30.05.2016

Psykiatrien er nok det velfærdsområde, hvor ulighed optræder i flest varianter og udformninger. Det gælder ulighed mellem mennesker, ulighed i levealder, ulighed i økonomisk prioritering, ulighed i følgesygdomme og ulighed i prioritering af sikkerhed.

Vi bør reagere nu for at undgå, at de psykisk syge kommer til at opleve endnu større forskel på deres livssituation og resten af danskernes. Vi skal ganske enkelt løfte psykiatrien op på niveau med det øvrige sundhedsvæsen. Det koster, men det er bydende nødvendigt.

KOMMENTAR af Dennis Kristensen, formand for FOA

Psykiske lidelser rammer især de dårligst stillede. Sammen med folkesygdomme som KOL, diabetes, hjerte- og karsygdomme, visse kræftformer og muskel- og skeletbesvær udgør en række psykiske lidelser kernen i den voksende ulighed i sundhed i det danske samfund.

Mens politikere og meningsdannere taler om at styrke samfundets sammenhængskraft, så er virkeligheden, at samfundet er ved at vride sig selv helt af led. En virkelighed, hvor uligheden i levevilkår, sundhedstilstand og levetid fjerner mennesker fra hinanden.

Vi har fokuseret på kroppen – ikke på sindet
Som samfund har vi i årtier prioriteret ressourcer til forebyggelse og behandling af fysiske sygdomme langt højere end psykiske sygdomme: Hjertepakker, kræftpakker og behandlingsgarantier har sat langtids-fokus og skabt ekstra ressourcer til behandling af de fysiske sygdomme, mens de psykiske sygdomme i en lang periode var henvist til særbevillinger eller åremålsbevillinger fra de såkaldte satspuljer. Psykiatrien har først i de senere år oplevet delvist at komme på finansloven som en ligeværdig del af det samlede sundhedsvæsen.

Psykiatrien adskiller sig fra resten af sygehusvæsenet på et ganske afgørende område: Psykisk syge kan anbringes i såkaldt retspsykiatrisk behandling eller få en særlig form for dom, der anbringer dem i psykiatrisk behandling – en såkaldt foranstaltningsdom. Antallet af psykisk syge, som har modtaget foranstaltningsdomme er vokset ganske betydeligt. Den største vækst på 211 pct. fra 2001 til 2013 er sket indenfor det, der kaldes mindre personfarlig kriminalitet, som blandt andet omfatter vold og trusler mod offentligt ansatte. Stigningen i den såkaldte alvorlige personfarlige kriminalitet, der omhandler røveri, voldtægt, drab, alvorlig vold og ildspåsættelse udgjorde 27 pct. Fra 2001 til 2013 er antallet af domme til tidligere dømte steget med 250 pct., mens antallet af domme til førstegangsdømte er godt fordoblet. Antallet af psykisk syge, som dømmes for en personfarlig handling er således i dag så stort, at de psykiatriske behandlingsafdelinger og retspsykiatrien tilsammen reelt ikke kan rumme dem.

Antallet af psykisk syge, som dømmes for en personfarlig handling er således i dag så stort, at de psykiatriske behandlingsafdelinger og retspsykiatrien tilsammen reelt ikke kan rumme dem.
____________________

 

I stedet for flyttes disse patienter til almindelige psykiatriske afdelinger og til botilbud, hvor de ikke kan få den behandling, de har behov for. Problemet er velkendt af beslutningstagerne, men der sker tilsyneladende ikke noget. Det er ulykkeligt for de syge, for personalet og for dem, som den psykisk syge – uden den rette behandling – kan komme til at skade.

Den fattigste del af danskerne lever hele 10 år kortere end eliten
Levealderen repræsenterer den ultimative ulighed mellem danskerne i dag: Vi lever længere – heldigvis – men forlængelsen kommer kun de bedst stillede til gode. I dag lever den fattigste del af danskerne hele 10 år kortere end den bedst stillede del! Og det er ikke kun antallet af leveår, den er gal med. Det gælder i høj grad også antallet af gode leveår, hvor man ikke har brug for at banke på sundhedsvæsenets eller ældreplejens dør som følge af funktionsnedsættelser. Også her løber de bedst stillede med jackpot.

I dag lever den fattigste del af danskerne hele 10 år kortere end den bedst stillede del! […] Forskellen i levealder og sundhed er ubestrideligt postnummer-opdelt. Det er i elitens parallel-samfund i det nordsjællandske og rundt om i de store byer, at man skal lede efter de mange leveår og den gode sundhedstilstand.
____________________

 

Forskellen i levealder og sundhed er ubestrideligt postnummer-opdelt. Det er i elitens parallel-samfund i det nordsjællandske og rundt om i de store byer, at man skal lede efter de mange leveår og den gode sundhedstilstand.

