28.06.2016

Det er usmageligt at en majoritet af ældre, udtjente velfærdsborgere stemmer de unges fremtid i grus, som det netop er sket i Storbritannien. Det aktuelle, politiske lefleri for de ældre – som i den grad også foregår i Danmark – gør de yngre generationer til politiske gidsler. Ældrepopulismen og den demografiske udvikling i Europa bør mane til politisk eftertænksomhed – ikke mindst i forhold til fremtidige folkeafstemninger.

KOMMENTAR af Jakob Terp

Lad det være sagt med det samme: Jeg bøjer mig i støvet og erkender min synd, nemlig brugen af det meget forbudte ord ældrebyrde. Tidens førende fænomen indenfor kategorien ”Stueren Politisk Korrekthed”, den tenderende samfundsskadelige interesseorganisation, Ældresagen, har jo for længst opdraget alle os under 60 år, til aldrig at bruge ordet ”byrde” om de ældre.

Næ, de ældre er en ressource! Med den uheldige bivirkning, at en stor, uhomogen gruppe af ældre medborgere, politisk set behandles som et råddent æg.

De ældres såkaldte ”ressource” synes alt andet lige at være af politisk karakter: Der er nemlig politisk kapital i at lefle for ældre, uproduktive borgere, og som vi oplever det i disse år, holder politikerne sig ikke tilbage med at lade de unge betale regningen for denne i bund og grund usmagelige, politiske tendens. Folketing og regeringer lader uden at blinke massive besparelser på uddannelses- og SU-systemet finansiere politisk opportune værdighedsmilliarder, fx et skattestop for boligejere, som ikke mindst kommer den velnærede del af pensionisterne til gode.

De ældres såkaldte ”ressource” synes alt andet lige at være af politisk karakter: Der er nemlig politisk kapital i at lefle for ældre, uproduktive borgere, og som vi oplever det i disse år, holder politikerne sig ikke tilbage med at lade de unge betale regningen for denne i bund og grund usmagelige, politiske tendens
_______

 

Vi er, opdraget af Ældresagen, blevet rigtig dygtige til altid at betragte de ældre i offerrollen. Hvem tør eksempelvis italesætte det åbenlyse behov for at skabe omfordeling mellem rige og fattige ældre? Nej, så er det politisk set lettere at tørre den af på resignerede unge, der ikke evner at mobilisere et politisk modsvar til ældretyranniet, og som måske heller ikke har de økonomiske ressourcer til at sætte sig op imod systemet – hvorfor de politisk set betragtes som ligegyldige.

Det chokerende resultat af EU-afstemningen i Storbritannien, bør være et utvetydigt wake-up call for de unge, erhvervsaktive europæere, der i de kommende år bliver en politisk minoritet, underlagt gruppen af ældre medborgere. En politisk tung og meget selvbevidst vælgergruppe, der for en stor dels vedkommende repræsenterer fortidens værdier og idealer, og som i mindre grad er i stand til at forholde sig til børnenes og de unges fremtidsperspektiv.

Det var som bekendt de ældre briter med fremtiden bag sig, der groft sagt gjorde sig til herrer over deres unge landsmænds skæbne. De unge, der indenfor rammerne af en nu usikker økonomisk og politisk fremtid, forventes at forsørge de selvsamme ældre. Det hænger mildest talt dårligt sammen!

Er tiden så løbet fra folkeafstemninger som den engelske? I lyset af den demografiske udvikling, må svaret umiddelbart være ja. Særligt i de tilfælde hvor en afstemning har afgørende og langtrækkende betydning for de yngre generationer, bør enhver kunne se det absurde i, at ældre medborgeres bedagede verdensbillede – og i det britiske tilfælde: nostalgi – skal afgøre børnenes og de unges fremtid.

 

Er tiden så løbet fra folkeafstemninger som den engelske? I lyset af den demografiske udvikling, må svaret umiddelbart være ja
_______

 

Det britiske valgresultat en god lejlighed til, at yngre europæere vågner op af deres politiske Tornerosesøvn og sætter en fod i døren – også herhjemme. Den danske regerings planer om at lade en SU-massakre finansiere skattelettelser og sundhedstiltag på ældreområdet, er bare et enkeltstående, lokalt eksempel på, at massive besparelser på de unges fremtid, skal finansiere det politiske establishment´s frygt for Ældresagen og dens mange europæiske pendent´er.

Processen skriger på en reaktion fra Europas ungdom, og det britiske eksempel understreger, hvor stort behovet er for, at de unge kæmper for at styrke, ikke bare den økonomiske, men især den politiske og sociale union mellem EU-landene. Unge briter er ikke alene om at blive gjort til gidsler af deres ældre medborgere, udfordringen er mindst ligeså stor for Danmarks, Tysklands, Hollands og Frankrigs unge.

De tømmermænd som det engelske samfund, inklusiv ’Leave’-fløjen, nu er vågnet op til, er en seriøs kindhest til de politiske kræfter, der opportunt udnytter angsten for globaliseringen og deraf følgende behov for strukturforandringer i de gamle, europæiske velfærdsøkonomier. Men hvad UK-afstemningen i lige så høj grad bør afstedkomme, er en grundlæggende diskussion af de politiske og fordelingsmæssige konsekvenser af den demografiske udvikling i Europa – og et direkte opgør med den tendens til ældrepopulisme, som ikke mindst Dansk Folkeparti har gjort til sit politiske varemærke her i landet.

Den umiddelbare lære af Brexit må være, at der ved fremtidige folkeafstemninger indgår en grundlæggende diskussion af risikoen for, at ældre generationer underminerer de økonomiske rammer, som kommende generationer skal leve i. Men vi skal nok ikke regne med at fremtidens selvbevidste ældre har besindighed til at stoppe sig selv, ligesom en udløbsdato for ældres stemmeret næppe har gang på jorden, så længe Ældresagen har monopol på samfundets sociale samvittighed. EUROPA TRÆNGER I DEN GRAD TIL ET UNGDOMSOPRØR! ■

ILLUSTRATION: Unge protesterer imod Brexit udenfor premierminister David Camerons kontor, 24. juni 2016, London UK [Mehdi Chebil/Polaris Images/Polfoto]