23.05.2016

Forsøger det højreekstreme, nationalistiske og indvandrefjendske tyske parti NPD at omvælte demokratiet og indføre diktatur? Og i hvor høj grad er partiet forbundet til den højreradikale terrororganisation NSU? Disse spørgsmål er fokus i den igangværende retssag om et forbud mod NPD i Tyskland, men et forbud mod partiet er kompliceret, og dertil kommer spørgsmålet, om et forbud overhovedet vil hjælpe?

ANALYSE af Camilla Zuleger

I marts måned i år begyndte en retssag i Tyskland, om hvorvidt det nationalistiske parti NPD (Nationaldemokratische Partei Deutschlands) skal forbydes på grundlag af overtrædelse af den tyske forfatning. Det ville ikke være første gang, at en politisk højreradikal organisation forbydes i Tyskland, men det ville alligevel være en kontroversiel beslutning. Et forbud er betinget af, om partiet udgør en trussel mod den demokratiske indretning af Tyskland eller ej, om NPD arbejder for (gen-)indførelsen af et diktatorisk styre, og om de – og deres tilhængeres – handlinger udgør en trussel for den tyske bundesrepublik.

Det er et helt grundlæggende ideal i Tyskland, at et parti ikke kan forbydes alene på grund af kritik mod den herskende regeringsform. Dette skyldes erfaringer fra Rigsdagsbranden den 27. februar 1933, hvor et medlem af det kommunistiske parti, KPD, blev dømt til døden for brandstiftelse, og hvor en ny forordning gav den daværende rigskansler, Adolf Hitler mere eller mindre frit lejde til at forbyde politiske modstandere. En uge senere, hvor Hitlers Nazi-parti NSDAP (Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei) fik 44% af stemmerne ved valget til Bundestag, kunne Hitler indtage den øverste magtposition, hvorefter et forbud mod det socialdemokratiske SPD blev udstedt. Som konsekvens heraf blev partifriheden beskyttet i den tyske grundlov fra 1949, paragraf 38, men i samme grundlovs paragraf 21 findes et forbud mod partier, der udgør en trussel mod forbundsrepublikken (Bundesrepublik) og det tyske, frie demokrati. Der findes mange og tungtvejende argumenter for, at NPD netop er en sådan trussel.

Partiet blev grundlagt i 1964 i den dengang vesttyske by, Hannover, og lige siden har tyske politikere diskuteret muligheden for et forbud. Siden afslutningen af Anden Verdenskrig har frygten for en tilbagevendende nationalsocialisme været høj i Tyskland såvel som resten af Europa, og flere historikere har påvist et sammenfald af holdninger og sprog med det nazistiske parti NSDAP. Alligevel er det endnu ikke lykkedes at forbyde partiet.

Men spørgsmålet er ikke kun om man kan forbyde partiet, men også om man bør.

“Tyskland for tyskerne”
Tyskland har befundet sig i et forstadie til en borgerkrig, Vorbürgerkrieg, i lang tid, skriver NPD i sit partiprogram. NDP diagnosticerer det tyske samfund som værende i fare. Truslen kommer indefra og skyldes et højt antal indvandrere. Den vigtigste forsvarsopgave ligger derfor inden for grænserne, der bør lukkes fuldstændig. Tyskland bør opsige Schengen-samarbejdet for indrejsende, men tyskerne skal dog stadig have lov at rejse frit i Europa.

Nationalismen blomstrer med andre ord i fuld flor i det tyve sider lange program. Her proklamerer NDP, at det vigtigste udgangspunkt for den nationaldemokratiske politik “er ansvaret for overlevelsen og videreførelsen af det tyske folk i sit oprindelige midteuropæiske livsrum”. Den tyske nationalidentitet er ifølge NPD truet af det multikulturelle samfund, og den tyske identitet skal blive majoritet igen, der hvor den er blevet “tvunget ud” af andre kulturer. Som de skriver: “Tyskland skal blive ved at være tyskernes land, og skal blive det igen dér, hvor det ikke længere er tilfældet. Vi afviser alle “multikulturelle” samfundsmodeller som værende umenneskelige, fordi de fremmedgør tyskere såvel som ikke-tyskere for det nationale fællesskab.”

