15.03.2016

KOMMENTAR af Mathias Bay Lynggaard

FORTÆLLINGEN OM hvordan den syriske borgerkrig på fem år er blevet et helvede for millioner af mennesker er også fortællingen om, hvordan USA’s præsident Barack Obama har svigtet og efterladt verden et mere usikkert sted.

For to uger siden talte jeg med flere syriske flygtninge, der sad i flygtningelejre i Jordan ikke langt fra grænsen til Syrien. De havde siddet der i årevis. Da de forlod deres hjemland troede de, at de skulle være væk i et par uger, måske måneder, hvis krigen virkelig trak ud.

De havde jo hørt, at Obama havde trukket en rød linje for, hvad han kunne tillade i Syrien: Ingen kemiske våben, havde præsidenten sagt. Det var der beviseligt blevet brugt, og derfor regnede de mange syrere med, at USA nu ville gribe ind som lovet. Men de fik en lang næse og et langt ophold i telte og containere, mens deres huse blev bombet og familiemedlemmer skudt af Bashar al-Assads tropper i hjemlandet. For det amerikanske kavaleri kom aldrig.

Det er symptomatisk for den amerikanske præsidents udenrigspolitik, at verden – ligesom Syrien – er blevet et mere usikkert sted at være i løbet af hans anden periode i præsidentembedet, som nu er inde i sit fjerde og sidste år.

Obamas tilbagetrækning fra Afghanistan blev en katastrofe, da al-Qaeda hurtigt vandt det tabte terræn tilbage. Obama skabte et magttomrum ved at trække sig ud før tid, og USA er nu igen tvunget til at være militært til stede i landet.

Libyen, som USA var med til at bombe Gadaffi og dermed statsapparatet ud af i 2011, er blevet overrendt af islamistister fra al-Qaeda til Daesh. Også her skabte Obama et magttomrum ved at fjerne staten uden at følge op med statsopbygning. Og nu bomber USA der igen.

Irak var på vej mod stabilitet, inden Obamas tropper, som han havde arvet efter præsident Bush, satte sig ind i militærflyene og fløj hjem til USA i december 2011. Obama skabte igen et magttomrum ved at trække sig ud for tidligt. Nu bomber USA der igen.
USA’s bomber – hvad end de falder fra droner eller kampfly – er faktisk det mest konsistente ved Obamas udenrigspolitik. Obama siger selv i et anbefalelsesværdigt interview på over 60 sider til det amerikanske tidsskrift The Atlantic, at han ”aldrig har tvivlet” på droneangreb i Mellemøsten.

Under George Bush blev USA kendt for sine soldater, der rendte rundt i kampuniformer med det amerikanske flag på i Mellemøsten. I dag kan USA genkendes på flaget på siden af de bomber, der falder i samme region.

Det er ikke kun i førnævnte lande, at USA bomber. Og rammer forbi. Pakistanske børn ned til 9-års alderen har stået i den amerikanske kongres og fortalt om, hvordan amerikanske droner har bombet deres forældre og bedsteforældre. Ikke fordi de voksne havde gjort noget galt, men fordi USA’s bomber falder både her, der og alle vegne, eftersom deres krigsførelse primært bliver udført af flyvevåbnet. Et godt eksempel er det afghanske hospital, som Læger Uden Grænser drev, inden de blev bombet af amerikanerne i oktober 2015. Man kan ikke skabe fred på jorden, hvis ens indsats næsten udelukkende er baseret på, at ens soldater sidder flere kilometer oppe i luften eller flere tusinde kilometer væk på en base i USA, når bomberne rammer jorden i Mellemøsten.

I det hele taget er Obama rigtig dårlig til at håndtere krig og krigsførelse. Måske var det netop derfor, han ikke ville involveres i Syrien. Men det ville være at tillægge Obama for meget selvindsigt. For hvis der er én ting, der har kendetegnet den plan, som USA og dets allierede – heriblandt Danmark – har fulgt i Mellemøsten gennem Obamas anden periode i præsidentembedet, så er det, at der slet ikke er en plan. Vesten flyver fra ildebrand til ildebrand og prøver at slukke den, ved at bombe både dem, der tændte branden, branden selv og de civile, der bor i nærheden af branden.

Imens Obama spiller en stærk hånd dårligt, har den udenrigspolitisk erfarne Vladimir Putin spillet en svag hånd stærkt. Han er en af dem, der har udnyttet en svag amerikansk udenrigspolitik. Han har været en mere relevant aktør i Syrien, mens han er sluppet afsted med at nedskyde et fly over Ukraine og nuppet en del af selvsamme land.

Obama kan selvfølgeligt ikke stilles personligt til ansvar for alt, der foregår under hans embede. En præsident er ikke bedre end de folk, han omgiver sig med. Og Obama omgiver sig jo med de bedste – skulle man tro. Sandheden er desværre langt fra det. I det førnævnte interview med The Atlantic udviser præsidenten mangel på respekt over for både hans egen udenrigsminister John Kerry og USA’s ambassadør i FN, Samantha Power. Og Obama fortæller, at han ”hemmeligt foragter (…) Washingtons udenrigspolitiske establishment.”

Hvis man læser reaktionerne på artiklen eller lytter til Foreign Policys podcast kan man konkludere, at følelserne er gengældte af the establishment, der anklager Obama for at omgive sig med folk, der ikke har alderen, erfaringen eller talentet til at vejlede præsidenten. Kritikerne, der har mere erfaring med at håndtere amerikansk udenrigspolitik, end præsidenten selv har, siger, at Obama i stedet har valgt at omgive sig med unge folk, der først og fremmest giver ham ret i, at han er på rette kurs.
”Bravo, Hr. Præsident,” må juniorerne sige til ham, når han forkludrer endnu en højrisiko-situation i Mellemøsten med sin enorme passivitet.

Jeg var selv en af dem, der klappede af Obama, da han blev valgt både første og anden gang. Jeg fortryder, at jeg gjorde det anden gang. For Obama har i sin anden periode som præsident gjort verden til et farligere sted for millioner af mennesker. Nu klapper jeg kun, når han om et lille års tid forlader Det Hvide Hus. Og så beder jeg til, at der kommer en mere kvalificeret person i det ovale værelse. Vedkommende har nok at rydde op efter.

Mathias Bay Lynggaard er journalist og radiovært på Radio24syvs udenrigsmagasin Datolinjen. Denne kommentar bringes i programmet i aften på femårsdagen for borgerkrigens start i Syrien (15. marts).

ILLUSTRATION: Obama på vej ombord i sin helikopter, 2. november 2015 [foto: Det Hvide Hus]