Og det er ikke kun et spørgsmål om den store geografi. Det gælder også indenfor storbyerne. En simpel spadseretur over Dr. Louises Bro i København illustrerer det. Husker man at vende næsen mod Østerbros store lejligheder og ryggen mod Nørrebros små, så stiger levealderen med ikke mindre end 7 år på vejen over broen.

De psykisk syge dør endnu tidligere
For de psykisk syge ser billedet imidlertid endnu værre ud. Danskere med svær psykisk sygdom dør gennemsnitligt mellem 17 og 21 år tidligere end resten af befolkningen – 17 år tidligere for kvinder og 21 år tidligere for mænd.

De dør ikke nødvendigvis som en direkte følge af den psykiske lidelse; 60 pct. af overdødeligheden hos psykisk syge kan forklares med fysisk sygdom. Flere mennesker med psykiske lidelser har forhøjet BMI og taljemål på grund af overvægt, de motionerer mindre og har et højere forbrug af alkohol og tobak sammenlignet med resten af befolkningen. Kun halvt så mange psykisk syge bliver opereret for deres hjertekarsygdomme som resten af befolkningen.

Faktisk tegner livsstilssygdomme sig for 60 pct. af overdødeligheden blandt psykisk syge. Ifølge Region Syddanmarks Sundhedsprofil 2010 lider 25 pct. af de psykisk syge af fire eller flere fysiske sygdomme. Det samme gør sig kun gældende for syv pct. af den øvrige befolkning. Værst ser billedet dog ud for socialt udsatte, som langt, langt oftere hospitalsindlægges på grund af psykiske lidelser end resten af befolkningen. Det samlede billedet er tydeligt: Hvis der er nogen, der kan kaldes samspilsramte på sundheds-uligheden, så er det de sindslidende.

Den er også gal med sikkerheden – både for de ansatte og for beboerne
Den aktuelle situation på landets socialpsykiatriske bosteder viser samtidig, at også sikkerhed for både beboere og ansatte er ramt af ulighed. Det er ikke kun fem drab på ansatte, der de sidste fire år har rystet socialpsykiatrien; der har også været lige så tragiske drab sindslidende og syge beboere imellem. De lever ofte i en hverdag med vold, trusler, narko og misbrug. Der er en overrepræsentation af selvmord. Der er i mange tilfælde en så voldsom angst hos mange sindslidende, at en hverdag med en gåtur, lidt frisk luft eller en oplevelse er utænkelig.

Det er ikke kun fem drab på ansatte, der de sidste fire år har rystet socialpsykiatrien; der har også været lige så tragiske drab sindslidende og syge beboere imellem.
____________________

 

Arbejdstilsynet giver i disse år rigtig mange såkaldte strakspåbud til bostederne om at sikre de ansatte et sikkert og sundt arbejdsmiljø. I dag skal ansatte, der arbejder med stærkt udadreagerende og potentielt farlige beboere, kunne se og høre hinanden under arbejdet. Det betyder at de ansatte i en lang række situationer skal arbejde to og to. Når et sådan strakspåbud fra Arbejdstilsynet kan skabe store bemandings- og arbejdstilrettelæggelsesmæssige problemer, så er det en ren tilståelsessag fra myndighederne – så har bostederne skabt et alt for farligt arbejdsmiljø. Og tilsvarende et mindst lige så farligt bomiljø for de øvrige beboere.

Psykiatriens ydre rammer er i dag meget presset. Udgifterne pr. patient i voksenpsykiatrien er på blot tre år faldet med 10 pct. Tilsvarende er sengetallet skåret ned og indlæggelsestiden faldet, mens antallet af patienter er vokset med 22.000 på fem år. Det er absurd, da vi i virkeligheden har vi brug for flere ressourcer til psykiatrien.

Kønsmæssig skævhed
Har uligheden også et kønsmæssigt perspektiv? Ja, så sandelig og desværre. Både socialpsykiatrien, som kommunerne driver, og behandlingspsykiatrien, som regionerne står for, er udprægede kvindefag.