Den nationale identitet skal desuden beskyttes ved at forbyde abort og ved ikke at sidestille homoseksuelt samliv med en egentlig familie, fordi en familie ifølge NDP er karakteriseret ved evnen til reproduktion af de tyske gener. Desuden skal kvinder have penge af staten for at passe børn, og de skal blive hjemme frem for at være en del af arbejdsmarkedet. I uddannelsessystemet skal undervisningen foregå i adskilte klasser for hhv. tyskere og udenlandske børn.

Den nationale identitet skal desuden beskyttes ved at forbyde abort og ved ikke at sidestille homoseksuelt samliv med en egentlig familie, fordi en familie ifølge NDP er karakteriseret ved evnen til reproduktion af de tyske gener.
____________________

 

Beretninger fra inderkredsen i NPD har desuden vist et billede af et parti, der 1) aktivt udøver hetz mod udlændinge og jøder, 2) udviser tegn på, hvis nødvendigt, at ville ændre landet ved hjælp af vold og 3) modarbejder det nuværende politiske system. NDP kæmper efter sigende for en radikal forandring af organiseringen af det tyske politiske system og det i endnu højere og mere eksplicit grad, end de har formuleret det i deres partiprogram. Disse beretninger er imidlertid fremskaffet af efterretningstjenestens insidere i partiet, og NPD arbejder på at få dem ugyldiggjort som bevismateriale i retssagen.

Ønsket om et folkedømme
De ovenstående grunde skulle være mere end rigeligt til at lade NPD forbyde, ligesom også andre nynazistiske organisationer som Heimattreue Deutsche Jugend (HDJ), Wiking-Jugend og Nationalsozialistischer Untergrund (NSU) tidligere er blevet det. Men NPD skriver netop ikke eksplicit, at de ønsker et diktatur, og derfor har det indtil nu været svært at bevise i hvor høj grad partiet faktisk bygger på et demokratifjendtligt grundlag. Også derfor er forbuddet endnu ikke blevet en realitet.

I deres partigrundlag skriver de, at de er imod den gældende samfunds- og regeringsform, og at denne bør erstattes af et såkaldt folkedømme (Volksherrschaft): Et absolut demokrati med hyppige folkeafstemninger om store såvel som mindre spørgsmål. Herunder hører også, at forfatningen skal være et hyppigt emne til afstemninger. Demokratifjendtligt? Ikke umiddelbart.

Når de alligevel bliver opfattet som demokratifjendtlige er det på grund af definitionen af, hvem der udgør det bestemmende folk. En definition som medfører en markant indskrænkning af antallet af personer med stemmeret. Den ret skal kun ‘det tyske folk’ have; ikke forstået som alle de personer med tysk statsborgerskab, men derimod forstået som de, der nedstammer fra og tilhører den tyske race og nationalidentitet. Netop dét er en mærkbar trussel mod det tyske, frie åbne demokrati, hvor den demokratiske deltagelse er en ret for alle statsborgere over 18 år.

Mulvarper og demokratiske rettigheder
Lige siden partiets grundlæggelse i 1960’erne har man diskuteret muligheden for et forbud. Et konkret forslag blev sidste gang undersøgt i 2013 af den tyske forfatningsdomstol (Bundesverfassungsgericht). Dengang var der allerede blevet stemt for et forbud mod partiet i de tyske delstater, men dette gentog sig ikke ved forfatningsdomstolen, der alene har myndigheden til at opstille et forbud af den karakter. De fandt ikke et tilstrækkeligt grundlag for partiets overtrædelse af grundlovens paragraf 21.

