høj position efter valget. Hun var en god og graciøs taber og blev en god partisoldat. Det blev belønnet.

I Gallups månedlige popularitetsmålinger fra 2016 har Hillary ligget fra slutningen af 30erne til starten af 40erne, hvilket altså repræsenterer hendes laveste konsekvente popularitet. De tre hovedelementer – pragmatisme over principper, særlige Clinton-regler og kønsrolleproblematikken – spiller sammen og bidrager til den interessante situation, hvor hun pt. er foran i målinger både fra delstater og på nationalt plan, men har vanskeligt ved at ændre befolkningens opfattelse af, at hun måske nok er både dygtig og kompetent (og væsentligt mere på begge fronter end Donald Trump), men hun også er en etisk tvivlsom pragmatiker, der vil sige hvad som helst for at blive valgt.

Hun.. er en etisk tvivlsom pragmatiker, der vil sige hvad som helst for at blive valgt
_______

 

Den stærkeste venstrefløjskritik i forhold til Wall Street og Irak-krigen hører primærvalgkampen til. Men i kampen om hvide arbejdervælgere i Midtvesten betyder det noget, at hun først var fortaler for den udskældte handelsaftale Trans-Pacific Partnership (TPP) og nu er imod. Det betyder noget, at det var Bill Clinton, der underskrev den nordamerikanske frihandelsaftale (NAFTA), der satte skub i udflytningen af produktionsvirksomheder fra USA. Og hvis nogle vælgere skulle glemme, at det betyder noget, skal Donald Trump nok minde dem om det.

For midtervælgere og republikanske kernevælgere betyder udenrigspolitikken en del. Trods Clintons høje popularitet som udenrigsminister, forsøger Republikanerne nu at pille glansen af hendes bedrifter fra tiden, hvor hun bestred den stilling. Sagen om angrebet på den amerikanske diplomatiske bygning i Benghazi, Libyen i 2012 er fortsat et yndet angrebspunkt for Republikanerne, til trods for at Clintons egentlige rolle i sagen var begrænset.

Primært anklages hun nu for at have fordrejet sandheden om årsagen til angrebet, hvor hun først hævdede, at angrebet var spontant og fandt sted som følge af en islamkritisk film og senere, at det var et velovervejet terrorangreb. Benghazi-sagen anvendes derfor som et argument, for at hun ikke kan overlades ansvaret for national sikkerhed.

Men de virkelige skandaler, der for mange stiller spørgsmål ved Hillary Clintons moralske kompas, handler om e-mails. I e-mailsagen havde hun opstillet en privat mailserver hjemme i kælderen og lod alle sine private og professionelle e-mails gå via den i sin tid som udenrigsminister. Hun gjorde det dels med henvisning til, at tidligere udenrigsministre, bl.a. Colin Powell, også havde anvendt egen mailadresse (og senest har hun sagt, at Powell ligefrem opfordrede hende til det).

Men Powell brugte ikke en privat server, sendte ikke fortroligt materiale og slettede ikke e-mails uden Udenrigsministeriets tilsagn. Alt dette gjorde Hillary Clinton derimod og sagen har fortsat fat, dels fordi der kommer nye informationer frem indimellem, og dels for hun ikke har fundet på en god forklaring. Det sidste er det største problem fordi det bestyrker vælgerne i, at hun ikke har nogen, og at sagen afslører moralske udfordringer.

Store dele af den amerikanske befolkning kan måske nok overbevises om, at hun kan blive en kompetent præsident, men decideret folkelig bliver hun aldrig
_______

 

Den populære danske Kong Frederik d. 7.s (1808-1863) valgsprog var ”Folkets Kærlighed, min Styrke”, hvilket harmonerede godt med hans forbindelse til den jævne befolkning. Man kan vist roligt sige, at Hillary Clinton endnu ikke er i samme position og formentlig kommer hun det heller aldrig. Store dele af den amerikanske befolkning kan måske nok overbevises om, at hun kan blive en kompetent præsident, men decideret folkelig bliver hun aldrig. Hendes pragmatiske og kampivrige personlighed og hendes tilsyneladende lemfældige omgang med regler bidrager heller ikke til den store folkelige popularitet.

Og som den første kvindelige præsidentkandidat for et af de store partier og som offentlig politisk person gennem mere end 25 år har hun også skullet overvinde en del barrierer, som hendes mandlige kolleger ikke har skullet slås med.

Selvom hendes popularitet har været relativ lav under valgkampen er det sandsynligt, baseret på historiske tendenser fra hendes karriere i Senatet og især i Udenrigsministeriet, at hun bliver mere populær som præsident, end hun er som kandidat, hvis hun bliver valgt i november. Det er i hvert fald det, hun håber på. ■

ILLUSTRATION: Hillary Clinton ved et vælgermøde i ørkenstaten Nevada 25. august. Foto: Carolyn Kaster/AP/Polfoto