De kvindefag kan med hovedrysten se på, at politiet aldrig kunne finde på at rykke ud til et bosted og en psykiatrisk eller en retspsykiatrisk afdeling med en alene-arbejdende betjent. Tværtimod. Her spiller politibetjentenes sikkerhed naturligvis den helt afgørende rolle – som den også burde spille for personalet i psykiatrien. Og de kan med samme hovedrysten se på, at Christiansborgs-politikere står på ryggen af hinanden for at tilføre politiet nye og tiltrængte ressourcer, når farlige opgaver banker på samfundets dør.

Den tilsvarende kø ved tegnebogen, når psykiatrien – på grund af nedlæggelse af senge og nedskæringer på personale – oplever en eksplosiv stigning i vold og trusler, må kvindefagene derimod kigge i vejviseren efter. De kan i hvert tilfælde ikke se den på Christiansborg.

Det er beskæmmende, at vi som samfund accepterer denne forskel. Hvis vi som samfund vil bedømmes på, hvordan vi behandler vore svageste, så er en kortere levealder på 21 år grænsende til en falliterklæring.

Ulighed koster
Billedet bliver kun endnu mere beskæmmende, når vi ser på, hvordan vi har mulighed for at anvende den sidste del af tilværelsen, inden vi skal herfra. Tager vi en ekstra tur på golfbanen eller en safaritur til Sydafrika? Eller er den sidste tid fyldt med astma, KOL, dårlig ryg, allergi, hospital-indlæggelser, dårligt hjerte, skader på bevægeapparatet, ondt i musklerne, diabetes eller dårlig mental sundhed?

Ulighed koster. Det koster først og fremmest leveår og livskvalitet. Færre leveår og ringere livskvalitet for den dårligst stillede fjerdedel af danskerne. Men også for de psykisk syge. Eller rettere; ikke mindst for de psykisk syge og socialt udsatte.

Og det koster desværre også en stor del på vores fælles respekt for hinanden, når vi som nu er ved at vride samfundet helt af led og er ved at skabe et Danmark delt i to.

Har vi stadigvæk så megen respekt tilbage, at vi kan gøre noget ved uligheden? Indimellem tvivler jeg, når jeg ser, hvordan eliten stikker af fra resten af samfundet. Når den rigeste fjerdedel af danskerne har fået 30 pct. flere penge mellem hænderne, mens den fattigste fjerdedel har fået mindre at gøre godt med, og de rigeste alligevel stadig råber på flere skattelettelser – så er det et kedeligt signal om, at dem, der har mest vil have endnu mere på bekostning af dem, der har mindst og dem, der har brug for fællesskabets hjælpende hånd.

Men jeg håber alligevel at viljen til at gøre noget for de, der har det største behov, stadigvæk er der. Det handler om det helt elementære: at behandle mennesker med anderledes udgangspunkt forskelligt, og bruge kræfterne dér, hvor behovet er størst. Her bør vi fokusere på sundheden hos de socialt udsatte, de psykisk syge og den kortest uddannede del af befolkningens – hvis ikke bliver hele Danmark i sidste ende fattigere.

Vi bør tilføre flere ressourcer til psykiatrien i de kommende år, så sengetallet og personaleantallet svarer til det reelle behov for både behandling, omsorg og sikkerhed. Vi bør også sætte massivt ind overfor de narkoproblemer, der har bredt sig på en række bosteder, og som både gør psykisk syge til narkoafhængige og tiltrækker kriminelle, der henter gode fortjenester på de psykisk syge. Vi kan ganske enkelt ikke være bekendt at udskrive psykisk syge fra psykiatrisk behandling som færdigbehandlede til boliger, hvor narkopusherhne stort set har frit spil.

Vi bør også tænke nyt for at undgå farlige beboere på bosteder, som i sagens natur er den psykisk syges egen bolig, og hvor der ikke er en mulighed for tvangsanvendelse ved eksempelvis undladelse af at tage ordineret medicin. En af de muligheder for at tænke nyt er Københavns Kommunes forslag om en ny type institutioner, som henter det bedste fra kommunernes bosteder og regionernes psykiatriske behandlingsafdelinger, og dermed kombinerer serviceloven fra bostederne med psykiatriloven fra behandlingspsykiatrien.

Opgraderingen indenfor psykiatrien kan ikke komme hurtig nok – hvis ikke kan vi risikere at skulle betale en endnu højere pris i fremtiden; både i form af tabte leveår og livskvalitet, men så sandelig også på vores moral.

Opgraderingen indenfor psykiatrien kan ikke komme hurtig nok – hvis ikke kan vi risikere at skulle betale en endnu højere pris i fremtiden; både i form af tabte leveår og livskvalitet, men så sandelig også på vores moral.
____________________

 

[foto: Astrid Dalum/Polfoto]