En del af grunden til at forbuddet ikke kunne dømmes, og hvorfor det stadig i dag er en yderst kompliceret sag, skyldes anklagemyndighedens og efterretningstjenestens brug af overvågning af partiet. Dele af bevismaterialet, hvor NPD blandt andet blev kædet sammen med højreradikal terror, var fremskaffet ved hjælp af muldvarper inden for partiets mure. Brugen af disse går imod gældende principper for partifriheden. Ved begyndelse af den pågående retssag i marts i år blev denne problematik fremført af NPDs forsvarer, Peter Richter, der – foruden at være jurist med upåklagelige resultater fra universitet – selv er medlem af partiet.

Påstanden går på, at NPDs demokratiske såvel som menneskelige rettigheder som et parti bliver overtrådt, når de bliver overvåget af staten. Richter og NPD forlanger derfor, at der kommer et fuldt bevis på, at efterretningstjenesten har trukket deres agenter ud af organisationen, samt en bekræftelse af dette fra den tyske kansler, Angela Merkel. Indtil nu har efterretningstjenesten kun offentliggjort delvis mørklagte dokumenter, der skulle vise, at de ikke længere har agenter i partitoppen. Men dette har ikke været overbevisende nok for Richter, der altså forlanger alt offentliggjort.

Hvor tolerant kan et demokrati være?
Forsker ved det tyske Hannah-Arendt Institut for totalitarismeforskning, Steffen Kailitz, mener imidlertid, at dette krav ikke har nogen legitimitet. Han er lige nu hovedpersonen i det den tyske avis Die Zeit – efter NPD fik medhold i en sag mod hans udtalelser i samme avis – kalder en justitsskandale. Han skrev nemlig den 21. april 2016 en kommentar i Die Zeit, hvor han argumenterer for, at NPD ikke har krav på demokratiske rettigheder, når de forsøger at bekæmpe demokratiet. Et forbud mod NPD ville derfor ikke være et brud med den demokratiske parti- og meningsfrihed, men derimod en “beslutning om, hvorvidt et parti opfylder mindstekravene for deltagelse i den demokratiske partikonkurrence”. Han fortsatte: “Ethvert demokrati har retten til at udelukke et i den grad aggressivt, antidemokratisk parti som NPD”.

Kailitz skrev, at det var tydeligt at læse af NPDs partiprogram, at de ønskede fordrivelse af op mod 11 millioner mennesker. Kailitz spurgte, hvordan NDP – hvis ikke med fordrivelse af store folkemængder – vil genskabe den nationale identitet steder “hvor den ikke længere findes”.

NPD har den 9. maj 2016 stævnet Kailitz for netop dette udsagn, der ifølge en pressemeddelelse ikke deles af partiet, der “blot fordrer en begrænsning af indvandringen og udvisningen af mennesker uden opholdstilladelse. Dette er ikke nogen statsforbrydelse eller en planlagt fordrivelse af millioner af mennesker”. At NPD gerne vil have omstødt Kailitz‛ udtalelser skyldes desuden, at han er tilknyttet den igangværende forbudsretssag som ekspertvidne i kraft af sin viden om totalitære politiske strømninger. Lignende udtalelser dannede således kernen i Kailitz‛ udtalelse for retten.

Når Die Zeit kalder situationen en justitsskandale er det ikke kun fordi de mener, at den går imod meningsfriheden, men især, fordi den dommer, der den 10. maj dømte til fordel for NPD og imod Kailitz udtalelser, ikke anses for at være uafhængig. Dommeren, Jens Maier, er nemlig medlem af det ligeledes højreekstreme parti AfD i Sachsen og udvalgt som dommer i den domstol, der afgør partistridigheder som denne af samme parti. Die Zeit har forsøgt at få en forklaring fra landsretten, men i skrivende stund uden resultat.

Uanset om Kailitz‛ kommentar er en overfortolkning af NPDs partiprogram, er sagen et fremragende eksempel på NPDs strategi, nemlig et stærkt pres for at få beviserne mod dem dømt ugyldige. Men Kailitz besvarer samtidig lige netop det spørgsmål, der længe har hængt i den tyske luft: Hvor vidtgående demokratiske rettigheder bør personer eller organisationer, der bekæmper demokratiet, have? Eller som det blev formuleret i magasinet Der Spiegel i forbindelse med retssagen i 2013, hvor man som nævnt senest diskuterede muligheden for et forbud: “Hvor meget frihed for fjenderne af friheden vil og kan et demokrati have råd til?”

