16.03.2016

KOMMENTAR af Stine Brix, Medlem af Folketinget for Enhedslisten


UD AF DET BLÅ har Socialdemokraterne – i hvert fald dem, som huserer på Christiansborg – pludselig besluttet, at de nu er tilhængere af behandlingsgarantien.


Udmeldingen kommer samme dag, hvor Venstre-regeringens lovforslag om netop behandlingsgarantien er til drøftelse i Folketinget. Og det er tilsyneladende gået så stærkt med at vende 180 grader rundt, at man ikke har nået at tale med sine egne regionsrådsformænd. For i gårsdagens Politiken kan man læse et debatindlæg af Sophie Hæstorp Andersen (S), formand for Region Hovedstaden, og Ulla Astman (S), formand for Region Nordjylland, som i skarpe vendinger kritiserer Venstres behandlingsgaranti.


SAGEN ER BEMÆRKELSESVÆRDIG, fordi det er den mest markante ideologiske skillelinje i sundhedspolitikken de sidste ti år. Rød og blå har stået skarpt over for hinanden i spørgsmålet om privathospitalernes rolle i sundhedsvæsenet, og behandlingsgarantien har været et væsentligt element i Lars Løkkes strategi for at bane vejen for mere privat sundhed. Den tidligere regering indførte i stedet en såkaldt differentieret behandlingsgaranti, som gav mulighed for at skelne mellem alvorlige lidelser, som gav ret til hurtig behandling, og ikke alvorlige lidelser, som gav en ret til behandling inden for 60 dage.


Venstre-regeringens behandlingsgaranti giver patienterne en ret til at få behandling på et privathospital betalt af de offentlige kasser, hvis det offentlige ikke har leveret behandling inden for 30 dage. Det er selvsagt kun en rettighed, som har en værdi for de forholdsvis få patienter, som der er et privathospital som ønsker at modtage. Skåret ind til benet er det først og fremmest standardiserede operationer som knæ, hofter, ryg og fedme, som behandles privat. Privathospitalerne kan nemlig sige nej tak til komplicerede patienter. Konceptet om standardiseret forløb egner sig ikke til den svært kronisk syge, vanskelige kræftoperationer, patienter, som er svære at udrede eller de ældre medicinske patienter, som fylder godt op på hospitalerne. Og behandlingsgarantien er overhovedet ikke aktuel for de omkring 75 % af alle patienter, som indlægges akut.

BEHANDLINGSGARANTIEN GIVER ISÆR TO PROBLEMER: For det første en skævvridning fra de mest syge og mest komplicerede patienter med størst behov og til de ukomplicerede patienter. Pengene flyttes simpelthen i den retning for at holde på de ukomplicerede patienter, der kan give en indtægt til det offentlige. Behandlingsgarantien betyder dermed dårligere behandling og pleje for dem, som har allermest brug for det. Og for det andet, så vi jo op igennem 00’erne, da vi sidst havde en 30 dages behandlingsgaranti, problemer med overbehandling og stor vækst i operationer af fedme, ryg og knæ – hvor fysisk træning ville have været bedre. Men hvorfor skulle et privat hospital fraråde den operation, som de tjener penge på?

Behandlingsgarantien betyder dermed dårligere behandling og pleje for dem, som har allermest brug for det.
____________________

 

DER ER RIGTIGT GOD ØKONOMI OG HØJ EFFEKTIVITET I ET OFFENTLIGT SUNDHEDSVÆSEN. Gang på gang ser vi at samfund med offentlige sundhedsvæsner er langt billigere og bedre end private sundhedsvæsener. Lande med mange privatsygehuse, fx. Tyskland, Frankrig og Schweiz har ikke lavere sundhedsudgifter end vi har – tværtimod er deres udgifter markant højere. Omsat til dansk befolkningsstørrelse vil det svare til 20-30 milliarder kr. højere om året. Og det giver da også god mening, at det er muligt at planlægge og udnytte pengene langt bedre, når man ikke som i et privat foretagende skal levere et økonomisk overskud og et afkast til aktionærerne.


Derfor er Socialdemokraterne – på Christiansborg – gået galt i byen i deres iver for at ligne blå blok også på dette spørgsmål. Der er brug for en stærk stemme for at holde fast i og udbygge vores offentlige sundhedsvæsen.


Vil Socialdemokraterne ikke længere påtage sig den opgave, så gør Enhedslisten det med glæde.


FOTO: Ditte Valente/Polfoto