17.07.2016

Dæmoniseringen af Vladimir Putin er et alibi for ikke at have en politik overfor Rusland. Sandheden er, at vi på vigtige områder deler interesser med russerne.

KOMMENTAR af Marie Krarup, forsvarsordfører (DF)

DER HERSKER EN HYSTERISK stemning over for Rusland og Putin i Vesten. Men i virkeligheden har vi sammenfaldende interesser på en række områder, der bør få os til at se på Rusland som en kommende allieret.

Vi står overfor meget store trusler: islam, indvandring over nedbrudte grænser, EU’s ødelæggelse af den frie nationalstat samt konkurrence med Kina. I den kamp har vi i høj grad de samme interesser som Rusland. Derfor bør vi finde en måde at samarbejde med Rusland på i stedet for at hidse os selv op imod hinanden.

Det er trist, at folk lader sig besnakke af politikere og medier til at udvælge Rusland som den store fare i stedet for at indse, at den største fare er islam. Det er især trist at folk ikke gider sætte sig ind i tingene og læse op på Ruslands historie. Man er nødt til at forstå, at Krim og Ukraine har en særlig plads i Ruslands historie, som vi ikke kan overføre til Danmark. Når Krim er blevet overtaget af Rusland og der er ballade i Ukraine om tilknytningen til Rusland, betyder det ikke, at Rusland vil erobre Danmark ELLER opfordre til borgerkrig i Europa. Den slags basale historiske fakta overses i et hysteri over Putins ageren. Men som USA’s tidligere udenrigsminister Henry Kissinger – international politiks grand old man – siger: ”For Vesten er dæmonisering af Vladimir Putin ikke en politik. Det er et alibi for ikke at have en politik”. Og han understreger: “Putin er en seriøs strateg – ud fra den russiske histories præmisser” (“a serious strategist—on the premises of Russian history”).

Derfor bør vi vågne op og få formuleret en fornuftig politik over for Rusland. Den skal sikre en fredelig udvikling i Europa, hvor vi kan samle kræfter til at genskabe Europa som nationalstaternes Europa, og som et Europa, hvor den vestlige civilisation hersker
_______

 

DET VÆRSTE er selvfølgelig, at vi risikerer at snuble ind i en krig med et land, som vi overhovedet ikke har nogen interesse i at kriges med. Vores fælles fjende vil ved et sådant scenarie så kunne vinde sejren uden kamp.

Derfor bør vi vågne op og få formuleret en fornuftig politik over for Rusland. Den skal sikre en fredelig udvikling i Europa, hvor vi kan samle kræfter til at genskabe Europa som nationalstaternes Europa, og som et Europa, hvor den vestlige civilisation hersker. Det kræver stop for EU´s videreudvikling i politisk retning og stop for al islamisk indvandring til Europa. Her har USA og Europa klart fælles interesser med Rusland.

NATOs nuværende politik er desværre kun fokuseret på Rusland og et krav om, at Rusland skal droppe sin geopolitiske tankegang og leve op til vestlige normer. Noget, der er lige så håbløst, som at få russerne til at lade være med at drikke vodka. NATO er blevet en ideologisk missionerende organisation i stedet for en pragmatisk sikkerhedsorganisation. Det skærper konflikten. Rusland har med sin geopolitiske og pragmatiske tilgang til konflikter en bedre mulighed for at skabe stabilitet. Det ses i Syrien, hvor den russiske tilgang netop har været pragmatisk stabiliserende og ikke har haft som mål at indføre et styre med en bestemt ideologi.

NATOs politik er udover den missionerende og ideologiske retning også præget af balternes og østeuropæernes traditionelle forhold til Rusland. I NATO er man meget lydhør over for balternes helt forståelige patologiske had og angst for russerne. Man bør selvfølgelig tage sig af balternes angst og give dem mest mulig tryghed eftersom de er blevet del af alliancen, men man bør ikke indrette hele sin politik efter baltiske anvisninger. Balterne har lidt meget og hader den store nabo. Ligesom danskerne har haft bøvl med Tyskland gennem historien. Havde vi ført den samme politik overfor tyskerne efter Anden Verdenskrig, som NATO gør overfor Rusland i dag, var de aldrig blevet omfattet af Marshall-hjælpen eller blevet en del af NATO. Så havde vi for altid fordømt Tyskland og tyskerne som onde mennesker, som man ikke kan stole på. Sådan som balterne desværre gør med russerne i dag.

Havde vi ført den samme politik overfor tyskerne efter Anden Verdenskrig, som NATO gør overfor Rusland i dag, var de aldrig blevet omfattet af Marshall-hjælpen eller blevet en del af NATO
_______

 

HVIS VI ØNSKER at undgå en konflikt skal vi tage os sammen til at tale sammen og sætte os ind i hinandens tankegang på pragmatisk måde. NATO og Vesten må droppe den missionerende tankegang. Det betyder, at vi skal tale med Putin som en ligestillet statsleder og ikke som et uartigt barn, der endnu ikke har lært at være demokratisk på vores måde. Vi skal heller ikke arbejde for, at han bliver afsat, for en ny russisk leder vil formentlig have den samme udenrigspolitiske kurs, og de indenrigspolitiske spørgsmål er ikke noget, som vi i Vesten skal blande os i. Russerne skal have lov at bestemme i Rusland! Derudover skal NATO og EU ikke forsøge at inddrage Ukraine eller andre af Ruslands naboer i sin kreds, men acceptere, at de bliver udenfor.

Det første vi skal gøre er selvfølgelig at droppe sanktionspolitikken overfor Rusland. Dernæst skal vi forsøge at opbygge et fornuftigt forhold, der kan give så megen afspænding, at Baltikum og Østeuropa ikke bliver en konfliktzone og et spændingsfelt, som det er nu. Hvis vi er i stand til det, er vi forhåbentlig i stand til at opbygge et fornuftigt forhold, hvor vi kan ruste os til den forestående kulturkamp med islam, der bliver – eller rettere er – en eksistenskamp for den vestlige kultur og frihed. Og i den kamp skal vi have Rusland på vores side. ■

Hvis vi er i stand til det, er vi forhåbentlig i stand til at opbygge et fornuftigt forhold, hvor vi kan ruste os til den forestående kulturkamp med islam, der bliver – eller rettere er – en eksistenskamp for den vestlige kultur og frihed
_______

 

ILLUSTRATION: Putin under møde med John Kerry, fredag 15/7 2016 [foto: Abaca/Anadolu Agency/Polfoto]