NPD og terroren
Den seneste tids flygtningekrise i Europa og Tyskland har fodret en hel del højreekstreme bevægelser og holdninger, men også deciderede aktioner, som ses i det seneste års tids gentagne brandattentater og overfald på flygtninge. Mest kendt er den Dresden-baserede anti-Islam-gruppe, Pegida. Men netværket af højreekstreme grupper og personer har mange forgreninger og findes både som lovlige og ulovlige foreninger, der i nogle tilfælde er blevet kædet sammen med centrale kræfter i NPD.

Adskillige gange er brandattentater mod flygtningehjem eller udenlandske personers biler blevet koblet til centrale personer i NPDs ledelse, og netop disse forbindelser står centralt i den nuværende retssag ved forfatningsdomstolen, idet en tydelig forbindelse til aktive voldelige grupper og bevægelser i sig selv ville være nok til at danne et forbud – selv uden at kunne bevise en demokratifjendtlig ideologi.

Adskillige gange er brandattentater mod flygtningehjem eller udenlandske personers biler blevet koblet til centrale personer i NPDs ledelse …
____________________

 

Senest blev Maik Schneider, der er lokalpolitiker for NPD i Brandenburg, anholdt. Det skete den 1. marts 2016, netop som retssagen om forbuddet gik i gang. Han blev sammen med sin 21-årige kone anholdt efter en ransagelse af deres hjem og sigtet for at være den ledende skikkelse i en terrorcelle i Nauen. Terrorcellen har bland andet stået bag brandattentatet mod en polaks bil, ligesom man også mener at kunne forbinde dem til forsøg på angreb mod et asyl- og flygtningehjem. Schneider har desuden været forbundet med den meget voldelige, racistiske organisation Freie Kräfte i Osthaveland.

Lige nu arbejder anklageren ved højesteretten på højtryk for at få etableret en klar forbindelse, ikke bare mellem enkeltpersoner i NPD og terrorlignende organisationer, men mellem hele partiet og ulovlige, voldelige og demokratiskadelige forsamlinger. Et helt særligt fokus har været terrorgruppen NSU, der siden maj 2013 har været anklaget i en retssag for mord, brandstiftelse og generel terrorvirksomhed. Den hovedanklagede er Beate Zschäpe, der menes at have været drivkraften bag organisationen. Foruden hende er fire andre personer anklagede, heriblandt Ralf Wohlleben, der var pressetalsmand for NPD i Thüringen og formand for kredsforbundet NPD i Jena. Det var netop denne forbindelse mellem NSU og NPD, der førte til at man tog forbudsspørgsmålet op i 2013.

Det er formentlig også derfor, at NPD-forsvareren, Richter, ved den nuværende retssag er så optaget af at få fjernet alle muligheder for, at anklageren kan benytte sig af bevismateriale skaffet af insidere. Disse beviser angiveligt, at NPD ikke kun kendte til NSUs handlinger, men også støttede dem i deres terrorhandlinger. Lykkes det alligevel anklagemyndigheden at få skabt denne kobling til NSU, vil NPD-forbuddet blive en realitet efter de årelange mislykkede forsøg.

NPD i petitesseafdelingen?
NDP er i dag repræsenteret med et enkelt mandat i fem delstater (Bundesländer), mest i det østlige Tyskland, og et enkelt mandat i Europaparlamentet. Ved valget til parlamentet (Bundestag) i 2013 fik partiet 1,3 % af stemmerne. For at komme over spærregrænsen skal partierne i Tyskland opnå 5,0 %. NPD er altså endnu et meget lille parti, der ikke for alvor kan yde nogen indflydelse på de politiske beslutninger i Tyskland i hverken regeringen, parlamentet eller de enkelte delstaters regeringer.

