16.03.2016

Assad overspillede sine kort. Han bliver siddende indtil videre, men får ikke lov til at søge genvalg. Det giver, alle uklarheder til trods, grund til optimisme.

INTERNATIONAL KOMMENTAR af Naser Khader, udenrigsordfører (K)

Lige så hurtigt den russiske enehersker, Vladimir Putin, trådte ind i konflikten i Syrien for få måneder siden, lige så hurtigt er han pludselig væk igen. Rusland trækker sig ud. ”Mission Accomplished”? Så langtfra. Den erklærede opgave er på ingen måder fuldført.

Putin bombede sig ind i Syrien uden varsel på et tidspunkt, da verdenssamfundet i over fire år havde set passivt til massemorderen, Assads voldsomme krigsforbrydelser. Nu, få måneder senere, trækker han med dags varsel en stor del af tropperne hjem. Det virker besynderligt. Der er mange spekulationer. Men der er også en forklaring.

Han gik ind i Syrien under påskud af at ville bekæmpe Islamisk Stat og andre ekstremister. Men det var ikke det primære mål. Russerne har gennemført tusindvis af bombetogter, men de er ikke gået efter Islamisk Stats hovedby, Raqqa, og de er ikke gået efter Islamisk Stats store indtægtskilde, olien. Det havde ellers været oplagt. I stedet har man ramt så mange uskyldige civile, at det skærer i hjertet og vækker opsigt verden over. Og Islamisk Stats kontrol over områder i Syrien er vel nogenlunde status quo.

Den underliggende dagsorden har naturligvis været at understøtte Assads regime, der er Ruslands sidste allierede ved Middelhavet. Putins Rusland har en vigtig adgang til Middelhavet via Syrien. Og Putins Rusland har en vigtig militærbase liggende i Syrien – og den består også efter tilbagetrækningen. På få måneder er det lykkedes at udrydde nogle af Assads hovedmodstandere, bl.a. omkring Damaskus. Og tag ikke fejl: Putins kampfly kan være tilbage og klar til kamp i løbet af få timer. Ikke dage eller uger, men timer.

Alligevel har Assad nok forregnet sig. Han tror, at Rusland og især Putin er hans badebillet til at fortsætte vanviddet; at han har Putin i ryggen og derfor kan foretage sig hvad som helst. Men badebilletten er nu annulleret.

DER ER FLERE TEORIER om, hvorfor Putin så pludseligt trækker sig ud af Syrien.

FOR DET FØRSTE vil han ikke på langt sigt fedtes ind i en konflikt, som kan udvikle sig til at blive Ruslands nye Afghanistan. Afghanistan red Sovjetunionen som en mare i et årti, og der kom intet godt ud af det – hverken for Sovjetunionen, for Vesten eller for afghanerne. Hellere ”Hurtigt ind, hurtigt ud”.

FOR DET ANDET er der en rent økonomisk betragtning. Rusland betragter sig selv som en stormagt, og man oplever en vis medvind med en lammet amerikansk præsident Obama. Men Rusland er dybt afhængig af især olieprisen. Den er i bund. Og har man ingen penge, er der ikke råd til at spille stormagt.

FOR DET TREDJE er der spørgsmålet om sanktionerne i forhold til konflikten i Ukraine. Putin har brug for at vise lidt velvilje og imødekommenhed til gengæld for at få oplåst den vanskelige situation i forhold til Vesten, som på intet tidspunkt har brudt sig om Putins indblanding i en suveræn stats egne anliggender. Og sanktionerne gør ondt. På begge sider.

FOR DET FJERDE kan alt for mange ”uheldige” angreb på civile i Syrien tiltrække et spotlys og anspore terrorister til at kigge på mål i Rusland. Det har ingen brug for.

Sandsynligt er det, at USA – og især udenrigsminister John Kerry – var orienteret på forhånd om, at Rusland ville trække sig ud af Syrien. Der skal lappes nogle huller i forholdet.

Der er ingen tvivl om, at Putins Rusland støtter og har store interesser i Assads Syrien og regime. Men Assad som person har overspillet sine kort. Det hævdes, at Assads udenrigsminister, Mu’alem, i sidste uge provokerede Putin, da han op til ”Geneve III”-forhandlingerne, udtalte, at Assad selv er ’den røde linje’ og dermed udelukkede, at han bliver fjernet. Når det til stykket, er Putin fuldstændig ligeglad med Assad som præsident, men Putin er ikke ligeglad med regimet. Han fastholder sin tilstedeværelse, men på en lidt mere diskret facon. For han har ikke råd til at afgive sin indflydelse i området – og slet ikke til iranerne. Assad har han råd til at miste.

HVAD NU? Mit bud: Kampene fortsætter – Assad og Islamisk Stat fortsætter hver deres vanvid. EU lukker sine grænser, et valg vil blive gennemført om et-to år – men hverken Putin eller resten af det internationale samfund vil tillade Assad at genopstille. Det er en stor sejr for de civile i syrien og giver grund til optimisme. Optimismen udspringer af, at flere arabiske lande og USA på det seneste har ladet Putin forstå, at det ikke er en fordel for russerne at støtte Assad. Saudi-Arabien har signaleret, at de vil købe våben i Rusland og hjælpe til med at få olieprisen op, hvis Putin accepterer præsidentskifte, men ikke regimeskifte. I Geneve – siges det – er der ved at komme en forhandlingsløsning på banen, som måske kan bære frugt. Men det udspringer ikke af de kampe, som den moderate opposition står for, for de er næsten ikke-eksisterende på slagmarken. For den Frie Syriske Hær blev næsten elimineret for et par år siden, især efter Vesten udsatte dem for våbensanktioner.

HVEM SKAL EFTERFØLGE ASSAD? Mine kilder mener, at oppositionen har meddelt den russiske udenrigsminister, at man vil samle sig om en kendt oppositionsmand, en ’alavi’ (fra Assads religiøse gruppe), som et realistisk bud på en efterfølger af Assad. Det vil gøre alavierne og andre mindretal trygge.

ILLUSTRATION: Assad og Putin mødes i Kreml, 20. oktober 2015 [foto: Alexei Druzhinin/RIA-Novosti/Kremlin Pool Photo via AP/Polfoto]