27.08.2016

KOMMENTAR af Anders Bernhoft, cand.comm. og Master i professionel kommunikation (MPK)

Deler man, eller linker man til IS-propaganda, kvitterer staten med op til seks år fængsel. I hvert fald hvis justitsminister Søren Pind får sin vilje. I dag er det allerede forbudt at billige terror eller opfordre til terror, men nu skal det altså også være ulovligt at dele kommunikationsmateriale fra IS.

Er jeg den eneste, som finder det perspektiv skræmmende? Det gøs i hvert fald i mig, da jeg læste forslaget. Seks års fængsel er meget lang tid, ikke for at opfordre til terror eller lade sig rekruttere til terror, men for at dele eller linke til oplysninger skabt af modstanderne på slagmarken.

Mon ikke at sympatisører eller interesserede nok skal få adgang til materialet på anden vis, hvis de vil?
_______

 

Listen over problemer ved forslaget forekommer mig endeløs. Til at begynde med er det ekstremt formynderisk. Søren Pind antager, at vi som normale borgere ikke kan afkode ’fjendens’ kommunikation. Han må også antage, at forslaget vil have præventiv effekt. Men mon ikke, at sympatisører eller interesserede nok skal få adgang til materialet på anden vis i disse cyber-tider, hvis de vil?

I et interview til DR2 Nyheder beroliger Søren Pind med, at hvis delingen af oplysninger foregår som et led i oplysning, vil den være straffri. Men det betyder vel, at man som borger risikerer at skulle gennemgå en kostbar straffesag mod en part, som har uendelige økonomiske ressourcer og et grådigt advokatkontor til disposition.

Og hvad nu hvis vi antager, at det såkaldte propagandamateriale er objektivt og omtaler de ødelæggelser, som den danske regering står bag i de lande, vi bekriger? Er det så også propaganda eller noget andet? Hvad nu hvis ’fjenden’ beskylder os for tortur og andre menneskerettighedskrænkelser, og nogen deler disse påstande? Kan man så forvente en straffesag, fordi regeringen synes, at det er ubelejligt, at den slags oplysninger kommer frem?

Jeg vil have friheden til at orientere mig, også selvom om materialet ikke taler pænt om mit højtelskede Danmark
_______

 

Jacob Mchangama, direktør for tænketanken Justitia, fortalte til DR2 Morgen, at en engelsk kvinde var blevet idømt to års fængsel for at downloade Al Qaeda-materiale til sin mobiltelefon. Hun havde gjort det, fordi hun ville forstå, hvorfor familiemedlemmer støttede terror. Dommeren sagde sågar, at der ikke var beviser for, at kvinden var involveret i terror. Er det der, vi er på vej hen? Jeg vil have friheden til at orientere mig, også selvom om materialet ikke taler pænt om mit højtelskede Danmark.

Forslaget virker ærligt talt som en ulv i fåreklæder. Man vil forhindre rekruttering og terror i Danmark, og samtidigt får man på belejlig vis lukket munden på alle de borgere, som ønsker at se kritisk på den konflikt, som vores regering har ført os ind i.

Hvis jeg som borger ikke er enig i krigen, vil en stramning af straffeloven betyde, at jeg ikke kan bruge oplysninger fra ’fjenden’ til at tale imod krigen. Jeg må selvfølgelig gerne sprede min egen regerings propaganda.

Det lader til, at den nye paragraf ikke bliver snæver, men derimod åben som en ladeport. Som jeg ser det, kan forslaget lynhurtigt blive et problem for alle i samfundet.

Hvilken garanti har vi som borgere for, at den danske lovstramning ikke bliver brugt mod alle mulige andre grupperinger?
_______

 

I Rusland indførte Putin en anti-propagandalov, som har til formål at undgå spredning af materiale om homoseksualitet af hensyn til påvirkning af børnene. I bund og grund betyder den russiske lov, at man kan straffe LGBT-personer for at være netop det. Hvilken garanti har vi som borgere for, at den danske lovstramning ikke bliver brugt mod alle mulige andre grupperinger, som den siddende regering har besluttet sig for at erklære krig mod.

Hertil kommer spørgsmålet om, hvem der skal holde regeringen i ørerne, når dén spreder misinformation. Krigen i Irak blev jo ikke ligefrem gennemført på en lind strøm af sandheder. Her benyttede amerikanske politikere sig af informationer, som var fremkommet under tortur og som sidenhen viste sig at være usande.

Ombudsmanden lader også til at have trange kår for tiden. Flere gange har politikerne set stort på hans udtalelser i forskellige sager. Ikke engang denne vagthund er garant mod misbrug. Og hvordan skal journalisterne kunne afdække problematiske forhold, hvis de ikke kan få adgang til oplysninger fra alle konfliktens parter? Vil journalisterne også risikere en straffesag, hvis de deler noget ISIL-materiale på Twitter?

For mig er stramningen et værktøj fra det totalitære regimes værktøjskasse
_______

 

Et sidste væsentligt problem, som jeg ser det, er, at der ikke er nogen tidsfrist på ændringen af straffeloven. Pind siger, at Folketinget bare kan ændre den med tiden. Men det er politikerne selv, der kan ændre straffelovens paragraffer. Lovændringen, som jeg ser det, får den ekstra effekt, at den sætter en mur op, der beskytter politikerne mod kritik.

Hvilken interesse skulle de så efterfølgende have i at bryde muren ned igen. Den vil blive en permanent del af straffeloven og et boldværk mod ubehagelige sager, der kan sparke taburetten væk under ministre. Jeg giver ikke en pind for justitsministerens argumentation. For mig er stramningen et værktøj fra det totalitære regimes værktøjskasse. Det er en glidebane, og den ikke bare bekymrer mig, men den skræmmer mig fra vid og sans. ■

ILLUSTRATION: Justitsminster Søren Pind. Foto: Lars Krabbe/Polfoto