NPD er altså endnu et meget lille parti, der ikke for alvor kan yde nogen indflydelse på de politiske beslutninger i Tyskland, hverken i regeringen, i parlamentet eller i de enkelte delstaters regeringer.
____________________

 

NDP har generelt oplevet en nedgang i antallet af medlemmer. I 2008 havde partiet 7200 medlemmer. I 2013 var det faldet til 5900, og i 2015 var medlemstallet på 5200. Dertil kommer, at de i 2013 havde en stor gruppe medlemmer, der var holdt op med at betale deres månedlige kontingent på 12 euro og derfor ikke talte som reelle medlemmer. Den tidligere formand Holger Apfel vurderede dengang, at der faktisk ikke var mere end 3000 egentlige medlemmer i partiet, og intet tyder på, at NPD vil opleve en stigning i hverken medlemmer eller stemmer.

3000 personer ud af en befolkning på godt 80 millioner er en så ubetydelig del, at et forbud mod partiet ikke vil have den store effekt. Derimod er det muligt, at et forbud vil opildne onde tunger, der vil bruge forbuddet som et argument for censur og ufrie, udemokratiske tilstande. Derfor ville det måske være mere fornuftigt at regne NPD for en ufarlig petitesse og i stedet straffe de enkeltpersoner, der begår forbrydelser.

En stor del af det, der bliver påpeget som problemet med NPD, er nemlig allerede ulovligt og bliver straffet behørigt, hver gang beviserne er til stede. Fysiske overgreb, der er religiøst, seksuelt eller politisk begrundede er allerede forbudt i Tyskland. På samme måde sørger forskellige love for at racistiske udsagn, ligesom udtalelser, der reviderer historien i form af blandt andet holocaustfornægtelse, ikke ignoreres af retssamfundet.

Er et forbud dét værd?
Selvom mange forhold peger i retningen af, at et forbud kan forsvares juridisk, bør det fortsat overvejes, om det ud fra et praktisk perspektiv ville være bedre at lade være. Det har sine fordele at lade NPD organisere sig som et lovligt parti, fordi partiet derved tvinges til at overholde loven. Et lovligt organiseret parti ville aldrig kunne skrive et partiprogram, der eksplicit udtaler nogle af de ting, som efterretningstjenestens insidere har berettet om. Hvis NPD tvinges til at være en undergrundsbevægelse kan de eventuelle nationalsocialistiske strømninger i partiet flyde frit. Sagt på en anden måde; Et forbud kunne føre til yderligere radikalisering af et i forvejen ret ekstremt parti. Som det primære ekspertvidne i retssagen, ekstremismeforsker ved det tyske nyhedsbureau (DPA), Dierk Borstel, udtalte ved begyndelsen af retssagen: „Højreekstreme ville ikke blive til demokrater gennem et forbud, derimod ville de komme op med noget nyt. Her opstår spørgsmålet så, om det som vil komme bagefter er bedre eller måske endda farligere for ofrene og for retsstaten, fordi medlemmerne fx radikaliseres, danner en undergrundsbevægelse eller tyer til vold‟.

Som det er i dag er enhver udtalelse fra et NPD-medlem baseret på en grundig overvejelse. Den tidligere formand, Holger Apfel, har således flere gange måtte afstå fra at forholde sig til emner. I 2013 skrev Apfel på sin Facebook-profil, at han ville afstå fra at indgå i debatter om historien, for ikke endnu engang at blive fanget i et tøvende svar på spørgsmålet, om Hitler var en forbryder eller ej.

Modstandere af forbuddet mod NDP understreger derfor ofte, at NPD er mindre farlige, netop fordi de er lovlige og derfor ikke uhindret og eksplicit kan sprede revisionistiske, holocaust-fornægtende eller decideret demokratifjendtlige udsagn.

Christian Rath, der er retspolitisk korrespondent for onlinemediet taz.de, mener, at et forbud sender et forkert signal, og at det modarbejder den overordnede intention om at styrke demokratiet. Ifølge Rath betyder det at beskytte et demokrati, at man nogle gange bliver tvunget til at tolerere holdninger, der balancerer på grænsen af loven. I en klumme fra 2012 skrev Rath: “Tyskland har valget. Vil det sende et selvbevidst tegn om et stærkt demokrati, så ville det give afkald på et partiforbud. Ikke af taktiske grunde, men derimod af princip. Fordi et stærkt demokrati ikke behøver at forbyde modstandere. Fordi et demokrati, der forbyder modstandere, dementerer sit eget grundlag og derfor svækkes”.

Også advokat og politiker for Die Grünen, Johannes Lichdi, mener, at et forbud er den forkerte vej at gå. Et forbud er nemlig ikke løsningen på det egentlige problem: Den stadigt stigende racisme, ikke bare i højreradikale miljøer, men i hele befolkningen. Desuden er der for Lichdi at dømme ikke tilstrækkelige beviser for NPDs overtrædelse af paragraf 21 til at den tyske forfatningsdomstol kan eller bør gå imod grundlovens paragraf 38 om partifriheden.

Et problem der går i sig selv – og med hjælp fra AfD?
Spørgsmålet er, om NPD ikke allerede uden et forbud er et parti i opløsning. NPD mister stadig flere medlemmer og derfor også penge. Umiddelbart er der ingen fremgang i sigte for partiet. Partiet Alternative für Deutschland (AfD) har til gengæld vist sig som et reelt – og fuldkommen legalt – alternativ for tilhængere af NPD. AfD er ikke så radikale i deres holdninger, selvom de deler en række mærkesager; herunder den kritiske stillingtagen over for EU og indvandring, en styrkelse af staten og et konservativt syn på familieliv. Lige nu strømmer vælgerne til AfD, der i januar i år talte mere end 20.000 medlemmer.

AfD taler ikke om nogen omvæltning af samfundet til en anden indretning, og de kommer ikke i politisk modvind, fordi de ved bedre end at tøve, hvis de bliver spurgt om deres syn på Hitler og Holocaust. Til gengæld hersker der ingen tvivl om, at AfD deler den meget kritiske holdning over for indvandrere. Denne blev stadfæstet ved deres partidag i midten af april, der slog fast, at partiet er imod islam i Tyskland. AfD formår altså at omsætte rigtig mange af NPDs programpunkter uden at komme i konflikt med den berygtede paragraf 21.

Af alle lande i Europa har Tyskland jo netop oplevet, hvad det kan føre til, når et højreekstremt parti holdes for useriøst og betragtes som en ekstremistisk bagatel i for lang tid.
____________________

 

At NDP i skrivende stund ikke ligner en reel trussel for det tyske demokrati, er en lige så udbredt holdning blandt meningsdannere og politikere som den, at de bør forbydes for at forhindre spredningen af nazismelignende idealer. Det egentlige spørgsmål, der netop nu overvejes, ikke kun ved forfatningsdomstolen, men i hele Tyskland er måske snarere, om de som samfund tør – og vil – lade det stå til. Af alle lande i Europa har Tyskland jo netop oplevet, hvad det kan føre til, når et højreekstremt parti regnes for useriøst og betragtes som en ekstremistisk bagatel i for lang tid.

Den tyske forfatning, paragraf 21 (frit oversat af Camilla Zuleger):

1) Partierne medvirker ved politiske beslutningsprocesser. Deres grundlæggelse er fri. Deres indre organisation skal modsvare demokratiske principper. De skal stå til offentligt ansvar for oprindelsen og anvendelsen af deres midler samt deres økonomiske formue.

2) Partier, hvis mål eller tilhængeres opførsel går ud på at indskrænke eller afskaffe den frie, demokratiske grundorden eller true eksistensen af den tyske bundesrepublik, er grundlovsstridige. Spørgsmål om grundlovsstridighed afgøres af forfatningsdomstolen.

Camilla Zuleger (f. 1990) stud.mag i dansk og retorik ved Københavns Universitet. Har tidligere boet i Tyskland og har derfor en særlig interesse for tysk politik og kultur. Er freelance skribent og er desuden tilknyttet som redaktør på Netudgaven.

ILLUSTRATION: NDP tilhængere ved en samling i Erfurt i maj 2015 [foto: POLFOTO/Sebastian Kahnert]